Skinker og skind

Ålborgbispen Jens Bircherod var en alsidigt interesseret mand, der gerne på sine visitatsrejser gjorde små afstikkere fra teologien. Som her - i 1704 - hvor han på en tur i Nordvendsyssel kigger ind på herregården Asdal, der endnu dengang lå på sin oprindelige plads omgivet af volde og grave. Men hvad er det dog for en flæskeside, bispen taler om? Og hvem er Karl Pølse?

Det første er let nok besvaret, for flæsket eksisterer endnu, omend i stærkt reduceret skikkelse, og ses på billedet over disse linjer. Den indtørrede svineskank fulgte med til det nye Asdal, som blev opført tæt ved ruinen af det gamle, og opbevares nu i en niche over hoveddøren. Karl Pølse ligger det straks lidt tungere med; ham har historikerne aldrig rigtig villet tage alvorligt.

I Pontoppidans Danske Atlas (1769) får vi at vide, at det var ham, som først byggede Asdal (for penge tjent ved strandrøveri), men han sattes ikke i forbindelse med skinken; om den fortælles en anden historie: Der var to brødre, den ene ejede Asdal, den anden Birkelse. »På den enes grund blev stunget et vildsvin, som løb over og døde på den andens. Efter trætte og dom blev vildsvinet således delt imellem dem, og hvers del ophængt på sin gård til en amindelse«.

1800-tallets sagnoptegnere kender meget vel skinken på Asdal og har overleveret os historien i en hel række udgaver, med og uden Karl Pølse. Kernen i sagnet er stadig herremænds kiv om et svin med påfølgende deling af dyret, men nu er pointen, at den, hvis skinke rådnede først, havde uret i striden. Hvem modparten - eller modparterne - var, er der ingenlunde enighed om, men den ret fjerntliggende gård Birkelse synes helt at være gledet ud, i stedet nævnes Bøgsted, Baggesvogn, Nørre Elkær, men i særdeleshed Odden, som ligger Asdal nærmest. Asdal omtales fornemmelig som den sejrende, så det er med nogen overraskelse, man erfarer, at der på to af de andre gårde, Nørre Elkær og Odden, opbevares skinker magen til Asdals - men ganske vist i en tilstand, som nærmest bekræfter sagnet (fig. 2).

Nu har vi altså hele tre herregårdsskinker, og vi er ikke færdige endnu.
På Voergård, en af landets smukkeste renæssancegårde beliggende noget sydligere i Vendsyssel, findes et skind, der ved sin stridhårethed røber sig som værende af vildsvin. Atter hører vi om trættekære herremænds deling af jagtbytte, men i Voergård -sagnene er det naturligvis skindet, der overlever. Det hænder, at de to, skindet og skinken, finder sammen: »Fru Ingeborg og Otto Banner levede som fraskilte. Hun var jo et satans menneske, et rigtigt asen«. De stredes om Voergård og Asdal, og hun foreslog, »at de skulle slagte et svin, og så ville hun beholde skindet, og han skulle have en skinke. Dersom skindet rådnede først, havde hun tabt sagen; men dersom skinken rådnede først, havde han tabt« (fig. 3) (fig. 4).

Altså endnu en udgave af den efterhånden velkendte historie, men til afveksling med en kerne af sandhed. Otto Banner, ejer af Asdal, ægtede 1560 Ingeborg Skeel til Voergård, som ved hans død 25 år senere fik begge gårde i sin besiddelse.

Fru Ingeborg var en intelligent, handlekraftig og meget ambitiøs dame - egenskaber som en kvinde på den tid helst skulle være foruden.

Hvordan skal dette forstås? Hvad er den faktiske historie bag disse af sagnene sammenkædede animalske trofæer på syv vendsysselske herregårde (hvoraf ganske vist kun de fire, som er afbildet nedenfor, endnu besidder corpus delicti)? Helt så lokalt, som det lyder, er fænomenet nu ikke (fig. 5). Der kan nævnes flere vendsysselske storgårde, som - uafhængigt af Asdalkredsen - har eller har haft tilsvarende genstande: på Lerbæk og Vadsholt var det skinker, på Stensbæk et tyrehoved, og på Korslund opbevares endnu pietetsfuldt det alderstegne ribben af en hval. Ikke nok med det: på en gård ved Horsens fandtes skinken af et svin, som engang havde ædt et barn, på Sparretorn ved Middelfart ligeledes en skinke, og på to bornholmske gårde dyrehoveder af forskellig art. Andre eksempler kunne utvivlsomt nævnes på denne åbenbart landsdækkende skik, som synes forbeholdt gårde af en vis størrelse, fortrinsvis i Vendsyssel.

Historien om herremænd- enes trætte er af velkendt type og utvivlsomt frit opfundet af folk, som har undret sig over de mærkelige herregårds-relikvier (fig. 6). Der er imidlertid også en anden slags sagn knyttet til disse genstande; hvis man tør tro dem (hvad man naturligvis ikke gør), er det jævnlig sket, at en overmodig ejer eller forpagter har forgrebet sig på gårdens helligdom og har smidt den ud - men ildebrand, brækkede ben, sygdom og død er altid blevet følgen, og så måtte kadaveret jo hentes ind igen fra møddingen. Skinker og skind, hvalben og dyrehoveder er med andre ord amuletter, der beskytter gårdene; derfor har man passet på dem, og måske er det grunden til, at man i det hele taget har anskaffet dem. En ældgammel, uransagelig tro på disse dyrelevningers kraft kan være baggrunden for skikken, der besynderligt nok synes hjemmehørende i de mere bemidledes klasse. Hvornår den er opstået, er uvist, men både Asdal-skinken og Voergård-skindet må være af betragtelig alder.

Af Voergård-skindet kan man skære strimler til plejlen; når man blot ikke tager over halvdelen, bliver det ved at være lige stort. Siger det lidt om skikkens oprindelse, at dette træk leder tanken hen på Særimner, de gamle asaguders altid tjenstfærdige slagtegris?