Skilteflytning

Det skete, at skiltet måtte flyttes, fordi oldermand eller svende skiftede bolig, og del blev af svendene udnyttet til festlige optog - et leben, som dog ikke var værdsat af myndighederne, fordi det gav anledning til »stor ødselhed og debauche«. 1682 advaredes i en kongelig befaling mod denne »onde vane«, og i den følgende tid hændte det flere gange, at politiet greb ind, således i Odense 1695 og i København året efter. Der uddeltes klækkelige bøder, og lavstøjet - laden (lavsskrinet), velkomsten (den store pokal) og alt det andet - samt skiltet ikke at forglemme blev konfiskeret.

I 1700-årene, som er håndværkerlavenes storhedstid, kom skikken igang igen, ja voksede i omfang og opfindsomhed. Mønstergivende må de københavnske snedkere siges at være; deres talstærke organisation havde altid holdt strikte på traditionerne. Da de 1724 erhvervede eget hus, skete overflytningen med manér, men endnu finere gik det til i 1749, hvor et nyt skilt blev opsat. Ruten var lagt forbi Christiansborg, og selve kongen »beviste sig så nådig at se ud ad vinduet på dette lystspil med et åsyn, hvoraf nåde og majestæt fremskinnede«. Rekorden blev dog slået 1770, da lavet igen fik nyt skilt. Et til lejligheden fremstillet kobberstik (øverst næste side) viser det helt overdådige optog.

Der var meget for de øvrige københavnske lav at leve op til,
men det lykkedes for flere af dem. Vi vil her følge rebslagernes anstrengelser, som der foreligger fyldige oplysninger om. (Fig. 1)

Rebslagerne havde ellers hørt til byens mindre lav, hvis skilt og lade opbevaredes hos oldermanden, men antallet af svende var stigende, så 1772 fik de eget herberg. Syv år senere, i 1779, flyttede man til et nyt hus i Studiestræde, og det er optoget ved den lejlighed, vi skal høre om. Det udgik fra oldermandens bopæl på Kultorvet, hvorhen skilt og lavstøj var blevet ført.

Processionen var i tre afdelinger, hver med musikkorps og hver med sit særlige glansnummer beregnet på at vise rebslagerlavets fortræffelighed. Forrest i den første gik en Harlekin og en Mercurius med et forseglet brev at aflevere i herberget. Bag dem blev fanen båret af rødklædte fanejunkere, og nu kom musikken efterfulgt af oldermanden og alle rebslagermestrene par om par. Lavets våben med »trende forgyldte kroge« blev fremført, og så er vi kommet til første afsnits klimaks, selve det store lavsskilt, båret af otte svende med et tilsvarende antal afløsere, alle i fineste puds med sorte fløjlsbukser og hvide silkestrømper. Derefter flere svende med forskellige rekvisitter, endnu et faneindslag og et muntert intermezzo: fire »såkaldt lystige brødre«.

Anden afdelings clou var fremvisningen af lavstøjet: den store lade med forgyldte nøgler, velkomsten »rigelige behængt med sølvskilte«, Johannesbægeret, endnu et antal bægre og kander og endelig den store skænkekande, som to svende bar. Fine sager, men trumfen var dog gemt til tredje og sidste afsnit. Her fremførtes »et med fuld takkelage forfærdiget skib, hvorved fulgte en jæger - , som alt lod sig høre med nogle skud forbi de passende steder«. Til at holde orden og navnlig skaffe optoget den fornødne plads var udkommanderet en politiadjudant og tolv betjente. (Fig. 2)

Toget udgik altså fra Kultorvet og endte i Studiestræde, men fulgte ingenlunde den lige vej, ruten var med flid lagt sådan, at der blev så mange steder som muligt at standse op. (Fig. 3) Ved alle de andre lavshuse blev der gjort holdt for at modtage traktement, og forskellige notabiliteter blev hyldet i forbifarten. Ved rådhuset på Gammeltorv tog magistraten imod og forærede svendene 20 rigsdaler.

27 kanonskud modtog processionen ved ankomsten til Studiestræde. Da krudtrøgen havde fordelt sig, bød herbergsfaderen velkommen, Mercurius takkede, og de forsamlede måtte nu påhøre en prædiken på dansk og tysk; her glemtes ingenlunde kongehuset, øvrigheden, krigsmagten til lands og vands og ej heller lavet selv. Så, omsider, foregik skilteophængningen, mens der »stedse med trompeter og paukers lyd, pokalers klang og kanoners løsning blev saluteret«.

Ved den efterfølgende spisning, der kom ret tilpas, var mestre holdt for sig, svende for sig (læredrengene hører man intet om). Mestrenes koner har antagelig været med, i hvert fald var der dans bagefter. 1 de følgende tre dage festede svendene, det var jo dem, der havde stået for arrangementet.

Det oplyses ikke, hvad det hele kostede, men billigt har det ikke været. Myndighederne var bekymrede, de gentagne skilteflytninger var ved at blive et samfundsproblem. Noget hårdhændet indgreb, som tidligere, ønskede man dog ikke, så resultatet blev et påbud fra regeringen: skilteflytninger var fortsat tilladt, men skulle herefter foregå i stilhed, uden musik, dans, fægten og skyden. Man skulle følge den korteste rute og måtte ikke gøre ophold undervejs.

Glansen var taget af lavslivets topnummer. Rebslagernes skilteflytning 1779 blev et effektfuldt punktum for epoken. (Fig. 4)