Skibe i Ranveigs skrin

Stilistiske og tekniske træk ved skrinet viser, at det må være fremstillet i 6-800-årene enten i Irland eller i Skotland. Oprindelig har det vel hørt til et derværende kloster, men det er altså på en eller anden måde - med eller mod ejerens vilje - kommet til Norge. Tilsvarende skrin er fundet i norske vikingegrave, men »fundet« kan også være gjort i en kirke. Vi må acceptere uklarheden omkring stykkets oprindelse.

Udvendig på skrinets bundflade findes en runeindskrift, men den kan efter tegnenes former dateres til slutningen af 900- eller begyndelsen af 1000-årene og er således betydeligt yngre end selve æsken. Der står: »Ranveig ejer dette skrin« (Ranvaik A Kistu Thasa). Ved siden af indskriften og ind i den ses noget krimskrams; det har været afbildet flere gange i forbindelse med omtale af runerne, men ingen har fæstnet sig særligt ved det, hvilket nok skyldes, at de figurer, som det vitterligt indeholder, står på hovedet i forhold til runeteksten. Først 1980 blev kradseriernes rette betydning erkendt af den norske kunsthistoriker Martin Blindheim, der har beskæftiget sig indgående med lignende ristninger i norske stavkirker, og 1983 fik undertegnede - uden at kende Blindheims observationer - øje på dem. Ved senere undersøgelser af »billederne« har Nationalmuseets medarbejdere ydet mig værdifuld hjælp. For at drage de ofte meget svage ridser frem er benyttet mikroskop og aftryk i andet materiale.

I virvaret af streger skelnes tydeligt tre skibsstævne, og ved nærmere eftersyn opdager man endnu to, hvoraf den ene dog måske er lidt tvivlsom. En hel lille flåde altså, om end kun af halve skibe; om det er for- eller bagstavn, som vises, lader sig ikke afgøre, men det første er nok det sandsynligste. Af de tre tydelige skibe er ét, det til venstre, tegnet med en grovere streg (svarende til runeindskriften), de andre med en finere. Disse sidste viser klare fællestræk, men er alligevel ret forskellige; det mest detaljerede har en skarpkantet form ved bunden, »vinget« stævn og muligvis mast, i hvert fald en lodret streg, omtrent hvor en sådan skulle være (fig. 2). Et par krumme linjer bringer sejlet i erindring, men det ville nu være højst usædvanligt for et billede af denne art. Mellem skibene ses et stregbundt, som slet intet har med søfarten at gøre, det danner en ornamental figur: tre lige brede bånd, der er knyttet eller flettet ind i hinanden og med tre kurver udenfor som en slags omramning.

Om de forskellige billedelementer er påsat samtidig eller af flere gange, måske af forskellige mennesker, kan ikke afgøres, men runeindskriften griber ind i et par af skibene og er vistnok yngre end disse; den ligger, så vidt man kan se, øverst. Ranveig eller den, der skrev for hende, har formodentlig ikke skænket billederne særlig omsorg. Ellers havde hun vel anbragt sit bidrag retvendt i forhold til dem.

Kradserier som de omtalte er ikke ukendte, de optræder nu og da, på sten, træ, metal, ben eller andetsteds, hvor flader byder sig til: en slags folkekunst helt forskellig fra den autoriserede. Fænomenet fortsætter op i middelalderen, hvad man især kan se i de norske stavkirker, men også på danske kirkers kalkpuds. Det kan virke som meningsløs leg, en slags beskæftigelsesterapi, og er det måske også, men helt udelukke, at der stikker andet under, tør man dog ikke. I det gamle samfund har rådet forestillinger af mystisk art, som vi ikke har mulighed for at gennemskue.

Man kunne ønske sig en lidt mere præcis datering af skrinets stregtegninger og kendskab til ophavsmændenes nationalitet. Vi har hørt, at skrinet selv er fra før vikingetiden eller fra dennes allertidligste del, og at indskriften er blevet til omkring år 1000, så billederne - i hvert fald dem, der ligger under runerne - må være anbragt på et eller andet tidspunkt derimellem. Af skibe fra denne periode eksisterer en del billeder, og dertil kommer selve fartøjerne, som er fundet, mere eller mindre velbevarede, i såvel Norden som på De britiske Øer. Et træk som det skarpe knæk ved bunden af et af skibene kan måske opfattes som tidligt, men det nærmer sig gætteri, og i øvrigt behøver tegningerne ikke at være samtidige; de, der ligger fri af indskriften, kan for den sags skyld være udført af Ranveig selv eller hendes skriver (fig. 3). Hvad angår ristningernes nationalitet, er vi straks lidt bedre stillet: skibsbilleder i stil med vore er praktisk talt ukendte på De britiske Øer, men har paralleller på nordisk område, og da fartøjernes former i øvrigt viser træk, som kun kendes fra vikingeskibe, er det nok sandsynligt, at der har stået nordboer bag. Om de har øvet deres kunst hjemme eller i det fremmede, lader sig ikke afgøre, men det er vel egentlig også mindre væsentligt. For ornamentet gælder omtrent det samme som for skibene: de tætliggende bånd af næsten samme bredde taler nærmest for nordisk herkomst.

Skrinet - for nu at vende tilbage til det - er rigt dekoreret med båndslyng på siderne, men det er af en helt anden art end ristningerne under bunden. Såvel husformen som hele den fine udførelse tyder stærkt på, at æsken fra starten er tænkt som relikviegemme, men de helgenlevninger, den nu indeholder, kan efter de vedbundne mærkesedler at dømme næppe have været der fra først af; nogle af teksterne synes skrevet med senmiddelalderlig hånd. Hvad der er blevet af det oprindelige indhold, ved vi ikke, men det nye er vel kommet til under skrinets ophold i Norge. Hvis det da ikke er indlagt på Kunstkammeret i København og i virkeligheden hører til et helt andet relikviegemme.

Kristendommen kom til Irland/Skotland i 4-500-årene, og der opstod kirker og klostre med alt, hvad der hører til af helgendyrkelse og relikvier i kostbare skrin. Selv disse fromme stiftelser blev imidlertid inddraget i kampe klanerne imellem, de måtte tåle overfald og plyndringer, men det må dog anses for ret usandsynligt, at landenes kristne indbyggere, deres voldelighed til trods, skulle have forgrebet sig på noget så helligt som et relikvieskrin. Under vikingetiden blev området hårdt angrebet udefra, af folk fra Norden og i særdeleshed fra Norge. Disse fremmede var, i hvert fald i begyndelsen, endnu hedninger og gjorde sig ingen skrupler. I 823 overfaldt de således klosteret i Bangor på Nordirland, røvede dets skrin og rystede til munkenes forfærdelse uden videre det kostelige indhold ud.

At skrinet er kommet til Norge med vikingerne, og at ristningerne under bunden er deres værk, kan der således næppe være tvivl om - blot kender vi ikke tidspunkterne for disse begivenheder. Den Ranveig, som hen mod vikingetidens slutning ejede klenodiet, har sikkert ikke brugt det til relikvier, snarere til smykker eller andet af værdi, men siden kan det være kommet i kirkens besiddelse og have fået sit nye indhold. Så velbevaret, som æsken er, må den anden mulighed, at den har været begravet med sin ejer, anses for mindre sandsynlig.

I historien, som her er oprullet, er der mange dunkle punkter, men den er dramatisk nok endda. Skrinet selv er af stor værdi. Nationalmuseet ejer intet bedre fra den kulturkreds, det tilhører.