Skatten på Langli
I arkæologien taler man om »depotfund«, det vil sige fund af noget, der er gemt væk for senere at hentes frem igen - hvad det altså ikke er blevet. Ofte drejer det sig om penge eller værdigenstande gravet i jorden, når landet var i fjendehånd, og aldrig hævet, fordi den, der kendte gemmestedet, er død, måske netop som følge af krigen. Det er en lidt trist historie, der skjuler sig bag »depoterne«, men den heldige, der i vore dage finder skatten, har ingen grund til beklagelse og Skalks læsere vist heller ikke - de har i hvert fald gennem årene fået mange af herlighederne præsenteret. I det følgende skal berettes om en skat, som blev gemt i ufredstid, men til afveksling gravet op igen af den rette ejer.
Af Søren Manøe
Fig. 1: ingen billedtekst
På egnsmuseet i Oksbøl opbevares en lille lærredspose med påskriften »Kr. 3000,- Hr. Chr. H. Christensen, Oxby pr Oxbøl« - og det må straks tilføjes, at den nu er tom. De 3000 kr har for længst fået ben at gå på.
Vi skal til den lille ø Langli, der ligger i Ho bugt nordvest for Esbjerg. Den var i forrige århundrede beboet af fem familier, der ernærede sig ved fiskeri og landbrug, men deres liv var præget af hårdt arbejde, og naturen gjorde det ikke lettere for dem. 1909 ramtes øen af en stormflod, som ødelagde de beskyttende diger. Staten ydede støtte til genopførelsen, men da en ny stormflod i 1911 anrettede nye ødelæggelser, nægtede myndighederne at være med. Alene kunne beboerne ikke klare opgaven, så de blev nødt til at forlade øen, som derefter blev udbudt til salg.
Handelsmanden Christen Hansen Christensen fra Øster Oksby ved Blåvand kendte Langli, hvis beboere han ofte havde gjort forretninger med. Han fik lyst til at købe øen, men det var for stor en mundfuld for ham alene, så han allierede sig med to andre mænd, den tidligere vaskeriejer Th. Sørensen, der nu havde slået sig ned i Blåvand, og grosserer Heide i København. Sammen erhvervede de Langli for en pris af 36.996 kr. Det var meningen, at de ville opkøbe kreaturer på fastlandet, sætte dem til opfedning på øen for derefter at videresælge dem. Heide ragede imidlertid snart uklar med Th. Sørensen, som han derefter købte ud, men ellers gik alt efter planen.
Chr. Christensen foretog opkøbene, og det var en stor dag, når kreaturerne skulle drives ad ebbevejen fra Ho over til Langli. Landmændene kom med dyrene, hvorefter Heide stod for betalingen. Han sad inde ved langbordet med en stor bunke pengesedler foran sig, og ved siden af lå hans revolver, som der dog vist aldrig blev brug for. Når forretningerne var overstået, stod bordet dækket med masser af mad, øl og brændevin, og alle fik, hvad de havde godt af.
Kort efter at virksomheden var kommet i gang, brød første verdenskrig ud, og selv om Danmark ikke var direkte indblandet, rådede usikkerheden. Heide fik nu den ide, at de to ejere skulle sikre sig en kapital at starte med, hvis det gik galt; der kunne jo komme en statsbankerot ligesom efter Englandskrigen. Chr. Christensen var ikke så varm på tanken, han havde brug for penge til sine handler, men Heide pressede på, og resultatet blev, at Christensen mødte med 3000 kr i guldmønt og Heide selv med 40.000. Pengene blev gravet ned på Langli og en tegning - et veritabelt skattekort - udfærdiget til opbevaring i Heides pengeskab.
Som bekendt sluttede krigen 1918, men forinden var Chr. Christensen død, så Heide måtte alene - dog med to lokale mænd som vidner - foretage opgravningen. Pengene lå urørte, og Christensens part blev overdraget til hans enke. Ingen skulle sige Heide noget på.
Posen, de 3000 kr havde ligget i, blev i 1982 foræret til museet af Chr. Christensens brorsøn, Arne Christensen. Det er fra ham, vi har historien.
