Skatten i skabet

Gården, skabet stammer fra, hedder Høgdal og ligger ved Them syd for Silkeborg. Siden 1796 har den tilhørt samme slægt, men vi behøver kun at interessere os for de sidste ejere, to brødre og deres far. Faderen fik gården 1879, og det er hans navn, der pryder skabet. Ved hans død 1927 overtog sønnerne, Jens og Peder, ejendommen. De forblev begge ugifte. Den længstlevende, Jens, døde 1976.

Gården ligger ret isoleret i skovområde, og det er vel en af grundene til, at ejerne holdt sig for sig selv. Deres liv var dybt forankret i traditionen og præget af den største sparsommelighed. Bekvemmeligheder af nogen art blev aldrig indført, hverken lys, gas eller vand; det sidste hentedes ved et kildevæld uden for stalden. Til opvarmning og madlavning tjente et komfur. At træde ind i hjemmet var som at rykke hundrede år tilbage i tiden.

Landbruget, der blev drevet, var såkaldt skovlouringsbrug, den specielt midtjyske blanding af halvt landbrug og halvt skovbrug. Skovens træ, især bøgetræet, udnyttedes til fabrikation af træsko, noget som i slutningen af forrige århundrede bragte velstand til egnen. Træskomagerværkstedet stod endnu intakt på gården, og indtil få dage før sin død var den sidste af brødrene optaget af at snitte træsleve til eget brug og som gave til venner og bekendte.

Det er klart, at dette særprægede miljø i høj grad måtte tiltrække museumsfolk, og adskillige har da også gennem årene været på gården og fået forevist dens mange minder om midtjysk bondeliv i 1800-årene. Som nævnt ligger Høgdal afsides, og da det var almindelig kendt på egnen, at den rummede meget af værdi, rykkede myndighederne ved ejerens død straks ind for at foregribe antikvitetstyverier. Da der ikke var arvinger, tilfaldt boet staten, og denne overdrog de kulturhistoriske genstande til Den kongelige Møntsamling og Silkeborg Museum. Blandt de mange interessante sager, som blev hjembragt (hovedvandsæg, mønter o.s.v.), var skabet.

Det er et hængeskab af type fra forrige århundrede og med påmalet navn, Jens Nielsen, altså faderen til de to brødre, han der overtog gården 1879. Skabe af den art hørte til mandens domæne og ses praktisk talt aldrig med kvindelige navnetræk - i modsætning til manglebrætter, banketærskler og lignende. Her opbevaredes husets værdier som sølvskeer, drikkeglas, bibel og rede penge.

I sådanne skabe er ofte hemmelige rum, og dette var ingen undtagelse. Det blev gennemgået adskillige gange, hvorved afsløredes ikke mindre end seks. De indeholdt kun papirer - regnskaber for gårdens drift, oplysninger om skatteforhold og lignende - men også dette har naturligvis interesse.

Efter nogle måneders henstand i museets magasin skulle skabet sendes til konservering; det var i en temmelig dårlig forfatning og ikke umiddelbart egnet til udstilling. Forinden lod vi det dog fotografere. Det var museets årvågne fotograf, der ved at flytte på skabet hørte, at det gav lyd, og derefter fandt frem til endnu et hemmeligt rum godt skjult bag et af de allerede kendte. Her lå skatten: 102 sølvmønter, en- og tokroner, ialt 198 kr fra perioden 1876-92. Det lyder måske ikke af så meget, men sammenligner man med skattebogen i naboskuffen, ser man, at der i samme periode betaltes 15,40 kr om året til dækning af alle former for skat og forsikring. Det er altså alligevel et ret betydeligt beløb. Værdien idag må - den gode bevaringstilstand taget i betragtning - være nogle tusinde kroner (Fig. 1).

Pengene stammer sandsynligvis fra træskohandelen, der med sparsommelighed nok kunne give overskud - og sparsommelige var Høgdals beboere. Tilliden til banker og sparekasser har nok ikke været overvældende, man stolede mere på sig selv og foretrak gemmestederne i skabet. Nu har datidens tyveknægte sikkert vidst god besked med, hvordan sådan et skab var indrettet, så det er forståeligt, at man af de mange hemmelige rum valgte det allerhemmeligste netop til dette brug. At brødrene, som har kendt skattens eksistens, ikke, som tiden skred frem, har fået den overført til et pengeinstitut, er mærkeligt nok, men formodentlig har heller ikke de brudt sig om den slags nymodens indretninger. Den tanke at bruge pengene, for eksempel til indlægning af lys og vand, har vel knap nok strejfet dem. Det havde ingen interesse.

De fleste skattefund rejser en række spørgsmål, der i reglen må lades ubesvarede og erstattes med vage formodninger - noget om krig og ufred, trange tider og pludselig død. I vort tilfælde ligger sagen klar, vi kender ejeren og stort set hans motiver. Vi ved, at der intet voldeligt er i historien, derimod en hel del om den menneskelige natur.

(Fig. 2).