Skatten fra Læsø

Holger Petersen gjorde, hvad man skal gøre i et sådant tilfælde. Han ringede - først til politiet, derefter til det lokale museum, som lod bolden gå videre til Vendsyssel historiske Museum. Herfra ankom næste morgen en repræsentant, der foretog yderligere undersøgelser og opmålinger. Pengene havde, viste det sig, ligget i en stor jydepotte, men den var blevet knust af en »gummiged«, da man ryddede tomten efter branden. Ved oprydningen var fjernet to gulvlag, det nederste af piksten.

Undersøgelsen fortsatte på Nationalmuseet, hvorhen fundet blev bragt. Den 22 kilogram tunge skat består af henved 1800 mønter. De yngste er fra 1672, så potten med de mange penge må være nedgravet dette år eller et af de nærmest efterfølgende. De fleste mønter er danske eller norske. Der er 565 kroner, 244 halvkroner og 332 markstykker fra kongerne Christian 4., Frederik 3. og Christian 5., og hertil kommer næsten 500 små toskillinge. Endvidere 69 hele, 26 halve og 60 kvarte dalere.

Det danske møntsystem, som Christian 4. havde reorganiseret, var baseret på mark og skilling. Firemarkstykket betegnedes »krone«, tomarkstykket »halvkrone«, og der gik 16 skilling på en mark. Daleren, som stadig udmøntedes i Danmark, men som dog hovedsageligt kom fra udlandet, var en mere lødig mønt end kronen, dens værdi sattes til seks mark. De mange fund fra Kejserkrigen i 1620'erne og Svenskekrigene omkring århundredets midte har ofte hovedvægten på udenlandsk dalermønt, der på grund af sin værdifasthed blev brugt til opsparing og ved store handeler, men i 1670'erne er billedet ændret, daleren er på retur til fordel for den dansk-norske krone. Her passer Læsøskatten fint ind i det almindelige billede - dalermønten udgør kun en sjettedel af den samlede værdi (fig. 2). Den kom som venteligt især fra forskellige nederlandske og tyske møntsteder. Hjemlandene er kun repræsenteret med to norske dalere.

Den samlede møntskat har omregnet en værdi svarende til ca 600 dalere, en meget betydelig kontant formue, som kunne omsættes i - for eksempel - 100 okser eller 200 tønder saltet torsk (Fig. 3). Skatten kan i størrelse sammenlignes med Ballefundet (se Skalk 1968:4), som er vort hidtil største samlede møntfund fra 1600-årene, og Stabyfundet (1975:5), vort største dalerfund (Fig. 4). Læsøformuen placerer sig både vægt- og værdimæssigt midt mellem disse to jyske skatte, der er kommet i jorden tyve-tredive år før potten blev gravet ned under gulvet i Bogøgård.

Endnu er gennemgangen af de mange mønter ikke helt afsluttet, men billedet ligger nogenlunde klart. At dømme efter mønternes dateringer (se skemaet) synes kapitaldannelsen i det væsentlige at være afsluttet 1668 eller -69; de to år er repræsenteret med henholdsvis 109 og 21 kroner foruden anden, mindre mønt. Fra 1670-71 er der tilsammen kun tre hele og en halv krone (Fig. 5, Fig. 6, Fig. 7). Muligvis var udmøntningen i disse år noget mindre, men det ringe antal kan også skyldes, at indtjening eller opsparing har været afbrudt. Først 1672 kommer de sidste elleve kroner til.

En anden påfaldende ting er de mange kvartdalere; sådanne småmønter af dalersølv træffes sjældent i danske møntskatte. Eksempelvis kan nævnes, at 13 saksiske kvartdalere, som optræder i fundet, udgør mere end halvdelen af, hvad vore skattefund ellers har bragt af denne møntart. Det er også bemærkelsesværdigt, at nogle af kvartdalerne er meget gamle, nemlig otte fra 1545-51; de havde været i omløb ca 125 år, da formuen blev gravet ned. Det er ikke særlig sandsynligt, at de er kommet fra den danske møntcirkulation. Snarere er de tjent ved handel eller fragtfart på Nordtyskland.

Hvem skjulte skatten, hvordan havde han erhvervet rigdommen, og hvorfor blev den gravet ned? I reglen er det kun lidt, man kan svare på sådanne spørgsmål (Fig. 8). De almindelige mennesker, som levede i Danmark for 300 år siden, har ikke efterladt sig mange spor i skriftlige kilder.

Men det sker, man har heldet med sig, og det havde vi i dette tilfælde. Vi kan komme nærmere på de implicerede personer end ved de fleste andre skattefund.

Lad os imidlertid starte med at se lidt på de historiske forudsætninger. Umiddelbart vil sikkert mange undre sig over, at det har været muligt at samle så mange penge sammen på en ø, som både er ufrugtbar og afsides beliggende, men kender man lidt til øens historie, så bliver det mere forståeligt.

Læsøboerne har nemlig aldrig kunnet leve alene af det, de karrige jorder frembragte. Det, som i middelalderen trak mange mennesker til øen, og som hurtigt gav den en større befolkning, end den kunne brødføde, var de gode muligheder for at udvinde salt af havvand på de store sandflader mod syd. Salt var middelalderens vigtigste konserveringsmiddel, og der var betydelige økonomiske interesser i den læsøske saltudvinding, først og fremmest repræsenteret af gejstlige institutioner som Viborg domkapitel og Vitskøl kloster. Der kom velstand til øen, men medaljen havde en bagside. Inddampningen krævede store mængder brændsel. Det ødelagde øens engang så gode skove og gav sandflugten frit løb. Da man 1650 enedes om at indstille fyringen under de få saltpander, som endnu var i brug, havde sandets ødelæggelser taget et katastrofalt omfang.

Da havde Læsøboerne imidlertid allerede i henved hundrede år haft en anden næringsvej som deres vigtigste eksistensgrundlag: skudefarten på Norge. I 15-1600-årene oplevede den norske tømmerhandel et voldsomt opsving, stimuleret af øget efterspørgsel og af en teknisk nyskabelse, den vanddrevne sav, der gjorde det muligt at sætte produktionen i vejret. En væsentlig del gik til Nederlandene, men også Danmark oplevede under de økonomiske højkonjunkturer efter 1550 en vældig byggeperiode, hvor de hjemlige skove ikke længere slog til. Man begyndte at hente bygningstømmer fra de sydnorske savværker og fandt samtidig en købedygtig kundekreds for landbrugsprodukter, navnlig brødkorn, som nordmændene aldrig har været selvforsynende med.

Læsø var, som et blik på kortet vil vise, i kraft af sin beliggenhed næsten selvskreven til at spille en hovedrolle i denne nordiske vareudveksling. De første oplysninger om Læsøboernes skudehandel foreligger fra slutningen af 1500-årene, men den havde på det tidspunkt et sådant omfang, at den næppe har været af helt ny dato. Læsøfartøjerne var små og stak ikke ret dybt. De kunne derfor komme næsten overalt med deres tømmerladninger - op ad åerne og over sandgrundene ved Løgstør til den vestlige Limfjord. Arent Berntsen nævner 1656, at Læsøboerne fører »meget bygningstømmer fra Norge ind for Struer, hvor den største del af Hardsyssels indbyggere det købe«.

1600-årenes mange krige, som ikke mindst blev udkæmpet til søs, kunne ikke undgå at berøre den læsøske skibsfart (Fig. 9). Såvel under Torstenson-krigen (1643-45) som under Karl Gustav-krigen (1657-60) klages der over afbræk i skudehandelen og deraf følgende armod. For dem, som vovede pelsen, var der imidlertid penge at hente, og efter krigene, hvor der på grund af ødelæggelserne opstod stor efterspørgsel efter tømmer, blev Læsøflåden hurtigt genopbygget. 1669, hvor vi har den første af en række fortegnelser over fartøjer hjemmehørende på øen, nævnes 62 skuder og »farkoster« og 1671, hvor antallet kulminerer, 81 skuder og farkoster. Det var en handelsflåde, som med hensyn til antal - men ikke tonnage! - hørte til landets betydeligste. I disse år må den nu fundne skat være opbygget.

Nedgravningen af pengene må som nævnt have fundet sted ret snart efter 1672, og det er nærliggende i den forbindelse at tænke på den nye landskatastrofe, som da indtraf: Skånske krig (1675-79). Den ramte Læsø hårdt. I det sidste krigsår måtte tolderen opgive at udfærdige den sædvanlige liste over fartøjer »af årsag, samme skiberumme og fartøj er nu ved sidste krigs tilfælde en del borttagen, og en del ligger adspredt på adskillige steder i landene, hvoraf mange måske befindes fordærvede og udygtige, når de ellers med tiden indsamles kan«. Mange har fået deres fartøjer opbragt af kapere, og dertil kom en anden stor plage: udskrivningerne til den kongelige flåde. De var i denne krig mere omfattende end nogensinde. 238 mand blev indkaldt fra en ø, hvis samlede befolkning dengang var på knap 2000. Det var en betydelig åreladning, hvis det er rigtigt, som det hedder 1683, at »den største del deraf (er) døde og borte«.

Efter krigen kom der andre problemer. Sandflugten havde grebet stadig mere om sig. Det største af øens tre kirkesogne var mod århundredets slutning næsten helt ødelagt, og den gode naturhavn sydøst på øen sandede til. Da skuderne samtidig blev gjort større, foretrak de fleste at lægge deres fartøjer i vinterhavn ved Ålborg. Denne by blev i stigende grad base for Læsøboernes søfart, og hvad er da mere naturligt, end at de mere velbjærgede trak teltpælene op og blev borgere og handelsmænd i Limfjordsbyen. I 1700-tallets første årtier ophørte Læsøs skudehandel næsten helt, men beboerne ernærede sig stadig som søfolk - nu forhyret i dansk eller fremmed koffardifart over hele kloden.

Dette rids af skudehandelens rolle i Læsøs historie giver os en forestilling om, hvordan formuen, der blev gravet ned under Bogøgård, kan være samlet og måske også, hvad dens bestemmelse var: den kunne være startkapital for en ny tilværelse i Ålborg. Men var dette nu vilkår og muligheder for de mennesker, som dengang ejede gården? Kan vi overhovedet sige noget om, hvem de var, og hvad de levede af?

Det kan vi. Ikke så lidt endda takket være et ganske stort udbud af arkivmateriale - jordebøger, matrikler og skattemandtal - fra sidste halvdel af 1600-årene. Vi genfinder disse folk i toldregnskaber og skibslister, og da kirkebøgerne for Vesterø sogn, hvortil gården hører, er bevaret usædvanlig langt tilbage, helt fra 1646, kan vi også få at vide, hvornår de er født, viet og begravet.

Gården matr. nr. 3 af Vesterø sogn, som senere blev kaldt Bogøgård, var dengang en af øens bedste, men beliggenheden nær havet og uden læ for vestenvinden bevirkede, at den var blandt de sandflugtstruede. De dyrkede jorder var afgrænset og beskyttet mod vest af et vældigt dige, som stadig er bevaret, men udmarken uden for det var meget ødelagt af sand.

Ifølge jordebogen hed gårdens ejer i 1662 Laurids Lauridsen Melchiorsen. Kirkebogen fortæller, at han i 1649 giftede sig med Maren Andersdatter, og at de i deres ægteskab fik seks børn: Kirsten (født 1650), Melchior (1652), endnu en Kirsten (1655), Laurids (1657), Anders (1660) og Else (1662). Laurids Melchiorsen tog ligesom alle andre nogenlunde velstillede Læsøboer del i skudefarten på Norge. I 1670 anfører tolderen ham som ejer af en skude på otte læster - muligvis den samme, som i 1674 er ansat til kun seks læster (Fig. 10). Sidstnævnte år er han imidlertid indehaver af hele to skuder; den anden er et nybygget fartøj på ti læster, som også nævnes 1675, det år Skånske krig brød ud. Skibslisterne mangler de følgende krigsår, og da de kommer igen fra 1680, leder man forgæves efter Laurids Melchiorsens navn.

I markbogen fra 1683 er som ejer af gården anført »Laurids Lauridsen Melchiorsens enke«. Manden må altså være død enten under krigen eller umiddelbart efter. Hans død og begravelse er imidlertid ikke noteret i Vesterø kirkebog, og man må derfor antage, han er en af de mange Læsøboer, som omkom på søen under Skånske krig.

Denne formodning finder en vis bekræftelse i en gravsten ved Vesterø kirke. I slutningen af 1600-årene var det almindeligt, at velhavende skudeejere lod lave store gravsten, som udover inskriptionen i reglen var udsmykket med de fire evangelisttegn, Kristi lidelsesredskaber og lignende symboler. Da Laurids Melchiorsens hustru døde 1691, blev der også sat en sådan sten over hende. Den sidder nu på tårnets sydmur, men ved århundredets begyndelse lå den i korgulvet, og dens indskrift er derfor stærkt udvisket af mange fødders slid (Fig. 11).

Lidt af teksten kan man imidlertid læse, når solen står lavt i vest. Desværre ikke de første linjer, som er helt forvitret, men så følger med nogenlunde sikkerhed — »den- nem til et glædeligt eftermæle, og hviler her den ærlige og gudfrygtige dannekvinde Maren Andersdatter sal. Laurids Lauridsen Melchiorsens, som døde år 1691 — udi hendes alders 66 år — «. Kun Maren Andersdatter har altså ligget under stenen, men den synes at være et minde over dem begge. Nederst på stenen er indhugget et relief, som viser et nødstedt fartøj i oprørt sø og en engel, der vinker fra skyerne. Det er et motiv, som ikke kendes fra andre af de gamle Læsøgravsten, og som derfor må have at gøre med de særlige omstændigheder ved mandens død.

Da krigen brød ud i 1675 havde Laurids Melchiorsen to voksne sønner: Melchior på 23 og Laurids på 18. Om Melchiors skæbne har vi visse oplysninger, 1686 møder hans bror Laurids op på Læsø birketing for at få ham erklæret død. Det, man vidste om ham, var, at han »sidst af denne nation fra Glückstadt, 7 år siden ungefær, bortrejste på indiske rejse og dér skal være død bleven«. Om han har forladt landet kort efter fredsslutningen, eller det er sket allerede under krigen, kan ikke afgøres, men det ville være forståeligt, om han har ønsket at slippe væk fra bådsmandsudskrivningerne.

Som nævnt blev et stort antal unge Læsøboer i løbet af krigen udtaget til tjeneste på flådens skibe. De sidste 43 blev hentet 1679, samme år, som freden blev sluttet. Der er bevaret en rulle med de pågældendes navne, og efter listen er noteret: »Af forskrevne 43 md. resterer én mand, navnlig Lars Larsen, som ej mødte«. Er denne Lars Larsen, som er hjemmehørende i Vesterø sogn, identisk med Laurids Melchiorsens næstældste søn, Laurids Lauridsen? Umuligt er det ikke, for han havde alderen til at blive udskrevet, og der skelnes på den tid ikke mellem navnene Lars, Laurs og Laurids. Hvorom alting er, så overlevede Laurids Lauridsen krigen. Det var ham, der i 1686 fik sin bror erklæret død, men selv døde han allerede i 1693. Hans navn og alder - 35 år - samt dødsåret kan læses forneden på moderens gravsten.

Med disse oplysninger om Laurids Melchiorsen og hans sønner har vi måske ikke fået den endelige løsning på gåden om skatten fra Bogøgård, men vi kan skitsere en mulig forklaring. Pengene synes samlet gennem en længere periode før 1672, som er de yngste mønters datering, og det peger på Laurids Melchiorsen som den, der har opsparet formuen gennem mange års tømmerhandel på Norge. Om krukken med mønterne er gemt under gulvet i gården af frygt for fjendtlig landgang og plyndring, eller om den har været nedsat dér allerede før krigen, ved vi ikke. Det afgørende er imidlertid, at Laurids Melchiorsen omkom på havet og tog sin hemmelighed med sig.

Det ville være rimeligt, om han havde indviet sin ældste søn Melchior i, hvor skatten var gemt, men hvis det var tilfældet, så gik også denne viden tabt! Måske har resten af familien haft kendskab til skattens eksistens, men ikke til dens skjulested. I hvert fald fortalte man sidenhen, at det spøgte på gården. Der var nogle, som gik og ledte efter en skat.

Al leden var imidlertid forgæves. Skatten forblev skjult i 300 år, indtil den dag i september 1982, hvor gårdens nuværende ejer satte spaden i jorden, og sølvmønterne væltede frem.

Lit: Jørgen Steen Jensen: To møntskatte (Hist. årbog for Roskilde amt 1979). - Bjarne Stoklund: Tømmerskuderne fra Læsø (Handels- og søfartsmuseets årbog 1972).