Skandale i klosteret

Indledningsvis fortæller den fromme mand, hvordan han af »gamle papirer, bøger og privilegier« har udredet den spegede affære til opbyggelse for kommende slægter. Den skrivende tilhører åbenbart cistercienserordenen, et senere opstået munkesamfund, der ikke havde meget til overs for de sorte munke (benedictinerne) og ikke forsømte nogen lejlighed til at rakke dem ned. Om Mikaelsklosterets beboere må vi høre, at de havde »tilsvinet hele nabolaget med stanken af deres skændsel, da også selve stedet, som burde kaldes og være Guds hus, bønnens hus, var blevet gjort til en røverkule og et horehus, hvilket jeg siger med smerte -«. Så slet var deres omdømme blevet, at folket, hverken ville »give de sædvanlige offergaver til disse munke eller modtage kirkens sakramenter af dem«. (Fig. 1). De slesvigske bisper, som i denne periode styrede kirkens anliggender, var længe forhindret i at gribe ind, fordi synderne foregik i det skjulte.

Omsider indtraf dog en begivenhed, som det var vanskeligt for de skyldige at sno sig fra. »En nat gik stedets abbed nemlig ud sammen med nogle af sine munke, og de gik hen til kroen, og der hengav de sig på upassende måde til æderi og druk sammen med kvindfolk. Da en af hans fæller, som plejede at ledsage ham til en lignende gerning, havde erfaret det, blev han alvorligt vred på abbeden, fordi han denne gang ikke havde taget ham med sig, han greb klokken, som man plejede at ringe med for de døde, og ringede kraftigt med den. Ved lyden af den blev de øvrige sovende brødre vækket, og de kom hurtigt til stedet, hvor der blev ringet med klokken, og spurgte, hvad der var sket. Han svarede dem: Vor abbed ligger død i kroen. Og han gentog: Sådan er det - hans sjæl er nemlig død. Da disse munke havde hørt sandheden om den nylige skændselsgerning, så som om de var Noas slette sønner - tildækkede de ikke deres faders blusel, men viste den frem for alle. De tog røgelseskar og andre ting, der er nødvendige til besværgelse af døde, med sig og kom på denne måde i procession til deres abbed i kroen, og hele stedets befolkning var med dem. Ved deres indtræden greb stor forvirring og skamfølelse abbeden, og således førte de ham tilbage til klosteret«.

Nyheden om det forargelige optrin spredtes vidt og bredt, den kom bisp Valdemar for øre og blev grebet af ham som en gunstig anledning til at gennemføre reformer. Han kom til klosteret, hvor han samlede brødrene i kapitelsalen. Abbeden, som indså, at slaget var tabt, nedlagde frivilligt embedet, mens munkene indvilgede i at lade sig forflytte, nogle til klostre af samme orden, andre til det nystiftede cistercienserkloster på Guldholm en mils vej nord for Slesvig. Fire munke fik dog lov at blive boende til gudelig betjening for de otte nonner, men der måtte ikke optages flere; det var meningen, at Mikaelsklosteret skulle dø ud med dem. De brødre, der blev sendt til Guldholm, befandt sig imidlertid ikke så godt, og da de »ikke levede efter den strenge regel og ikke opgav deres vante laster, vendte de tilbage til det tidligere sted som hunde til deres bræk og begyndte at leve syndigt som tidligere«.

Guldholm var som sagt nystiftet, anlagt af bisp Valdemar 1191 på hans private ejendom og befolket med munke fra Esrom. »Du kaldes Guldholm, og hvis jeg lever, vil jeg forgylde dig«, havde bispen udtalt, »men her - ak smerte! - svigtede hans håb ham, og det blev ham ikke givet at fuldføre den planlagte, så fromme gerning. For ikke lang tid efter blev han taget til fange og fordrevet fra landet«.

Skt Mikaels-skandalen løb videre endnu. De munke, der efter opholdet på Guldholm var vendt tilbage til Slesvig, så med misundelse, hvordan det vragede kloster, trods bispens manglende støtte, trivedes, mens deres eget sygnede hen, og de blev »opflammet til et sådant afsind, at de greb til korporlig vold — . Bevæbnede munke og deres hjælpere angreb ret så ofte vore, og de plyndrede dem og straffede dem med piskeslag — , idet de sagde, at de ikke havde været enige med bispen om flytningen fra stedet, og at de indtil nu ikke havde givet afkald - «. Striden blev forelagt pavestolen, og der udpegedes nogle »vise og retfærdighedselskende mænd« blandt hvilke den bekendte abbed Vilhelm fra Æbelholt til at undersøge og pådømme sagen. »De brugte moden overvejelse og undersøgte nøje kong Knud og hertug Valdemar og ærkebiskop Absalons vilje«, men hvad der kom ud af det, fremgår ikke klart af optegnelsen, dog skinner det igennem, at dommen gik Mikaelsmunkene imod. Guldholm fik i øvrigt ingen lang levetid, efter at have fungeret en snes år blev det nedlagt, og munkene flyttet til Ryd kloster ved Flensborg fjord; det tilhørte ligeledes cistercienserordenen, og her må vor hjemmelsmand have haft til huse. (Fig. 2). Fra Ryd-munkenes hænder er også bevaret et andet dokument, en årbog, som er en vigtig historisk kilde.

Skt Mikaelsklosteret blev nedrevet, men kirken fik dog lov at blive stående - helt til 1870, da den styrtede sammen og endeligt forsvandt (se Skalk 1973:2). Også de to andre klostre er forlængst borte. På tomten af Ryd opførtes Lyksborg slot.

Beretningen om Slesvig-klosterets opløsning er overleveret gennem Resens Atlas, et omfangsrigt håndskrift, som nu opbevares på Det Arnamagnæanske Institut. Oversættelsen af de citerede afsnit skyldes Erik Bøegh.