Skalkenes Skalk

Som alle foretagender med fremdrift er også Skalk startet på et tagkammer, nemlig undertegnedes kontor på loftet i Århus Museums ærværdige, men upraktiske og nu for længst afløste bygning. Formelt var bladet en aflægger af Jysk arkæologisk Selskab, men reelt var det museets barn; her havde stifterne deres ansættelser, uden hvilke de ville være afgået ved en hurtig død af sult. De første år - fra 1957 til 1962 - var vanskelige, med undergangen lurende om hjørnet, men stormen blev redet af. Bortset fra et starttilskud, stort 1500 kr, har Skalk ingen sinde modtaget offentlig støtte. (Fig. 1).

Stærkt medvirkende til modets opretholdelse var det hastigt voksende abonnenttal: efter ét år 3000, efter fem år 12.000, efter syv år 20.000 og efter ti år 48.000 - hvorefter tallet stabiliseredes, ganske vist med kraftige årlige udsving, omkring 50.000. Økonomien blev med dette bragt på fode, og lysten vågnede til uafhængighed og øget indsats i de betrådte spor. Afskeden med de to moderinstitutioner skete i fordragelighed, men det kan ikke nægtes, at de implicerede, der ofrede deres ansættelsesmæssige tryghed for en usikker folkegunst, fandt springet voveligt. For dog at have et ståsted oprettedes 1966 en ny institution, Wormianum, hvorunder Skalk henlagdes. Formand blev rigsantikvaren, professor P.V.Glob, hvis uforbeholdne støtte bladet har nydt godt af fra første dag.

»Institut for kulturhistorisk oplysning« blev Wormianums højtidsfulde undertitel, der lægger op til andet og mere end udgivelsen af et blad. Sagen var den, at Skalk begyndte at sætte sideskud, de har senere udviklet sig til egentlige grene - forlag, »modelværksted« og rejsetjeneste - som giver virksomheden fylde og tjener bladets formål. Som yngste aflægger må nævnes arbejdet med dendrokronologien, en alvorsbetonet hobby uden forretningsmæssige perspektiver, men inspirerende og samtidig til nytte for den videnskab, Skalk tjener.

1969 forlodes den gamle museumsbygning til fordel for et nybygget hus i Skåde syd for Århus. Her indrettede vi os, så godt økonomien tillod. Om denne kan siges, at regnskabet ofte har vist overskud, men der har også - navnlig i de senere år - været perioder, hvor det har krævet forsigtighed og øget indsats at holde skuden flydende. Måske bør det nævnes, at Skalk ikke er nogen forretning i gængs forstand. Samtlige medarbejdere er på fast løn og nyder altså ikke nogen personlig fordel af guldårene.

Hvad gør man, når ideen til et tidsskrift fødes, og linjerne for det skal lægges? Ja man kan for eksempel samle omkring sig et udvalg af beslægtede blade, studere dem og plukke fra hvert enkelt de træk, man synes bedst om. Eller man kan gøre sig klart, hvilke mennesker, man ønsker i tale, og indrette publikationen efter deres formodede behov. (Fig. 2). Og endelig: man kan lave sit blad, som man selv gerne ville have det, hvis man var læser og ikke redaktør. I Skalk er der elementer af alle tre metoder, men helt afgjort mest af sidstnævnte. Bladet afveg ved sin fremkomst væsentligt fra de da eksisterende parallelpublikationer. Senere har det fået adskillige efterligninger i og uden for Danmark - åbenbart i forventning om gentagelse af succesen. Den ydre lighed er umiskendelig, den indre mindre fremtrædende og oplagene gennemgående på en tiendedel af Skalks. Paradoksalt kan man sige, at den største forskel netop er ligheden.

Man må smile, når man ser de ældre numre, der lyser langt væk af manglende øvelse og dårlig økonomi. Blad for blad kan man følge fremskridtet: layouten bedres, farver kommer til - men ikke den glatte elegance, der efter vort skøn misklæder emnet. De fleste, der har fulgt med fra starten, vil dog formentlig indrømme, at denne gradvise ændring af bladet er noget rent udvortes. Lidt mindre sprælsk og eksperimenterende er det vel blevet med årene, men ånden er den samme, man med lidt søgen finder bag ubehjælpsomheden 1957.

Skalk har aldrig krævet særlige forkundskaber af sit publikum, kun almindelig skolelærdom i forbindelse med rimelig velbegavethed. Læseren kan for vor skyld være blankt uvidende om kulturhistorie - lige så uvidende, som vi selv er på fagområder, hvor vi ikke færdes til daglig. Vort mål er at fremlægge stoffet så tilgængeligt, at alle med en smule interesse for sagen uanset alder og uddannelse må fængsles af det. Det kræver klarhed og logik i fremstillingen og en vis spænding i opbygningen. Læseren skal fanges og fastholdes, pointer gemmes til rette øjeblik, akademiske falbelader undgås og nedladenhed skys som pesten. Nu kommer hovedparten af Skalks stof udefra, leveret af specialister på de forskellige fagområder, og da det forståeligt nok er de færreste af disse, der behersker teknikken, skulle man synes, redaktionens mulighed for at styre stilen lå alene i udvælgelsen. Det er ikke tilfældet. En artikels antagelse er meget ofte indledningen til en dialog. Pr brev og telefon vandrer ideer og forslag frem og tilbage mellem forfatter og redaktør med ændringer og omarbejdelser til følge. Langt de fleste af bladets artikler må ses som resultat af et sådant - mere eller mindre vidtgående - samarbejde. Metoden kræver stor påpasselighed, for resultatet skulle jo nødig blive en forfladigelse af forfatterens arbejde. Hver sætning, hvor let og henkastet den end falder, skal dække hans mening, hver nuance, hvert forbehold, som indgik i manuskriptet, bør kunne genfindes i bearbejdelsen. Det er en omstændelig og meget tidtagende proces, men - hvis den lykkes - frugtbar. Mere end noget andet har vel samspillet mellem forfatter og redaktion bidraget til at særtegne Skalk.

Selv i vore dage, hvor »formidling« er kommet på mode, er dette åndelige vejarbejde ikke særlig anskrevet, ja det anses i visse kredse ligefrem for noget mindreværdigt. (Fig. 3). Det er der næppe noget at gøre ved, og det må i hvert fald være rationelt, at nogle få mennesker påtager sig at rydde stenene af vejen, frem for at 50.000 hver for sig skal have besværet. Her kommer nu billederne til hjælp. Hvorfor sige med ord, hvad der kan opfattes med et blik og måske med langt større udbytte? Fotografier er udmærkede, men tegninger har ofte fortrinet, fordi de bedre lader sig styre i den ønskede retning. Man kan fremhæve, skematisere, rekonstruere, bygge serier op, hvor det ene led uddyber det andet. At billederne skal falde, hvor der er brug for dem, er så selvfølgeligt, at man næsten skammer sig over at nævne det. Billedtekster bør supplere hovedteksten, ikke gentage den, det er spild både af plads og af læserens tid. Den færdige, gennemillustrerede artikel skal fremstå som en enhed. Lad os sluttelig blandt Skalks virkemidler fremhæve humoren, som kulturhistorien så ofte indbyder til.

Politiske, religiøse og lignende følelsesbetonede synspunkter har vi ikke fundet plads til i Skalk. Vi ønsker at fremlægge stoffet, som det er, uden tendentiøs tilskæring, så at læseren selv kan drage slutninger, og mener i øvrigt, at enhver tid skal bedømmes ud fra sine egne forudsætninger, ikke efter vore. Man fortæller os, at det ikke kan lade sig gøre, og det er naturligvis rigtigt. I særdeleshed, hvis man ikke prøver.

Der er tradition for, i H. C. Andersens fædreland, at nye foretagender med en lidt aparte fremtoning mødes med skepsis af deres egne, men den skæbne ramte ikke Skalk. Det skyldes nok i første række Johannes Brøndsted, Nationalmuseets daværende førstemand, som med den friske fremsynethed, der var ham egen, straks bød bladet velkommen, men han var ikke den eneste, og der har aldrig været mangel på bidragydere. Da antallet af kvalificerede stofleverandører ifølge sagens natur er begrænset, var det næsten også en betingelse for, at værket kunne lykkes.

Som årene er gået og oplaget vokset, er Skalk blevet en faktor af betydning for forskningen - hvor vigtig er svært at afgøre, men i hvert fald ikke uvæsentlig. Og her kan man måske nok synes, det har knebet lidt med forståelsen. Man har ment, vi i højere grad burde være museernes talerør: kræve øgede bevillinger, reklamere for udstillinger og andre museumsaktiviteter - ja enkelte, med overdrevne forestillinger om Skalks økonomiske formåen, har ønsket, at vi ligefrem skulle yde finansiel støtte til udgravninger. Skalk er imidlertid ikke museernes blad, den er sin egen, ligesom Kumbels kat, og løber ikke byærinder. Vi mener at tjene kulturhistoriens, og dermed museernes, interesser bedst ved udelukkende at tænke på læsernes. I stedet for at klynke over arkæologiens mangel på penge viser vi, hvordan de allerede givne er blevet brugt, og skam få den, som ikke forstår, at der er god brug for flere. Skalks interesseskabende sædekorn falder overalt i ageren, også der, hvor der trækkes i trådene, og vi nægter at tro, det skulle være virkningsløst. Det har da også nogle museumsfolk forstået, de spiller på instrumentet, som det nu engang er, uden al smålighed. Desværre gælder det ikke museernes hovedorganisation, Dansk kulturhistorisk Museumsforening.

Om Skalks forhold til læserne taler oplagstallene og en opinionsundersøgelse, hvis resultat tidligere er offentliggjort, men vi har et bredere bedømmelsesgrundlag i breve og randbemærkninger på kuponer og girokort for ikke at tale om personlige henvendelser. Naturligvis er der også her undtagelser, abonnenter man gerne havde været foruden, men de opvejes langt af den store mængde, hvor gensidig sympati er nøgleordet. Der er tale om et interessemæssigt fællesskab, der kan give sig ret så fornøjelige udslag. Vi oplever, at læsere betragter bladet, ikke som et tidsskrift, snarere som et menneske, de kender. Også på det punkt mener vi at indtage en slags særstilling i dansk bladverden.

Staben omkring Skalk består af en halv snes mennesker, håndplukkede gennem årene til noget, der ligner en familie – og her ligger lidt af forklaringen på, at gejsten har kunnet holdes oppe gennem et kvart århundrede. (Fig. 4). Ikke sådan, at alt er harmoni, arbejdet kan være brydsomt, problemerne mange og irritationstærsklen lav, men det opvejes rigeligt den dag, bladet ligger færdigt på bordet. Drivkraften er glæden ved at videregive egne interesser til andre. Skalk har fra starten været lystbetonet og er det, trods ærgrelser og rutine, den dag i dag.