Skalk-vejleder: Kalø

Pålidelige billeder af borgen før nedbrydningen eksisterer ikke, men oplysninger i lensregnskaberne sammenholdt med udgravningsresultater og almindelig viden om indretningen af middelalderborge giver et ganske godt begreb om, hvordan anlægget må have set ud. Vi vil nu aflægge besøg i ruinen følgende den middelalderlige vejdæmning, der fra det faste land fører over til øen, og samtidig under ophold på passende steder genskabe de synsbilleder, som har mødt senmiddelalderens mennesker på den samme rute. Detaljer kan diskuteres, der kan have været huse m.m., vi nu intet ved om, men i hovedsagen må visionerne være rigtige. Det gælder især hovedborgen, forværkerne er straks lidt mere usikre.

(Fig. 1), (Fig. 2), (Fig. 3). Den henved en halv kilometer lange vejdæmning, som fra det faste land fører ud til øen, er sikkert jævngammel med borgen; den har brolægning, men stenene i den er sat om flere gange. Hele øen fungerede som fæstning, og forsvaret var på ægte middelaldervis baseret på en række spærringer, der en for en måtte overvindes, før erobringen var endelig. Den første spærring vil vi - med forbehold - anbringe der, hvor dæmningen støder til øen. Området er ikke udgravet, men der kan have været en voldgrav og et vagttårn med vindebro og palisader til begge sider som dækning på den mest udsatte strækning.

Vi fortsætter med retning mod borgen og møder et stykke inde på øen den anden spærring, en voldgrav, der oprindelig må have strakt sig fra kyst til kyst, men som senere er blevet lukket ved enderne, så at den har fået karakter af en langstrakt dam. Hvor der midtpå ses en dæmning, har nok oprindelig været en pælebygget overgang med vindebro, indgangen til det højtliggende borgområde. Måske har der været endnu en bro, hvor vi står, nemlig hvor stien op til ruinen fører over den nu tilfyldte voldgrav; her var i hvert fald hovedindgangen i borgens sidste tid. Langs gravens inderside må man tænke sig et palisadehegn, og lige bag dette, ud for dæmningen har ladegården ligget, stråtækt og i bindingsværk, med plads til store mængder korn, stalde til gårdens dyr (fortrinsvis heste) og rum for dem, som passede denne side af bedriften. Grav og palisade holdt vel ikke en fjende ude ret længe, men gav respit til at få folk og forråd ind i selve borgen. (Fig. 4), (Fig. 5), (Fig. 6).

Længere oppe kommer vi til et plateau kaldet Ridebanen, og nu ligger borgen ret foran os, placeret på øens højeste punkt, 20 meter over havet. Her støder vi på anlæggets tredje spærring, atter en voldgrav - ikke vandfyldt som den foregående, men både dyb og bred, så at den har været vanskelig nok at overskride. Fra Ridebanen, hvor der kan have ligget lette huse, gik vejen over en vindebro til porten; den var af forsvarsmæssige grunde ført gennem et tårn, der lå fremskudt, så at skytter derfra havde mulighed for at bestryge ringmuren. Når broen var klappet op, dækkede den porten, og skulle det alligevel lykkes fjender at trænge ind, lod de sig fange som rotter i en fælde ved hjælp af faldgitre, som sikkert har været der. Det var en fordel for forsvarerne at komme til vejrs, så de kunne rette deres skyts nedad, derfor var der skyttegange med skydeskår og skoldehuller øverst på ringmur og tårn og en »begnæse« over porten. Man misunder ikke dem, der skulle storme borgen i byger af armbrøstpile og med risiko for at få kogende vand eller smeltet bly hældt ned over sig. (Fig. 7), (Fig. 8), (Fig. 9).

Porttårnet er nedrevet til grunden, men går man frem, hvor gennemkørslen var, har man foran sig den ydre borggård og skråt overfor porten til den indre, borgens fjerde spærring. Den ses som en åbning mellem fruerstuehuset (slotsherrens bolig) og borgens hovedtårn, hvis vældige ruin med de op mod tre meter tykke mure endnu rejser sig omkring 10 meter over jorden. Det store tårn havde tre stokværk over kælderen, det øverste dækket af en hvælving, der gav styrke og brandsikring. Der var vægtergang langs tinden og fladt tag, som kunne bære selv ret store kastemaskiner. De to øverste etager var forbeholdt skytset (stenkugler af forskellig størrelse), den nederste har kunnet give plads til mandskabet og i en nødsituation også andre af slottets beboere, mens kælderen rummede forråd af mad og drikkevarer. Indgangen var fra selve slottet, i andet stokværks højde. Med sit enorme murværk, sine få og små vinduer og besværlige adgangsforhold var tårnet en fæstning i sig selv, den femte og sidste spærring, næsten uindtagelig, men nødvendig at overvinde, før borgen kunne kaldes endeligt erobret. Man kan forestille sig situationen med de tæt sammenklumpede mennesker under sidste fase af en belejring. Nogen bekvem bolig var tårnet så vist ikke, de sanitære forhold har været betænkelige, men det var altså, hvad man havde, når det virkelig kneb. (Fig. 10), (Fig. 11), (Fig. 12), (Fig. 13), (Fig. 14).

OM BORGEN OG DENS BEBOERE
Trods Kalø-borgens styrke og betydning ved man kun lidt om dens historie i middelalderen. Om selve opførelsen kan en krønike dog meddele, at den iværksattes 1314 efter ordre af Erik Menved, og andre kilder oplyser, at kongen da netop havde nedkæmpet alvorlige oprør i Jylland og styrkede sin magt ved anlæggelse af - ikke blot denne, men også flere andre borge i landsdelen.

Den opløsning af det danske rige gennem pantsætning til holstenske grever, som var påbegyndt under kong Erik, fortsattes af hans efterfølger, men 1340 kom Valdemar Atterdag på tronen, og han så det som sin opgave bid for bid at indløse landet igen. Hovedborgen Kalø var af greverne pantsat videre til en holstensk adelsmand, Klaus Limbæk, han sad der endnu i 1353, efterhånden dog måske på kongens vegne, idet han hurtigt blev en person af stor betydning i dansk politik. De følgende år var borgen i hvert fald uden tvivl kongens, men derefter blev den igen pantsat, nu til Århusbispen, i hvis besiddelse den var, til dronning Margrethe 1407 indløste den. Gennem de følgende 250 år var Kalø et støttepunkt for kongemagten og et vigtigt administrativt center styret af lensmænd.

1660 blev de gamle len nedlagt og landet inddelt i amter. Kalø kom gennem et tiår på private hænder, så atter under kronen, men kun ganske kort tid. 1672 skænkede Christian 5. de nu slemt forfaldne og forlængst ganske utidssvarende bygninger til sin halvbror Ulrik Frederik Gyldenløve, der straks lod dem rive ned. En del af materialerne sejledes til København, hvor de blev anvendt til opførelsen af Gyldenløves gård på Kongens Nytorv, den som senere fik navnet Charlottenborg. Denne form for genbrug var tidligere almindelig og er en af grundene til, at så få verdslige bygninger fra ældre tid er bevaret i Danmark. Kalø blev en sørgelig ruin. Kun det mægtige tårn var ikke til at få bugt med og minder endnu om svunden storhed. (Fig. 15).

Er Kaløs politiske historie således temmelig mangelfuldt belyst, gælder det samme i endnu højere grad selve bygningskompleksets tilblivelseshistorie og udformning; først hen mod slutningen af borgens levetid har vi arkivmateriale, som berører disse anliggender, i øvrigt må vi henholde os til de bevarede murrester, terrænforholdene og de kundskaber, der er erhvervet gennem arkæologiske udgravninger. Det kan derfor synes dristigt at »genopbygge« borgen, som det er sket på de foregående sider, og der er da heller ikke dækning for alle detaljer. De ydre spærringer og ladegården er mest usikre, de er ikke omfattet af udgravningerne, og akterne er lidet meddelsomme, så her har vi måttet lade fantasien spille med, dog støttet af, hvad vi ellers ved om befæstede storgårde i datiden. Hovedborgen er væsentligt bedre dokumenteret, men også her er der store lakuner, som har måttet udfyldes på tilsvarende måde. Lad os altså slå fast, at vort borgbillede skønt dækkende i store træk har mange enkeltheder, som er usikre, og blot må betragtes som sandsynlige muligheder. En faktisk genopførelse af borgen på dette grundlag ville være yderst betænkelig, men er af begribelige årsager heller ikke på tale. Tegningerne viser anlægget i dets senmiddelalderlige storhedstid og giver i hvert fald et indtryk af dets vælde. Selve slottet var på størrelse med Kronborg.

De arkæologiske udgravninger, som Nationalmuseet har foretaget på Kalø, fandt sted i første halvdel af dette århundrede under ledelse af borgforskeren, arkitekt C. M. Smidt, hvis virke er mindet med en sten ved opgangen til borgen. Resultatet af hans undersøgelser er en betydelig viden om anlæggets udstrækning og forskellige bygninger samt et vist overblik over de ændringer, det undergik i tidens løb. Under den borg, som blev nedrevet i 1600-årene, er der tydelige spor af noget ældre, men de to stadier ligger meget tæt på hinanden i tid og har nogenlunde samme udstrækning og planløsning. Bygninger fra det ældre kompleks indgår også i nogen grad i det yngre, for eksempel de nedre dele af det store tårn. I grunden virker det sene anlæg på mange måder som en forstærket udgave af det tidlige. Det gælder således porttårnet, der på et tidspunkt synes at være blevet ødelagt ved en brand, hvorefter det blev genopført i betydeligt kraftigere skikkelse.

Tidligere mente man, at Erik Menveds Kalø blev ødelagt under hans bror Christoffer, der i sin håndfæstning 1320 måtte love at nedrive de kongelige borge i Jylland, dog med undtagelse af Riberhus, Koldinghus og Skanderborg. Problemet var så, hvem der havde opført det yngre Kalø, og hvornår det skete. Der er imidlertid ingen tegn på systematisk borgnedrivning i Christoffers korte regeringstid, og i årene 1326-40, da landet var uden konge, er det ikke sandsynligt, at de stormænd, der bestyrede borgene, har gjort noget for at svække dem, tværtimod! Både i disse år og i begyndelsen af Valdemar Atterdags regering, hvor han genvandt riget og ikke mindst dets borge med alle til rådighed stående midler, kan der derimod have fundet mange kampe sted, som vi intet kender til - også ved Kalø - og de kan have sat deres spor i anlæggene.

Det er derfor et spørgsmål, om den yngre borg virkelig skyldes genopbygning efter nedrivning, eller om der ikke langt snarere er tale om grundig istandsættelse efter kamphandlinger og vedligeholdelse for at imødegå forfald. Porttårnets brandspor peger nærmest mod krigeriske begivenheder, og et tykt lag byggeaffald under nogle af husene kan være vidnesbyrd om nyfundering i forbindelse med udskridning på de stejle skrænter mod vand og voldgrav. Udskridningsproblemet optræder også i 1600- årenes arkivmateriale, og det har nok været endnu alvorligere tidligt i borgens historie. I øvrigt blev et anlæg som Kalø ikke bygget fra dag til dag, og det er slet ikke sikkert, borgen stod helt færdig i 1320, da Christoffer 2. udstedte et brev herfra. Materialer og arbejdskraft skulle måske hentes langvejs fra, og der har sikkert været flere standsninger i byggearbejdet end den, som kan aflæses af en vandret linje nogle meter oppe i det store tårn. Hvordan det nu end forholder sig, så er det sandsynligt, at Kalø har fået den skikkelse, som den stort set bevarede sin tid ud, inden Valdemar Atterdag pantsatte borgen til Århusbispen. Det ses blandt andet af, at de huse, som kom for dagen ved udgravningerne, og som hører 1300-tallet til, også nævnes i det sene arkivmateriale, hvor deres brug forklares. (Fig. 16).

I 1600-årene havde Kalø mistet sin fæstningsmæssige betydning, og forsvarsværkerne var forfaldet, men som administrativt centrum styrkede den endnu kronens autoritet lokalt. Lensmanden var kongens repræsentant, og det var hans opgave sammen med sine underordnede embedsmænd at inddrive skatter og afgifter samt sørge for ro og ordnede forhold. Som højeste retsinstans og politimyndighed skulle han påse, at stridsspørgsmål blev afgjort på tinge, ikke ved selvtægt. På Kalø var der fængsel. Her sad den stakkels Søren Quist, kendt fra Blichers novelle »Præsten i Vejlby«, før sin henrettelse 1626, men den mest berømte fange var den unge svenske stormand Gustav Vasa, som Christian 2. anså for en trussel mod staten og derfor lod føre til den stærke fæstning 1518. Han fik imidlertid ret lempelige vilkår og havde da også held til at undslippe året efter.

I fredstid var Kalø dog først og fremmest et storgods, hvis vidtstrakte besiddelser blev passet fra borgen selv og dens to ladegårde, den ene på borgøen, den anden »ved skoven«, hvor den nuværende Kalø Hovedgård ligger på vejen mellem Århus og Grenå. Driften og vedligeholdelsen af borg og ladegård på øen krævede mange mennesker, dertil kom lensmandens underordnede hjælpere, skrivere og faste krigskarle. Bare for 50 år siden var folkeholdet på landet betydeligt, og på Kalø har der i middelalderen sikkert været mere end et par hundrede i det daglige, virkelig en stor husholdning. Den var i vid udstrækning selvforsynende. Mel fra borgens eget korn blev bagt til brød i køkkenfløjens bagers, øl, der var den daglige drik, bryggedes på kornet og tilsattes smag med humle fra humlehaven neden for borgen. Fra egne svin, køer og får fik man kød og mælk, som blev til smør og ost, i ladegården var der høns, gæs og ænder, kålgård og måske en æblehave. Når det skulle være særlig godt, hentede man vildt i Kaløs skove, som også leverede tømmer til nødvendige reparationer, udført af gårdens egne folk. Der var fisk at fange i vigen også dengang, et eller andet sted inde på det faste land havde man nok et par ørreddamme, men nogle tønder saltede sild blev vel købt til den lange fastetid. Uld fra fårene blev spundet, vævet og syet til varme hverdagsklæder. Hynder og dyner til bænke og senge lavede man selv.

Alt kunne udnyttes, og egentlig var det kun nødvendigt at købe jern og salt, men ikke så få luksusvarer har nu nok fundet vej til Kalø. Frem for alt krydderier; middelalderens mad var krydret og sødet i en grad, så at vi i dag ville have svært ved at få den ned, men det hjalp på holdbarheden og tilslørede, at den måske ikke altid var helt frisk. Borgens damer brugte kostbare smykker og mange ruller fint klæde, silke og fløjl, som de med nål og fingerbøl forarbejdede til dragter og værelsesudstyr. Til festlige lejligheder blev der købt ordentligt øl, ja måske endda vin, som blev drukket af stentøjskander eller glasbægre lavet i udlandet. I det store materiale, som kom frem ved udgravningerne, er mange småfund, der belyser denne side af livet på Kalø.

Lensmandens bolig i fruerstuehusets øvre etage bestod af dagligstue, sengekammer og garderobe med aftrædelsesrum (den såkaldte hemmelighed), det var, hvad selv de øverste i samfundet klarede sig med helt ind i 1500-årene, og her levede man tæt sammen. Borgfruen og hendes damer sad i vinduesnicherne med deres håndarbejder, spil og andre sysler, for der kom ikke så meget lys ind ad de små blyindfattede ruder. I dagligstuen, hvor der var kamin, spiste man og modtog gæster. Der var god plads, for møblementet var sparsomt. Sengekammeret havde én stor seng, hvor hele familien sov; den var med himmel over, så at ikke smuds og smådyr, som faldt ned gennem loftets sprækker, skulle forstyrre søvnen. Der kunne være trængsel under dynerne, for overklassens kvinder fødte mange børn. De havde råd til ammer.

I fruerstuehusets kælder var der folkestue, hvor mange af svendene spiste, og hvor de kunne sidde om dagen, når de ikke havde pligter at varetage - nogle af dem sov der måske også. Der var kamin, så den var tør og god, derfor gemte man også borgens forråd af mel i et af rummene. Det var passende nær ved bagerset i den tilstødende fløj, som indeholdt køkkenfunktionerne.

I køkkenfløjen var en del af det kvindelige personale beskæftiget dagen igennem med at koge og stege til hele flokken. Det var et stort arbejde, der krævede mange hænder - og ben, fordi maden skulle bæres til de forskellige rum, hvor man spiste, og hvoraf nogle måske lå langt fra køkkenet. Foruden den daglige madlavning skulle der hyppigt brygges øl, bages, saltes flæskesider og fårebove, kærnes smør og laves ost, så at lagrene i kældre og på lofter kunne være fyldte i tilfælde af belejring og i øvrigt til bespisning af gæster. Nogle af køkkenpigerne og -konerne sov ved arnen, andre i sengesteder på lofterne, flere sammen, hvor der nu kunne blive plads; hverken de eller svendene havde egne rum, men i virkeligheden lå de måske lige så godt som familien i lensmandens overfyldte seng.

Borgens kvinder havde også meget andet at se til: grovere håndarbejde, vask og vedligeholdelse af klæder og sengetøj, rengøring og børnepasning - for det var ikke blot borgfruen, der fik små. Fogden (det vil nærmest sige forvalteren) havde familie og en bolig, der var en mindre fornem udgave af borgherrens. Sikkert også andre af folkene var gift og havde egne rum, således smeden og værkmesteren og vel nogle af dem, der arbejdede på ladegården, som måske havde selvstændigt køkken. Også præsten ved borgkapellet havde sit eget. Alle disse har nok boet i de huse, der med tiden voksede frem i borgens vesthjørne. Fogden måske i det lille stenhus, der senere kaldtes skriverstuen, vel fordi borgens og lenets regnskaber blev ført her.

Vi har nævnt smeden og værkmesteren, begge højt specialiserede håndværkere og vigtige personer i borgens husholdning, men alligevel af forskellig betydning. Der var sikkert en smed ved enhver større borg, men vi kender kun få værkmestre (det vil sige armbrøstmagere) fra middelalderens Danmark, og det siger noget om Kaløs militære status, at den i begyndelsen af 1400-årene selv disponerede over en. De andre mænd på borgen havde også alle deres særlige arbejder. Skrivere og regnskabskyndige hjalp med administrationen af lenet, andre tog sig af politiarbejdet og skatternes inddrivelse, karle og røgtere arbejdede på ladegården og i staldene, foruden at de holdt seletøj og køretøjer i orden, mens krigskarlene havde vagttjenesten og pasningen af våben og skyts under sig. Tømrere og murere har der vel også været, i hvert fald var der nok at gøre for dem med vedligeholdelsen af de mange bygninger i borg og ladegård. Den almindelige vildtpleje tog skytten sig af; at gå på jagt var adelens privilegium, og der skulle være noget at skyde, når det lystede borgherren at øve den idræt. Børn og gamle passede høns og gæs og andre lettere arbejder. Borgen, der rummede alle aldersklasser og flere sociale lag, var en lille verden for sig selv. Da der oven i købet var en præst, kunne folkene teoretisk set tilbringe hele livet her, men det er nu et spørgsmål, om det var ret mange andre end borgherren og hans familie, der havde adgang til kapellet.

Kapellet var i den længe, som lå modsat køkkenet. Den var borgens fornemme fløj, festhuset, som kun var i brug, når der var fint besøg. Værelset ved siden af kapellet - sent i borgtiden kaldt Parisii kammer - var måske egentlig beregnet for kongen, når han gæstede borgen, men andre har naturligvis også brugt det; måske var det endda her, Gustav Vasa boede som fange på Kalø. Hovedrummet i denne fløj var en stor sal, den lå kold og øde hen i det daglige, men når der skulle være gilde, tændtes der op i kaminen, væggene blev tjældet med kostelige tæpper, og i den ene ende stilledes smalle borde, måske i hesteskoform. De blev kun dækket på den ene side (ydersiden), så at serveringen kunne foregå fra den anden. Mange fantasifulde retter blev båret ind, og der blev spist og drukket længe, måske til musik af et lille orkester på en forhøjning i den anden ende af salen. Bagefter trådte man dansen - hvis man var i stand til det; den salte og krydrede mad gav en god tørst. I forrummet til den store sal var der et mylder af tjenere, som bar nye forsyninger til og tomme fade og kander fra, og her stod måske kokken og skar stege af hjort og vildsvin for, så kødet var varmt, når det kom på bordet. I den almindelige festrus nød sandsynligvis de fleste på borgen godt af gildet. Mange godbidder og kander med gammelt øl kan udmærket være nået frem til skytteloft og vaskekælder.

Med tiden blev der dog holdt færre fester på Kalø. Efterhånden, som borgen mistede sin militære betydning - det skete i løbet af 1500-årene - blev den et fjernt og upraktisk sted at bo, og både forsvarsværker og huse forfaldt. Ved midten af 1600-tallet var lofter og tage i en elendig forfatning, køkkenfløjen hældede slemt ud over skrænten, og der var ikke mange beboelige rum tilbage. Det store tårn stod endnu i fuld højde, kun var et af hjørnerne ved at falde ned.

Fra den tid eksisterer der en tegning af Kalø. Det er det eneste billede, vi har af borgen, mens den endnu stod, og det er lavet af én, der langtfra var kunstner og heller ikke nogen god iagttager. Han vender op og ned på verdenshjørner og huse, så at man slet ikke ville kunne finde rundt, hvis man ikke havde udgravningerne og de skriftlige kilder at støtte sig til. Skitsen er et eksempel på, at en samtidig kilde ikke altid giver det bedste og sandeste billede. (Fig. 17).

Litteratur om Kalø: Fra Nationalmuseets Arbejdsmark 1932 og -44 (C. M. Smidt). - Hans Stiesdal: Kalø slotsruin. Nationalmuseets blå bøger.

Artiklens figurscener er fra vesteuropæiske bogværker af senmiddelalderlig oprindelse.