Skaldyrssæson

Køkkenmøddingerne er blevet flittigt studeret i det forløbne århundrede, og selv om der er vundet god og solid viden, har meget måttet udmøntes i teorier. Om indsamlingen af skaldyrene, der åbenbart spillede en væsentlig rolle for vore forfædre, har man således ment, at den var sæsonbestemt. Man forestillede sig, at den fandt sted i det tidlige forår, hvor muslingernes næringsindhold er stærkt stigende, og hvor den dyre- og planteføde, man ellers levede af, var mindst tilgængelig. Det lød tilforladeligt, men var trods alt kun gætteri.

Et hold bestående af Peter Møller Jørgensen, Torben Poulsen og undertegnede, alle fra Århus Universitets Institut for Genetik og Økologi, har taget spørgsmålet op. (Fig. 1). Ved en undersøgelse af hjertemuslingeskaller fra den berømte køkkenmødding ved Ertebølle i Vesthimmerland - den, der har givet navn til Ertebøllekulturen - blev man opmærksom på, at skallerne selv kan oplyse, på hvilken årstid de er fisket.

Betragter vi titelbilledets muslingeskal, ser vi på tværs af den riflede overflade to tydelige striber og mellem dem en tæt »skravering« med tilsvarende omend noget svagere bånd. De er dannet under skallernes vækst, der foregår fra kanten, men påvirket af temperatursvingninger, variationer i ernæringen og andre forhold, som bevirker uregelmæssigheder i forløbet. Striberne er med andre ord vækstringe svarende til dem, træerne afsætter - de tydelige, der ligger med ca én centimeters mellemrum, er dannet i de tre-fire vintermåneder og betegner i virkeligheden en standsning i væksten, de svagere, som der kan være syv til ni af pr vinterring, er om ikke direkte månedsringe så dog afsat med ca én pr måned.

Ved at tælle mængden af svage ringe efter yderste kraftige ring kan man således afgøre nogenlunde, hvor lang tid dyret har levet efter vinterperioden. Væksten starter i marts-april, så hvis der for eksempel er fire svage striber efter den kraftige, betyder det, at muslingen er død i juli-august. (Fig. 2). Dødeligheden i muslingesamfund er størst i vinterperioden, hvor kårene er dårligst. I en samling skaller fra muslinger, der er død af naturlige årsager, vil man derfor finde mange uden månedsringe efter sidste vinterring.

Et antal skaller fra Ertebølledyngen er blevet undersøgt på denne måde, og tilsvarende studier er gjort på materiale fra en naturlig, men ligeledes fra oldtiden stammende, skalaflejring ved Løkken. Det viste sig, at der i samlingen af naturligt døde muslinger er en nogenlunde jævn fordeling i ringantallene efter vinterringen, dog med overvægt på 0, 1, 2 og 9, som svarer til de kolde måneder. I skallerne fra Ertebølle derimod er eksemplarer med 4, 5 og 6 ringe i tydeligt flertal, mens der næsten ingen er med 0 og 9. Heraf slutter vi, at køkkenmøddingens muslinger hovedsageligt er indsamlet i højsommeren, ca fem måneder efter vækstens start.

Det synes altså ikke at være muslingernes næringsindhold eller tilgængeligheden af andre fødemidler, der har styret indsamlingen, snarere kan vandtemperaturen have haft betydning. Hjertemuslingen lever på ca ½-2 meters dybde, og selv om Ertebølle- tidens mennesker næppe var kuldskære og temperaturen i øvrigt et par grader højere end nu, kan man godt forstå, hvis de har foretrukket de lune sommermåneder frem for marts-april til så omfattende et badeliv. Det viser sig da også, at kurven for vandtemperaturen passer nydeligt sammen med fangstkurven.

Der er fra arkæologisk side foretaget en del beregninger over de fødekvanta, som henholdsvis skaller og knogler repræsenterer i køkkenmøddingerne, og man er - trods skallernes overordentlige mængde - kommet frem til, at jægerstenalderens mennesker hovedsageligt har levet af vildt og fisk. De mineralholdige skaldyr har dog ikke været uden betydning, de gav et ernæringstilskud - en slags vitaminpiller - der specielt sikrede den livsnødvendige mængde zink, som en kost baseret på kød næppe kunne dække. (Fig. 3), (Fig. 4). Kød har man spist mest af sommer og efterår, som var jagtens store tid, så da må behovet for zink have været størst. Kan der bag muslingefangstens årstid have ligget en instinktiv trang til et sundhedsfremmende næringsmiddel?

Skaldyrene har vel været et lækkert supplement til den daglige kost og indsamlingen en herlig tidsfordriv for folk i alle aldersklasser. Den lette adgang til dem lige uden for døren kan forklare de store affaldsdynger. Der findes stadig »naturfolk« - således i Ghana og Sydafrika - som indsamler skaldyr med dannelse af køkkenmøddinger til følge. Her koges muslingerne straks, hvorefter de ryges, så at de eventuelt kan gemmes til senere. På den måde forlænges sæsonen.