Skærp overalt

Om skibets officerer udtaler Drachmann sig i yderst anerkendende vendinger, dog med én undtagelse: chefen, kommandør Thomsen. Han var »et af disse snakkesalige, nyfigne mennesker, som på gader og stræder standsede enhver, han havde det fjerneste kendskab til, for i en strøm af ord at fortælle løst og fast; byens chronic scandaleuse, uden- og indenrigspolitik, alt mellem hinanden, næsten uden ophør, en rædsel for enhver, der havde bedre anvendelse for sin tid, men en velkommen gæst i Athenæums såkaldte »Skandale«, hvor han både fyldte og tømte sin nyhedspose«.

Om bord var han »idelig virksomhed, næsten altid på dækket, røg uafladeligt og drak jeg ved ikke hvor mange gange kaffe om dagen«. Hans udtalelser i begyndelsen var »således, at der blandt officererne opstod en berettiget frygt for, at han ville foretage et hasarderet angreb på batterierne ved Labø og Frederiksort, der uden nytte kunne medføre en katastrofe som den ved Eckernførde«, men de bekymringer kunne man have sparet sig. Det gik helt anderledes.

»En dag, da vi nærmede os Kieler Fjord, så vi røg inde i fjorden og kort efter to dampskibe med flere kanonbåde på slæb, der satte kursen ud imod os. Vi vendte og styrede øster- efter, altså fjernede os fra dem, hvilket vakte megen misnøje blandt officererne. Chefens uro og stundesløshed tiltog, og vi var næsten aldrig på vor station, hvorfor han endog modtog ordre fra marineministeriet at holde sig i nærheden af Kieler Fjord. Den samme scene som før nævnt gentog sig endnu en gang, og man fortalte mig, at man i kikkert havde set, at folkene i et af de fjendtlige dampskibe havde klappet på deres bag ad os«.

En tidlig morgen i dejligt solskinsvejr observerede besætningen på Skjold dampskibsrøg inde i Kielerfjorden, et sikkert tegn på, at den fjendtlige flotille lagde an til angreb. Drachmann var netop kommet ud af køjen, da fire officerer indfandt sig i hans lukaf »og erklærede, at flagets ære ikke tillod dem at lystre chefens ordre, dersom den lød på at flygte, men at de havde besluttet at attakere fjenden, hvad så end udfaldet ville blive. De ville dog først spørge mig som den lægekyndige autoritet om bord, hvad min mening var om chefens mentale tilstand. Jeg svarede dem, at jeg allerede i længere tid havde næret tvivl om, at den var normal, og at jeg på grund heraf ville støtte dem og være med at dele ansvaret og bære følgerne af et foretagende, hvis store betydning jeg fuldt ud indså«.

Drachmann kom på dækket, hvor chefen allerede befandt sig »som sædvanlig fuld af uro, rygende og tyggende cigar« og »med et ejendommeligt, ligesom forvildet blik. Situationen var således: vi stod ind mod land; skulle vi attakere, måtte ordren lyde: Skærp overalt, klos til vinden! Skulle vi som sædvanlig løbe vor vej, måtte ordren lyde: Op med roret, bras firkant!«

»Flotillen var nu uden for Kieler Fjord og stod lige op imod os. Så kommanderede chefen til næstkommanderende: Op med roret, bras firkant! Næstkommanderende satte råberen for munden og kommanderede: Skærp overalt! I samme nu for chefen ned i kahytten, og jeg ventede at se ham lige så hurtigt komme op med en pistol i hånden og skyde næstkommanderende ned, som han havde fuldstændig ret til, men han blev nede i kahytten«. (Fig. 2)

Fjenden havde imens dannet slagorden og var begyndt at skyde, men nu drejede Skjold »bredsiden til og gav dem et lag. Ikke så snart havde dette suset over hovedet på dem, førend kanonbådene fik travlt med at lade sig bugsere af dampskibene, der med fuld kraft stod ind ad Kieler Fjord - - vi forfulgte dem til lige ind under Labøs kanoner, hvor vi vendte og stod udefter. Under hele denne affære havde vi ikke set noget til chefen; men så snart skydningen var ophørt, og efter at vi havde vendt, kom han med et meget fornøjet ansigt på dækket og bød alle officererne ned i kahytten til et glas vin. Efter denne katastrofe kom han ikke oftere i nærheden af Kieler Bugt, men holdt skibet stadig krydsende i Langelandsbæltet«.

»Vel omtrent en fjorten dages tid efter den nævnte begivenhed ankom dampskibet Ejderen med kommandør Aschehoug om bord. Han havde ordre til at afløse chefen, der nogle timer efter i en meget eksalteret sindsstemning forlod skibet, jeg tør nok sige til alles tilfredshed. Spørgsmålet om, hvorledes hans opførsel rettelig bør forklares - - blev efter vor hjemkomst undergivet en undersøgelseskommission, hvortil jeg måtte afgive en mundtlig og skriftlig beretning. Spørgsmålet for mig stillede sig således: er han en kujon, eller er der noget abnormt ved hans sindstilstand, der kan gøre ham mere eller mindre utilregnelig? Jeg besvarede det sidste spørgsmål bekræftende, hvilket havde til følge, at ingen krigsret blev nedsat, og at han simpelthen fik sin afsked. Thomsen var broder til den berømte konferensråd Thomsen, stifteren af oldnordisk og etnografisk museum«. (Fig. 3)

»Med kommandør Aschehoug (født nordmand) fik vi en chef, vi i alle henseender kunne være tjent med. Dygtig, bestemt, human og modig, og skibet blev fra den dag, han kom om bord, et mønsterskib«.

Lit: A. G. Drachmann: En gammel skibslæges erindringer. - Forlaget Skovlænge. 1990.