Skæbneåret

De lærde professorer i København fik fiskene overdraget, men kunne ikke give nogen forklaring, så de sendte dem videre til kongen - forhåbentlig på en eller anden måde i konserveret stand. Frederik 2., der modtog dem i Haderslev, blev imidlertid alt andet end begejstret for gaven; han opfattede fiskene som et dårligt varsel, måske om hans egen eller dronningens nært forestående død. Noget måtte der gøres i en så alvorlig sag, så man rettede henvendelse til forskellige tyske videnskabsmænd for at høre deres mening. Med forespørgslerne fulgte tegninger, der hurtigt blev mangfoldiggjort i flyveblade og småskrifter, som spredtes - ikke blot i Tyskland, men også i Frankrig. At der var tale om et varsel, betvivlede ingen, spørgsmålet var nu blot, hvori det bestod. Fiskene selv tales der ikke meget om, så arten er os ubekendt. Det er foreslået, at den største af dem kan have været en sildekonge, hvis rygfinnes forreste stråler danner noget, der ligner en krone, men om så er, har tegneren været yderst uheldig med sin gengivelse. Sildekongen, der er en dybhavsfisk og meget sjældent optræder i danske farvande, har nærmest åleform.

For at forstå det postyr, fiskene vakte, må man kende lidt til de stemninger, der rørte sig i 1500-tallet. Det var reformationsårhundredet, Luther og hans tilhængere havde vundet første runde, men modparten var stærkt opsat på at erobre det tabte tilbage. For katolikkerne var Luther djævelen selv, mens han på sin side opfattede paven som bibelens antikrist, et begreb, der indvarsler de sidste tider. Teologerne havde ud fra skriften beregnet, at verden skulle bestå i 6000 år, og det tidsrum var, mente man, næsten udrundet. Dommedag måtte være nær.

Men hvornår ville den indtræffe? 1551 blev man opmærksom på en indskrift i spisesalen til et østrigsk kloster, hvor den efter traditionen skulle være anbragt af 1400-årenes store astronom Johann Müller. Den indeholdt i versificeret form en spådom: året 1588 skulle blive skæbnesvangert. En bøhmisk astronom, Cyprianus Leovitius, tog tråden op, han påviste, at der i 1580-erne kunne ventes en meget sjælden planetkonstellation, og antog, at 1588 ville blive - om ikke selve dommedagsåret, så dog optakten til det. Nyheden spredtes som en steppebrand og bestyrkedes af alle mulige tegn og varsler: sol- og måneformørkelser, kometers tilsynekomst; også den af Tycho Brahe opdagede »nye stjerne« blev naturligvis tillagt betydning. Forskellige egne kunne melde om regn af blod, ild, svovl, ja endog krybdyr, og dertil kom så de sædvanlige krige, brandkatastrofer og pestepidemier, som datiden var så rig på. Et væld af flyveblade, muliggjort gennem bogtrykkerkunstens opfindelse, spredte rædselsberetningerne over Vesteuropa. Og her kom nu fiskene til med deres gådefulde varsel. Frederik 2’s ængstelse var sandelig velbegrundet (fig. 2).

På siden af den største fisk stod, hvis man tør tro tegneren, ordet VICIM efterfulgt af noget ulæseligt krimskrams. Forfatteren til et flyveblad, udsendt i Lübeck, mener - med støtte fra Müller og Leovitius - at det må betyde: i 1588 vil der ske store omvæltninger, vantro folkeslag vil ødelægge den kristne verden, hvorefter dommedag vil komme. En berlinsk teolog tiltræder denne udlægning, men med en tilføjelse: de fem tydelige tegn er romertal; læst på en lidt ureglementeret måde giver de 1600 (VIC = 600, 1M = 1000), det må betyde, at selve dommedag vil indtræffe i året 1600. Men indskriften rummer også trøst: Herren vil sejre (vicimus).

Det var uundgåeligt, at fiskene blev inddraget i kirkekampen. En franskmand mente, at skriften varslede Guds straf over katolikkerne, men disse selv havde en ganske anden udlægning: VICI står for vigilate cimmerii, en opfordring til kimbrerne om at vågne op. For katolicismen vil i 1588 blive udbredt alle vegne, hvor man lever i den lutherske vildfarelse. De mest kætterske riger skal omstyrtes. Den kronede hare hentyder til dronning Elizabeth af England (fig. 3).

Det er med god grund, at dette år og denne dronning nævnes, for netop 1588 var udset til et stort modreformatorisk fremstød rettet mod England, det mægtigste af de protestantiske lande, som det var vigtigt at få sat ud af spillet. Opgaven var lagt i hænderne på den spanske konge Filip 2., der rådede over en stærk flåde, den såkaldt uovervindelige armada, og som i øvrigt følte sig truet af England og derfor gerne så det kuet. Det kan i denne forbindelse nævnes, at også Danmark en overgang havde været med i overvejelserne. En fantastisk plan udkastet af flensborgeren Anders Lorichs, der følte sig forulempet af Frederik 2., gik ud på at erobre København ved et overraskelsesangreb fra Polen/Sverige og derefter, med hjælp fra Spanien, resten af landet, hvor katolicismen så skulle genindføres. Paven synes at have taget forslaget alvorligt, men det kom aldrig til udførelse, Lorichs blev halshugget i Stockholm, og Filip 2. fik som nævnt andre jern i ilden. Angrebet på England fandt sted juli 1588, men de engelske krigsskibe tilføjede armadaen et forsmædeligt nederlag. Den katolske udlægning af fiskespådommen holdt i hvert fald ikke stik (fig. 4).

1588 blev altså virkelig et skæbneår, men verden gik dog ikke under, og skrækbølgen lagde sig efterhånden. Myndighederne i de implicerede lande havde i øvrigt gjort, hvad de kunne for at slå koldt vand i blodet på befolkningerne. Frederik 2’s bange anelser viste sig imidlertid velbegrundede, han døde 4. april 1588, og de uheldsvarslende fisk blev da også nævnt i den ligprædiken, historikeren Anders Sørensen Vedel holdt over kongen. En lille prins kom derefter på tronen - ham vi netop nu fejrer 400-året for.