Skåne og skillevejen

De forskellige versioner var ikke alle lige gode, men taget som helhed kan man vel sige, at de har været nogenlunde loyale mod de bærende elementer i Etlars oprindelige værk. Skildringen er som bekendt bygget op omkring et antal historiske personer, hvoraf gøngehøvdingen Svend Poulsen er den vigtigste. Han fremstilles som en Robin Hood-figur og frihedskæmper. De indbyrdes relationer mellem romanfigurerne og selve fortællingens handling har imidlertid intet eller i bedste fald et meget spinkelt fodfæste i historiske tildragelser. Forfatteren hentede sit stof fra krigen 1657-60, den hvis udfald vi skylder, at grænsen mellem Danmark og Sverige i dag går midt ned gennem Øresund.

Gøngehøvdingens handling udspiller sig på Sjælland, hovedsageligt i den første krigsvinter. Den svenske konges tropper har besat det meste af øen, dog ikke København. Tidligere indsamlede skatter og afgifter, som er vigtige for den danske konges krigsførelse, er ikke nået frem til hovedstaden, men strandet i Vordingborg. Disse værdier, 50.000 rigsdaler, påtager Svend Poulsen sig, ved den københavnske borgmester Hans Nansens mellemkomst, at bringe Frederik 3. i hænde.

Det lykkes gøngehøvdingen og hans tro følgesvend Ib at udføre den farefulde opgave, men under stadige skærmydsler med svenskerne, som de kun besejrer ved list. De bliver forrådt, Svend tages til fange, men befries af Ib; hele beretningen er desuden vævet sammen med et antal kærlighedshistorier. Da pengene er afleveret i København - det sker dagen efter fredsslutningen i Roskilde - belønnes Ib med vagtmesterværdigheden, mens Svend forlenes med Lundbygård. I den efterfølgende, korte fredsperiode kæmper Svend og Ib videre mod dele af den svenske konges tropper, som fortsætter med at plyndre. I slutningen af bogen får de endelig gjort op med deres værste modstander, tyskeren Manheimer.

Romanen har tre grundlæggende temaer, som også er behandlet i andre af Etlars skrifter - og dem er der mange af; han var den danske forfatter, som i løbet af 1800- tallet fik trykt flest forskellige tekster, næsten dobbelt så mange som H. C. Andersen og to og en halv gang så mange som St. St. Blicher. Temaerne hænger nøje sammen med den tid, hvori romanen er skrevet, og er samtidig forklaringen på, at den har kunnet bevare sin popularitet gennem halvandet hundrede år.

Det første tema er, at et militært nederlag forvandles til en moralsk sejr. Krigslykken har aldrig tilsmilet vort fædreland særligt, i hvert fald ikke i nyere tid, så romanen har været trøsterig læsning for flere generationer af danskere, såvel dem, der begræd nederlaget i 1864 og tabet af Slesvig-Holsten som deres børne- og oldebørn, der i 1940’erne oplevede besættelsen.

Tema to beskriver foreningen af konge og folk mod adelen, der totalt svigter i farens stund og alene tænker på at redde sig selv og sine rigdomme. Igen vand på 1800- tallets mølle! En social brod mod aristokratiet er typisk for dansk historieskrivning fra omkring midten af forrige århundrede og fremefter. Den danske nations virkelige styrke findes blandt bønder og borgere. De er - moralsk set - nationens virkelige adel. (Fig. 2)

Det tredje og sidste tema handler om Danmarks forhold til nabolandene, Sverige og Tyskland. Romanen er skrevet lige efter Treårskrigen, hvor slesvig-holstenske oprørere med hjælp fra en del tyske stater havde kæmpet for hertugdømmernes rettigheder, men uden at det havde ført til nogen løsning. Tyskerne var kommet på danskernes fjendeliste. I romanen møder man den tyske lejesoldat Manheimer, der er brutal og ond, mens de svenske, repræsenteret ved kaptajn Kembok, nok er fjender, men moralske og ridderlige. 1800-årenes skandinavisme slår igennem og gør de dansk-svenske modsætninger til et arvefjendeforhold uden noget virkelig farligt indhold. Begge fjendebilleder passer således godt ind i forrige århundredes realiteter.

Når gøngehøvdingen i ottende afsnit af TV-serien begrunder sin deltagelse i krigen med, at han ikke ønsker, Palle (hans plejesøn) skal blive svensk, passer det ind i vor tids forståelse af konflikter over nationale grænser, ligesom romanen passer ind i sin samtids. Men kan denne forståelse sige noget om forholdene i 1600-tallet, den tid, hvori romanen udspiller sig?

Den statslige grænse mellem Danmark og Sverige falder i dag sammen med en kulturel grænse. De to folk, som Øresund adskiller, taler hver sit sprog, og de lever i visse henseender forskelligt: danskeren går til købmanden efter drikkevarer, når svenskeren går til Systemet, danskeren brænder bål ved Skt Hans, hvor man i Sverige danser om midsommerstangen, og hver part har sine nationale symboler. Sundet er i dag et naturligt skel mellem dansk og svensk - og så meget mere, som vandtransport er besværligere og tager længere tid end landtransport.

Men hvor lå så grænserne - de naturlige, kulturelle og statslige - i 1600-årene? I hvert fald ikke i Øresund; modsat nu var transport dengang nemlig meget lettere og hurtigere over vand end over land, så de store skove i det nordlige Skåne og Småland udgjorde en meget større hindring for kommunikationen end Sundets par kilometer hav. Hvad det kulturelle angår, viser det sig da også, at Øresund snarere end at skille på mange måder har forbundet de to kyster. Sproget var ikke som i dag skarpt delt i svensk og dansk; det skånske talesprog - og det var de færreste, der kunne skrive - havde mange fællestræk med de sjællandske dialekter, men lige så mange med de opsvenske. Ser vi på bygningskulturen, viser det sig tydeligt, at det skånske sletteområde og Sjælland var ganske tæt forbundet; en skånsk bonde har på ingen måde følt sig fremmed på en sjællandsk bondes enemærker. Den firelængede gård i bindingsværk med halm- eller rørtag fandtes på begge sider af Sundet, og de skånske slettebønder boede i samme slags ganske store landsbyer med gårdene liggende i kreds om en åben plads som bønderne i de sjællandske landskaber. Vender vi os mod det nordøstlige Skåne derimod, møder vi gårde af en helt anden slags, opført af træ i bul- eller blokhusteknik og med hovedhus bestående af en lav stue flankeret af højere »herberger«, alle tre bygningselementer med græstag; det er det såkaldte sydgotiske hus, som fandtes i et bredt bælte tværs over det skovrige Sydsverige, hvor landsbyerne ofte var små, og mange gårde lå helt alene i landskabet. Den samme forskel mellem slette- og skovbygd kom til udtryk i husholdningen. I sletteområderne fik man, som på Sjælland, malet sit korn hos en møller, oftest på en vandmølle under et af de store godser, mens man i skovbygderne, ligesom længere nordud, i reglen malede kornet på en lille skvatmølle, som man selv eller nogle få i fællesskab havde opført. Den kulturelle grænse såvel som den naturlige gik altså mere mellem skov og slette end mellem de af Øresund adskilte slettelande. Den var ikke skarp, men strakte sig som en noget diffus zone fra nordvest til sydøst gennem Skåne. Med den statslige grænse mellem Danmark og Sverige havde den intet at gøre. (Fig. 3)

Hvor denne statslige grænse gik, kan vi sige nogenlunde præcist, men det er nødvendigt at angive tidspunktet nøje, for den har flyttet sig frem og tilbage mange gange. De forskellige skandinaviske områder har til forskellige tider »tilhørt« forskellige konger, ja vi kan for den sags skyld tage hele området syd og øst for Østersøen med, da det jo lå inden for nordisk interessesfære. Ved indgangen til 1600-tallet var de to skandinaviske regenter begge betydende magtfaktorer, men de var samtidig næsten tvunget til at føre krig med hinanden. Den svenske konge fordi han følte sig spærret inde: han ønskede fri sejlads gennem Øresund og fri adgang til vestkysten, hvor Danmark havde Halland, Norge Bohus len. Og den dansk-norske konge for at sikre sin handel med områderne syd for Østersøen mod den svenske fremtrængen. Ved Jyllands fod sad som en ligtorn hertugen af Gottorp; han var underlagt den danske konge, men udgjorde en konstant trussel mod dennes magt derved, at han havde oprettet et varigt venskabsforhold med Sverige. Der var således grund nok til krig, og de to konger holdt sig da heller ikke tilbage, de bekæmpede hinanden med flid gennem hele 1600-tallet. Kalmarkrigen 1611-13 førte ikke til grænseændringer, men efter Torstenssonkrigen i 1640’erne måtte Christian 4. afstå Gotland, Øsel, Jämtland og Härjedalen til Sverige - samt Halland i 30 år. Der skulle dog ikke gå 30 år, før grænserne på ny blev flyttet. Efter krigen 1657-58 (den Carit Etlar skrev om) måtte ikke blot Halland afleveres, men også Skåne med Ven, Blekinge, Bornholm samt Trondhjems len og Bohus len. For svenskekongen, Karl Gustav, var dette imidlertid ikke nok, han ønskede sig hele Danmark og Norge, så han startede krigen igen. Men nu greb »vestmagterne«, først og fremmest Nederlandene, ind til Frederik 3.s fordel; ved fredsslutningen 1660 fik han Trondhjems len og Bornholm tilbage samt visse garantier mod ligtornen, hertugen af Gottorps undergravende virksomhed. Der fulgte nye fjendtligheder i 1670’erne og efter 1700, men de rokkede ikke ved den statslige grænse. Den lå nu fast - ikke fordi de to konger nødvendigvis var tilfredse med dens forløb, men fordi andre magter med interesser i Østersøen ikke tillod noget andet. De fandt det hensigtsmæssigt, at ingen fyrste besad begge Øresunds kyster. (Fig. 4)

Udfaldet af krigene 1657-60 er af senere danske historikere blevet beskrevet som en moralsk sejr, hvor den danske David overvandt den svenske Goliat. Rent militært var det dog en katastrofe; uden hjælp fra allierede ville det danske rige være blevet fjernet fra landkortet - nu slap man med at afstå omkring en tredjedel af sine områder.

Det var først længe efter, i 1800-årene, da den dansk-svenske grænse var indiskutabel, det moralske kom ind i bedømmelsen. »Moral« betyder i almindelighed meget lidt, når magtspørgsmål skal afgøres. (Fig. 5)

For den dansk-norske konge fik krigen direkte politiske følger. Frem til 1660 regerede han i forening med rigsrådet, det vil sige nogle af de største adelige godsejere, nu gennemførtes med støtte fra det københavnske højborgerskab et statskup: kongen blev enevældig; adelen fratoges hele sin politiske indflydelse og en god del af sine økonomiske privilegier. Om nogen forening af konge og folk var der ikke tale; det er først senere tiders historikere, der har kunnet se den. De almindelige borgere og bønderne (de sidste var langt de fleste) blev slet ikke spurgt.

Etlar skrev Gøngehøvdingen direkte ind i 1800-tallets forståelse af krigen og dens følger, men den lå langt fra 1600-årenes virkelighed. I dag kan vi godt forstå gøngehøvdingens modvilje mod, at lille Palle skulle blive borger i et fjendtligsindet land, og det kunne man også midt i 1800-tallet, hvor nationalitetsspørgsmålet var aktualiseret, ikke mindst gennem det slesvig-holstenske oprør i 1848. Men hvordan så man på dette i 1600-årene? - I den forbindelse bliver Bornholm interessant. Øen var jo afgivet til Sverige, men vendte tilbage igen og på en måde, der kan fortælle meget om følelserne i tilhørsforholdet til den danske monark.

Efter Roskildefreden, i det sene efterår 1658, da Karl Gustav havde genoptaget fjendtlighederne og lå med sin hær foran København, udsendte Frederik 3. opfordringer til folkene i de nys afståede landskaber om at gøre oprør; alle midler måtte tages i brug for at trække tiden ud og svække den ventede storm mod hovedstaden. Henvendelsen skete ikke på må og få, men direkte til de mennesker, man mente var positivt indstillede til danskekongens sag. Tanken var, at oprørerne skulle sætte sig i besiddelse af centrale fæstningsanlæg, som derefter skulle overtages af den danske konges tropper. Kampagnen var vistnok formidlet gennem rigshofmesteren Joachim Gersdorff, som frem til Roskildefreden var kongens lensmand på Bornholm og ejede store godser i Skåne.

I Malmø skulle oprørerne forsøge at overrumple Malmøhus. Lederen var her forpagteren af kalkbruddet i Limhamn, Bartolomeus Mickelsen; han skulle sammen med et par yngre fremtrædende købmænd sætte planen i værk. Der blev gjort to forsøg, men begge mislykkedes, fordi de lovede forstærkninger fra København ikke nåede frem; det skyldtes til dels vanskelighederne med at komme over det isfyldte Øresund. Siden sprak sammensværgelsen. De tre ledere blev halshugget, mens andre deltagere idømtes bøder og tab af ejendom.

På Bornholm var den centrale skikkelse borgmester Peder Olsen i den lille købstad Hasle; han havde tidligere været indblandet i Frederik 3.s opgør med kredsen omkring rigshofmesteren Corfitz Ulfeldt. Indtil oprørsopfordringen indløb, var forholdet mellem øboerne og en lille svensk styrke samlet på Hammershus ret problemfrit (selv om man senere har fremstillet det anderledes), men derefter kom der kraftige gnidninger. Den svenske lensmand, oberst Johan Printzensköld, synes at have været klar over faren, han skrev flere gange efter forstærkninger, men inden de nåede frem, var oprørsstyrken klar, og nu gik alt i rivende takt. Peder Olsen havde samlet en lille flok fremtrædende borgere og præster fra Hasle og Rønne omkring sig, og 8. december slog han til. Printzensköld, som var redet til Rønne, blev fanget og skudt, det sidste dog vistnok ved et uheld. Alt gik i øvrigt glat, Hammershus overgav sig omgående; kun nogle ganske få blev dræbt i forbindelse med oprøret. De sammensvorne var nu herrer på øen. Den 10. december trådte repræsentanter for alle fire stænder - adel, gejstlige, borgere og bønder - sammen og diskuterede forholdene. Resultatet blev, at en deputation med Peder Olsen i spidsen drog til København, som man trods belejringen stadig kunne komme ind i ad søvejen. Her henvendte man sig til kongen med bøn om, at han igen ville antage sig Bornholm og sikre den med en udsendt troppestyrke. Begæringen blev imidlertid ikke grundlaget for overdragelsen, i stedet udformedes i Frederik 3.s nærmeste kreds og uden om de adelige i rigsrådet (et klart brud på kongens håndfæstning) et gavebrev, som oprørerne, efter at de personligt havde opnået forskellige gunstbevisninger, underskrev den 29. december. I brevet overdrages Bornholm til kongen, og der indføres enevælde og arvekongedømme. Den 5. januar 1659 rejste bornholmerne ledsaget af en troppestyrke tilbage til øen i Østersøen, hvor gavebrevet blev bekræftet på et stændermøde. Siden har Bornholm været en del af det danske rige. (Fig. 6, fig. 7)

Der er flere forhold omkring denne historie, som er interessante. For det første, at oprøret blev styret fra København; inden kongens henvendelse var der, som nævnt, ingen problemer på øen, og alle stænder havde uden ophævelser deltaget i edsaflæggelsen til den svenske konge efter Roskildefreden - heriblandt de selvsamme personer, som senere blev de centrale i oprøret. Bornholmerne var altså ikke umiddelbart modstandere af foreningen med Sverige. Bemærkelsesværdigt er det også, at Frederik 3. ønskede at være enevoldskonge på øen, det var ham ikke nok at få den overdraget. Bornholm blev derved den eneste del af det danske rige, hvor kongen havde denne beføjelse. Det var ellers ikke det, oprørerne var ude på, men de havde ingen anden mulighed end at istemme; de kunne jo ikke levere øen tilbage til den svenske konge uden repressalier mod dem selv. Frederik 3.s forhold til Bornholm var også på anden måde en smule blakket. Inden opfordringen til oprør udgik, havde han tilbudt staden Lübeck øen i pant, hvis den ville forsyne det belejrede København med fødemidler, ammunition og andre varer - hvad han naturligvis ikke kunne, da Bornholm ikke var hans, og hvad lübeckerne da også afslog, de foretrak toldnedsættelser på deres handel med Norge. Denne transaktion vidste oprørerne selvfølgelig intet om.

Det må bemærkes, at bornholmerne ikke søgte om at blive danskere igen, deres mål var at få den danske konge som retmæssig regent. De erklærede ikke deres loyalitet til det danske folk, gav intet udtryk for »fædrelandskærlighed«. Dette følelsesmæssige engagement i folkeligt og sprogligt fællesskab forekom ikke i 1600-tallet, men nok i 1800-årene, hvor det indgik i Etlars roman som noget centralt, at den danske nation ligger indeklemt mellem den svenske og tyske. I 1600-tallet var problemet ikke at skifte »nation«; de mange flytninger af statsgrænser i Skandinavien gav sjældent anledning til problemer. Det væsentlige var forholdet til øvrigheden. De adelige, gejstlige og borgerlige samt selvejende bønder skulle være loyale mod kongen; for fæstebønderne var der indskudt et mellemled, de skulle først og fremmest lyde deres herremand, som så igen stod til regnskab over for kongen. Fyrsten havde retten til at dømme og opkræve skat, og han var Guds repræsentant i det jordiske, derfor skyldte man ham loyalitet, men han kunne i givne situationer udskiftes, som bornholmere og skåninger gjorde det, da de svor troskab til den svenske konge. Det skete i Malmø, men i øvrigt uden Karl Gustavs personlige nærværelse; de fremmødte repræsentanter for stænderne i de afståede landskaber aflagde eden til en tom tronstol. Når bornholmerne og nogle af skåningerne senere brød denne ed, skyldes det altså ikke troskab mod den danske nation, men en personlig loyalitet mod fyrsten, måske blandet op med løfter om dennes bevågenhed. Peder Olsen blev således straks udnævnt til landsdommer på Bornholm. Det forklarer også, hvorfor initiativtagere til revolter som den bornholmske ofte var personer, der tidligere havde haft berøring med kongen og hans kreds.

Denne statspatriotisme gjorde det muligt for enkeltpersoner at vælge, hvilken fyrste de ville knytte sig til, og der er mange eksempler på flakkere - også nogle, der senere er blevet betegnet som landsforrædere. Det mest fremstående eksempel er den danske rigshofmester Corfitz Ulfeldt, der i 1645 forhandlede Brømsebrofreden for Christian 4. og i 1649 den traktat, der forpligtede Nederlandene til at undsætte den danske konge, hvis han blev angrebet af den svenske - hvad Nederlandene rent faktisk gjorde under belejringen 1658. Senere kom han i stærkt modsætningsforhold til Frederik 3., flygtede og dukkede op som hjælper for den svenske konge; han var således en af dennes forhandlere i processen frem til Roskildefreden. Derefter begik han dumheder, faldt i unåde hos Karl Gustav, flygtede til København - og blev sat fast. - Også Hans Schack, en af Københavns ihærdige forsvarere, havde tjent Christian 4., men var derefter gået i svensk og siden i fransk tjeneste. 1657 var han kommandant i Hamborg, men kaldtes hjem af Frederik 3., blev optaget i den danske adelsstand og i rigsrådet for siden at blive en central embedsmand under enevælden. (Fig. 8)

Den historiske person Svend Poulsen, gøngehøvdingen, havde deltaget i Kejserkrigen og senere været i nederlandsk tjeneste, men vendte hjem, giftede sig og bosatte sig i Halland. Efter Torstenssonkrigen, hvor han hvervede dragoner for Christian 4., slog han sig igen ned i Halland, som nu midlertidigt var under den svenske konge - nogle omtaler ham som svensk officer i denne periode, men det er usikkert. I 1657 blev han igen hverver for den danske konge og gjorde krigene med, blandt andet som leder af aktioner bag fjendens linjer i Skåne, Halland og på Sjælland - det som blev forlægget for romanen. Som tak for sin indsats fik han af kongen Lundbygård og en gård i Snesere, begge i Sydsjælland, hvor han havde virket så effektivt - men han fortsatte med at tjene kongen som spion i Skåne. I krigen 1675-79 var han igen med som dansk officer.

Mens adelige og officerer således i nogen grad kunne vælge, hvilken fyrste de ville skænke deres troskab, var det for andre et spørgsmål om tvang. Under krigene udskrev man uden videre mandskab i erobrede områder, og mange bønder blev på den måde ufrivilligt indrulleret i fjendehære. Ved fredsslutningen i Roskilde blev det bestemt, at den danske konge skulle overdrage den svenske 2000 udrustede ryttere. Nogle stak af, men 1650 måtte finde sig i pludselig at være gjort til Karl Gustavs soldater.

De foranstaltninger, svenskekongen efter 1600-årenes krige gennemførte i Skåne- landene, var altså ikke i første række rettet mod at gøre menneskene dér til svenskere, det drejede sig mere om at sikre, de var loyale mod ham som fyrste. I den forbindelse spillede sprogskiftet en rolle, som dog er blevet stærkt overdrevet i senere skildringer. I forvejen herskede jo begge konger, både den dansk-norske og den svenske, over landskaber, hvor der taltes flere forskellige sprog. (Fig. 9)

Det siger sig selv, at den svenske konge ikke kunne acceptere bornholmernes overdragelse af den ham tilhørende ø til Frederik 3., så ved fredsslutningen 1660 kom sagen for igen. Frederik ville nødig afgive sin ekstragevinst, dels fordi han derved tabte land, dels fordi hans nyerhvervede værdighed som enevoldshersker på øen kunne bruges som springbræt til at opnå samme status i resten af riget - hvad den faktisk blev ganske kort efter. Men også den svenske konge kunne, hans officielle holdning ufortalt, have nogen interesse i at Bornholm blev i de hænder, hvor den nu engang var faldet - så kunne han nemlig kræve erstatning, og bornholmerne havde jo tydeligt demonstreret, at deres troskab mod ham ikke var meget værd. Resultatet blev, at han frafaldt sit krav på Bornholm mod et vederlag i skånsk adelsgods. Frederik 3. selv ejede store landområder i Skåne, men det drejede sig om ca 10% af landsdelens samlede areal, så for at handelen kunne realiseres, blev det nødvendigt at mageskifte med godsejere: de afstod jord i Skåne mod til gengæld at få overdraget krongods andetsteds, mest i Jylland. På den måde fik den svenske konge en stor mængde jord til rådighed, som han kunne dele ud til pålidelige officerer og embedsmænd, samtidig med at han slap af med folk, han måtte nære mistro til, således den ovenfor nævnte Joachim Gersdorff. Og da fæstebønderne nødvendigvis måtte underordne sig deres nye herskaber, fik han deres troskab med i købet. Således kom Bornholm, en gammel integreret del af Skånelandene, til at spille en ikke ubetydelig rolle for Skånes forsvenskning, samtidig med at øen blev liggende som en dansk enklave ude i Østersøen.

Enevældens indførelse umiddelbart efter krigen gav også sit bidrag til forsvenskningsprocessen, den forringede den danske adels stilling og fik nogle til at foretrække at høre under den svenske konge. Ingen kan jo tjene to herrer, så adelige, der havde godser både øst og vest for Øresund, måtte vælge, hvilket rige de ville bosætte sig i og derefter afhænde deres ejendomme i det andet. På den måde blev en del slægter delt. Af storgodsejer Tage Thotts tre sønner valgte således de to at forblive loyale mod den danske konge, mens nummer tre foretrak den svenske. Det er gjort op, at 1673 var 60-70% af alt jordegods i Skåne under kontrol af folk, som med sikkerhed var tro mod svenskekongen.

Det var de verdslige myndighedspersoner og den dem underlagte almue, der således var bragt nogenlunde ind i folden, men også gejstligheden fik de nye magthavere et godt tag på. 1666 blev Lunds universitet oprettet. Det skulle først og fremmest uddanne præster, så der var gode udsigter til, at også de kirkelige ledere med tiden kunne få den ønskede indstilling. Hele denne bevidst førte politik er forklaringen på, at den skånske befolkning så hurtigt blev den svenske konges tro undersåtter, men et nationalitetsskifte i moderne forstand var der ikke tale om.

Ved fredsslutningen blev det bestemt, at de afståede landsdele skulle bevare deres gamle retsforhold. Det beskrives ofte, som om de fortsat skulle lyde under dansk lov, men områderne øst for Øresund havde aldrig haft retsregler fælles med resten af riget; her gjaldt »Skånske lov«, og det blev den altså ved med. Skåne var helt frem til 1800-årene aldrig rigtig dansk eller rigtig svensk. Måske var det først og fremmest skånsk. (Fig. 10)