Sjællands beskytter

I samme martyrologicum figurerer den hellige Cæcilie, der ligeledes blev halshugget under kristenforfølgelserne efter først at have omvendt fem hundrede hedninger. Bødlen måtte, siges det, hugge tre gange, uden dog at få hovedet helt skilt fra kroppen; den fromme Cæcilie levede endnu nogle dage og fik således en frist til at beskikke sit bo. Hun bestemte, at det hjem, hvor hun havde levet og virket, skulle vies til Gud, og således opstod Cæciliakirken. Da hun omsider døde, blev også hun gravlagt i Calixtuskatakomben.

Interessen for helgenlevninger til relikviebrug opstod tidligt inden for romerkirken og voksede støt, så at foretagsomme folk efterhånden gik egenmægtigt i gang med at plyndre ærværdige helgengrave. For at komme dette i forkøbet forstyrrede pave Pascalis i året 821 selv gravfreden i Calixtuskatakomben og sikrede derved benene af fire estimerede helgener for sin kirke, blandt dem pave Lucius og Cæcilie. Sidstnævnte kom på denne måde tilbage til sit gamle hjem. Cæciliakirken blev nemlig opbevaringsstedet for relikvieskattene.

Årene gik, og med Harald Blåtands overgang til kristendommen kom også Danmark under romerkirkens vinger. Harald byggede Trefoldighedskirken i Roskilde; den var af træ, men fik efterfølgere i mere bestandigt materiale, således en prægtig domkirke af frådsten, som stod færdig i 1080’erne. Bispen dengang hed Svend Nordmand, og antagelig var det på hans initiativ, der blev skaffet en magtfuld relikvie og dermed kirken en værnehelgen. Den tidligste hentydning hertil stammer fra den engelske munk Ælnoth, der først i 1100-årene skrev Knud den Helliges historie. Han omtaler Roskilde-kirken som »Den hellige og udelelige Trefoldigheds og den hellige martyr Lucius’ kirke«. (Fig. 1)

Hvordan erhvervelsen foregik, finder vi udførligt beskrevet i det såkaldte Brevia- rium Roskildense: To betroede kanniker blev sendt til Rom, hvor de modtoges »med megen mildhed« af paven, der vel gerne har villet stå sig godt med den danske konge. Han opfordrede dem til at gå ud i den kirke, hvor relikvierne opbevaredes, og i ydmyg bøn henvende sig til Gud, for at han kunne lede dem til det rette valg.

Man kan vel sige, at legenden hertil har bevæget sig på nogenlunde historisk grund, men nu begynder den at tage sig digteriske friheder følgende det mønster, som er egent for denne litteraturform. De to mænd fandt frem til kirken, hvor den ene hurtigt faldt i en dyb søvn, mens han knælede foran alteret. Således hensunken modtog han en åbenbaring: sankt Lucius viste sig for ham i hvide klæder med smuk holdning og et dejligt åsyn. Hans tiara strålede af guld og ædelstene, og med venlig mine spurgte han den knælende: »Bedste ven, kender du mig?« Da kanniken svarede benægtende, beskrev helgenen sin død under »den onde hedning kejser Valerianus« og tilføjede, at Herren havde kåret ham til patron for Roskilde kirke »fra nu af og indtil verdens ende«. Hans hovedskal skulle være et tegn på denne beskyttelse og ville bringe alle Sjællands indbyggere frelse. Kannikerne skulle nemt finde den i kirkens store relikviesamling, den ville nemlig »lyse og udsende stråler som solen«. Det gik som beskrevet: de to udsendinge fandt glade frem til den lysende hovedskal, og således berigede kunne de med pavens velsignelse tiltræde hjemrejsen.

Så vidt inventionsberetningen, der nøje følger katolsk tradition: Den, der søger, falder i søvn under bøn, modtager en åbenbaring, der fører frem til relikvien, let genkendelig på sin stråleglans. At helgenen selv giver til kende, hvem han vil skænke sin beskyttelse, er ligeledes efter bogen. (Fig. 2)

Legendens næste trin, translationsberetningen, beskriver, hvordan hjemrejsen forløber og relikvien overdrages til den udvalgte kirke. Den vil så godt som altid rumme elementer om stor fare, der lykkeligt overvindes takket være nyerhvervelsen. Således også i dette tilfælde.

Alt gik godt indtil sejladsen over Storebælt. Her rejste der sig en vældig storm fremkaldt af en trold, som i umindelige tider havde huseret og voldt utallige skibes forlis. Skulle uhyret formildes, måtte det ske ved at ofre en af de ombordværende, udpeget ved lodtrækning. I deres dødelige angst vidste søfolkene ikke bedre end at prøve denne udvej. Loddet faldt - efter god legendelatin - på den kannik, der havde haft Lucius-åbenbaringen. Opfyldt af tro på hovedskallens kraft badede han den i vand, som han derefter kastede i havet for straks selv at følge efter. Og underet skete: han sank ikke, men gik trygt omkring på overfladen, hvor bølgerne havde lagt sig.

Efter en times forløb steg han igen om bord, og i samme nu hørtes et frygteligt råb fra trolden i dybet: »O, du Lucius, Kristi hellige martyr! Hvi brænder du mig med glødende brådde og jager mig fra min gamle bolig, hvor jeg har draget tusinder og atter tusinder af menneskesjæle til mig; ved den glans, der omstråler dig, driver du mig ud i det yderste mørke«. Og hørligt for alle om bord lød Lucius’ egen stemme: »Du forbandede djævel, vig bort did hen, hvor intet menneske kommer, hvor alt er forvirring og rædsel, der skal din bolig være til evige tider«. Efter endnu et brøl forsvandt trolden, og siden har ingen set ham. Rejsen fortsatte i smult vande til Roskilde fjord, fra hvis bred relikvien under lovsang kunne føres til domkirken. (Fig. 3)

Legenden bærer præg af sin tid, men Lucius blev i hvert fald skytspatron - ikke blot for Roskilde, men for hele Sjælland, der hørte under Roskilde bispestol. De tidlige martyrberetninger, de såkaldte »historiske passioner«, er blevet til allerede i andet og tredje århundrede, mens kristenforfølgelserne endnu stod på; de støtter sig til retsprotokoller og øjenvidneskildringer, altså kilder med en vis troværdighed. Senere bliver historierne stadig mere fiktive, præget af heltegerninger og mirakler med tilsætning af lokalkolorit fra gamle sagn. Roskildekannikens oplevelser på Storebælt er for eksempel tydeligt påvirket af myten om kong Vikar, der - sveget af Stærkodder - blotede til Odin for at få medbør. Asaguden forlangte et menneskeoffer, og her faldt loddet på sagnets hovedperson, kongen selv.

Men uanset baggrunden forlanger legenden at blive troet. Poul Helgesen, der omkring reformationen var medlem af domkapitlet i Roskilde, blev engang spurgt, om mirakler virkelig kunne forekomme. Han svarede klart ja og henviste til, at Gud lod et vældigt under ske på Storebælt, da den hellige Lucius’ hovedskal var på vej til Roskilde. Helgesen giver vel at mærke Gud æren. Ifølge katolsk opfattelse er det aldrig helgenen selv, der frembringer miraklet, men Gud på grund af helgenens forbøn.

Fra tusindårene stammer en Luciuslegende skrevet af benediktinerne i Monte Cassinoklosteret lidt syd for Rom; det er herfra, vi kender til pave Pascalis’ indsats for at redde relikvierne ud af katakomben og få dem sikret i Cæciliakirken. Overførslen til Danmark nævnes ikke, så den må altså have fundet sted efter legendens tilblivelse eller have været den skrivende munk ubekendt.

De roskildegejstlige har haft vægtige grunde til at fremstille Lucius som en undergørende helgen af virkelig format, nemlig for det første at styrke de troende i troen og dernæst at befæste kirkens anseelse og fremme dens økonomi. Hvordan det sidste kunne lade sig gøre, giver biskop Lage Urne - om end uforvarende - et eksempel på i sit testamente fra 1529. Her befaler han sin usle syndige sjæl til den himmelske kejserinde Jomfru Maria, hendes benedide moder sankte Anna og til helgenerne pave Lucius, Andreas apostel og ærkeenglen Mikael. Blandt sjælegaverne, han skænker, mærker vi os én nobel og halvanden ungarsk gylden til højalteret og relikvierne af pave Lucius og Maria Magdalene (et skrin med hendes hånd havde siden 1451 stået på alteret ved siden af Luciusrelikvien; den tilhørte egentlig kronen, men skulle efter Erik af Pommerns udtrykkelige ønske »til evig tid« opbevares i kirken). Testamentariske sjælegaver var i høj grad med til at skabe kirkens rigdomme, men dertil kom takofrene fra de mange, som mente sig hjulpet af sankt Lucius eller en anden kirken tilknyttet helgen. Undergørende helgener var bogstavelig talt guld værd.

Det var den 25. august, sankt Lucius’ hovedskal »kom hjem«, og siden blev denne dato en af Roskildekirkens største festdage med procession og oplæsning af teksterne fra Roskilde-breviariet. Optoget må have været meget langt, for det fremgår af førnævnte biskop Lage Urnes statutter fra 1517, at gejstlige, der unddrog sig, måtte betale en bøde på ti skilling til fattigkassen, med mindre de havde en meget gyldig undskyldning. På den anden side lovede Urne fyrre dages aflad til dem, som var til stede, og som gav en skærv. Samme regel blev håndhævet på sankt Lucius’ helgendag, den 4. marts. Tilskuerne, og dem var der mange af, fik det glade budskab om deres skytshelgens mange undere og velgerninger, og de kunne glæde sig ved synet af hans skrin, der strålende af guld og juveler blev båret forrest i optoget af kirkens ypperste mænd.

Ingen ved, hvor dette mesterværk er blevet af, men indholdet, den kostelige hovedskal, eksisterer den dag i dag. Den kom efter reformationen på Kunstkammeret, overgik ved dettes opløsning til Nationalmuseet og blev i 1908 overladt til Sankt Ansgar Kirke, den katolske domkirke i København. En kalot af gul brokade, som var blevet fremstillet til relikvien, forblev dog på museet.

Kraniet er blevet videnskabeligt undersøgt, og det står fast, at det har tilhørt en mand omkring de 60. Så vidt så godt, men det skal ikke skjules, at der i den øvrige verden findes to, måske tre andre Lucius-hjerneskaller, der også betragtes som hellige paverelikvier. En af dem blev forevist den danske museumsmand Chr. Jürgensen Thomsen under et besøg i München ved midten af forrige århundrede, og man tog ham det meget unådigt op, da han spontant udbrød: »Men ham har jeg jo selv hjemme på mit museum«. Ganske vist har der i tidens løb været både en Lucius 2. og 3. foruden den her omtalte, der var nummer 1 i rækken, men ingen af dém har opnået helgenstatus. (Fig. 4, fig. 5)