Sjældent fund i gammelt bind

Et så sensationelt fund gør man kun én gang i århundreder. Men det kan være spændende nok i dag, når gamle bind, som skal restaureres, bliver åbnede på vore arkivers konserveringsværksteder. Det er et broget materiale, man har brugt til at udfore bindene med, mest blade af ofte meget gamle trykte bøger, men også håndskrevne kladder, skriveøvelser og lignende. Af og til kan der også komme virkelige overraskelser, som da man for et par år siden på det nørrejyske landsarkiv fandt dele af et lensregnskab fra øen Øsel ved Estland - i en kirkeregnskabsbog hjemmehørende i Sæby købstad. Bogen var fra 1600-årene, dokumentet fra 1570'erne. Det er rigtigt nok, at den store ø dengang hørte under den danske krone, men det er en fuldkommen gåde, hvordan den kongelige lensmands regnskab er havnet i Sæbybogen. (Fig. 1)

For ganske nylig, det vil sige foråret 1975, er der - ligeledes på landsarkivet i Viborg - gjort et fund, som er så sjældent, at det umiddelbart leder tanken hen på Angers-fragmenterne. Arkivet har i disse år et stort restaureringsarbejde løbende, som omfatter de jyske tingbøger fra 1600-årene, kulturhistorisk meget vigtige kildeskrifter. Mange tingbøger er så medtagne af fugt, svamp, blæksyre eller anden dårligdom, at de slet ikke kan tåle at blive udlånt og bladet i, før de har gennemgået en konservering. Den bog, vi her skal tale om, er fra Mors Sønder herred, 1684-88 - et tingbogsbind, som allerede ved sit ydre tiltrak sig opmærksomhed, formatet var »forkert« (31 x 20 cm), og indbindingsmaterialet, en art lyst skindagtigt pergament, usædvanligt. Og straks, da bind og bogblok blev skilt ad, kom noget overraskende tilsyne. Det kan her indskydes, at en gammel pergamentbog er fremstillet på en anden måde end en almindelig skindindbundet, nemlig således at blok og bind er lavet hver for sig og til sidst samlet eller syet sammen ved hjælp af tynde pergamentstrimler. For en gangs skyld var det ikke bindfoer-materialet, der fangede opmærksomheden, men derimod to lapper eller brede strimler af pergament, som var lagt omkring bogblokkens ryg for at forhindre arkene i at gabe, forøvrigt en almindelig anvendt forholdsregel i den slags bind. De målte ca 10 x 6 cm og var beskrevet på begge sider. (Fig. 2)

Pergamentfragmenter i eller omkring gamle arkivbind viser sig så godt som altid at være rester af katolske messebøger eller lignende gudelige skrifter på latin; dem har vi i tusindvis. Men disse to gullige lapper, som nu blev draget frem i dagens lys, var helt anderledes. En første granskning på landsarkivet godtgjorde, at man havde at gøre med en gammelnorsk tekst, i nær slægt med de middelalderlige islandske håndskrifter. Fundet blev derfor straks oversendt til nøjere bestemmelse på Det arnamagnæanske Institut i København. Undersøgelsen her viste, at de to lapper hører sammen, de danner en strimmel af en pergamentside. Det voldte ingen vanskelighed at tyde og bestemme teksten, den er fra en af de gamle norske landskabslove, den såkaldte Frostatingslov, opkaldt efter Frostatinget, som holdtes på halvøen Frosta i Trondhjemsfjorden - Norge var i middelalderen delt i fire lagdømmer med hver sit lagting og sin lov. Det håndskrift, som strimmelen stammer fra, kendte man for så vidt i forvejen, omend kun i form af et par lapper; de opbevares på Riksarkivet i Oslo og er publiceret i en stor facsimile-udgave fra 1963, hvor man let kan overtyde sig om ligheden. Håndskriftets alder kan sættes til midten af 1200-årene, det er med andre ord over 700 år gammelt (landsarkivets ældste dokument er fra 1389) og altså kun lidt yngre end Angers-fragmenterne. (Fig. 3) (Faktaboks 1)

Man havde hermed fået svar på de vigtigste spørgsmål, og det var klart, at man havde at gøre med et meget sjældent og højst interessant fund. Men tilbage stod unægtelig en gåde: hvordan var dette blad havnet i en tingbog på Mors fra 1680'erne? Oslo-fragmenterne ydede ingen hjælp, de havde siddet omkring nogle norske lensregnskaber fra begyndelsen af 1600-årene, omfattende landskabet Hardanger. Som allerede nævnt var Mors-tingbogens ydre ret særpræget, men en eftersøgning af lignende bøger andre steder og af tingbøger i naboretskredse o.s.v. førte ikke til noget resultat. Selve pergamentstrimmelen afgav dog muligvis et spor. Ser man nøje efter på den ene side (forsiden), kan man i kanten forneden med sikkerhed læse navnet »Erich« og et eller andet efternavn (Laurensen, Tomesen eller lignende), og inde i teksten foroven findes årstallet 1680 skrevet på tværs. Umiddelbart førte det dog ikke til løsningen, da det ikke har været muligt at identificere denne Erik. Det var nærliggende at tænke på en herredsfoged eller tingskriver, som var de faste embedsmænd ved et herredsting. Vi kender deres navne på Mors i 1600-årene, men der er ikke nogen Erik, som kan sættes i forbindelse med vor tingbog. Skriveren, som har prentet denne, hed Anders Pedersen Nycop eller Nicop (efter Nykøbing); hans navn forekommer på bogens første blad, som indeholder en autorisation underskrevet af amtmanden, Jørgen Skeel Due eller Taube. Og her er vi måske ved antydningen af en forklaring. Går vi nemlig denne adelsmands slægtsforhold efter, viser det sig, at hans oldemor var datterdatter af en meget fremtrædende dansk-norsk statsmand ved navn Claus Bille. Denne mand spillede en vigtig rolle i Norge på reformationstiden. Vi nævner her, at han i 1539 sammen med sin svoger Truid Ulfstand blev sendt til Norge for at bringe orden tilveje i riget. De to mænd berejste landet som dommere og skaffede hver mand lov og ret. Det vigtigste resultat af deres rejse blev dog den norske reces ( = stor lov) af 1539, som blev grundlaget for den norske lovgivning frem til Christian den Femtes Norske Lov 1687. Claus Bille har altså været fuldt fortrolig med gammel norsk ret, og selv om de norske landskabslove allerede i 1274 var blevet sammenarbejdede i Magnus Lagabøters rigslov, må den ærværdige Frostatingslov have haft stor interesse og betydning for ham. Er det tænkeligt, at et eksemplar af den kan være blevet bevaret i familien, og at en sidste rest er endt i et bogbind bekostet af efterkommeren Jørgen Skeel Due? Det er blot en spinkelt underbygget hypotese, og foreløbig arbejdes der videre med problemerne. Det er dog nok tvivlsomt, om vi nogen sinde får en løsning på gåden omkring Mors-fragmentet. (Fig. 4)