Sandflugtens velsignelser

Udgravningen, som skal omtales i det følgende, fandt sted ved landsbyen Blære i Vesthimmerland. Optakten var den klassiske: En gårdejer var gennem flere år stødt på sten under markarbejdet og gav besked til det lokale museum. Besigtigelse blev foretaget, men stemte ikke forventningerne højt. En svag hævning i terrænet antydede ganske vist tilstedeværelsen af en gravhøj, men den var overpløjet og sandsynligvis plyndret. Den nu nedlagte Års-Svenstrup jernbanes nærhed gjorde sagen yderligere tvivlsom - hvor let kunne man ikke forestille sig højens sten endt som skærver i banelegemet. Sådan er det jo gået utallige oldtidsminder i slutningen af forrige århundrede.

En prøvegravning fandt sted, og vor pessimisme blev hurtigt gjort til skamme. Den synlige hævning var ganske rigtigt en høj, men kun toppen af den, resten lå dybt begravet i metertykke sandflugtslag. Ydermere kunne gårdejer Jens Grønwald Jensen oplyse, at området havde ligget i hede til begyndelsen af 1950'erne, så slitagen gennem dyrkning måtte være af beskedent omfang. Nu tegnede sagen sig anderledes. Vi lejede jordstykket for sommeren af den yderst velvillige ejer.

Den himmerlandske sandflugts historie er ikke kendt i detaljer, men vi ved fra andre udgravninger, at der har været betydelig fygning allerede i århundrederne før Kristi fødsel. Her, i det aktuelle tilfælde, kunne vi konstatere, at sandflugtslagene var yngre end jernalderens begyndelse; der blev nemlig fundet flere dækkede begravelser fra denne tid (Fig. 1). På højens østside, der har ligget i læ for vestenvinden, havde det sammenblæste sand en tykkelse af op til 1,8 meter, men det udgjorde ingen sammenhængende masse, driven dannede lag, og ind imellem skød sig kraftige hedeprofiler og tynde vækststriber, som fortæller om roligere perioder med tilgroning af området. Men galt kunne det være, når stormen peb. Et enkelt lag viser op til 50 cm sterilt sand.

Ved udgravningens start blev anlægget klædt af for sand, idet vi dog sparede forskellige snitbænke til de omtalte sandflugtshistoriske studier. På den måde fremstod en stort set intakt gravhøj med randstenskreds og en dækkende stenkappe, der må være kommet til ved anbringelsen af en sekundær brandgrav øverst i toppen. Den var fra den allertidligste jernalder, og det samme var fire grave, som blev fundet nedsat i marken lige uden for højfoden. På det tidspunkt, da disse anlæg er kommet til, har det for længst været glemt, hvad højen oprindelig indeholdt.

Allerede på dette tidlige stadium af udgravningen stod det klart, at et større stenkammer gemte sig i højen; den omtalte grav i høj toppen var nemlig anlagt oven på en sten af anselig størrelse. Vi skønnede, at der måtte være tale om en stenaldergrav: en dysse, en jættestue eller en stor stenkiste af den slags, som stridsøksefolket byggede i Nordjylland. Det sidste var måske det sandsynligste, for netop egnen her ligger midt i denne types udbredelsesområde, og det viste sig da også at være tilfældet. For at opnå endelig bekræftelse var det nødvendigt at fjerne hele den oprindelige, græstørvsopbyggede høj.

Kisten, vi stod overfor, var af usædvanlige dimensioner og fuldstændig intakt. Disse stengrave har ofte, på linje med dysser og jættestuer, været brugt til gentagne begravelser i resten af stenalderen, og det var også tilfældet her; vi fik en anelse om det allerede inden åbningen gennem ravperler og lerkarskår, som blev fundet foran indgangen. De må være røget ud ved en af de senere bisættelser.

Selve gravrummet har fået sin del af det besværlige sand, som dog ikke er føget ind, men sivet gennem sprækkerne, vasket ud i tidens løb af højens hedetørv. Under disse omstændigheder valgte vi at gøre vor entré - ikke gennem den oprindelige indgang, men ovenfra, efter at de store dæksten var fjernet. Det viste sig at være en heldig disposition, for allerede en tredjedel nede i kammeret stødte vi på den første grav, og den fik hurtigt følge af flere; stenkisten var så at sige proppet med lig (Fig. 2, Fig. 3, Fig. 4, Fig. 5, Fig. 6, Fig. 7). Af selve disse var der dog ikke meget tilbage, kun nu og da mørke skeletspor og lidt tandemalje. Det er tydeligt, at der ved hver ny gravlægning er rodet dygtigt rundt i forgængerne. Da ydermere de fleste lig er lagt ind uden kiste eller anden emballage, kunne det være svært at skelne de enkelte. Hvor stor trængslen har været, viser skeletspor, som blev iagttaget ved mundingen af kammeret. Her må være tale om en af de sidst gravlagte, for han har kun fået benene indenfor, kroppen måtte ligge i gangen.

En af gravene lod sig dog klart udskille, der fandtes nemlig levninger af en kohud, som den døde har været svøbt i, samt tilhørende gravgods: tre ravperler, en flintkornsegl og rester af et træfad. En anden grav, ved kammerets østvæg, var heller ikke til at overse, liget var nemlig brændt, som det skete i yngre stenalder, omend kun i yderst sjældne tilfælde. Men ellers var det som nævnt småt med sammenhængen i de åbenbart talrige indvånere. Af gravgaver fandtes, ud over de allerede nævnte, fire flintdolke, to hele lerkar samt skår af et par andre, fligede pilespidser, ravperler og en skiveøkse. Bemærkelsesværdige var et par bronzegenstande: en nål med fladt udhamret hoved endende i en slags spiral - den er formentlig af sydtysk oprindelse - og en fingerring af tråd, nu stærkt forvitret; de danner afslutningen på oldsagsrækken. Samlet tyder gravgodset på, at kisten er taget i brug omkring midten af stridsøksetid, ca 2.700 før Kristus, og at den har udspillet sin rolle ved overgangen til bronzealder. Jernaldergravene er en helt anden historie, som intet har med stenkisten at gøre.

Takket være ejerens velvilje og bistand fra Års kommune er kisten nu retableret og fredet på stedet - med offentlig adgang. De store nordjyske stengrave fra stridsøksetid kendes kun i ret begrænset antal. Så meget mere bemærkelsesværdigt er det, at en ny allerede er dukket op og inden for synsafstand af den, som her er beskrevet.