Samlere

Ole Haslund, den fine kender af antikke møbler, men ikke samler, indrømmer dog, at han engang har været det - nemlig af tørrede søpindsvin og muslingeskaller, som han følte en barnlig glæde ved, især hvis de var større end andre drenges. Med rette gør han opmærksom på, at han heri lignede de voksne samlere, for hvem det at gøre det største kup er en bestandig drivfjeder.

I 1653 lykkedes det Frederik 3. at berige sine samlinger med en kuriositet af europæisk ry, nemlig det vidunderlige forstenede barn fra Sens i Frankrig (Fig. 1). Fænomenet var det første bekendte tilfælde af forkalket foster ved et ekstrauterinsvangerskab (svangerskab uden for livmoderen), og det vakte umådelig opsigt i samtiden. Den franske konge betalte 1000 gylden for det, og efter at det i 70 år havde været beundret rundt om i Europa (hvilket ikke var gået sporløst hen over det) endte det altså på Københavns slot. Tilfældet er typisk for datiden. Formelt samlede man for at skaffe sig studieobjekter, men sjældenheden gik frem for alt, i mange tilfælde var den det eneste, man lagde vægt på. Med den stigende oplysning aftog denne tilbøjelighed vel noget, men stadig lever den i hver eneste af os. Har vi ikke alle på Rosenborg stirret på Christian 4.'s lommetørklæde med blodpletten, som fremkom, da han under slaget på Kolberger Heide trykkede det mod sit sårede øje?

Mange af vore offentlige samlinger er opstået på et lignende grundlag. Museumsmanden H. P. Hansen fortæller om lærer Trøstrup, der grundlagde museet i Herning: »Alt mellem himmel og jord kunne bruges i oplysningens tjeneste. Som følge deraf var han mindst lige så glad ved hvedekorn, der siges at stamme fra de ægyptiske pyramider, eller ved en flintknold, der påfaldende mindede om en luffevante, som ved reelle antikviteter«. Et særlig pudsigt eksempel på en samling af denne art har folkemindesamleren Evald Tang Kristensen omtalt i sine erindringer fra de år, da han vandrede Jylland igennem for at udspørge gamle folk og redde gamle sager. Han kom da ofte til urmageren i Askov, Niels Christensen, for at få ham til at fremvise sit museum, der indeholdt de utroligste ting: Dalilas forlovelsesring og den ravn, Noa lod flyve ud af arken for at undersøge, om syndflodens bølger havde lagt sig. Endvidere noget af det vand, Esaus tænder løb i, da han så den ret linser, Jakob havde tillavet. Og fra den hjemlige historie: en af Harald Blåtands fortænder og et lokumsbræt, som de harniskklædte kæmper i fordums tid sad på, når de udhvilede sig fra strid.

Det fremgår ikke, om urmagerens museum skulle tages alvorligt, men man tvivler. Det sandsynlige er nok, at det har skullet opfattes som en gevaldig spøg. Han har villet gøre samlergalskaben til grin, hvad der godt kan være grund til, selv om den har indlagt sig mange og store fortjenester.

(Fig. 2)