Samhørighed
Endnu for få årtier siden var en levende tradition med overnaturligt islæt knyttet til et stort antal af landets gravhøje og andre fortidsminder. Mange havde hørt om eller oplevet sælsomme ting. Der var ofte en stærk personlig tilknytning mellem en gårds beboere og en eller anden gravhøj på ejendommen. Det er efterhånden meget sjældent, man hører om sådant. Det er ligesom radio, fjernsyn og nok især bilerne har gjort os mere ens både af ydre, i sprog og i tankesæt.
Af Georg Kunwald
For kort tid siden var jeg på embeds vegne, det vil sige i fredningsarbejdets tjeneste, en tur i Nordjylland og benyttede lejligheden til at opsøge ejeren af en bestemt gravhøj for at snakke med ham om muligheden for at få fjernet ruinen af en kartoffelkælder i skæmmende nærhed af fortidsmindet. Ejendommen var et lille husmandssted langt fra alfarvej. Det lå mørkt hen i skumringen, kun fra staldvinduerne lyste det ud. I den lave stald, hvor emmen havde slået sig på vægge og døre og dryppede fra bræddeloftet, traf jeg den, jeg søgte. Han viste sig at være en mand i tresserne, kraftigt bygget, men med sliddets mærker i ansigt og skikkelse. Han talte sagte -langsomt og eftertænksomt. Roen og den stilfærdige harmoni blev ligesom understreget af varmen i det lille rum, af de to lådne kalves nysgerrighed, af køerne, der nu og da raslede med kædetøjret, af de langtrynede svin, der trængtes i deres aflukke, af den store hvide høne, der sad sammenkrøbet på tremmerne foran svinestien og lod sig klappe af den sære fremmede i sin trenchcoat med hætten slået op om ørerne.
Ærindet blev fremført og vel modtaget. Kartoffelkælderen skulle nok komme væk; brokkerne kunne bruges til at fylde i markvejen, så sparedes der penge til grus.
Sådan blev aftalen. Man takkede på statens vegne og prøvede forsigtigt at forfølge succesen. De buske, som dækker for udsynet til højen, kunne de ikke tages med ved samme lejlighed?
Tja, det med buskene ved han nu ikke rigtig. Det måtte man nok snakke med familien om.
Familien?
Jeg mener, vi er jo de samme som dem for 2000 år siden. Dengang da højen blev bygget. Jeg har kun boet her i godt en halv snes år, men vi har været her før. Vi var fremmede her på egnen. De kunne ikke lide os, de andre, de der boede her i forvejen. De kommer stadig her sommetider og banker på. Man har såmænd ikke andet end spektakel med dem. Jeg har tit tænkt, om ikke det var bedst at få højen væk og rejse herfra.
Højen. Ja jeg ved jo, hvem der ligger i den. Jeg har selv været med at bygge den.
For 2000 år siden.
Således faldt ordene 23. februar 1968.
