Saltede helte
Salt er nødvendigt. Organismen kræver det i en vis mængde, så adgang til det er af afgørende betydning for ethvert samfund. Men derudover giver det maden smag, og tidligere blev der gjort udstrakt brug af det til konservering af kød og fisk. Før fryseboksenes tid var store saltkar almindeligt tilbehør i enhver husholdning. En omfattende salthandel hører naturligvis med i billedet.
Af Else Roesdahl
Hos Saxo Grammaticus, Valdemarstidens store historieskriver, kan man læse om en anden og tilsyneladende ret speciel anvendelse af salt:
I 1170, året efter vendernes besejring gennem erobringen af Arkona og Rygen, var der stadig sørøvere på færde i Østersøen, og en del af den danske ledingsflåde blev udkommanderet for at uskadeliggøre dem. Ved Øland på Sveriges østkyst fik man kontakt, men hedningerne (som Saxo siger) tilføjede danskerne svære tab og slog dem tilbage; selveste Esbern Snare var nær kommet af dage ved den lejlighed. Hedningerne byggede nu en slags fæstning af skibe, de havde trukket på land. Danskerne søgte slukøret til deres kvarter, men opildnedes til nye heltebedrifter af klerken Lukas Engelskmand, der »just ej var videre boglærd, men såre vis på gamle frasagn«.
Dagen efter gik det løs igen, fortæller Saxo. »Første mand til at storme hedningernes borg var Nils Stigsøn, en højbåren helt, men han blev straks i indgangen ramt af et kølleslag og segnede om, og da hans bror Åge ville dække ham med sit eget legeme, fik han et svært sår i halsen. Deres mod viste de andre vej, så de uden at ænse faren fulgte efter, brød ind i lejren og gik fjenden hårdt på klingen. -- Så hårdt gik det ud over hedningerne, at end ikke én blev til overs, der kunne bringe bud hjem om blodbadet. - Da så vore folk havde delt byttet og sat skibene i stand, lagde de ædlingernes lig i salt og tog dem hjem med, men jordede de faldne almuesmænd der på stedet«.
Saxo opfatter tilsyneladende denne saltning som en naturlig ting under de givne forhold, og betænker man tidens muligheder, kan det godt være, det var den eneste måde, et lig kunne bringes uforrådnet hjem for at begraves af familien. Også under mindre dramatiske omstændigheder kunne metoden bruges, og det er muligt, den har været ret normal i forbindelse med begravelse af sådanne folk, som Saxo kalder ædlinge. Det store ceremoniel og omfattende gravøl, der uden tvivl hørte til den slags begivenheder, kunne ikke arrangeres på stedet. Fjerntboende gæster skulle tilsiges og have passende tid til at indfinde sig. Derfor sikkert saltning.
Senere blev andre metoder taget i brug under tilsvarende omstændigheder. Lord Nelson, der blev dræbt i det iøvrigt sejrrige søslag ved Trafalgar 1805, blev lagt i brandy og fragtet den lange vej fra Spaniens sydkyst hjem til London, hvor en storstilet heltebegravelse ventede ham. De ved samme lejlighed omkomne »almuesmænd« blev på normal sømandsvis sænket i havet.
