Sagntidens havn

Kanalen er enestående i Norden, og det er forståeligt, at man siden udgravningen i 1960 har haft opmærksomheden henvendt på området. Blandt andet spøgte tanken om navnet på landsbyen Stavns, godt en kilometer syd for Kanhave. I 1424 hed byen »Staffnes«, hvor ordets sidste led refererede til et næs, som strakte sig syd for landsbyen, indtil en inddæmning af en del af Stavns Fjord i 1877 slørede denne landskabsprofil. Men første del af navnet - betød det stave eller pæle? - havde der været en pælespærring eller hvad? - og havde de formodede pæle nogen forbindelse med vikingekanalen? Det kom der en slags svar på, da en lokal fisker for et par år siden ikke kunne få sin båd ud i fjorden på grund af lavvande. Sammen med sin kone begyndte han at grave en rende i dyndet - og stødte på pæle, mange pæle, tilsyneladende sat efter et regelret system. Rygtet om fundet nåede hurtigt til museumsfolk, og dykkerklubben Neptun fra Odense stillede gratis mandskab til rådighed, som foretog opmålinger og tog træprøver til laboratorieanalyser.

Ved den første opmåling afsløredes en dobbelt pælerække, som fra det lave vand strakte sig 50 meter ud mod en seks meter dyb sejlrende i fjorden. Projektet så så spændende ud, at dykkerklubben også henlagde næste sommerferie til Samsø, og nu registreredes og opmåltes fire andre dobbelte pælerækker med samme retning som den første. Samtidig indløb fra Nationalmuseet rapporter om undersøgelsen af de første pæle. Af kulstofanalysen fremgik, at de var omkring 1600 år gamle, altså fra 4.-5. århundrede efter Kristus, og vedundersøgelsen syntes at vise, at træsorten var tax. Det sidste resultat er der siden rejst tvivl om, men overraskelsen var også især pælenes høje alder. Da Kanhave-kanalen blev bygget, havde de eksisteret i ca 400 år.

Hermed er vi tilbage i en spændende tid. Af samtidige storværker kan nævnes guldhornene og Nydambåden, fund som betegner en epoke af dynamisk fremdrift. Nede i Europa vaklede og faldt det store romerrige under pres fra fremstormende hunner og goter. Ved den lejlighed slap blandt andet England for deres besættelsesmagt, men mistede samtidig et militært bolværk mod de truende picter i Skotland. For at kunne bekæmpe picterne tilkaldte briternes konge hjælp fra angler, saxer og jyder. Det førte til en veritabel kolonisation ligesom senere i vikingetiden, og man kan se dem for sig på vej til England i både af Nydamtypen. Kun lidt længere fremme i tid er det første vikingetog, rettet mod frankerriget, tilsyneladende foretaget af folk fra Danmark. De blev slået, og deres konge Hugleik faldt år 516, næsten 300 år før den egentlige vikingetid begyndte. (Fig. 1-2)

Hvilken tid, hvilke forskningsperspektiver! Det er klart, at teorierne om pælenes oprindelige formål fik næring ved en sådan datering. Samtidige pæle i Haderslev Fjord har tydeligt dannet spærring for et sejlløb, men skulle pælene ved Stavns være noget sådant, måtte sejlrenden i fjorden dengang have haft sit løb betydeligt nærmere land - og i så fald ville deres øvre ender ikke forefindes så velbevarede, men være angrebet af pæleorm og råd. En mulighed, som straks faldt i øjnene, var, at pælerækkerne kunne have hørt til ålegårde, som stadig bruges på Samsø, men heller ikke det er sandsynligt, dertil er de for solidt funderede. Stammerne er drevet mere end én meter dybt i undergrundens blåler, mens der til en ålegård blot behøves et vakkelvornt stillads. Mest rimeligt forekommer det, at pælene er rester af et havneanlæg, det ældst kendte i Norden, og så betydeligt, at det ikke skulle undre, om Stavns har fået navn efter det. Alderen på denne landsby kendes ikke, men netop pælefundet giver et fingerpeg, den må have eksisteret samtidig med havnen, ellers havde den næppe fået dette navn. Stavns er iøvrigt den eneste landsby på Samsø, som har en oldtidshøj inden for bebyggelsen.

Indtil mere dybtgående undersøgelser kan foretages, må vi nøjes med indicier for, at anlægget ved Stavns er en havn. Der venter et stort arbejde med bevisførelsen, for pælesætningerne strækker sig over et område på fire tønder land, og en undersøgelse er betydeligt mere vanskelig under vand end på landjorden - medmindre man ligefrem foretager en inddæmning. Hvad der nu på tre somre er registreret, er mere end 200 pæle fordelt i 13-14 moler, som alle følger samme hovedretning, lidt skråt fra kysten ud mod sejlrenden. Set i større perspektiv peger molerne mod fjordens udsejling i nordøst og minder i denne sammenhæng om parkeringsbåse. Får visionen råderum, ser man med lethed 30 Nydambåde langs vore havnemoler.

I dag ligger sejlrenden et godt stykke borte fra anlægget, men på luftfotos ses aftegninger, som viser, at den engang har haft sit løb noget nærmere land og næsten har tangeret ydermolerne, hvor der nu kun er en vanddybde på én meter. løvrigt må vi regne med en noget højere vandstand, da havnen blev anlagt, antagelig op mod én meter over vor tids vandspejl. Det er bemærkelsesværdigt, at ingen af øens oldtidshøje ligger lavere end halvanden meter over nuværende havflade. Med den vandstand har Samsø haft en nord- og en sydø med fri gennemsejling ved Kanhave. Her må være sket en vandsænkning og en tilsanding, inden vikingerne så sig nødsaget til et grave kanalen for at opretholde det gamle sejlled. (Fig. 3)

Pælemolerne går ikke helt ind til kysten. De ligger, hvor vanddybden har været rigelig til store fartøjer, også ved lavvande, men samtidig i så god afstand fra strømmen i sejlrenden, at bådene har været i fuld sikkerhed. Ved anlæggets nordlige halvdel ligger endnu idag en stenmole, der fra land rækker helt ud til pælene, den har, så længe man kan huske, været brugt for at nå tørskoet ud til pælefortøjede både og handelsskuder. En sten i den er tildannet som en pullert til fortøjning. Hvor gammel denne stenmole er, kan man kun gisne om. (Fig. 4)

Pælene fra Stavns er yderst velbevarede. Kun den øvre ende, som har raget op over den nuværende fjordbund, er bortrådnet. De fleste pæle er fuldrunde, men enkelte er halve eller kvarte kilekløvede stammer. Forneden er de tilspidsede, og hugsporene efter skarøkse står så skarpt, at man kan se, hvor der har været hak i øksens æg. Med økse har man også afgrenet og afbarket pælene, men ofte er en grenstump ladt tilbage i den øvre ende - måske for at tjene som leje for vandret tømmer. Eller den kan have haft en funktion, da man skulle drive pælene ned i fjordbunden. Nogle af stammerne stikker så dybt som tre meter i bunden, og deraf er den nedre halvdel i kompakt blåler. Over blåleret ligger et metertykt lag dynd, som indeholder bark, spåner, grenstumper og små stykker træ med spor efter skærende redskaber, og over dyndlaget igen en mindre aflejring af skaller og sand. Man har dog næppe dengang funderet pælene så dybt, noget af sandet og dyndet må være skyllet ind i tidens løb under pres af den stærke strøm fra sejlrenden. Også andre forandringer er sket. Pælene står nu mere eller mindre skråt med vilkårlig retning mod alle verdenshjørner. Det må være isen, som i tidens løb har trukket i dem, for oprindelig har de vel stået lodret. Derfor kan man også forvente et mere regelret mønster, når det engang bliver muligt at kortlægge placeringen af deres nedre ender. Et andet problem, som skal løses, er molernes indbyrdes alder, for det sandsynlige er jo nok, at de ikke er præcist samtidige, men har afløst hinanden gennem en periode, måske flere hundrede år. Der er afsavet topender af pæle fra alle molerne, og et igangværende studium af årringene vil sikkert kaste lys over dette spørgsmål. (Fig. 5-6)

Med et så stort og spændende anlæg skulle man forvente, at der var mange fine, samtidige fund fra Samsø, men det er ikke tilfældet - nok snarest fordi øens jernalder aldrig er blevet rigtig udforsket. At der må være gode ting at finde, antydes af et fornemt beslag til en hestetrense, fundet nordligt på øen, hvor Nationalmuseet erhvervede det hos en privatsamler. Det er fra yngre jernalder og bemærkelsesværdigt, fordi tilsvarende stykker i Danmark ellers kun kendes fra Bornholm. Hovedudbredelsesområdet for typen er Sverige. Beslaget er skadet af sværdhug, sådan som det er sædvane ved vore store mosefundne krigsbytteofre. (Fig. 7)

Hvad var Samsø på den tid? - Et centralt punkt midt i Danmark, hvor det meste af søtrafikken til og fra Østersøen passerede og måske lejlighedsvis holdt rast. Selve Stavns Fjord var en af landets bedste og mest trygge naturhavne, og hertil kom så havnemolerne ved Stavns, som næppe har været beregnet blot for denne landsby. Snarere må det have været en central samlingshavn.

Lokalbefolkningen på Samsø kalder deres ø for Sams, et navn, der synes afledt af den oldnordiske betegnelse for et samlingssted. Et af øens voldsteder hed tidligere Samborg, og den lokale tradition fortæller, at her samledes skibe med krigerhøvdinge, før de drog ud på togt. Om fungerende havne på Samsø beretter flere kilder. Året 1047 døde Norges konge, Magnus den Gode, i krig mod Danmark. På vejen hjem til Norge med liget, lagde skibet ind i en havn på Samsø, hvor kong Magnus ofte selv havde søgt ind. Længere tilbage i en fjern sagntid skulle, ifølge en sent nedskrevet saga, Hjalmar og Angantyr have kæmpet deres drabelige tvekamp. Da de ankom til Sams, landede de i hver sin havn, beliggende i bugter på hver sin side af øen. De hed Unarvogr og Munarvogr, navne, der betyder nogenlunde det samme: lykkens eller elskovsglædens bugt, eller måske blot den yndige bugt. Beretningen har ringe vægt, men rigtigt er det, at der på hver side af Samsø findes en indskæring: Sælvigbugten mod vest og Stavns Fjord mod øst. I fjorden har vi den nyfundne havn, men hvor skulle man søge efter en tilsvarende i Sælvigbugten? Kun ét sted synes velegnet, det ligger sydligt i bugten, hvor en å løber ud, dens navn er Bjælkerenden. Her bør ved lejlighed søges efter rester af trækonstruktioner. Navnet på en nærliggende gravhøj, Snekkehøj, passer jo også smukt ind i billedet. (Fig. 8)