Sagnets virkelighed

»I Tvehøje på Tøstrup mark er en stor skat begravet. Da fire gårdmænd i Tøstrup by engang havde fået i sinde at grave skatten op, drog de derop og kom så vidt, at de kom til en stor kobberkedel fuld af sølv og guld. Men da de ville trække den op, ser de, at alle fire gårde står i lys lue. Mens de så efter det og begyndte at løbe, så lukkedes højen igen, og kedlen forsvandt. Da de nu var blevet visse på, at der var en stor skat der, så begyndte de at arbejde igen på fastende hjerte, uden at tale og før solopgang. De kom og straks til kisten og fik fat i hanken og ville til at tage den op, så kom der en sort kok (hane) og dansede om på randen af kedlen og gav en umådelig stank fra sig. Mændene tog til næsen, men sagde ingenting. Men en dreng, der var kommen til stede af nysgerrighed, sagde: Fy for Fanden, hvor han fiser. Straks sank kedlen, og ingen har set den siden«.

Hovedparten af de folkelige overleveringer er nedskrevet i sidste halvdel af 1800- årene, men sagn om højenes rigdomme har eksisteret langt tidligere og kan i flere tilfælde spores tilbage i middelalderen. Fælles er de eventyrlige forestillinger, som omgærder dem, og som skyldes, at de er blevet genfortalt gennem generationer under stadig forbedring og udpyntning. Høje indeholder grave og dermed gravgods, og det har naturligvis givet historierne næring, selv om det sjældent er ufattelige rigdomme, man finder her; sager af bronze og jern optræder oftere end dem af guld og sølv. Når sagnenes skattejægere så ofte bliver skuffede, er det altså i god overensstemmelse med virkeligheden.

En anden slags skattesagn er mere nøgterne og ikke nødvendigvis knyttet til høje, selv om det ofte er tilfældet. Her drejer det sig næsten altid om fund af mønter, og ikke sjældent er såvel den lykkelige finder som findestedet nævnt ved navn. I hvert fald nogle af disse overleveringer kan meget vel være historisk funderede (fig. 1). Det er en kendt sag, at man under krig eller i anden nødsituation har hengemt værdier på markante steder i naturen, for eksempel ved store sten, hvor man let kunne hente dem frem igen, hvis der blev mulighed for det - hvad der ikke altid blev. Også gravhøje kunne bruges i sådanne situationer (fig. 2).

Det var hverken lys på marken eller klapren af skattekisters låg, der i 1986 lokkede museumsfolk fra Grenå til Brokhøj, men ønsket om at udgrave de sidste rester af et overpløjet og næsten udslettet oldtidsminde, der i sine velmagtsdage har kronet et af Norddjurslands højeste bakkedrag nær Gjerrild Klint. Navnet antyder, at brokken (grævlingen) engang har boet her; måske har den sin del af ansvaret for højens forfald. Det var sandsynligt, at det drejede sig om en dysse, for lokale beboere kunne stadig erindre, at der i 30’erne var sprængt store sten, som lå i vejen for dyrkningen. Potteskår og dele af flintøkser i muldlaget lod sig i øvrigt datere til tidlig bondestenalder.

Pløjelaget blev afrømmet med maskinkraft, og inden længe blev det klart, at den næppe synlige hævning i terrænet engang havde været en langdysse, stenomsat og med en længde på 18 meter. En jordhøjning inden for fodkransen har dækket to gravkamre sat af kraftige granitsten, men disse såvel som randstenene var for længst slået i stykker bortset fra en enkelt, der lå omvæltet og sprængt. Til alt held stod sporene af de fjernede sten stadig synlige i undergrunden, fyldt med skærveblandet muld, så at højens oprindelige udseende nogenlunde kunne bedømmes. De to gravkamre har udvendig målt ca. 4 x 4 meter og sandsynligvis haft åbning mod syd. Foran lå rester af lerkar sammen med brudstykker af slebne flintøkser og knuste ravperler - gravgods, som er udrømmet fra kamrene. Randstenene har stået tæt og været af betydelig størrelse, endestenene således med en diameter på over én meter. Det er et monumentalt anlæg, som her er gået til grunde.

Som afdækningen skred frem og genskabte billedet af den imponerende langdysse, stødte vi pludselig på noget, der førte os flere tusinde år frem i tiden: en lille hvidgrå, flad genstand. Den dukkede op i et af det vestlige gravkammers stenspor og viste sig ved nærmere eftersyn at være en mønt fra vikingetid. Og der kom mere - i udkanten af samme stenspor lå, ganske tæt sammen, ni brudstykker af ringe og mønter, alt i sølv. Lige i nærheden fandt vi bunden af et lerkar, formodentlig den beholder, sagerne har været anbragt i. En sølvskat fra vikingetid! Nu skulle efter reglerne højen have lukket sig eller en sort hane være dukket op, men de tider er åbenbart forbi. Vi kunne hengive os til vor begejstring, som dog hurtigt blev blandet med en vis eftertænksomhed ved synet af den 30 kubikmeter store jorddynge, som gravemaskinen havde skrabet af området over dyssekammeret. Skatten har efter alt at dømme været gravet ned ved den ene bæresten og er røget med ved sprængningen af kammeret. Spørgsmålet var nu, om de ti stykker sølv, vi foreløbig havde fundet, var alt, hvad der havde været oprindelig. Hvis ikke, måtte det resterende ligge i pløjejorden. Og ganske rigtigt, allerede efter få strøg med detektoren over jorddyngen var der gevinst (fig. 3). Først da den var gennemsøgt i sin helhed med assistance af tålmodige amatørarkæologer, kunne vi tage overblik over skatten. Der var i alt 81 stykker sølv, nemlig 66 mønter eller dele af sådanne og 15 brudstykker af især ringe og barrer.

For en halv snes år siden blev der ved højen fundet en »snoet tyrering« med samme matgrå overflade som vore ukonserverede sølvstykker. Intet under, at den nu spøgte i hovedet på finderen. Mon ikke det har været en snoet sølvring af samme slags, som fundet rummer brudstykker af, og som vi kender så godt fra vikingetidens andre skattefund? Sikkerhed kan vi desværre ikke få; ringen blev med opsamlede marksten læsset af ved foden af Gjerrild Klint, og som bekendt sletter havet alle spor.

Langt de fleste af pengestykkerne er arabiske dirhemer, en møntsort, som vikingerne i sidste halvdel af 800- og begyndelsen af 900-årene på mere eller mindre hæderlig vis erhvervede under deres togter op ad de russiske floder til de store handelspladser i Østrusland og Orienten. Dirhemen (betegnelsen stammer fra det græske drachme) har indskrift med det kufiske alfabets tegn, som er forståelige for vor tids arabere. På grund af det muhamedanske billedforbud bærer mønterne udelukkende skrift, som til gengæld smukt dekorerer såvel for- som bagside. På forsiden finder man den muhamedanske trosbekendelse. På bagsidens midterfelt nævnes fyrsten, som har ladet mønten præge, samt tid og sted for udstedelsen. Langs møntranden står: »Muhamed er Guds sendebud. Han sendte ham med vejledning og den rette tro for at lade den sejre over alle andre religioner, selv om afgudsdyrkere ikke kan udstå den«. Til disse sidste hørte vikingerne, men da de ikke kunne læse indskriften, har den næppe bidraget særligt til deres moralske oprustning. Sølv derimod vidste de, hvad var; der er fundet tæt ved 100.000 dirhemer i Norden. Nogle af dem kan være erhvervet uretmæssigt, gennem plyndring - den metode lå ikke vikingerne fjernt - men der har også fundet handel sted, for eksempel med slaver, som var en efterspurgt artikel. Hvordan denne handel så foregik i praksis, er straks en anden sag. Arabiske købmænd antyder, at det ikke altid var i fuld frivillighed.

Et indridset kryds i en af arabermønterne må vist tilskrives vikingerne; såkaldt møntgraffiti dukker op en sjælden gang, især fra 8-900-årene. Det er mærker og symboler af særlig betydning i datiden såsom hammertegn, kors eller runer - krydset er måske en g-rune, som betød gave og antagelig har været tillagt magisk kraft. Bortset fra dette enlige indslag er der ikke meget nordisk i fundet, blot en eneste mønt, der tilmed kun er bevaret som brudstykke, er slået på hjemlig grund, nemlig i Hedeby. Den er fra midten af 800-årene og tilhører en af de første udmøntninger, som fandt sted i Danmark; hvem der stod bag, vides ikke med sikkerhed, men Karl den Store har leveret forbillederne. I skarp modsætning til de arabiske mønter har de danske ingen tekst, men kun billeder: skibe, drager, haner - eller hjorte, som vor møntstump viser et eksempel på.

Kun fire af mønterne er hele, resten er halve, kvarte eller mindre endnu, og flere bærer præg af, at de ikke er brækket tilfældigt, men klippet itu. Også meget af det øvrige er såkaldt klippet sølv. Der er stumper af hals-, arm- og fingerringe i snoet, vredet og flettet form samt dele af barrer og et stykke af en broche. For dateringen er mønterne betydningsfulde, de spænder fra midten af 800-årene (Hedebymønten) til 954 (fig. 4). Skatten må altså være nedgravet efter den tid. Det kan være sket under Harald Blåtands eller måske Svend Tveskægs regering.

Gjerrildfundet er et typisk eksempel på netop 900-årenes skattehenlæggelser. Gennem hele oldtiden havde byttehandel været praktiseret, men op gennem vikingetiden blev sølv mere og mere udbredt som betalingsmiddel - fra først af især til handel med udlandet. Det foregik efter vægt, hvad ikke alene udklipningen, men også fund af vægte og lodder vidner om.

I de tidlige sølvskatte, fra 800-årene, er sønderdelingen ikke så udpræget, der indgår ofte hele ringe og barrer, men som tiden skred frem, tiltog udstykningen. Samtidig voksede antallet af mønter, især arabiske, så at de ved slutningen af 900-årene, den tid, hvorfra de fleste fund stammer, helt dominerede skattene. Danmark havde langsomt udviklet et betalingssystem, hvor sølv efter vægt også indgik i småhandler. Af danske mønter, såsom dem fra Hedeby, var der kun få i cirkulation på denne tid og langt fra nok til at dække markedet. De arabiske dirhemer, som vejede to-tre gram stykket, var imidlertid ikke særlig praktiske, efterhånden som udviklingen gik i retning af pengeøkonomi, så man begyndte at dele dem i mindre stykker for at få skillemønt. Først et stykke ind i 1000-tallet indførtes ved Knud den Stores foranstaltning et kongeligt møntsystem, og i midten af århundredet var der tilstrækkeligt med hjemligt fremstillede mønter, så at brudsølvet udgik som betalingsmiddel (fig. 5).

Vikingetidens nedgravede skatte har givet anledning til mange overvejelser, men de fleste hælder til den opfattelse, at det drejer sig om værdidepoter, anbragt på let genkendelige steder og bestemt til at hentes igen. Fra sagaerne ved vi, at jorden var et egnet gemmested for dem, der ønskede at sikre opsparet kapital.

Skikken at deponere værdier ved højene er lige så gammel som højene selv. I stenalderen var det økser og lerkar, man anbragte ved højfoden, men nok i de fleste tilfælde som ofre til de afdøde. Også fra bronzealderen kendes sådanne fund, og det kan ikke udelukkes, at nogle af dem er egentlige værdidepoter.

Når vi kommer til de »rigtige« skatte med mønter og ædelmetaller, er højene igen centrale. Faktisk viser det sig, når man ser nærmere til, at en stor del af vikingetidens skattefund er knyttet til oldtidens gravhøje. Nogle fund er gjort i tomter af helt forsvundne oldtidsminder, men oftere er det ved pløjning over endnu synlige høje, man har opsamlet mønter og ringe, måske af flere gange, eller er stødt på lerkar med sådanne sager. Flere fund er fremkommet ved direkte sløjfning af høje, for eksempel fandt en gårdmand i Flakkebjerg under rydning af en dysse på sin mark en skat mellem to af stenene - ganske som Gjerrildskatten må have ligget, mens højen endnu var intakt - og et andet sted er der under meget lignende omstændigheder fremdraget ikke mindre end 524 mønter. For skatteskjuleren har højen næppe haft anden betydning, end at den var et fast punkt i landskabet, som man let kunne finde tilbage til. Også efter at kristendommen var indført og nye gravskikke opstået, har man anset hedenolds høje for velegnede gemmesteder. I Horns herred fandtes således 1822 en »munkeskat« bestående af 13-1400 mønter fra ældre middelalder nedsat i en høj.

Den megen snak om skatte i høje er altså ikke lutter fantasi - faktisk har vi oplysninger om fund af sådanne i rundt regnet 50 gravhøje eller højdedrag, hvor der kan antages at have ligget oldtidsminder. De helt store rigdomme er der nu sjældent tale om, her har sagnene overdrevet noget, men mangen skattefinder har dog fået rigelig løn for møjen i den danefægodtgørelse, der efter loven tilfaldt ham.

Langt de fleste oplysninger om højskatte stammer fra slutningen af 1800-tallet. Det skyldes flere ting: den vågnende fortidsinteresse, landbrugets øgede effektivitet og overtroens tilbagegang, som i høj grad blev til skade for oldtidsminderne. Det er dog klart, at der må være gjort tilsvarende fund - antageligt mange - i tidligere århundreder, og de har givet næring til sagnene om de skjulte rigdomme, som sorte haner og hunde med møllehjulsøjne værnede, så at kun de dristigste vovede pelsen. En af disse helte, Mads Vestergaard fra Åtte, har givet følgende råd: »Man skal rundt om den plet, hvor man vil grave, strø rug, så kan intet nærme sig stedet, thi på spidsen af hver rugkerne ses jo ganske tydeligt billedet af Vorherre i pibekrave«.