Sagnet om Hild

Med bøgerne om »Gotlands Bildsteine« føjede Sune Lindqvist 1941-42 endnu et storværk til de mange, hvormed han har beriget nordisk arkæologi. Men den utrættelige - nu 81-årige - svenske forsker har aldrig haft tid at hvile på vundne laurbær; nye undersøgelser er fulgt i de gamles spor, og endnu er han ikke færdig med de sten, han har viet så stor en del af sit liv. Det har glædet Skalk hjerteligt at modtage nedenstående arbejde fra hans hånd.

Under langvarig syslen med gotlandske billedsten er jeg kommet til den overbevisning, at der ikke havde været meget tilbage af figurer og slyngværk, om ikke fortidens mænd til al lykke havde været store klodrianer, når det gjaldt at forsyne stenene med fundamenter, som kunne sikre, at de holdt sig oprette. De mægtige heller har sjældent stået længe. Faldt de med billedsiden opad, var deres skæbne alligevel beseglet. Faldt de derimod fremad med forsiden mod jorden, var der en mulighed for, at billederne kunne bevares for efterverdenen.

Engang har disse sten strålet i stærke farver; men af denne fordums pragt er der kun i sjældne tilfælde bevaret spor. Vor kundskab om stenenes oprindelige udseende knytter sig derfor udelukkende til den lette behugning, som kunstneren plejede at udføre med hammer og mejsel, før han greb til penselen. Fremgangsmåden har åbenbart været den, at man skitserede mønsteret med en knivspids eller et lignende redskab; de vigtigste konturer blev yderligere markeret med indmejslede furer og fladerne mellem figurerne forsænket en millimeter eller to. Da behugningen var ny, har den sikkert tegnet sig tydeligt i stenens overflade, men den bløde kalksten er hurtigt blevet angrebet af vejr og vind, og hvor billedsiden har ligget opad, må man regne med, at udsmykningen nu er udslettet. Selv i de tilfælde, hvor billederne har vendt nedad, er de sjældent sluppet helt uskadt, men ved omhyggelig granskning kan det lykkes at rede trådene ud. Ved at belægge alle de af kniv eller mejsel berørte konturer og flader med farve vil det i reglen være muligt at vinde en i hovedsagen rigtig forestilling om, hvad det er, kunstneren har villet udtrykke. (Fig. 1)

På lokaliteten Daggängen i Lårbro sogn fandtes tidligere en gruppe på fire billedsten, og selv om en sådan sammenhobning ikke er noget absolut enestående på den fortidsminderige ø, så er det dog nok til at sikre stedet en fremskudt plads i billedstensforskningen. Stenene, der nu er flyttet til det kulturhistoriske museum i Bunge, synes efter formerne at dømme at høre sammen to og to; hvilket af parrene, der er ældst, kan ikke siges med sikkerhed, begge synes at høre hjemme i tiden omkring år 700. Den største af stenene - den som vi i det følgende vil skænke vor opmærksomhed - er brudt i to dele, men i øvrigt velbevaret. Til alt held er den faldet med forsiden nedad, men relieffet, som kunstneren har forsynet den med, står meget svagt, og »læsningen« er forbundet med store vanskeligheder. Trods alt må man glæde sig over, at denne sten ikke har fået samme skæbne som makkeren, der er væltet bagover og nu er næsten blind.

Den første granskning af stenen blev foretaget 1910 af Gustafson, Nordin og Sörling, og senere har den været undersøgt af Harald Faith-Ell og undertegnede, ved hvilken lejlighed billederne blev malet op. Resultatet af disse eftersyn er fremlagt i »Gotlands Bildsteine« 1941-42. På et senere tidspunkt har en udenlandsk forsker foretaget en afstøbning af stenen, som fjernede det meste af farven. Den måtte males om, og museet i Bunge bad mig forestå dette arbejde. I stedet for at genskabe vor tidligere farvelægning valgte jeg - omend kun for øverste halvdels vedkommende, området over det store skib - at fjerne alle spor af den og begynde fra grunden af. Arbejdet tog 14- 15 arbejdsdage. Resultatet fremgår af de her i artiklen viste billeder. Taget som helhed står den gamle opfattelse af motiverne urokket, men det nye grundige studium har føjet vigtige detaljer til, og andre, allerede kendte enkeltheder har måttet ændres. Lad os begynde med at betragte det øverste af stenens billeder. Det er åbenbart her, fortællingen indledes.

Det første billede - lad os kalde det scene 1 - viser en kvinde mellem to væbnede mænd. Hun synes at flygte fra den ene, men standses af den anden. Man har tidligere ment, at kvinden sad på en stol, men denne opfattelse synes efter den nye undersøgelse ikke at være rigtig.

Scene 2: En hest holder rytterløs, og foran den står to sværd. Et par mænd med oprakte arme nærmer sig en siddende mand. Han holder et eller andet frem for sig, men en afskalning af stenens overflade har desværre ødelagt vor mulighed for at for at få at vide, hvad det er. Måske en stor, rund beholder.

Scene 3 viser, tror jeg, en ofring. Længst til venstre ses et træ, hvis delvis afkvistede stamme er bøjet ned, så at den står spændt som en flitsbue. Den vil rejse sig, men hindres af et strakt reb, som er fæstet til den lodrette træstamme bagved. Omkring den bøjede stamme, lige under topdusken, er bundet en rebslynge, som jeg formoder er bestemt til at lægge om halsen på den skjoldbærende, stående kriger under træet. Han skal altså hænges. Når det spændte reb skæres over, svipper træet i vejret, og henrettelsen er fuldbyrdet. I en sen islandsk kilde fortælles om en hængning efter denne noget særegne metode. Odin (til hvem man ofrede mennesker ved at hænge dem op i træerne) krævede en mand af den norske kong Vikars hær. Der blev trukket lod, og loddet faldt på kongen selv. Man mente at kunne redde ham ved at foretage en symbolsk ofring, men Odin var ikke til sinds at lade sig nøje, og han fik kæmpen Starkad på sit parti. »Der stod et højt fyrretræ tæt ved og en stub under det. En kalv blev slagtet, og Starkad gjorde af kalvens tarme en løkke, som han knyttede i en langt nedhængende gren på fyrren; og han sagde til kongen: Nu er galgen færdig, og den er lidet farlig. Da steg kongen op på stubben. Starkad lagde løkken om Vikars hals og stak ham med kvisten, idet han sagde: Nu giver jeg dig til Odin. I det samme slap han grenen. Men røret blev til spyd og gennemborede kongen, tarmene blev til en stærk snare, grenen trak sig højt i vejret - og kongen lod sit liv«. På samme måde synes manden på billedstenen bestemt til at dø. Sultne ådselfugle holder sig i beredskab; de har åbenbart tolket scenen på samme måde som jeg.

Centralt i dette billedfelt - under et mystisk tegn dannet af tre sammenflettede trekanter - findes en mærkelig gruppe flankeret af to mænd, som bøjer sig let fremover, mod hinanden. Den ene er ubevæbnet, den anden bærer et spyd, som synes indstukket i bæltet, i hvert fald har han begge hænder fri. Mellem sig har de en underlig figur, som først er blevet klarlagt i detaljer gennem den seneste undersøgelse. Det er nærliggende at antage, at de to personer er hedenske præster; spydet spillede jo, som vi netop har hørt, en rolle ved ofringer til Odin. Tingen, de to mænd bøjer sig over, kunne da forventes at være et alter, men helt så enkel synes sagen ikke at være. Hvad jeg mener at se, er en port, en portal af en type, som man endnu kan møde her og der på Gotland; den har buet overligger af naturvokset træ. Øverst i porten ses i vandret stilling en lille person - men ikke nødvendigvis et barn, størrelsen kan være betinget af pladsforholdene. Billedet bringer i erindring en ofte citeret beretning fra begyndelsen af 900-tallet: araberen Ibn Fadhlans skildring af en svensk købmands ligfærd, som han selv har overværet. Begivenheden finder sted dybt inde i Rusland, langt fra de impliceredes hjemlande, men Ibn Fadhlans beskrivelse af de fremmede kvinders smykker kunne tyde på, at disse rejsende nordboer netop har været fra Gotland. Vi hører om, hvordan alt bliver gjort rede til den afdødes bålfærd. Som et led i ritualet spørger man hans trælkvinder: Hvem vil dø sammen med ham? En af dem svarer: Jeg! (Fig. 2)

»Da det var blevet fredag eftermiddag, tog de trælkvinden bort til noget, de havde lavet ligesom en dørkarm. Så satte hun sine ben på mændenes håndflader og kom så højt, at hun ragede op over den dørkarm, og sagde noget på et sprog, hun talte. Derpå slap de hende ned, men så løftede de hende op endnu engang, og hun gjorde, som hun havde gjort første gang. Derpå slap de hende ned og løftede hende op tredje gang, og hun gjorde, som hun havde gjort de to første gange. Så rakte de hende en høne, og hun skar hovedet af den og kastede det; de tog hønen og kastede den i skibet. Da spurgte jeg tolken om det, hun gjorde. Han svarede: Den første gang, de løftede hende op, sagde hun: Se der! Jeg ser min fader og min moder. Den anden gang sagde hun: Se der! Jeg ser alle mine døde slægtninge sidde. Den tredje gang sagde hun: Se der! Jeg ser min herre sidde i paradiset, og paradiset er fagert og grønt, og sammen med ham er mænd og unge drenge. Han kalder på mig. Lad mig så gå til ham!« Efter endnu en række ceremonier dræbes kvinden, og hendes lig brændes på bålet sammen med den døde mand.

Det kan ikke forventes, at billedet på Daggångstenen skal gengive præcis den samme scene, som Ibn Fadhlan beskriver, men nok en i hovedsagen lignende ceremoni. Den lille person, som er klatret op i porten, skuer gennem denne ind i paradis. Altså dog en offerscene - eller i hvert fald indledningen til den. Men hvor er da alteret? Jeg gætter på den toppede figur, som de magiske trekanter peger på. Bag præsten med spydet står en hel række af statelige, fuldt væbnede krigere. Den forreste af dem holder en fugl; måske er også den bestemt til at ofres. - Under billedet er der en bred bort, som muligvis skal antyde, at hermed er dramaets første akt til ende.

I scene 4, som nu følger, ser man et skib lægge til land. Fra en islandsk krønike ved vi, at når et skib nærmede sig den hjemlige strand, skulle man tage dragehovedet ned for ikke at skræmme landvætterne, men kom man til en fremmed strand og havde onde hensigter, skulle man hejse et rødt skjold. Det skib, vi ser, har ikke gjort nogen af delene, men besætningens gestikuleren med højt hævede sværd viser tydeligt nok deres oprørte følelser. Over skibet ses en underlig figur, vistnok en lang smedetang, hvis korte, kraftige kæber holder en rombisk genstand, som vel næppe kan være andet end et nys af essen udtaget, glødende jernstykke, parat til at lægge på ambolten og smede. Mon ikke kunstneren med dette billede har villet anskueliggøre, hvor ophidsede mændene i skibet er?

Stranden er nået, og landgangsplanken lagt ud. De ankommende modtages af en kvinde. Over sit hoved holder hun en stor busklignende genstand, som vel snarest er en flammende fakkel. Bag sig har hun en række krigere til fods, med dragne sværd truer de mod mændene i skibet. Trods kvindens forsonende mellemkomst synes hele denne scene at være et oplæg til strid.

Den udebliver heller ikke. Seriens sidste billede (scene 5) viser kampen i fuld gang. Blikket drages mod billedets midte. Der ser vi en hest med tydeligt angivet sadel, den er tom, men en linje fører fra dens overkant ned til en mand, som ligger under hesten; således har kunstneren anskueliggjort, at manden er faldet af sadlen. Den faldne helts banemand holder i hestens tøjle, og på begge sider ses kæmpende mænd. Ådselfuglen over hesten venter på sit bytte. Klimaks er nået og fortællingen endt. Det store skib nederst på stenen hører ikke med; det er et tilbagevendende motiv på billed sten fra denne tid.

Der kendes et digt, Ragnarsdrapa, som tillægges den norske skjald Brage den Gamle; heri beskrives en række billeder malet på et skjold, som digteren, efter hvad han fortæller, har fået som gave af Regnar Lodbrog. Billedserier svarende til de gotlandske, men på forgængeligt stof, træ eller tekstil, har uden tvivl haft en vis udbredelse, men af dette er ikke meget bevaret. Brage Skjald giver et eksempel derpå, og hans digt, der måske ikke er mere end et århundrede yngre end Daggängstenen, har særlig interesse for os, fordi en af de scener, han beskriver, svarer ret nøje til en af dem, vi netop har stiftet bekendtskab med. Historien, som skjoldet illustrerer, er sagnet om Hild; det var velkendt over hele Norden i yngre jernalder og kan tænkes også at have inspireret den gotlandske kunstner. Den fyldigste fremstilling af det findes i Snorres Edda: »En konge, som hed Hogne, havde en datter, som hed Hild. Hun blev bortrøvet af en konge, som hed Hedin Hjarrandesson; Hogne var da borte på kongemøde. Men da han erfarede, at man havde hærget i hans rige, og at hans datter var blevet bortført, da for han med sin hær ud for at lede efter Hedin og fik at vide, at han var på vej nordpå langs kysten. Da så kong Hogne kom til Norge, blev han klar over, at Hedin var sejlet vesterud over havet. Da sejlede Hogne efter ham helt til Orknøerne, og da han kom til en ø, der hedder Håø, da var Hedin dér med sin hær. Da gik Hild ud og mødte sin far og bød ham en guldring fra Hedin til forsoning, men samtidig forklarede hun, at Hedin var rede til at slås, og at Hogne ikke skulle vente at blive skånet. Hogne svarede sin datter ublidt, og da hun atter mødte Hedin, sagde hun ham, at Hogne ikke ville have forlig og bad ham gøre sig rede til strid. Det gjorde de så begge, og de gik op på øen og fylkede sig. Da kaldte Hedin på sin svigerfar Hogne og bød ham atter forlig og meget guld i bod. Da svarede Hogne: For sent byder du mig dette, ifald du virkelig vil forlig, thi nu har jeg draget sværdet Dainsleif, som dværgene smedede, og det bliver til en mands bane, hver gang det er draget, og det svigter aldrig, og aldrig læges det sår, som det skærer. Da sagde Hedin: Sværdet roser du nu, men ikke sejren. Ethvert sværd, som er tro mod sin herre, kalder jeg godt. Så begyndte de den strid, som kaldes Hjadningekampen, og sloges hele dagen, og da aftenen kom, gik kongerne til deres skibe. Men om natten gik Hild til de faldne og vakte alle de døde op med trolddom. Næste dag mødtes kongerne igen på valpladsen og holdt slag, og det samme gjorde alle de, som var faldet dagen forinden. Sådan fortsatte striden dag efter dag, og alle, som faldt, og alle våben og skjolde, som lå tilbage på slagmarken, blev til sten, men når det dagedes, stod alle de døde mænd op og sloges, og da var alle våben brugelige igen. Det siges i kvadet, at sådan skal hjadningerne fortsætte til Ragnarok. Efter det sagn har skjalden Brage kvædet i Regnar Lodbrogs drapa«.

Snorre skrev sin Edda i første halvdel af 1200-tallet, og selv om hans fortælling om Hogne, Hedin og Hild er bygget på ældgamle kvad, kan man ikke forvente, at formen skal være præcis, som den var 500 år tidligere, da Daggängstenen blev til; men det er tænkeligt, at hovedtrækkene i historien kan have overlevet, og det er da dem, vi må søge på billedstenen. Betragtes stenen fra denne nye synsvinkel, ser vi øverst kvinderovet, som sætter forviklingerne i gang. Derunder gør hævneren sig rede til at drage ud. Hest og våben er parat. Mændene sværger at hævne rovet. På scene 3 foretages de ofringer, som skal sikre togtets heldige udfald.

Det billede, som nu følger, er det i serien, der bedst svarer til såvel sagaens som kvadets fremstilling. Hævnerne lægger til land og modtages af kvinden Hild; bag hende står Hedins kampberedte mænd. Men Hild holder en fakkel over sit hoved, hun rækker ikke, som hun efter de litterære kilder skal, et eller flere guldsmykker frem mod sit faderlige ophav. Her kommer - mærkværdigvis - en anden gotlandsk billedsten os til undsætning. Den stammer fra Smiss i Stenkyrka sogn og er fra samme tid som Daggängstenen, men mindre velbevaret end denne. Billedseriens øvre deler næsten helt udvisket, men slutbilledet står tydeligt, og det svarer nøje til scene 4 på stenen fra Daggängen. Skibet, kvinden, krigerne er der altsammen, men denne kvinde har ingen fakkel, hun rækker en genstand, der meget vel kan være et knippe ringguld, frem mod mændene i skibet. Også denne sten er smykket af en fremtrædende kunstner, men han savner sin kollegas temperament. Han udmærker sig ved sirlighed, ikke ved dramatisk kraft. Krigerne på hver side af kvinden med guldet »skuldrer gevær«, så at vi tror at overvære en fredelig vagtafløsning ved slottet i Stockholm eller København. Trods fremstillingens stivhed er netop dette billede den bedst tænkelige illustration til den scene, som Snorre og Brage den Gamle beskriver i ord. (Fig. 3)

Det femte og sidste billede viser selve slaget, Hjadningekampen. En mand er faldet, og dræberen triumferer foran hans hest. Er det Hogne, som her i sagnets førsteudgave virkelig har fået hævn over Hedin? Sammenligningen mellem Daggängstenens billedfortælling og Snorres Hildsaga viser mange afvigende detaljer, men lighedstrækkene er trods alt så store, at vi med føje tør antage en forbindelse. Populært må sagnet have været, når det møder os på Gotland omkring 700 og på Island i 1200-årene - og i øvrigt mange gange i mellemliggende tid. Formen af disse mellemled er varieret, undertiden indtil det ukendelige, ofte er der tilbage blot navnene på dramaets hovedpersoner. Snorre selv nævner en Hogne, konge i Östergötland, og hans datter Hild uden i øvrigt at ane eller antyde nogen forbindelse med Hjadningekampen. Sakse omtaler en jysk underkonge ved navn Hogne; han har datteren Hild, som med faderens samtykke bliver gift med Hedin, konge over en del af Norge. Sammen med et par andre krigere foretager Hogne og Hedin et sejrrigt togt til Orknøerne, men senere kommer de i indbyrdes strid for Hilds skyld og dræber sluttelig hinanden på den lille Hiddensø ved Rügen. Hver nat derefter maner Hild deres sjæle frem, og de må gentage kampen. Blandt megen anden digtning, hvor Hildsagnet har sat sine spor, kan nævnes Volsungesagaen og Nibelungenlied. (Fig. 4)

For den, som vil efterforske Hildsagnets oprindelse og historiske baggrund, findes der imidlertid en betydeligt ældre kilde, nemlig det engelske skjaldedigt Widsiþ. Det er bevaret i et eneste håndskrift, som stammer fra slutningen af 900-tallet, men sprogformer og indhold gør det sandsynligt, at teksten her er afskrift - muligt gennem flere mellemled - af et forlæg fra sidste halvdel af 600-årene. Dele af digtet må dog være ældre endnu. Det ældste afsnit, som kan henføres til slutningen af 500-tallet, indeholder en fyrstefortegnelse. Det er den, vi har brug for.

Digtet foregiver at skildre en meget vidtberejst recitator af skjaldestykker. Ligesom bissekræmmeren, når han træder ind i et hus, slår låget til sin kramkiste op, således falbyder også han sine varer i høvdingehallerne, men ganske vist er de af åndelig beskaffenhed. For eksempel:

Attila styrede hunner, Ermanrik
goter,
Becca baninger, burgunder Gifeca.
Kejseren styrede greker og Kalik
finner,
Hagena holm-rugier og Heoden
glommer.. .«

Det er almindeligt antaget, at Hagena er identisk med Hogne, Heoden med Hedin. Om hjemstedet for de folkestammer, som digteren knytter til de to kongenavne, er meningerne mere delte, og det er forståeligt, for i folkevandringstiden var det ingenlunde ualmindeligt, at samme folkenavn blev båret af folkegrupper i vidt adskilte dele af Europa. Rugierne, som nævnes flere steder i digtet - med og uden forleddet holm, men stedse i forbindelse med glommerne - kendes både fra Norge (Rogaland), fra den tyske Østersøkyst (Rügen) og længere sydpå, hvor de optræder sammen med hunner og østgoter, og det er ikke så lige til at afgøre, hvor digteren har tænkt sig dem anbragt. Den første af mulighederne - Norge - har sine tilhængere, men andre har, forekommer det mig, givet bedre grunde for at antage, at Widsiþ’s rugier og deres konge Hogne har hørt til i Østersøområdet.

At ville uddrage pålideligt historisk stof af dette spegede væv synes at være en næsten håbløs opgave, men det lader sig vanskeligt overse, at de ældste antydninger om hjemstederne for Hildsagaens hovedpersoner - og hertil må vi også regne de gotlandske stenbilleder - peger mod bygder ved Østersøen. At skuepladsen i tidens løb er blevet forlagt til Norge og Orknøerne, er der intet mærkeligt i for den, som kender til sagns natur. Hos Sakse møder vi gammel og ny tradition forenet; som man vil huske, lader han heltene sammen foretage et togt til Orknøerne, mens det endelige opgør finder sted ved Rügen.

Det »holm«, hvormed Widsiþ særbetegner sine rugier, antyder, at Hognes rige var et ørige. Mig forekommer det nærliggende at pege på den ø, som i middelalderen hed Borgundarholm, og som Adam af Bremen slet og ret kalder Holm, nemlig Bornholm. At knytte Hildsagnets Hogne til denne ø må tilvisse betegnes som en tankeleg, men den møder ingen modstand i kildematerialet - ja et og andet bliver klarere derved. Der bliver således fuld dækning for Brage den Gamles ord, når han med henblik på Hild siger, at en heks »kom at råde på holmen (på Holm) i stedet for en kæmpe«.

Den store popularitet, som Hildsagaen opnåede, hænger uden tvivl sammen med selve stoffets dramatiske kraft. Mange hundrede år før sagnet dukkede op i Norden, skrev en blind græsk sanger et vældigt digt over samme tema, og det lever og læses den dag i dag. Hild er en nordisk Helena, men hun griber mere aktivt ind i handlingen end prins Paris' røvede brud. Hun har sin egen mening om tingene, og den bliver bestemmende for dramaets udfald. Sådanne viljestærke, selvstændigt handlende kvinder har de nordiske sagn mange af.