Sænkesten

I årene under og efter krigen blev der arbejdet i de danske moser som aldrig før. Der blev skåret tørv, eller mosefladen blev harvet til smuld, som en maskine trykkede til briketter - alt sammen for at puttes i kakkelovnen i mangel af kul og koks. Men moserne indeholdt ikke blot tørv, også oldsager, 20% mente Blæksprutten at vide. De fleste af fundene var fra stenalderen, og her indtog den midtsjællandske Åmose en klar førsteplads. Meget - sikkert langt det meste - gik tabt, skønt alle kræfter blev sat ind for at redde, hvad reddes kunne. Museerne gik naturligvis i spidsen, men deres mandskab rakte ikke langt, så der var mere end god brug for den hjælp, som kunne ydes af interesserede arbejdsmænd og amatørarkæologer. Af disse sidste er der flere slags, gode og mindre gode, men mange har været forskningen til nytte, ikke blot ved at redde fund, hvad de med deres egnskendskab og lokale kontakter har særlige forudsætninger for, men også ofte ved en fordomsfri behandling af problemerne eller ved at stille sagkundskab til rådighed på områder, hvor de professionelle er uerfarne eller blanke. At privatsamlingerne blomstrer i disse kredse, siger sig selv.

En sådan amatørforsker er Svend Kristensen fra Ringsted, som undertegnede for nylig aflagde besøg hos. Hans samling, hvoraf en væsentlig del netop stammer fra efterkrigstidens aktiviteter i Åmosen, var som de fleste af slagsen stærkt præget af stenalderens flintsager, men andre materialer som ler, ben og tak manglede dog ikke. Og midt i det hele lå så fire knytnævestore sten, ubearbejdede og ikke særligt spændende at se på, men stykker, som intet museum i Danmark ejer magen til. Om tre af stenene var nemlig bundet noget, der lignede snor, mens den fjerde havde tydelige mærker efter en sådan ombinding. Det må være sænkesten til fiskenet, men af en anden og simplere type end dem, vi ellers mener at kende (Fig. 2). Det var under et tilfældigt besøg i Åmosen en sommer i begyndelsen af 1950'erne, at Svend Kristensen blev opmærksom på marken, hvor en boplads var ved at blive lavet til smuld. Noget fik han reddet foran maskinen, men arbejdet måtte jo ikke sinkes, så selv om nogle pilsnere kan gøre underværker, var det nødvendigt at lægge hovedindsatsen efter fyraften. Ved forsigtig nedgravning i de mørke pletter og områder, hvor erfaringen hurtigt lærte ham, at de fleste oldsager lå, fik han bjærget en del, men alt skulle naturligvis være dækket og i orden inden næste morgen, når maskinen startede sit ødelæggelsesværk.

Åmosen har i stenalderen været sø, men i denne var holme, og på en sådan har den aktuelle boplads ligget. De fleste af fundene stammer dog ikke fra selve holmen, men fra dens omgivelser. Beboerne har smidt deres kasserede sager ud i vandet, og der har sejlet både, hvorfra man har tabt ting, for eksempel fiskeredskaber (Fig. 2, Fig. 3, Fig. 4). Materialet, Svend Kristensen har samlet, virker stort set samtidigt, det tilhører den såkaldte Ertebølletid og må være aflejret inden for en kort periode på overgangen mellem jæger- og bondestenalder. Keramikken er klart dominerende, der er mere end 500 skår, tykke og strimmelopbyggede, som det hørte sig til på den tid. Mindst tolv lerkar har spidset til nedefter - igen et karakteristisk træk - mens tre har haft rundet eller flad bund. To kar fandtes stillet på spidsen, et par andre liggende på siden; det virker som om, de har været hele i mosen og først er slået i stykker ved smuldharvningen. Et af dem, der er af vældig størrelse, kan muligvis igen blive helt. En anden karakteristisk type, den flade skålformede spæklampe, savnes heller ikke; der er rester af seks eksemplarer. Interessante er de mange reparationshuller - mindst otte - i skårene. De er boret omkring opståede revner, som derefter er bundet sammen med snor; stumper af den sidder endnu tilbage i et par af hullerne. Inden i flere af karrene ses rester af fastbrændt mad. De vil blive nærmere undersøgt.

Flintredskaberne er, sammenlignet med skårene, overraskende få, men formerne typiske for tiden: grove uslebne økser, flækker, skrabere, bor og pilespidser med tværæg. Et par sten, der ikke er af flint, kan have tjent som underlag ved et eller andet arbejde; den ene har glatte, blankslidte flader. Af ben- og hjortetaksredskaber kan nævnes dolke, prene, nåle og trykstokke (til flintbehandlingen) samt et lille bor med tydeligt slidt spids, et enestående stykke, der godt, som Svend Kristensen mener, kan have været brugt til at bore de omtalte klinkehuller i lerkarrene. Ben og tak i råform, med og uden bearbejdningsspor, optræder i mængde. S. K. har taget alt med, han fik mulighed for, helt ned til fiskenes ryghvirvler og skæl. Det var ikke almindeligt dengang, men er blevet det senere.

Som allerede berørt er der ingen mangel på stenalderbopladser i Åmosen, men netop dette fund virker anderledes. Skårenes dominans over flintsagerne er usædvanlig, og hvorfor har man sat hele lerkar ud i vandet? De gjorde vel bedre fyldest i køkkenet. Forklaringen kan være, at det i virkeligheden er en til bopladsen hørende offerplads, Svend Kristensen er løbet ind i; den kan have ligget lidt for sig selv i udkanten af det befolkede område. Lerkar henstillet hele i mose eller sø er et velkendt fænomen, som ganske vist mest hører bondestenalderen til. De har formodentlig indeholdt madvarer til vandets usynlige væsener. Det var sænkestenen uden snor, men med mærker af den, som først fangede Svend Kristensens opmærksomhed; den lå på overfladen sammen med flere natursten, der teoretisk kan have været af samme slags, uden at det kunne ses på dem. Ved at grave ned på stedet fandtes de tre snorombundne sten og muligvis rester af nettet, de har tilhørt - i hvert fald lå de tæt sammen i et ca 60 centimeter bredt, men ganske tyndt kanelfarvet lag, som, da det tørrede ind, blev til pulver, der kunne blæses bort af vinden. At konservere laget lod sig under de givne omstændigheder ikke gøre, men snorene om stenene (de har senere vist sig at være af lindebast) blev altså reddet, hvilket må siges at være lidt af en bedrift (Fig. 5). Svend Kristensen forstod, at skulle snorene bevares, måtte det forhindres, at de tørrede ud. Det klarede han ved at overpensle dem med snedkerlim, der holder luften ude, men er gennemsigtig og i øvrigt let kan fjernes af en professionel konservator. (Fig. 6)

Meget taler således for, at det er et fiskenet - eller dele af et sådant - der med tilbehør er havnet i vandet ud for bopladsen. At sænkestenene ikke er gennemhullede, men rå natursten, er en nyhed, som uden videre kan accepteres; de gik lettere tabt, men lod sig til gengæld lettere erstatte. Om nettet har tilhørt folk fra bopladsen, kan vi strengt taget ikke vide, men det er vel sandsynligt, og lindebasten peger i hvert fald mod jægerstenalder. I en mose lidt syd for den danske grænse er fundet rester af et fiskenet, også af lindebast og også fra Ertebølletid. Et lignende fund med både sænkesten og flydere kendes fra Finland.

Det er klart, at der kunne være kommet mere ud af fundet, hvis det var blevet udgravet fagmæssigt og under rolige omstændigheder, men sådan skulle det ikke være, og man kan kun glæde sig over, at det faldt i så gode hænder. Bopladsen her synes at stå mål med de bedste i det arkæologisk meget rige Åmoseområde. Om nogen eftergravning kan der næppe blive tale. Alt er nu dækket af et tykt lag fyldjord og vandstanden sænket langt under oldsagsniveau (Fig. 7).