Sædernes forfald

Det kloster i Randers, der i det følgende skal tjene os som eksempel, var et nonnekloster af benediktinerordenen, et af de 17, som kendes her fra landet. Regelsættet, man havde at leve efter, var nedskrevet omkring 540 af den hellige Benedikt af Nursia, og selv om meget havde ændret sig, inden de første benediktinere i 1000-årene kom til Danmark, så var grundholdningen dog stadig, at alt, hvad man foretog sig, skulle være Gud til ære. Bønner skulle fremsiges døgnet rundt og ikke blot i klosterkirken, men også privat i de små celler. Hvad nonnerne foretog sig derudover, står mere uklart, men sy- og sikkert også broderiarbejde har i hvert fald optaget en del af tiden. De fleste af disse kvinder var formentlig af adelsstand og dermed kyndige i »baldyring«, så det er faldet ganske naturligt, at de fortsatte med denne syssel i deres nye tilværelse. Det vides, at nonnerne i engelske og tyske klostre i stor udstrækning påtog sig opgaver som sygepleje, alderdomsforsorg og undervisning, samt at man fremstillede bøger og havde egne biblioteker, men om det samme var tilfældet i Danmark og i så fald i hvilket omfang, er usikkert. Oprindelig var det nonnerne pålagt at udføre almindeligt legemligt arbejde, men dette blev lidt efter lidt overladt deres private tjenestefolk eller andre af klostrets ansatte - i klar modstrid med Benedikts forskrifter. De danske benediktinernonner har formentlig kunnet skrive, men der foreligger intet fra deres hånd om klosterlivet og altså heller ikke om dets mindre heldige sider. Fra England, hvor nonneklostrene var underlagt de stedlige bisper, kendes visitatsberetninger, hvor man får indtryk af, at livet bag murene formede sig ret så verdsligt, men de skrivende kan have haft personlige grunde til at overdrive, og vi kan heller ikke uden videre overføre engelske forhold til Danmark.

Det ideelle antal benediktinernonner var sikkert - her som andetsteds - tolv, men det kunne variere noget; således husede Ribeklostret i flere perioder kun 3-4 nonner, mens det i Dalum op mod reformationen havde henved 30. Der var plads for alle aldersklasser: ganske unge piger, modne damer, hustruer, enker - alle lovede de »at tjene Gud og den hellige jomfru Maria«, så længe de levede. Der er ingen tvivl om, at det løfte var alvor for mange, men andre har taget det mindre tungt, og der er nok lidt om snakken, når man har kaldt benediktinernes nonneklostre for adelige forsørgelsesanstalter. Det bedste for en standsperson var naturligvis at få sin datter anstændigt gift, men lod det sig ikke gøre, var det en acceptabel mulighed at anbringe hende i et kloster. Ved optagelsen betalte den indtrædende en vis sum, enten i rede penge eller i fast ejendom; beløbet, hvis størrelse vi ikke kender, må opfattes som en slags livrente til dækning af udgiften ved klosteropholdet. Det var påbudt nonnerne at leve i fattigdom, men for en fornem kvinde har denne regel været svær at efterkomme.

Hvad nu det omtalte Randerskloster angår, så er det ikke meget, vi ved om det fra skriftlige kilder, kun at det som størstedelen af benediktinerklostrene var indviet til Vor Frue, at det i anden tredjedel af 1100-årene husede en nonne ved navn Thrugundis, at det i senmiddelalderen gik i forfald, og at Erik af Pommern 1431 anmodede paven om tilladelse til at nedlægge det og overdrage bygningerne til en anden klosterorden, karteuserne. Hvad der kom ud af denne henvendelse, er uvist, men det blev i hvert fald en helt tredje orden, birgittinernes, der tyve år senere fik Randers Vor Frue lagt til sit nystiftede kloster i Mariager. Alle bygningerne er senere forsvundet, men navnet Klostergade minder stadig om deres eksistens.

1988-89 fik Kulturhistorisk Museum, Randers, mulighed for at udgrave dele af klostret. Kompleksets ældste bygning, kirken, var dog undersøgt ved en tidligere lejlighed, nemlig i 1905, hvor de sidste tilbageværende rester omkring vestenden og tårnet blev fjernet; af østenden er kun frigravet et enkelt kort murstykke, så det er usikkert, hvordan denne del af bygningen har været udformet. Som byggemateriale var anvendt kalk- og frådstenskvadre, og opførelsen må have fundet sted omkring år 1100. Da selve klostret senere blev bygget, lod man kirken - dengang byens største - indgå som sydfløj, og den fungerede derefter som sognekirke samtidig med, at den betjente nonnerne (Fig. 2). Også kirkegården synes at have været delt. Der blev fundet skeletter såvel syd som øst for klostret, de første er utvivlsomt nonnerne, de sidste - ca 250, børn og voksne af begge køn - må være almindelige borgerfolk.

Klosteranlægget var det sædvanlige firlængede, men østfløjen er ganske vist aldrig blevet opført; dér var til erstatning anbragt en mur. De aktuelle udgravninger har koncentreret sig om nordfløjens vestende. Her blev et stort rum meget grundigt udgravet, men først når genstandene fra de mange gulvlag er blevet tilbørligt gennemgået og undersøgt, vil vi få mulighed for at bestemme dets funktion. I et tilstødende rum længere østpå i bygningen fandtes sodsværtede sten og mange fiskeben, så her har klostrets køkken antagelig været. Om vestfløjen kan der ikke siges meget, kun ganske få murrester kunne undersøges, men normalt var den nonnernes arbejdsbygning, og der kunne være indrettet sovesal i tagetagen, ofte med direkte adgang til et pulpitur i den tilstødende kirke; herfra kunne prædikenen påhøres, fremført af en mandlig præst. Et smalt fundament, der blev fundet i kirkens vestende (se planen), kan have båret et sådant pulpitur.

Nord og vest for det egentlige kloster lå flere huse, og det hører til udgravningens vigtigere resultater, at disse såkaldte økonomibygninger kun har eksisteret i korte perioder. Det enkelte hus er opført til et ganske bestemt formål og blev fjernet, når dette var fuldbragt. En lille bygning i hjørnet mellem nord- og vestfløjen er således hurtigt blevet revet ned og erstattet med en ny, vistnok til beboelse, men heller ikke den fik nogen lang levetid, og nu blev der affaldsplads på stedet, indtil sluttelig en to meter bred vej og en brolagt sti blev ført hen over området - alt dette inden for en periode på højst 250 år (Fig. 3, Fig. 4). Den omtalte vej har ført fra en dør i nordfløjen, ca 35 meter mod nordvest til et stort tørreanlæg - dets nærmere brug er os ukendt, men det er en nærliggende tanke, at Randersnonnerne i lighed med dem i Stubber og Dalum har tørret malt til egen ølbrygning. 01 var vigtigt i middelalderen, hvor drikkevandet var af tvivlsom beskaffenhed, og nonnerne holdt sig ikke tilbage; ifølge optegnelser fra et kloster i Lund skulle tolv nonner ugentlig dele fire tønder øl, hvilket omregnet giver mindst fem liter daglig til hver. Om arbejdet på stedet vidner også affald fra bly- og bronzestøbning i flere af bygningerne - det tyder på, at man har fremstillet tagplader, malmgryder og andre metalvarer til brug i den store virksomhed. Nok var klosterlivet indadvendt, men det var langt fra så stillestående, som man almindeligvis opfatter det.

Blandt den meget store mængde af genstandsfund indtager mønterne en særstilling, fordi de med deres dateringer kan sætte os på sporet af klostrets noget tågede oprindelse (Fig. 5). Af de ca 150, som blev fremgravet, er én slået under Svend Grathe (1146-57), mens tre er fra Valdemar den Stores tid (1157-82). Disse fire mønter, som er samlingens ældste, stammer dels fra nordfløjens nederste gulvlag, dels fra en nærliggende, samtidig bygningstomt. Vi får derigennem en slags datering af disse huses opførelse til - sandsynligvis - 1100-årenes anden halvdel, hvilket er overraskende tidligt og placerer nordfløjen blandt det ældste murstensbyggeri i Danmark. Klostret som sådant er dog nok en smule ældre. Det var almindeligt, at man klarede sig lidt primitivt den første tid. De egentlige klosterbygninger kom til, efterhånden som der blev råd.

En sammenligning med de andre benediktinernonneklostre i Danmark synes at vise, at Vor Frue kloster i Randers hørte til de største - ja måske ligefrem var det største - af slagsen. Hvem kan have haft interesse i at placere en så betydelig institution netop her? Kongen muligvis. Der var kongsgård i Randers på Valdemar den Stores tid; hvor den lå, ved vi ikke, men det ville være naturligt at søge den nær byens på det tidspunkt største kirke - sådan lå jo kongsgårdene i Lund, Roskilde og vistnok også Viborg og Odense. Hvis kongen har anlagt klostret på den ham tilhørende grund og har beholdt visse rettigheder over de opførte bygninger, forstår man bedre, at Ommer Sysselting senere blev afholdt her. Valdemar den Store synes at have haft særlig interesse for Randers. 1157 samlede han i byen den hær, med hvilken han besejrede Svend på Grathe hede, og her modtog han 1170, på selve kongsgården, besøg af den norske høvding Erling Skakke; alene Valdemars følge omfattede ved den lejlighed 80 mand. Et sådant opbud har krævet betydeligt husrum. Måske har vi her forklaringen på Frue klosters overraskende størrelse.

Vi vil nu kaste et blik på de øvrige fund, men må beklage, at det store materiale endnu langt fra er gennemarbejdet; dog har Mette Svart Kristiansen og Bodil Schelde-Jensen til brug for denne artikel haft en del genstande under behandling. Den enorme mængde skår - ca 800 kg - er overvejende fra lokalt fremstillede kander, potter og fade; de repræsenterer den kraftige sortgrå keramik, som er så almindelig i Østjylland. Af hjemlig oprindelse er også en del glaserede kar, mens nordfransk keramik og tysk stentøj bekræfter kontakten udad. Det meste af dette har nok sorteret under husets kok, og det samme gælder vel kværnstenene, mens andre fund såsom knive, vægtlodder, sakse og nåle må tilskrives det almindelige arbejde i klostret. En stor del af de finere sager kom fra det omtalte affaldslag i hjørnet mellem nord- og vestfløjen. Her har man skaffet sig af med ikke blot køkkenaffaldet, men også fejeskarnet fra klostrets stuer og sale. Fund af ca 100 sy- og knappenåle viser, at systuen blev fejet regelmæssigt.

De mange låse og nøgler i fundmaterialet er ikke så forskellige fra vore dages, men vi ved, at der bag dem lå en noget anden retsopfattelse end den i nutiden gældende (Fig. 6). At bryde en lås var i middelalderen en alvorlig forseelse og det at bære nøgler tilsvarende ansvarsfuldt. En madmoder med nøgle til køkken og fadebur var en magtfuld person. Den enkelte nonne har i det højeste haft nøgle til en kiste, ikke til døre og porte - de sorterede under klostrets leder, vel som oftest en prior - vi kender navne på flere, som har virket ved Vor Frue kloster. Benediktinerklostre som sådanne kunne være særdeles velhavende, men det var munke og nonner forbudt at have personlig ejendom. Som allerede berørt blev der dog vist efterhånden slækket betydeligt på dette fattigdomskrav. Mængden af smykker i Randersfundet tyder i hvert fald på det.

Et smykke er en prydgenstand, men kan også tjene til at holde klædningsstykker sammen, så måske skal man være lidt forsigtig med at skyde nonnerne deres pyntesyge i skoene. Når imidlertid en broche som motiv har hænder, der griber om hinanden, stiller sagen sig anderledes, så er det nemlig en fæstensgave, og en sådan hører under ingen omstændigheder hjemme i et nonnekloster. En anden broche er af sølv og med en indskrift i gotiske minuskier, der daterer stykket til første halvdel af 1300-årene. På bagsiden står OHANNES ME FECIT, Johannes gjorde mig (sølvsmeden hed altså Johannes), mens forsiden meddeler: PETRUS AMOR VINCIT OMNIA, Peter - Kærlighed overvinder alt. Peter (åbenbart giveren) har været alvorligt forelsket, men der må være sket et eller andet - måske er han død eller har svigtet den udkårne, siden hun valgte klosterlivet. At hun ikke burde have medbragt smykket, siger sig selv.

Dragtnåle er ligesom brocher halvt til nytte, halvt til pynt, glasperler derimod kun det sidste. Nogle små plader af presset bronzeblik, med eller uden forgyldning, må også have tjent forfængeligheden; de har huller, så at de kunne sys på dragt eller bælte. Desværre har de ikke alle klaret opholdet i jorden særlig godt, men hvor det er tilfældet, kan man se indskrifter, figurlig dekoration, stjerner, rosetter eller gennembrudte mønstre. Et par plader bærer hver et enkelt bogstav, som i øvrigt er fremhævet med forgyldning; de har utvivlsomt, sammen med andre lignende, været sat på et bælte, hvor de har dannet et ord eller en sætning (Fig. 7, Fig. 8, Fig. 9, Fig. 10, Fig. 11). Den slags påsyningspynt var en overgang højeste mode, ikke blot i Danmark, men også ude i Europa; den optræder på malerier og skulpturer, således i overvældende mængde på gravmindet i Sorø kirke for Christoffer 2.s pommerske dronning Eufemia. En sådan overdådighed var vel kun mulig for samfundets allerøverste, men at også andre pyntede sig og ofte med ædelt metal, ja ligefrem med pengestykker, fremgår af flere kongelige forordninger, som skulle dæmme op for ekstravagancen (Fig. 12). Således bestemmer Erik Klipping, at »ingen må pynte sine klæder med guld og sølv uden alene kongen og hans børn«. Det blev naturligvis ikke overholdt (Fig. 13, Fig. 14).

En særstilling blandt fundene indtager et adeligt våbenmærke af guldbelagt kobber. Det er øverst en smule deformt, med ujævn og skævtvredet kant; der har sikkert siddet et øje, som muliggjorde fastsyning eller, mere sandsynligt, ophængning i en kæde. Sådanne skjolde var almindelig bæltepynt, og dette kan have tilhørt en adelig nonne, formodentlig på Valdemar Sejrs tid. Det kan ikke identificeres, men hvis det er dansk, er det et af de ældste adelige våbner, som kendes.

Meget andet i det rige fundmateriale fortjener omtale, men lad dette være tilstrækkeligt. Hvad vi især har villet fremhæve, er kontrasten mellem den fromme Benedikts forskrifter og klosterlivet i Randers, som udgravningen har vist os det. Noget af påsyningspynten kunne måske stamme fra messehagler og lignende liturgiske dragter, men for andre smykker er en sådan forklaring udelukket, de må sikkert have hørt til nonnernes private udstyr. Indslaget af verdslighed synes i øvrigt at tiltage op gennem lagene, formodentlig i takt med adelens stigende brug af klostret som forsørgelsesanstalt. Motivet til datteranbringelserne var jo overvejende verdsligt og damen selv måske ikke særligt indstillet på klosterlivet - hun bragte med sig sine og familiens vaner, både hvad angik påklædning, pynt og fritidsbeskæftigelse (Fig. 15). De mange nåle har ikke alene været til brug for nødvendig fremstilling af eget tøj, men også til finere broderi.

I de ovennævnte udenlandske visitatsberetninger, forfattet af nonneklostrenes tilsynsførende, kan man læse om dekadent livsførelse med fester, dans, kæledyr og andet forargeligt. Vi hører om silke, pelsværk, ædelsten, guldsmykker, sølvbesatte bælter og farvestrålende, dristigt tøj af fineste kvalitet. Om det har stået så slemt til i Randers, er svært at sige, men fundene giver i hvert fald forestillinger om et ganske farverigt nonneliv (Fig. 16).

Lit: Årbøger for nordisk Oldkyndighed og Historie 1990.