Sædernes forfald

Det var en egenartet side af samfundslivet, som gik i opløsning med klostrenes nedlæggelse efter reformationen 1536. Et kloster var en lukket verden uden anden kontakt med omgivelserne end den, som var strengt nødvendig. For tilværelsen i en sådan stiftelse gjaldt særlige regler, og de kunne være ganske strenge, men hvor nøje de i praksis blev overholdt, ved vi meget lidt om, netop på grund af den omtalte afsondrethed. Det var normalt forbudt klostrets beboere at bevæge sig uden for klosterområdet, klausuren, som det kaldtes, og tilsvarende havde lægmand uden for klostret ingen adgang til nævnte klausur. Vor viden om, hvordan tilværelsen rent faktisk formede sig i de danske klostre fra deres stiftelse og frem til reformationen, er altså meget begrænset, men noget er dog sivet ud. Det fremgår, at munke og nonner ikke altid levede det fromme liv, de havde forpligtet sig til, og i øvrigt at sæderne slappedes med tiden. Arkæologien kan her give et bidrag, og i det hele taget er det nok med spadens hjælp, vi skal få udvidet vore kundskaber på disse områder. Bygningsrester, gulvlag, ildsteder og ikke mindst mængden af genstande kan give svar på mange spørgsmål.

Af Hans Mikkelsen