Sædernes forbedring

Misdæderen var den unge sproglærer og forfatter T. C. Bruun, som 1783 havde udgivet en samling fortællende digte: »Mine Frie-Timer eller Fortællinger efter Boccaccio og Fontaine«, hvis behandling af erotiske situationer forekom samtiden uhørt dristig. Den frimodige digter har næppe overset, at trykkefriheden, der en halv snes år tidligere var indført af Struensee, efter dennes fald var indskrænket betydeligt. Snarere har han ikke kunnet dy sig for at chokere og provokere. Det lykkedes unægteligt. Hans værk fremkaldte en kongelig kabinetsordre underskrevet af gehejmekabinetssekretær Guldberg. Her pålægges det politimesteren »at konfiskere alle eksemplarer samt at lade dig tilstille listen over subskribenternes navne«. Forfatteren skulle desuden afkræves en bøde på 100 rigsdaler eller hensættes på vand og brød, og »såsom man må slutte, at det er et ondt, fordærvet og foragteligt menneske, ganske ukyndigt i religion og kristendom, så har du at påse, at han møder hos vores biskop Balle, hvor han undervises deri, i tvende præsters nærværelse ...«. Synderen mødte og blev »meget honnet begegnet«, og hans »kundskab blev funden således, at han ikke kunne anses for uoplyst«.

Sympatien og latteren var, som det fremgår af kobberstikket, på forfatterens side. Den runkne kælling, der med kors og kalk symboliserer religionen, og de hovedløse præster er en hvas kommentar. En forsigtig hentydning til Guldberg finder man i gehejmeråden til venstre, som halvt skjult løfter en brændende lampe foran et spejl for at vise, i hvilke kredse handlingen finder genskin. Bogdyngen til højre med påskriften »Olavides« sigter til et andet skrift, der med sit uortodokse indhold havde vakt forargelse hos gejstligheden.

»Sædernes forbedring«, som raderingen kaldtes, fremkom året efter begivenheden. Der forlyder ikke noget om, hvad der skete den os ubekendte satiriske kunstner. Måske er han klogelig forblevet anonym - eller han har ventet med at udøve sit talent til efter Guldbergs fald i april samme år. Den tugtede digter fortsatte iøvrigt med sine anekdotiske vers i samme stil, efter 1802 som professor i engelsk ved universitetet.