Sådan noget skidt

Manden, der skriver dette, er langelandsarkæologen Jens Winther. Af profession var han manufakturhandler, en dygtig og fremgangsrig forretningsmand, men fra barnsben, og til han døde som 92-årig, var det arkæologien, der fyldte hans liv. Sine mange og betydningsfulde udgravninger, således den berømte på Troldebjergbopladsen, publicerede han i store af ham selv bekostede værker, og han skænkede Langeland et museum. For fagarkæologerne, der respekterede ham højt og tit lagde vejen forbi, var han en festlig vært, men det skete rigtignok, at en og anden af hans ellers gode venner i perioder var forvist fra øen. Med lokalbefolkningen stod han som regel på bedste fod; det var en selvfølge, at de kom til ham med deres fund.

Tilbage til den anonyme besked Skt Hans aften 1926: »Jeg tog straks af sted til møllen. Ved ankomsten dertil traf jeg ejeren, møller Larsen, sammen med tre gårdmænd, der dagen igennem som frivillige hjælpere havde bortkørt jorden. På mit spørgsmål til mølleren, om han havde noget at vise mig, svarede han benægtende. Jeg: Ja, så må det vel være ovre i Møllegården, at der er fundet noget. Nej, det var så alligevel her. Vi gik så hen til møllen og forefandt følgende situation. På den sydvestlige side af møllen, syd for udbygningen, var der bortgravet jord for at skaffe plads til et motorhus. På fladen foran udgravningen lå en dynge sten, som havde dækket graven. På stendyngen og ved siden af denne lå - sværd, to stigbøjler, dele af kraniet, hvori var lagt to guldbelagte bronzestykker --. På mit spørgsmål om, hvorfor der ikke var sendt bud efter mig, svarede mølleren: Arbejdet skulle ikke sinkes blot så meget som en time for sådan noget skidts skyld. — Jeg medtog til museet de forefundne sager« (Fig. 1, Fig. 2, Fig. 3).

Jorden fra udgravningen, der var kørt ud på en nærliggende eng, måtte naturligvis gennemgås. Det var et møjsommeligt arbejde, der tog lang tid, og allerede den første dag skete der noget meget beklageligt: graveholdets snapseflaske gik i stykker. På vejen til købmanden efter ny forsyning observerede Winther i vejkanten en dynge grusblandet mergel, der kunne se ud, som om den også stammede fra møllen. Han standsede bilen og fik en ung mand, der var med ham, til at skrabe lidt i jordbunken. »Straks kom en spore til syne, et øjeblik efter nok en spore. Mere var der ikke i dyngen«. Som helhed var resultatet af den store efterundersøgelse tilfredsstillende, men, sukker Winther, »hvor helt anderledes, hvis stykkerne var fundet på deres plads i graven«.

Det må man give ham ret i, men vi kan glæde os over, hvad der gennem hans indsats alligevel blev reddet: sværd, pragtfad, jernbeslået spand, skålvægt, rest af spillebræt, to bidsler, to sæt stigbøjler, sporer - for blot at nævne det vigtigste. At flere af genstandene har udsøgt dekoration i sølvindlægning, gør ikke glæden mindre. En del af møller Larsens ragelse vil i 1992 kunne ses på store udstillinger i Paris og Berlin.