Så at de næppe skelnes fra fjeldene

Natten mellem 2. og 3. oktober overraskes de af mørket, uden at det er lykkedes dem på den bratte kyststrækning at finde nogen ophalerplads for konebåden. Søofficeren lader sine folk gå i land for at sove, mens han selv tilbringer natten i båden for at holde den klar af is og kyst. Men han har ikke sovet i over 48 timer, og trætheden i forbindelse med hans almindelige svækkelse overmander ham. Da han vågner, er båden tørnet mod en isskosse og næsten synkefærdig. Han redder sig i land, klatrer i mørket rundt om bunden af en fjord for at få fat på grønlænderne, af hvilke de mindst svage hele den næste dag hjælper ham med at redde, hvad reddes kan af mere end et års indvundne, uerstattelige ekspeditionsresultater. Våde, forkomne og syge plasker de i timevis omkring i det iskolde vand og fisker kasser med bøger, notater, kortskitser, måleresultater og naturaliesamlinger op fra bunden af fjorden.

Forud for dette lille hændelsesforløb går lang tids begivenheder, som her kort skal fortælles. Vi er i Frederik den Sjettes regeringstid, en periode, hvor Danmark har måttet bøje nakken under mangen en tung begivenhed, hovedsagelig affødt af krigen med England: slaget på Rheden, Københavns bombardement og kampen ved Sjællands Odde; statsbankerotten i 1813 og året efter tabet af Norge ved freden i Kiel. For at gøre elendigheden fuldkommen indtraf 1818 den store landbrugskrise, der i et tiår hvilede tyngende på landets økonomi.

Og dog var ikke alt mistrøstighed. Som så ofte i tunge tider blomstrede landets åndsliv op, digtere brugte blide trøstens ord og flammende patos for at vende opmærksomheden fra nutids ulykke til fordums glorie og til alt, hvad der var nationalt. Videnskabens landvindinger i netop denne periode får rækkevidde langt frem i tiden: H. C. Ørsted opdager elektromagnetismen, Rasmus Rask vender hjem fra Orienten belæsset med uerstattelige manuskriptsamlinger, og naturligt nok sættes der med særlig iver ind i forskningen af fortiden. Det er her, Grønland kommer ind i billedet, men de undersøgelser, som iværksættes i den fjerne danske provins, får betydning langt ud over det arkæologiske.

Endnu i begyndelsen af 1800-årene var kendskabet til jordens største ø yderst ufuldkomment, skønt der var forløbet næsten et årtusinde siden dens opdagelse. Kun en del af vestkysten var nødtørftigt kortlagt, resten af landet kendte man så at sige intet til. At udforske Grønland var altså en nærliggende opgave, og arbejdet havde en særlig drivfjeder deri, at man aldrig havde fået fuld vished for de første kolonisters skæbne.

Kort før år 1000 slog en flok islændinge anført af Erik den Røde sig ned på Grønland, som ingen europæer tidligere havde betrådt. Af den lille skare fremspirede det nordbosamfund, som middelalderen igennem befolkede Grønland fordelt på to store bygder kaldet Østerbygd og Vesterbygd. Trods den afsides beliggenhed stod man i nogenlunde regelmæssig forbindelse med Europa, man fulgte med i fremskridtene, ja endog i de skiftende moder, man havde store stenbyggede kirker og egen bispestol. Men båndet brast. Den sidste sikre efterretning om nordboerne på Grønland blev bragt til Europa af et skib i 1410. Hvad der derefter skete, er ikke helt klart, men man kan have sine anelser. Allerede før kontakten glippede, var den indfødte, eskimoiske befolkning begyndt at gå angrebsvis til værks.

I to hundrede år bekymrede man sig kun lidt om Grønland, hvis befolkning ganske simpelt blev overladt til sin skæbne. Da Danmark endelig, omkring år 1600, kom i tanker om sine forpligtelser og forbindelsen blev genoprettet, var det for sent; der var ingen nordboer tilbage, og ingen vidste, hvor de gamle bygder havde ligget. Christian den Fjerdes udsendinge traf kun de indfødte grønlændere, og mødet var uden hjertelighed. En mand blev dræbt og tre bortført til Danmark, hvad der naturligvis ikke bidrog til at fremme forståelsen mellem kongen og hans nye undersåtter.

Skibene sejlede igen til Grønland. I løbet af 16- og 1700-årene blev et afsnit af vestkysten befolket med nye kolonister, og denne den lettest tilgængelige del af landet blev efterhånden kortlagt og kendt. I østkysten var man stærkt interesseret, men det isfyldte farvand afviste alle sejlende tilnærmelser, og et storstilet anlagt eksperiment, hvis ide var at føre heste til Grønland og trænge frem ridende over indlandsisen, blev heller ingen succes. Blandt de uheldige østkystfarere er der vist kun een, hvis navn endnu er almindeligt kendt, nemlig Grønlandsmissionæren Hans Egede. I 1751 fik Peder Olsen Walløe den ide at anvende grønlændernes eget transportmiddel, konebåden, i et forsøg, og det lykkedes ham at runde Kap Farvel og trænge et kort stykke op langs østkysten, før isen tvang ham tilbage. Alle disse i hovedsagen mislykkede bestræbelser var rettet mod østkystens sydlige del. Længere oppe er landet mere tilgængeligt, og her lykkedes det et par gange at gøre landgang. En stor fjord blev efter opdageren navngivet Scoresbysund.

En af grundene til den stærke interesse for østkysten og specielt dens sydlige del var, at man dér ventede at finde rester af den gamle Østerbygd, måske med overlevende nordboer fra den første kolonisation. Fra de middelalderlige håndskrifter havde man erhvervet sig et ganske godt kendskab til de to gamle bygder. Man vidste, hvor mange huse og kirker hver af dem havde, og man var nogenlunde klar over, hvor langt der var imellem dem. Med viden om en Øster- og en Vesterbygd var det nærliggende at placere dem på henholdsvis øst- og vestkysten, men som en eftertids forskere ofte skulle komme til at erfare, ligger den slags oplagte tolkninger ofte betydeligt nærmere den logiske end den historiske sandhed. Allerede Hans Egede havde fundet nordboruiner på vestkysten, i Julianehåbs distrikt. Man havde altså vished for den ene bygds beliggenhed og mente naturligvis, at det var Vesterbygden. (Fig. 2, fig. 3)

I 1793 fremsatte H. P. von Eggers den anskuelse, at begge bygderne måtte have været på vestkysten, hvad der også senere viste sig at holde stik. Denne teori satte nyt liv i diskussionen, og omsider besluttede man at skaffe beviset ved handling i stedet for ord.

Til formålet udvalgtes den 35-årige kaptajnløjtnant i flåden Wilhelm A. Graah. Denne var ikke ukendt med grønlandske forhold og problemer, idet han tidligere havde været udsendt på opmåling til Vestgrønland. I februar 1828 tilstiller »den allernådigst anordnede Commission angående en Undersøgelse af Grønlands Østkyst« ham en instruks, der beordrer ham til i marts samme år at rejse til Julianehåb og der træffe forberedelser til med konebåde at gå rundt om Grønlands sydspids og op langs østkysten til »det sydligste af det af kaptajn Scoresby i 1822 sete land«. Der skal han vende om. Det forudses, at han vil blive nødt til at overvintre på østkysten. Kommissionen pålægger ham at holde ud og ikke standse, før målet er nået; dog skal han drage tilbage til Sydgrønland i tide, før en anden overvintring undervejs bliver nødvendig. Målet med befaringen af østkysten er først og fremmest at søge spor efter de »fordums beboere«, men dog også at indhente viden af almen og naturvidenskabelig art om denne hidtil ukendte strækning.

Med sig på rejsen får Graah, foruden konebådens grønlandske besætning, en
32-årig naturforsker, J. L. Vahl, den 28 -årige bestyrer af Frederikshåb Koloni, J. M. Mathiesen, der fungerer som tolk, samt som kok og oppasser en dansk matros. Såvel instruksen som beretningen om den påfølgende rejse kan læses i den bog, »Undersøgelses-Reise til Østkysten af Grønland«, som Graah udsendte året efter ekspeditionens afslutning.

Den 31. Marts 1828 afgår briggen »Hvalfisken« mod Frederikshåb med Graah, Vahl og deres oppasser ombord. Allerede på denne månedlange rejse fremtræder Graah som den kyndige og aldrig hvilende iagttager, der flittigt nedskriver resultaterne af sine mange målinger og observationer af vind og strøm, luftens og havets temperatur, kompassets misvisning og iøvrigt alle naturfænomener, han skønner af nogen interesse. Dette skulle komme til at indgå i hans daglige dont i de næste to år og var en pligt, som selv ikke den værste nød og modgang fik ham til at svigte.

Den 22. maj får de den første landkending af Grønland, og fem dage senere går det lille selskab i land i Frederikshåb, hvor de møder deres fremtidige rejsefælle, tolken Mathiesen.

Sommeren og den tidlige del af efteråret tilbringer Graah med, som det er blevet ham pålagt, at berejse kyststrækningen mellem Julianehåb og Nanortalik. Sidstnævnte sted iværksætter han bygningen af ekspeditionens to konebåde, hvortil han må indkalde særlige specialister, »thi det er langtfra, at enhver grønlænder forstår denne sag eller kan skille sig vel derfra. Grønlænderen bruger til dette arbejde hverken tommestok, snor eller passer. En langskaftet kniv og et hugjern, der bruges som skarøkse, er hans værktøj, øjesynet hans målestok, og man behøver kun at opgive ham bådens længde, så ved han at indrette alt derefter«. I Graahs beskrivelse af konebåden og dens bygning mærker man den sejlkyndige mands beundring for dette fartøj.

Andre grønlændere sættes i gang med at berede vandtætte skind til betrækning af kasser og gods og til regnklæder for roerskerne: »Skindene lægges først i urinbaljen, indtil hårene løsner sig, hvorefter de skrabes af eller rives af med tænderne. Til denne hæslige forretning lånte en del gamle koner deres tænder, mens de kræsnere piger beskæftigedes med det delikatere arbejde at sy vore sejl«.

Beretningen om Graahs ophold på sydvestkysten er fuld af morsomme beskrivelser af naturforhold, af grønlænderne, deres skikke, levevej og huse, og - ikke mindst - beskrivelser af de mange nordboruiner, som findes i denne egn. I juli besøger han en stor og velbevaret kirkeruin ved Kakortok nær Julianehåb, leverer en glimrende og særdeles nøjagtig beskrivelse af den og beslutter at foranstalte en udgravning, til hvilket formål han låner mandskab fra et skib i koloniens havn. At Graahs udgravning skulle kunne tilfredsstille nutidige fordringer, var ikke at vente, han var søofficer, ikke arkæolog, men heller ikke datidens fagmænd gravede, som man nu mener, det bør gøres. Gysende læser man om, hvordan 21 mennesker i løbet af 12 timer raserer kirkens indre med hakker, spader, koben og skuffer. Udbyttet er beskedent: nogle benstumper, som antages for menneskeben, men som grønlænderne påstår er sælknogler, lidt trækul og et lille stykke rød jaspis, som Graah mener kan stamme fra en døbefont. »Spor af to tidligere efterforskninger fandtes, hvoraf den ene er anstillet af Hans Egede -«.

Hvad Graah på dette tidspunkt ikke kunne vide sikkert, men nok har anet, er, at kirken i Kakortok sammen med de øvrige ruiner på sydvestkysten er den Østerbygd, som han i de næste to år forgæves skulle søge på østkysten. Vesterbygden ligger nordligere på vestkysten, ved Godthåb. (Fig. 4)

Vinteren tilbringes i Nanortalik. Først på foråret gås ekspeditionsgodset efter en ekstra gang, de sidste indkøb foretages, og de sidste roersker ansættes mod delvis forudbetaling i form af tørklæder, silkebånd, synåle og glasperler. Det gælder om at komme tidligt afsted, for med forårssolens tiltagende varme bryder umådelige mængder af is op i farvandet mellem Grønland og Svalbard og forsættes af polarstrømmen til Grønlands østkyst, hvor de presses sammen til en næsten uigennemtrængelig barriere langs kystlinien.

Den 21. marts 1829 forlader ekspeditionen Nanortalik i to konebåde roet af ialt 10 grønlænderinder, hvis talrige medbragte børn må have præget optoget. Til dette hører yderligere nogle få kajakmænd; de har til opgave at rekognoscere og at fange føde til ekspeditionens grønlandske medlemmer. Til at begynde med går det trægt, man avancerer kun ganske langsomt på grund af dårligt vejr og isskruning. I stedet for at gå rundt om Kap Farvel tager de vejen gennem det lange og smalle, af bratte fjelde omgivne Prins Christians Sund, der afskærer Grønlands sydspids. Ni dage efter starten er de nået til enden af dette og befinder sig dermed på tærskelen til østkysten. Dette frygtelige land, der hidtil barsk har afvist ethvert forsøg på indtrængen af mennesker, lukker også denne gang sine hvide porte til: drivisen blokerer udsejlingen fra sundet, og i 25 dage må de forblive på en lille ø, spejdende efter løsning i spærringen.

Endelig den 26. april sker det, under store vanskeligheder lykkes det dem at forcere isen, de runder forbjerget Igalalik - og er på østkysten. Fra nu af går det nordpå, og snart rejser man gennem egne, hvor ingen europæer før har sat sin fod. Langsomt går færden i siksak mellem isskosser, rundt om småskær og øer, uden om forbjerge. Man kan forestille sig det lille maritime optog: i den ene konebåd Graah, velsagtens sammen med »hr. Vahl«, ivrigt spejdende fremad og ind mod kysten, nu og da skrivende i sin dyrebare notesbog eller i færd med at tage en pejling. I den anden konebåd Mathiesen og oppasseren og uden om den lille konvoj kajakmændene. Kysten, de passerer, er de fleste steder gold og uden vegetation, kun nu og da ses lidt lyng og, når det går højt, græs på lunere steder. I fjordene ligger vinterisens jævne dække til langt hen på sommeren, længere ude, hvor de sejler, rager enkelte store isbjerge op over drivisen, hvis hvidhed næsten blænder dem i solskinsvejr. Når isflagerne ligger for tæt, og roerskerne vægrer sig ved at føre bådene ind imellem dem, må Graah ty til sin bedste kajakmand og fanger Ernenek.

Hist og her finder de beboede steder, hvor nogle få familier har taget ophold for sommeren. De modtages altid vel og beværtes, hvis indbyggerne har noget at give af. I de mange småskildringer af sådanne besøg ses det tydeligt, at Graah både holder af grønlænderne og i forbløffende grad formår at leve sig ind i deres tankegang. Nøjagtig tre måneder efter deres afrejse fra Nanortalik er de nået til Kap Cort Adelaer og har dermed gennemrejst en strækning på mellem tre og fire hundrede kilometer. Graah har ikke fundet nogen nordbolevn, så at sige overalt har kysten været for gold og for stejl til at tillade nogen bosætning, og hans utallige forespørgsler hos de lokale grønlændere har været negative: ingen vidste af »gamle huse« at sige.

Rejsen er skredet langsommere frem end beregnet - flere gange har de været indespærret i ugevis i isens knugende greb - fangsten har været dårlig, og østlændingene så dårligt forsynede med madvarer, at man lidet eller intet har kunnet købe af dem. Som følge heraf er det svundet katastrofalt i provianten. Roerne er højst uvillige til at fortsætte fremover. Foran dem ligger en af de farligste strækninger på hele kysten, den store isblink Puisortok, hvor bræen ustandselig kælver og sender enorme isbjerge til søs.

Hvad er der at gøre? Vende om er for Graah udelukket, det ville være at svigte den opgave, som kongen gennem den allernådigst anordnede kommission har stillet ham. Men østlændingene kan fortælle, at egnene nord for Puisortok er endnu mere golde og de derboende folk endnu fattigere. At fortsætte fuldtalligt vil være højst risikabelt. Det besluttes, at man må skilles.

Den ene konebåd skal gå tilbage til vestkysten med hr. Vahl, oppasseren og halvdelen af grønlænderne, mens Graah selv i følge med tolken hr. Mathiesen og den anden halvdel af følget skal fortsætte, til rejsens bestemmelse er opfyldt. Nu siger tolken imidlertid også fra, og grundene hertil kan kun læses mellem linierne i beretningen. Ganske vist undskylder han sig med, at de nordpå boende stammer taler et sprog, han ikke forstår, og at han derfor kun vil være til liden nytte, men, som Graah senere erfarer, er dette kun delvis rigtigt, og begrundelsen må anses for et påskud. Når den pligtopfyldende Graah alligevel tillader Mathiesen at afvige fra sin instruks, skyldes det givet, at forholdet mellem de to ikke er godt. I rejseskildringen nævner Graah kun Mathiesen, når det er uomgængeligt nødvendigt, og i modsætning til Vahl omtales han aldrig rosende. Graahs syn på Mathiesens beslutning viser sig deri, at han i beretningen fra nu af udelader det ellers konsekvent gennemførte »hr.« foran hans navn. (Fig. 5)

Kajakmanden Ernenek og hans to koner (begge roersker) indvilger i at følge Graah på den videre færd. »Tvende gamle nanortalikinder lod sig også overtale hertil, dels bevægede ved synet af de mange slebne perler og andet stads, som blev fremlagt for dem, dels måske i håbet om på østkysten at finde trofastere elskere end de i hjemmet havde fundet, thi rygtet gik, at østlændingene havde den slemme vane at slagte fruentimmere, når der indtraf hungersnød iblandt dem, hvorfor konerne der sædvanligvis skulle have tre-fire mænd«.

Graah går altså nordpå, forbi den store bræ, der kælver en snes gange i de tre timer, det tager dem at passere den. På turen videre frem møder de kun nøgne og uindbydende kyststrækninger, og håbet om at finde Østerbygden svinder mere og mere. Sejladsen er stadig lige besværlig i det isfyldte farvand. Langsomt avancerer de mod nord, forbi ukendte forbjerge, fjorde og øer, som Graah kortlægger og navngiver efter kendte og ukendte personer fra sin samtid: Bernstorffs Fjord, Kap Moltke (et stort forbjerg »som hæver sig dristigt op af havet til anselig højde«). Kap Møsting, Kap Løwenørn, Ørsteds Øer og Vahls Øer. - Midt i juli besøger de en lejr. Heller ikke her kender grønlænderne noget til gamle ruiner, og Graah har nu helt definitivt opgivet tanken om at finde sådanne på østkysten. Om han nogensinde selv virkelig har troet på denne mulighed er vel overhovedet tvivlsomt.

Sidst på måneden går jerntæppet ned for deres videre fremtrængen. Den 24. juli når de rejsens nordligste teltplads, en lille ø, som Graah giver det udtryksfulde navn Vendom. Lige straks lyder han dog ikke øens befaling. Til langt ind i august venter han, håbende at der skal vise sig en åbning i det tætte, tavse isdække, “der som en mur hindrer videre fremtrængen. Så opgiver han og vender om. Forinden tager han over på en lidt større ø i nærheden. På dens højeste punkt, et par hundrede meter over havet, opfører han en tre alen høj stenvarde »og plantede derpå det danske flag; ligesom jeg i selve varden nedlagde en mig af Hans Majestæt Kongen tidligere skænket sølvmedalje forsynet med allerhøjstsammes brystbillede, hvilken jeg i denne hensigt førte med mig. I Hans Majestæts navn tog jeg landet i besiddelse og kaldte det Kong Frederik den Sjettes Kyst. Øen, hvorpå jeg plantede flaget, blev kaldt Dannebrogsø-«. (Fig. 6)

Dette er Graahs egen ordknappe beretning, men under overfladen aner man den højtidelighed, han har følt på dette rejsens vendepunkt. Stående på det lave fjeld har han skuet ud over den tavse, afvisende isørken mod nord, og idet han rejste dannebrog på sin varde, har han ganske givet blottet hovedet og med nogle få ord, der hurtigt fortonede sig i stilheden, taget landet i besiddelse i sin konges navn. Og sandelig har han grund til at føle øjeblikkets storhed. Ikke alene har han gennemrejst og kortlagt mere end 500 kilometer hidtil uudforsket kyst, han har også løst sin opgave, hvad Østerbygden angår. Det er klart, at denne ikke kan findes på den gennemrejste strækning, og at den skulle findes nordligere udelukker dels naturforholdene ifølge grønlændernes udsagn, dels de gamle kursforeskrifters beskrivelser.

Fra nu af går det sydover. Foreløbig gælder det om at finde et overvint ringssted. Året er fremskredet, og flere gange undervejs kommer de i både faretruende og ubehagelige situationer i is og uvejr. Heldigvis er roerskerne nu betydelig ivrigere end på opturen.

I begyndelsen af september sender Graah Ernenek til deres kommende vinterkvarter i Nukarbik (ved det nuværende Skjoldungen) for at ordne indretningen. Selv drager han på en rejse rundt i omegnen for at indkøbe vinterforråd, men alt, hvad det lykkes ham at få fat på, er fire ugers provisioner af »tørret og råddent sælhundekød«. Med dette magre bytte ankommer han 1. oktober til Nukarbik, hvor der venter ham ubehagelige overraskelser: af de to forladte grønlænderhuse, der skal tjene som vinterkvarter, har Ernenek kun istandsat det ene, som han selv og hans familie derpå er rykket ind i; det andet er forfaldent og ikke engang taglagt. Frost og sne har imidlertid gjort teltlivet mindre behageligt, så Graah, hans roersker og kajakmanden Ningeoak flytter ind i huset, som det er, selv om istandsættelsen derved vanskeliggøres. Her vil vi imidlertid i- gen overlade ordet til Graah selv og lade ham fortælle om dette uhyggelige vinterophold:

»At denne bolig var lige så ubehagelig som usund, behøver vel næppe at anføres: igennem loftet regnede det ned på utallige steder, fra de våde vægge randt vandet i strømme, og gulvet var en dej af jord og gammelt spæk, hvori man sank flere tommer dybt -- . Vort hus var indvendigt seks alen langt og næsten lige så bredt (ca 4x4 meter). Vi afdelte det i tre dele, hvoraf jeg indtog den ene, en af nanortalikinderne og hendes elsker, hedningen Ningeoak, den anden og ovennævnte Sorte Dorte den tredie. Roerskerne indrettede sig, så vidt omstændighederne tillod det, ganske på grønlandsk vis: spiste, drak, sov og arbejdede på briksen, kogte over lampen, pillede utøjet af deres klæder og senge, sang salmer, lo, græd, spøgte og tudskrålede, sorterede deres perler, spejlede og pyntede sig og vaskede håret flittigt i urinbaljen. Ningeoaks forretning indskrænkede sig for det meste til at tromme og synge, eller han holdt med gravitetisk mine taler for østlændingene, formodentlig et eller andet udenadlært brudstykke af en prædiken. Det snurrigste herved var, at han, når han ikke erindrede mere af talen, gerne endte med at tælle på tysk: ein, zwei, drei o.s.v. lige til sechsunddreissig, hvilken slutning, der fremsagdes med megen patos og gestikulation, tilhørerne fandt så interessant, at de lærte ham den af. Hvad mig angår, da tilbragte jeg de fem lange vintermåneder dels med at studere det grønlandske sprog, dels med at konstruere et kort over den del af østkysten, jeg hidtil havde berejst. Jeg var imidlertid den største del af vinteren syg og aldeles ikke i stand til at foretage mig noget«. (Fig. 7)

Levnedsmiddelsituationen under vinteropholdet bliver hurtigt kritisk. Rationen indskrænkes til ½ pund hårdt brød, 1½ pægl gryn og ærter om dagen samt ½ pund flæsk om ugen, men selv med denne kostplan vil beholdningen kun strække til godt tre måneder. Graah udlover høje priser for hjembragt kød af enhver art, men befolkningen på stedet, der selv kender til hunger, kan eller vil ikke undvære meget. Kosten må da suppleres med »råddent og stinkende sælhundekød og en del skind bestemt til både- og kajakovertræk — retter, der vel for den uvante er en drøj kost, men som dog ikke bekommer en hungrig mave ilde«.

løvrigt benytter Graah vinteren til at nedskrive sine iagttagelser af og erfaringer om grønlænderne. Atter mærker man hans hengivenhed for dette folk, hvis fejl han nok ser, men som han alligevel forstår på en måde, som er sjælden for hans tid:

»Vold, røven og plyndren er - ukendt blandt østlændingene. Det er et blidt, høfligt, sædeligt og artigt folk, hos hvilket man er fuldkommen sikker på liv og ejendom, så længe man behandler dem høfligt og artigt og vogter sig for at forurette dem. - Imod hverandre er de gæstfri, hjælpsomme, fordragelige og forsonlige -; banden og sværgen kender de ikke, skældsord ejer ikke engang deres sprog, skænderi og slagsmål ved de ikke af at sige. Deres største fejl er uden tvivl utaknemmelighed og mangel på medlidenhed mod enker og fattige, der ikke er deres beslægtede, men især mod dyrene, der pines og efterstræbes -. Forstillelse er vel også temmelig almindelig, og åbenhjertige eller oprigtige er de ingenlunde«.

Udsultet, afkræftet af sygdom - utvivlsomt skørbug - og inderligt træt af kulde, spæk og isbjerge forlader Graah med sit følge Nukarbik den 5. april 1830. Ikke desto mindre gør han endnu et forsøg på at opfylde instruksens bud om at nå frem til 69. breddegrad. Forsøget er ikke heldigere end de tidligere: de når til en lille ø ved Kap Møsting, hvor de har været året i forvejen; her holder arvefjenderne Is og Storm dem fængslede i to måneder. Under dette ufrivillige ophold føder den ene af Erneneks koner tvillinger, der dog dør dagen efter. Graah kalder øen Tvillingøen. (Fig. 8)

Da isen omsider slipper dem løs, går de tilbage til Nukarbik, hviler i to dage - og prøver igen at gå nordpå. En lille flok østlændinge har sluttet sig til dem, men naturen er dem stadig imod, og resultatet bliver det samme. 13. juli låses de atter fast af isen, denne gang på et nøgent og ganske lavt lille skær under isblinken Colberger Heide. Nogen mere kritisk situation kan dårligt tænkes. Bræen kælver nogle hundrede gange i døgnet og sender undertiden dønninger afsted, der skyller hen over skæret. Mad har de ikke, og det er umuligt fra skæret at skaffe sig nogen form for føde, selv ikke tang. I femten dage klynger den våde og forfrosne skare sig til klippen. Alle forsøg på at slippe bort strander bogstavelig talt på isen, og de nødes til at slagte og fortære den halve snes hunde, de har med sig, hvorefter de må leve af gamle sælskind. Der er kun een udvej, og drevet af sulten forsøger de den omsider. I fem dage trækker de bådene over isen og lever i dette tidsrum af - is og sne. Da de omsider når ud i åbent farvand, fanger en af dem en lille sæl, som de kaster sig over og æder rå.

Nu er omsider Graahs stædighed knægtet, og vejen går mod syd. Men endnu er trængslerne langtfra overståede. Sult, sygdom og storm sinker dem på deres rejse ned langs Kong Frederik den Sjettes Kyst, i seks uger lever de udelukkende af revling, Graah er en overgang næsten bevidstløs af svaghed, men må ikke desto mindre tilbringe flere nætter med at holde båden fri af isen, mens grønlænderne sover på land, således som det er skildret i indledningens dramatiske beretning om fartøjets forlis. At det lykkedes at bjærge båden og få den repareret, er det næsten unødvendigt at tilføje, ellers ville historien om ulykken næppe nogensinde være blevet nedskrevet. Dette er det eneste tidspunkt på rejsen, hvor Graah må svigte sine evindelige målinger og observationer, lige som der også her for første gang mangler datoangivelser i beretningen.

Endelig, den 15. oktober, ankommer Graah til herrnhuternes missionsstation i Frederiksdal, hvor han modtages gæstfrit af missionærerne, der giver ham mad, behandler ham og forsyner ham med nyt tøj - en tiltrængt foranstaltning efter halvandet år uden berøring med civilisationen. Vinteren tilbringes i Julianehåbs distrikt, og næste sommer forlader han Grønland med det samme skib, som bragte ham derop. 13. september 1831 går han i land i Helsingør efter tre og et halvt års fravær fra Danmark. Over land tager han til København, hvor hans første handling er at søge audiens hos kongen. Kong Frederik den Sjette, der fra sine roture i Frederiksberg Haves kanaler ikke er ukendt med søfarten, modtager ham vel og behager »allernådigst at tilkendegive sin tilfredshed med udførelsen af denne min rejse«.

I Grønlandsforskningens historie har Graahs navn stadig sin plads, men i almindelighed må man vist sige, at hans indsats ikke længere huskes. Så mange mænd med større held og bedre udrustning har i årene siden udført markante bedrifter på Grønland, at man er tilbøjelig til at glemme pioneren, der trådte de første skridt på den vanskelige vej op langs østkysten. 60 år varede det, før hans bedrift blev gentaget, først derefter kom der gang i rejserne, og stykke på stykke føjedes til Grønlandskortet, som blev færdigtegnet ind i dette århundrede. Graahs indsats var ubestrideligt banebrydende. Lad være, at ideen ikke var hans, at han arbejdede efter ordre; det billede, vi har af ham, viser ham som andet og mere end den fuldendte tjenestemand.

For Graah selv var det påvisningen af Østerbygdens rette beliggenhed, der var hovedresultatet. I sin bog gør han nøje rede for eftersøgningen: Længere mod nord kan bygden efter de gamle opgivelser ikke ligge, og i det berejste område kan den ikke være; ingen af de grønlændere, han har talt med, har nogensinde set ringeste spor af gammel nordbobebyggelse. Om han selv havde kunnet afsøge hele området, ville det ikke have givet større sikkerhed, eftersom ruiner af denne art oftest ligger overgroet med krat og lyng, »så at de næppe skelnes fra fjeldene«.

Med spærrede typer konkluderer Graah: Østerbygden er Julianehåbs distrikt, østkysten af Grønland har aldrig haft nogen koloni. Det blev det endelige resultat af den lange rejse, der havde Østerbygden som mål, og som en ironisk skæbne lod udgå fra og ende i Østerbygden. -

Artiklens farveillustrationer er gengivelser af håndkolorerede kobberstik fra Graahs bog. »Undersøgelses-Reise« er i- øvrigt genudgivet 1932 ved K. Birket-Smith.