Rungende malm

Var kirkeklokker da en sjældenhed i middelalderen? Ingenlunde. Allerede i løbet af 500-årene kom de i brug under gudstjenesten, og et par århundreder senere var de fast tilbehør. Da Ansgar i begyndelsen af vikingetiden indledte missionsrejserne i Norden, fulgte klokkerne med. I hans levnedsbeskrivelse fortælles det, hvordan han omsider fik den danske konges tilladelse til at ophænge en klokke i kirken, han byggede ved Hedeby, skønt det »syntes hedningerne en vederstyggelighed«. Klokkeringning blev et symbol for den nye tro, men det værste for asalærens tilhængere har vel været, at den skræmte ånderne og generede de gamle guder. »Min lyd sejrer over djævlene«, hedder det i en middelalderlig klokkeindskrift fra Jydstrup på Sjælland. Om Valdemar Atterdag fortælles det, at han i sin dødsstund skal have udråbt: »Hjælp mig Esrom, hjælp mig Sorø og du store klokke i Lund«. Det må være den samme tanke, der ligger bag.

Missionstidens klokker er uden tvivl medbragt af munkene selv eller sendt til dem fra de tyske, franske og engelske klostre, de udgik fra. Vi ved således, at missionsbiskoppen Gautbert, der virkede i Sverige, fik sendt en stor og en lille klokke fra det berømte Fulda kloster i Tyskland. Hvordan de første klokker herhjemme var anbragt, kan ikke siges med sikkerhed, men en udgravning for en snes år siden i Hørning kirke ved Randers (se Skalk 1960:4) giver i hvert fald et fingerpeg. Under den nuværende kirke fandtes betydelige spor af en trækirke fra 1000-tallet, og det fremgik, at den er ødelagt ved brand i begyndelsen af det følgende århundrede. Lidt vest for kirken var der spor af endnu en tømret konstruktion, der øjensynlig var brændt sammen med kirken. I brandlaget fandtes tusindvis af små, grønne metaldråber, efter legeringen at dømme sikkert klokkemalm. Der er al grund til at tro, der har stået en klokkestabel eller et klokkehus, som vi kender dem fra senere århundreder. De lukkede klokkehuse synes at have gammel hævd på øerne og i Sønderjylland, hvor nogle få af de middelalderlige endnu er bevaret. I Nørrejylland er åbne klokkestabler stadig ret almindelige, men ingen af de nuværende går længere tilbage end til reformationstiden. løvrigt gik det sådan, da middelalderens store kirkebyggeri tog fart, og kirkerne voksede frem i sten, at de fleste af dem fik et tårn, hvor klokken flyttede ind.

Ir fra klokker, afskrabet ved midnat, regnedes for et virksomt middel mod mange sygdomme, og det er nok grunden til, at mange af dem er blevet lidt flossede i kanten. Vejret har vel også bidraget til klokkernes forfald, men klokkebronze er særdeles modstandsdygtig, så det har næppe betydet så meget. Værre var den daglige bearbejdning med jernkneblen gennem århundreder. En revnet klokke kunne tidligere ikke repareres, det var uhjælpeligt sket, og omstøbning måtte foretages - først i nyere tid er svejsning med held anvendt. Landesorg, hvor der ringedes uophørligt i flere døgn, er blevet mangen klokkes bane - således den gotiske klokke i Øster Assels på Mors, der sprak i 1912 under sørgeringningen for Frederik 8. De levende konger har dog betydeligt flere klokker på samvittigheden end de døde. Frederik 1. indkaldte et par tusinde af dem fra kirker og klostre for at lade dem omstøbe til kanoner, og han fik efterfølgere, der fortsatte denne indbringende virksomhed.

Alt ialt er det egentlig forbavsende, at der endnu i Danmark findes op mod 600 kirkeklokker fra middelalderen. Ældst er bikubeformen, der kun er bevaret i et enkelt eksemplar fra Smollerup ved Viborg, formodentlig støbt tidligt i 1100-årene (Fig. 2). Lidt yngre og noget bedre repræsenteret er den romanske sukkertopformede type med tyk, flad underkant. Senere i middelalderen kom så den gotiske form: let svajet med højden lig mundingens diameter, den klokketype vi kender idag. Den største klokke herhjemme hænger i Frue kirke, København, den er 194 cm i tværmål, men kun et par hundrede år gammel. Den såkaldte stormklokke i Roskilde Domkirke er med sine 165 cm i tværmål vor største middelalderlige kirkeklokke, støbt af Fastenowe, datidens mester inden for sit fag.

De ældste klokker bestod af sammennittede metalplader, men ret snart tog man støbeformene i brug. Om teknikken taler kilderne sparsomt. Fra middelalderen kendes mange billeder af håndværkere ved arbejdet, men netop klokkestøbningen er forfordelt - faktisk har vi blot bevaret én fremstilling, nemlig glasmaleriet fra »Klokkestøbervinduet« i den engelske York-katedral. Skriftligt ligger det lidt bedre. En latinsk bog om kunsthåndværk, forfattet af en munk i 1100-årene, omtaler klokkestøbning udførligt og giver et ganske godt indtryk af apparaturet.

Klokkestøbning var en omstændelig proces, der krævede omhu for at lykkes - og iøvrigt en velfyldt pung, for billig var den ikke. Først dannedes »kernen«, den indre form, der udfylder klokkens hulhed. Det foregik i ældre middelalder ved at klaske ler om en roterende aksel, lade det tørre og derpå tilføre nyt ler, indtil den ønskede facon var nået (Fig. 3). Over denne skabelon formedes den egentlige klokkemodel, den såkaldte »falske klokke«, i voks med indridsede ornamenter og indskrifter, som man nu ønskede det. Herover igen lagdes et antal lerlag (de første af fintslemmet materiale for at slutte tæt til overfladen), på den måde dannedes den ydre form - kappen - der skulle holde til meget og derfor ofte forstærkedes med jernbånd. Til kronen øverst, den som klokken hænger i, fremstilledes en særlig form, der blev stillet oven på den anden. Mens alt dette skete, var støbegruben gjort klar. I et stort gravet hul var bygget et rundt fundament med underliggende fyrkanaler. Her anbragtes formen, og så blev der tændt op - ikke blot under, men også uden om den. Formålet var det dobbelte, at få tørret lerkappen helt og at få vokset smeltet ud, så der blev plads til klokkemalmen. Når det var sket, blev afløbshullerne i bunden af formen stoppet til og gruben fyldt med jord. Den skulle stampes godt for at modstå trykket, når malmen senere strømmede ned.

Smelteovnen, som blev rejst ved siden af støbegruben, var i den tidlige tid cylinderformet, opbygget af ler og med en jerngryde i bunden. Heri fyldtes skiftende lag af klokkemalm og trækul. Nu fandt optændingen sted, og når alt var smeltet, åbnedes der for slusen, så at det flydende metal gennem en lerforet rende strømmede ned i formen. Afkølingen tog et par dage, og så kom det spændende øjeblik, hvor formen gravedes ud, og kappe og kerne sloges i stykker, hvorved klokken frigjordes. Var støbningen lykkedes, stod der kun tilbage at slibe støberande og små uregelmæssigheder væk.

Senere i middelalderen, da klokkerne blev større og tungere, begyndte man at forme dem nede i støbegruben oven på fundamentet, og nu ofte ved hjælp af en træskabelon. For at spare på vokset, der var dyrt og kunne være vanskeligt at skaffe i tilstrækkelig mængde, blev det kun benyttet i det yderste lag af den »falske klokke«, der iøvrigt blev formet af ler. Denne lerdel måtte senere fjernes, det skete, efter at vokset var smeltet væk, men krævede, at kappen blev hævet op. Indskrifter blev nu ikke længere indridset, men sammensat af præfabrikerede bogstaver (Fig. 4). Med kappen hejst på plads igen kunne støbningen ellers foregå som i gammel tid. Vel engang i løbet af 1400-årene går man over til den såkaldte flammeovn, der tillader smeltning af større metalmængder. Denne ovntype - ændret og forbedret - bruges den dag idag.

Af særlig vigtighed for resultatet var metallets sammensætning. Den normalt anvendte legering bestod af omkring 80 procent kobber og 20 procent tin. Forholdet mellem de to metaller er meget vigtigt både for klangen og for klokkens styrke. Et for stort tinindhold forøger hårdheden, men mindsker den sejhed, som er nødvendig på grund af den stadige slagpåvirkning. Andre metaller kan forekomme i små mængder, men må betragtes som urenheder. For stort blyindhold giver en dårlig klang, og det samme gælder, når tilsætningen er sølv. »Sølverklokkeklang« skulle jo ellers efter de gængse forestillinger være noget af det yndigste.

Klokkestøberen synes fra begyndelsen at have været en klosterets mand, enten munk eller lægbroder, men senere i middelalderen fik han en mere verdslig status. Han blev en farende svend. Hellere flytte manden end den tunge klokke.

Bevarede kirkeregnskaber fra tiden efter reformationen fortæller meget om håndværket og dets udøvere. Her får vi blandt andet at vide, hvor støbningen foregik: på kirkegården, i våbenhuset, i kirkeladen. Der fortælles også om materialer og teknik. Lad os som eksempel tage regnskaberne fra Hjørring 1639.

Året før var den store klokke i Hjørring Skt Katharina revnet. Til omstøbningen sendte man bud efter Franciscus Voillardi, der må være den Frands Klokkestøber, tingbogen 1639 omtaler som deltager i et lokalt slagsmål. Om støbningen får vi flere detaljer. Til ovnen, som blev bygget på kirkegården, medgik 500 sten (Fig. 5, Fig. 6). Også klokkeformen blev lavet på stedet, hertil brugtes hamp, voks, tælle samt en del hønseæg (Fig. 7, Fig. 8). Fjorten læs ler og sand blev hentet, foruden fem læs tørt træ og to læs grønt træ - det sidste til at omrøre malmen med. Af andre indkøb kan nævnes: kedelkobber, messing, tin, jern og malm. Ialt kostede den nye klokke 215 slettedaler eller værdien af godt 100 tønder byg. Senere, da den færdige klokke skulle ophænges, opstod nye problemer, de løstes ved bymændenes hjælp plus 21 kander øl. Mens arbejdet stod på, modtog klokkestøberen endnu to bestillinger, nemlig en klokke til en af byens andre kirker, Skt Olai, og én til Hørby kirke ved Sæby. Ikke mindre end tre klokker nåede altså at blive støbt her, før ovnen blev nedbrudt. - Blandt de forskellige ting, som medgik til støbningen, vil man nok studse noget over hønseæg, men det var slet ikke ualmindeligt, at mesteren bestilte »et skok æg« (60 stykker) til at blande i formens ler. Det hang vel så bedre sammen og var lettere at arbejde med.

Både dette og andre kirkeregnskaber giver navnet på støberen, men han var dog allerede i middelalderen ved at træde ud af sin anonymitet. Undertiden har klokken en indskrift, hvor han nævnes. Den første i faget, vi herhjemme har navn på, er en vis Martinus eller Morten. Omkring 1275 støbte han til Skovkloster (det senere Herlufsholm) en klokke, hvis latinske indskrift i oversættelse lyder: »Katerina hedder jeg. Morten støbte mig. Abbed Niels den 3. lod denne klokke omstøbe, ham bevare Christi himmelske nåde«. Men ikke nok med det. I fine linjer finder vi på klokken billedet af en mand med kraftig hårvækst, der klædt i munkekutte knælende rækker en klokke frem mod Skt Peder. Denne, der har nøglen i højre hånd, strækker sin venstre velsignende ud over klokken og dens mester, som det vel må være. Så god besked får vi sjældent, men det sker, støberen har sat sit segl eller bomærke på klokken.

Håndgribelige minder om klokkestøbning har vi i jordfundene, men de er spredte og meget tilfældige i deres fremkomst (Fig. 9, Fig. 10). I middelalderbyerne, hvor man især kunne vente dem, optræder de sjældent, langt oftere på landet. Der kendes mange sådanne fund rundt om i Europa, men mærkeligt nok kun få i Skandinavien, hvor den arkæologiske aktivitet omkring kirker og klostre ellers har været livlig. I flere tilfælde har traditionen udpeget stedet for en bestemt kirkeklokkes støbning, men kun i et enkelt tilfælde har man - på dansk grund - efterprøvet en sådan anvisning, og det er mere end 50 år siden.

Stedet er Klokhøj, ca 400 meter syd for Jelstrup kirke i Vendsyssel - her skulle, sagde man, sognets kirkeklokke være støbt. Navnet nævnes 1638 i en indberetning til oldforskeren Ole Worm, så helt ungt er det i hvert fald ikke. Undersøgelsen blev foretaget af Vendsyssel Historiske Museums daværende leder, tandlæge Holger Friis sammen med gårdejer Jens Iversen Jensen, der havde fattet interesse for stedet. En jernaldergrav blev fundet, men den er af mindre interesse her. Ved siden af den fremkom imidlertid en grube, den indeholdt, fortæller rapporten, forbrændt halmæltet ler med striber af udflydt metal. Også halvbrændte og ubrændte lerstykker forekom samt en del slagger. Enkelte af de rødeste lerklumper viste flader »ganske svarende til en kirkeklokke og sikkert af en støbekappe« (Fig. 11).

For nylig er det gamle fundmateriale blevet gennemgået igen af undertegnede, og samtidig er et af metalstykkerne blevet analyseret (Fig. 12, Fig. 13). Det indeholdt ca 85 procent kobber og 12 procent tin foruden 3 procent bly og svage spor af et par andre metaller. Det lave tinindhold tyder ikke på, at metallet er en rest af selve klokkemalmen, men snarere et råprodukt til denne. Støbeflader på nogle af lerstykkerne blev prøvet på kirkens klokke, hvor de viste sig at passe, og fundet kan da sikkert - som klokken - dateres til 1400-årene. En del af leret har været udsat for så stor varme, at det snarest må stamme fra smelteovnen, som der ellers ikke blev fundet spor af. Heller ikke enkeltheder som varmekanaler - en fast foreteelse i tilsvarende udenlandske fund - blev iagttaget.

Ved et par senere udgravninger her i landet er der mere tilfældigt kommet fund, som bekræfter, hvad vi ved fra de skriftlige kilder, nemlig at støbningen også kunne foregå under tag. I nordre korsarm til den forlængst nedbrudte kirke ved cistercienserklosteret i Øm fandtes således en af røde munkesten opført firkantet »kasse« med et tykt lag trækul og slagger i bunden og iøvrigt med alle tegn på, at der har brændt en kraftig ild. Et par bronzestykker leder i retning af støbning, og det er nærliggende at tænke på klokker. Formodentlig er det en flammeovn, vi står overfor, den begyndte at vinde frem i middelalderens slutning. Selve støbegruben mangler - den er vel ødelagt af de mange senere begravelser - men i et tilsvarende fund fra en hollandsk kirke har vi den bevaret. Sørgeligt nok var de øvre dele af ovnkonstruktionen i begge tilfælde nedbrudt før undersøgelsen, så vi savner klarhed over denne tidlige forbedring af smelteovnen.

Ved en mindre udgravning foretaget for et par år siden i Vallekilde kirkes skib bemærkedes det, at kirkens oprindelige mørtelgulv inden for syddøren hvilede på et muldlag med store mængder trækul og flager af brændt ler, undertiden med et fastsmeltet lag af grøn metalslagge. Skulle der også her være tale om klokkestøbning? Og lad os sluttelig nævne, at der i Viborg, på en grund et hundrede meter øst for domkirken, er konstateret spor af omfattende støbevirksomhed dateret til middelalderen.

Fra det øvrige Skandinavien kendes kun en enkelt støbeplads, men den er til gengæld meget interessant (Fig. 14). Ved undersøgelsen - foretaget for nylig i Visby på Gotland - fandtes selve støbefundamentet med tilhørende varmekanaler i bunden af støbegruben sammen med store dele af den sønderslåede form. Støbningen har antagelig fundet sted i 1600-årene, og det er nærliggende, at klokken kan have været til Skt Klemenskirken, der ligger tæt ved. Af den tilhørende smelteovn fandtes ingen spor. Det er i det hele taget uhyre sjældent at finde ovnrester, hvilket naturligvis hænger sammen med, at denne del af anlægget var placeret over jordoverfladen, hvor det senere let lod sig udslette.

Af de danske fund er det vendsysselske mest oplysende, og dertil kommer, at det anviser en slags vej for fremtidig forskning. Det skulle være muligt gennem det bevarede stednavnestof at finde frem til pladser, hvor klokkestøbning er foregået (Fig. 15). Navne som Klokhøj, Klokkebjerg, Klokhul o.s.v. forekommer talrigt ud over landet, og selv om ikke alt er støbepladser (et navn som Klokrøgel for eksempel kan betyde, at der har stået en klokkestabel), så er muligheden dog klart til stede (Fig. 16). Adskillige af lokaliteterne ligger i passende afstand fra kirken, og i flere tilfælde melder overleveringen ligefrem om klokkestøbning på stedet. En undersøgelse af navnenes alder fører ofte tilbage i 1600-årene - i navnelisterne til Christian 5,'s matrikel finder vi mange af dem - og det er troligt, at adskillige har rod i middelalderen. Undersøgelser på oplagte steder ville sikkert vise, at der i hvert fald i nogle tilfælde er hold i traditionen. Vedføjede liste med tilhørende kort omfatter 29 lokaliteter, men giver sig ikke ud for at være udtømmende. Der er altså nok at gå igang med.

I nyere tid er klokkestøbning foregået på værksteder i byerne, men det sidste af slagsen her i landet - det var i Ålborg - har for år tilbage slukket ovnen. Nu må vi til udlandet, oftest Holland, når der er brug for en ny klokke. Transporten er ikke mere noget problem. Nutidens klokker er altså ikke som fortidens en enkelt mands værk, det nære personlige forhold er ophørt. Ved de gamle klokker fornemmer man mesteren, næsten som var han til stede. »Trykfejl« i indskriften, som ikke er sjældne, røber, at latinen ikke var hans stærke side, der er tydeligvis arbejdet efter et forlæg. Den kyndige læser har måske allerede mærket sig én: indledningscitatets compana for klokke, ikke campana som det retteligt hedder efter den provins i Italien, hvor klokkefremstillingen begyndte. I samme betydning bruges undertiden et andet ord, vas - kar. Som der står på klokken fra Smollerup, vor ældste: Dette kar af malm velsign og beskyt det o Gud.

Lit: F. Uldall: Danmarks middelalderlige kirkeklokker. Kbh. 1906. - Hikuin 3. 1977.