Rudkøbings Rasmussen

Peder Rasmussen var af jævn herkomst, søn af en fæstebonde i Snøde på Nordlangeland, hvor han fødtes 1790. Allerede i skolen gjorde han sig bemærket som et lyst hoved og kom derfor i skriverlære på en langelandsk herregård. 21 år gammel var han nået så vidt, at han blev skriver for byfogeden i Rudkøbing, og tre år senere rejste han med en kammerat til København, hvor han efter et års studium bestod juridisk eksamen. »Vi læste stadig hver dag fra kl 6 morgen indtil kl 2, undertiden 3 à 4 timer hver nat ... vi gik sjelden ud og levede ene ved tør kost og kaffe ...«, skrev Rasmussen senere om denne tid. Efter nogle år som godsforvalter på Sjælland, hvor han blev gift, vendte han 1821 tilbage til fødeøen og købte for sin kones medgift den ene af de daværende tre vejrmøller i Rudkøbing, som han drev samtidig med, at han virkede som prokurator for grevskabet Langeland. Hermed havde den 31-årige bondesøn gjort karriere - men hans rastløse trang til virksomhed og drømmen om at få formue og blive berømt lod ham ikke i ro. Mølleejeren og prokuratoren blev tillige opfinder (Fig. 1).

1852 udkom som tillæg til Langelands Avis en liste over alle prokurator Rasmussens opfindelser meddelt efter hans egne optegnelser. Det er ikke småting, han ifølge denne tryksag har præsteret. Ialt omtales 74 ideer lige fra den første, en ny slags pendulur, til de senere og mere avancerede som for eksempel apparater til at sejle såvel i luften som under vandet - altså flyvemaskiner og ubåde. Ifølge kataloget havde Rasmussen i begyndelsen af 1830'erne - før Ericsson i 1836 fik patent på skibsskruen - ladet »udføre skruer med vinger til at fremdrive skibe såvelsom et hjulværk til at omdreje samme«. Andre opfindelser var »en plov, hvorved der kan pløjes uden styrer«, »en høstmaskine til at afmeje kornet på marken, udtænkt i 1852«, en vævemaskine, en sættemaskine og meget andet. Desværre blev de færreste af ideerne omsat til fuld skala og afprøvet, så der er al mulig grund til at tage Rasmussens 74 opfindelser med et gran salt (Fig. 2). Der er imidlertid ingen tvivl om hans usædvanlige iderigdom og tekniske snilde, og de ting, han fik realiseret, imponerede samtiden. En hørberedningsmaskine med 42 valser skaffede ham således, 1836, en præmie på 1400 rigsbankdaler efter indstilling fra Landhusholdningsselskabet; den blev i mange år anvendt af Rasmussen selv. En horisontalløbende vindmølle, konstrueret med luger, der kunne åbnes og lukkes alt efter vindens retning og styrke, blev først benyttet til at drive en maltkværn og en barkkværn, men leverede siden i adskillige år drivkraft til hørberedningsmaskinen.

Blandt dem, som Rasmussens opfindelser imponerede, var Steen Steensen Blicher, der i efteråret 1843 var på Langeland. Efter hjemkomsten skrev han i Randers Amts Avis; »Fra Storebælt mellem Thorseng og Langeland ser man over Rudkjøbing to vejrmøller og mellem dem en bygning, som har lighed med en rundkirke. Hvad har det at betyde? Det er den rasmussenske hørberedning. Den er værd at se - at eftergøre. Han har fået en offentlig belønning for samme kostelige opfindelse, der måske er så meget værd som een af de mange valser har kostet ham. Præmier må være smålige. At opfinderen er bondefødt, er måske også en omstændighed. Ved sådan lejlighed spørges ikke Hvad? men Hvem? At han har set sig nødsaget til at sælge det dampmaskineri, der er nødvendigt til værkets kraftige drift, er eet af de små eksempler på statsøkonomien - de store taler vi ikke om - Gud bevare min mund! - Men der er endnu eet, jeg vil tale om, råbe om, så højt jeg kan! Denne samme langelænder har derfremfor udfundet et lokostativ, der vil realisere Kants og andre menneskevenlige filosoffers ide: Den evige fred. Det er en bøsse, med hvilken man uden at lade skyder ligeså mange kugler ud, som der er sekunder i minuttet«. Denne bøsse var Rasmussens betydeligste opfindelse – revolvergeværet! Den fredsbevarende betydning, Blicher tillægger den, kan diskuteres, men ikke dens genialitet.

I begyndelsen af 1800-tallet var der sket ganske store ændringer af skydevåbnene. Flintlåsgeværet var blevet afløst af perkussionslåsgeværet. Det nye ved perkussionslåsen var tændingen. Flintlåsen fungerede på den måde, at en flintsten fastspændt i en hane slog gnister mod et stykke stål, de antændte fængkrudtet, som derefter antændte selve ladningen i bunden af geværløbet. Perkussionslåsen derimod bestod af en hane, der ved aftræk udløste en fænghætte, atter med det resultat, at ladningen antændtes. Perkussionslåsen gav en sikrere antænding - færre forsagere - end flintlåsen, men begge låstyper beroede på forladningsprincippet: krudtladning, pakning og kugle skulle forfra føres gennem løbet. Det tog tid. Skudhastigheden var tre-fire skud i minuttet, vel at mærke når geværet var rent. For rifler var den tilsvarende skudhastighed halvandet skud pr minut. Der blev derfor gjort mange forsøg på at øge tempoet og dermed fodfolkets slagkraft. 1841 lykkedes det tyskeren Dreyse, opmuntret af den prøjsiske hærs teknikere, efter mange års forsøg at konstruere et bagladegevær, hvor kugle, krudtladning og fænghætte var samlet i et paphylster til en enhedspatron. Dette våben - tændnålsgeværet - blev samme år antaget som den prøjsiske hærs almindelige fodfolksgevær. Skudhastigheden var seks-otte skud i minuttet (Fig. 3)!

Men prokurator Rasmussen var endnu tidligere på færde, allerede sidst i 1820'erne var han gået igang med at udtænke et skydevåben, der kunne erstatte de langsomme forladegeværer. »De voldsomme overfald, som Danmark måtte tåle i årene 1801 og 1807, den langvarige og ødelæggende krig fra 1807 til 1814 og den tvungne adskillelse fra broderriget Norge i 1814 gjorde et uudsletteligt indtryk på mit sind. Lige fra den tid har jeg næret det inderlige ønske, at der måtte findes midler, som kunne bidrage til landets kraftige forsvar imod ethvert lignende uretfærdigt angreb udefra«. Efter fire års forsøg var han kommet så vidt, at han indsendte tegninger til kongen samtidig med, at han selv gav møde for konstruktionskommissionen på Tøjhuset i København. Det blev en skuffelse. Hans våben blev afvist som aldeles uanvendeligt for krigsbrug tillands.

Rasmussen fortsatte imidlertid sine eksperimenter, og i løbet af årene 1832-34 konstruerede han et gevær med een pibe og en omdrejende tromle med ti ladninger - altså en revolverkonstruktion. Et af geværerne fra denne periode findes i Langelands Museums samlinger. Det er formentlig verdens første revolvergevær efter moderne principper. Set med samtidens øjne var det et frygtindgydende våben. Geværskytten skulle blot trække i et håndtag, som drejede tromlen rundt, og når håndtaget førtes tilbage på sin plads, gik skuddet (Fig. 4). Alle ti skud kunne affyres uden at tage geværet fra kinden. I efteråret 1834 drog Rasmussen igen til København med sit gevær, der blev prøveskudt både i nærværelse af kong Frederik 6. og af konstruktionskommissionen. Kongen var imponeret! Nu skulle man tro, der kom skred i sagen, men bureaukratiet og bagstræbet lod sig ikke uden videre passere. Rasmussen forlod godt nok hovedstaden med en beskeden kongelig gratifikation, men uden resultater af betydning.

Hjemme i Rudkøbing lykkedes det ham at forbedre geværet ved at gøre det lettere og med udskiftelig tromle - imens vandrede hans ansøgning om eneret på fremstillingen fra skrivebord til skrivebord i hovedstaden, indtil han fik besked om at indsende nøjagtig tegning og beskrivelse til kommercekollegiet. Han skulle altså give konstruktionshemmeligheden fra sig uden at være sikker på at få eneretten. Det nægtede han.

1842 indsendte den ukuelige Rasmussen påny en ansøgning til kongen om at få sine geværer prøvet, og i november samme år drog han endnu engang til København. Prøveskydningerne forløb atter heldigt, og Berlingske Tidende skrev: »De aflagte prøver vakte almindelig beundring, ja næsten forbavselse, idet hr Rasmussen med et mindre gevær afskød omtrent 30 skud og med et større omtrent 25-26 skud i minuttet, og tilmed med en sådan sikkerhed, at den ene kugle så at sige sad ved siden af den anden på en distance af 80 skridt. Og selv denne hurtighed kan forøges! Således afskød han engang 16 skud i 20 sekunder. Da hr Rasmussens bestræbelser er aldeles patriotiske, og hans gevær er meget simpelt sammensat, så fortjener det unægtelig al opmærksomhed, især til brug for jægere eller spredt fægtende infanterister, på faste batterier, på skibe o.s.v., hvorfor det ikke er at betvivle, at hans opfindelse vil finde den velfortjente anerkendelse på højere steder« (Fig. 5).

Anerkendelse blev det dog ikke til. Derimod nye undersøgelser og betænkninger. Omtrent et år efter prøveskydningen kunne konstruktionskommissionen meddele sin sensationelle konklusion: at den ikke anså det for usandsynligt, at hr Rasmussens gevær ved at undergå nogle forandringer ville kunne udgøre et i mange tilfælde nyttigt våben (Fig. 6)! Ny ansøgning om eneret, og nyt svar: han kunne godt få eneretten, men det skulle stå armeen frit for at fremstille geværerne uden nogensomhelst godtgørelse til ham. På den betingelse trak Rasmussen sin ansøgning tilbage. Det militære og administrative bureaukrati var urokkeligt. Det skortede ellers ikke på opfordringer til at gøre noget ved sagen. Blicher, der som før nævnt var interesseret i geværet og havde fået det demonstreret under sit besøg, skrev: »Opfinderen har forevist bøssen på behørige steder og vist dens forbavsende virkninger, uden at heraf er taget behørig notits ... Skulle vi da ikke have såmange dansksindede mænd, som ville slå sig sammen og hævde vor nutid og fremtid en ære - en herlighed, som et udland siden kunne tilegne sig? Blot een sommers Tivoli-billetter! - Men snart! Straks! ellers bliver det rimeligvis bagefter«. Det blev aldrig.

Nye geværer blev ganske vist fremstillet og prøvet såvel ved landetaten som ved søetaten, men kommissionen syltede foretagendet, og årene gik. I 1848 kom krigen og satte en stopper for sagen, og i 1854 - tyve år efter Rasmussens første succesfulde prøveskydning for Frederik 6. - blev den endelig afviklet. Rasmussen fik ridderkorset tildelt - idet kommissionen bemærkede: »... Ideer, der er nærbeslægtede med Rasmussens, har erholdt en heldigere udvikling i udlandet, navnlig i England og Nordamerika ...« (Fig. 7). Ja såmænd, Samuel Colt havde i 1835 og -36 fået patent på sine revolvere i England og U.S.A. og var blevet millionær. Revolveren var kommet for at blive - den var med til at erobre det vilde vesten og har siden hjemsøgt utallige filmlærreder. I Rudkøbing gik en opfinder rundt med dannebrogsordenens ridderkors - forgældet og glemt. Og hvad værre var: i 1864 måtte de danske soldater kæmpe med forældede forladere mod prøjsernes tændnålsgeværer. Havde det stået til prokuratoren i Rudkøbing var meget gået anderledes. Som han selv udtrykker det, indgraveret på et revolvergevær fra 1843, nu i Søartilleriets samling:

Når voldsmand Danmark vil overfalde, når konge og fædreland mon kalde, gid da! mit barn med klangfuld røst du tordne må mod fjendens bryst for fædreland, for konge. Du fik stærke tand og tunge.

(Fig. 8)

Lit: P. Rasmussen: Et Par Blade af mit Liv og Levnet. 1862 og 1907. - Samme: Oplysninger betræffende Rudkøbing Købstad. Rudk. 1849. - Arne Hoff: De rasmussenske Revolvergeværer. Kbh. 1946.