Rudeglar

Det havde der imidlertid. Under udgravning til en kloakledning i forbindelse med nybyggeriet viste der sig pludselig mængder af store mursten, tagsten, potteskår, glasskår og andre umiskendelige tegn på, at der har boet mennesker før Hovedgården blev rejst. Blandt de omtalte glasskår var også dele af drikkeglas, og da Silkeborg Museum i sin udstilling har et særdeles veldateret glasmateriale, nemlig det som Ålborgarkæologen Peter Riismøller i 1964 udgravede på forskellige lokaliteter i Silkeborgskovene (se Skalk 1964:6), var det ingen sag at fastslå alderen. Bygningen må have været i funktion omkring 1600.

Grøften blev udvidet til et felt på ca 4x4,5 meter, og nu viste der sig jordfaste dele af et ovnanlæg med længderetning nord-syd. Gulvet, som lå henved én meter under overfladen, var delt i tre langsgående bælter, det i midten, der var langt det bredeste, af rødbrændt ler, de to langs kanterne teglstenslagte med en overflade, der var brændt næsten glasagtig. Det sås, at ovnen har været overhvælvet, og at den udvendig fra, i hvert fald mod vest, var støttet med store sten, men desværre tillod det snævre udgravningsfelt og tidspresset, vi arbejdede under, ikke den grundige undersøgelse, som havde været ønskelig (Fig. 3, Fig. 4, Fig. 5). Hvordan ovnens indgangsparti har været, fik vi således ikke rede på, da det faldt uden for udgravningsfeltet. Det kan undersøges senere, men kræver fjernelse af blandt andet et stort træ, så vi tøver en kende.

I nedbrydningslaget over ovngulvet fandtes skår af jydepotter, men også glaserede skår med bemaling i en ornamentik, der var almindelig under renæssancen. Størst interesse vakte dog de mange glasskår, der tydeligt stammer fra tildannelse af vinduesruder. Der var hele og halvfærdige ruder og meget affald. De karakteristiske »musebidte« kanter viser, at en »krøjseltang« har været i anvendelse.

Bly forekom også, enten som rent støbeaffald eller som stumper af blysprosser - altså igen noget, der har med vinduer at gøre. Alt i alt talte meget for, at det var et glarmesterværksted, vi var dumpet ned i, og til yderligere bekræftelse dukkede et stykke jern op, 37 cm langt, med en klump i den ene ende. Denne sidste antog ved afrensningen en spids form, og hele stykket fik lighed med en loddekolbe, hvad det nu ikke var, der er givetvis tale om et sprængjern, glarmesterdiamantens forgænger. Sprængjernet varmes op, og den glohede spids trækkes hen over det på forhånd fugtede glasstykke. Glasset kan derefter let knækkes i den bane, hvor man har trukket jernet. Afløseren, diamanten, gjorde sin entre omkring 1600, men endnu på glarmestrenes laugssegl fra 1681 ses en løve med et sprængjern over skulderen. I konkurrencen mellem de to instrumenter blev diamanten vinderen, fordi den ikke krævede opvarmning, men sprængjernet var ikke noget dårligt redskab (Fig. 6, Fig. 7, Fig. 8). Blandt fundene var en rund glasskive, kun et par centimeter i diameter. Det må være et demonstrationsstykke.

Råproduktet, rudeglasset, må glarmesteren have fået andetsteds fra, sikkert fra de før omtalte glashytter i Silkeborgskovene, som blev drevet af kongen, og hvor vi ved, der blev fremstillet »tafelglas« (tavleglas til vinduer). Det foregik ved at glaspusteren først blæste en aflang, nærmest pølseformet, glasballon så stor, som det var ham muligt. Ved afklipning af ballonens ender opstod en cylinder, som, når den blev skåret op på langs, kunne foldes ud til en firkantet glasplade. Under processen kunne det ikke undgås, at ballonens yderside kom i berøring med andre ting, hvorved den blev noget ujævn, mens indersiden forblev glat (»ru« og »blank« hed det i fagsproget). Denne forskel, som almindelige dødelige næppe kunne se, blev af glarmestre taget meget højtideligt. Ved svendeprøver var det kassationsgrund at sætte rusiden udefter.

Datidens ruder var ganske små og i reglen rhombeformede (som kortspillets ruder), men der var i øvrigt plads for mange variationer. I et enkelt vindue kunne være op til flere hundrede ruder føjet sammen med blysprosser. En glarmesterbog fra 1670, opbevaret i manuskript på Nationalmuseet, viser mønstre til 21 forskellige vinduesmosaikker, hver med sit navn: kløverblad, fiskeskæl, biskopstav o.s.v (Fig. 9).

En anden glarmesterbog, et århundrede yngre end den ovennævnte, giver en indgående beskrivelse af, hvordan rudefremstillingen fandt sted »i gamle dage«, altså på den tid, vi her taler om. En skabelon blev lagt over et passende glasstykke og bestrøget med hvid farve ud over kanterne, så at rudens form nu stod tegnet på glasset. Når farven var tør, blev glasset vendt og fugtet, hvorefter ruden kunne tilskæres groft med sprængjernet. Større fremspring blev slået bort med en lille hammer af buksbom eller bly, og så fulgte den omstændelige afgnaven med krøjslen, som gav ruden den præcise af skabelonen bestemte form.

Den store ovn, som var fundets udgangspunkt, voldte os en del hovedbrud. Hvad skulle glarmesteren med den? Strengt taget kunne den vel være til et helt andet formål, for eksempel brødbagning, potte- eller teglstensbrænding, men disse muligheder måtte af forskellige grunde afvises. Vor ovn er af en meget speciel type (det har ikke været muligt at finde overbevisende paralleller), hvilket kunne tyde på, at den også har haft en helt speciel anvendelse. Den løsning, vi foreløbig er standset ved, og som forekommer os sandsynligst, er, at ovnen har været til fastbrænding af malerier på glas. Billedruder var yndede under renæssancen (se Skalk 1968:2), men naturligvis kun opnåelige for samfundets velhavere, så produktionen har været af begrænset omfang. Fremstillingsteknikken er os bekendt i hovedtræk. Til farvelægningen, der foregik på det tilskårne glas, blev anvendt forskellige metalpulvere. Når det ønskede resultat var nået, blev stykkerne lagt i den særlige dertil bestemte ovn, hvis indretning de gamle beskrivelser beklageligvis ikke kommer nærmere ind på. Herefter varmedes ovnen op til ca 600 grader, men netop dette punkt var kritisk: for høj temperatur betød, at glasset smeltede til uformelighed, for lav, at maleriet ikke blev fastbrændt. Til kontrol havde man et aflangt stykke glas anbragt på et par jernklodser. Når »vægteren« begyndte at synke på midten, var ovnen ved at være for varm. De påbrændte malerier kunne være særdeles farvestrålende, men desværre har fundet ikke levnet os prøver. Den svagt grønlige tone, som det meste af vort glas har, skyldes nok jernforbindelser i det anvendte sand (Fig. 10). At fremstille helt klart glas, synes at have ligget over de danske renæssanceglasmageres formåen.

Om ovnen var sammenbygget med huset, hvor glarmesteren boede, eller den har ligget ved siden af, kunne ikke afgøres på grund af udgravningsfeltets beskedne størrelse, men den store mængde husholdningsaffald, der var blandet med glasaffaldet, viser i hvert fald, at afstanden mellem bo- og arbejdssted ikke har været stor. I Silkeborg Slots regnskaber nævnes en Anders Glarmester, som beboede et hus i nærheden af slottet, og det fremgår, at han adskillige gange har leveret glas til herskaberne. For året 1621 er således noteret, at »fem store nye vinduer blev gjort udi dronningens kammer og gemak, nok seks store vinduer blev gjort og af ny udi kongelig majestæts sal og gemak«. Navnet Anders Glarmester figurerer også i forbindelse med vinduer leveret til Rosenholm nordøst for Århus, så det er sandsynligt, at han har virket ud over Silkeborgområdet; kundekredsen på dette særlige område var jo som nævnt beskeden. Prisen pr rude var én skilling, og det lyder jo ikke særlig lønsomt, men her må man tage rudernes mængde i betragtning. Og endnu en ting, nemlig deres ofte meget korte levetid. I køkkenet på Københavns Slot slog man i 1673 på et halvt år 1732 »spidse ruder« itu, i Ernst Gynthers gemak 303, i prins Jørgens 236, i kongens 287, i dronningens 229, og samtidig blev der indsat flere helt nye vinduer. Galt var det også efter den halvårlige vinduesvask; ved en lejlighed måtte den københavnske glarmester forny 87 glas i kongens og 132 i dronningens vinduer. For slet ikke at tale om de kongelige fester, hvor der ligefrem kunne gå sport i glasknuseriet. Til Christian 4.s kroning var man så forudseende at bestille 10.000 ruder og 30.000 drikkeglas fra glashytterne ved Silkeborg.

I 1624 var det Niels Glarmester, der leverede til slottet; Anders er gledet ud af billedet. Om Niels kan vi læse, at han boede i et teglstenshus ved slottet, så det er muligt, at han har overtaget Anders’ hjem og arbejdsplads. Hvornår værkstedet ophørte, er os ubekendt, men fundmaterialet, så vidt vi kan datere det, tyder ikke på, at det har rakt ud over 1600-årene. Huset kan naturligvis være blevet stående, men ikke længere end til 1767, hvor Hovedgården blev opført på næsten samme sted. De genbrugsmaterialer, som vi finder i bygningen, kan stamme fra slottet, men nogle af dem måske også fra det gamle glarmesterværksted.

Det gælder således en stor murstensbrok med påskriften »Anno 1606«, som blev fundet ved museumsbyggeriet, men til afveksling i en af fundamentgrøfterne under selve Hovedgården (Fig. 11). Også den kan naturligvis stamme fra slottet, men det er dog mindre sandsynligt, at man har slæbt den de 500 meter til den nye byggeplads blot for at lade den indgå i fundamentet. Vi ville foretrække at betragte den som en personlig hilsen fra Anders Glarmester, men må - her som på så mange andre områder - tage forbehold.