Rottefængeren

Katte og hjemmelavede fælder var, hvad almindelige mennesker havde at sætte ind mod gnaverdyrene, som var en sand plage - vel ikke lige slem hvert år, men undertiden voksende til det utålelige. Kampen mod dem må i middelalderen have forekommet endeløs. Musene og rotterne generede ved deres piben, som Olaus Magnus beskriver det, men værre var de indhug, de gjorde i madforrådene. Og værst af alt: de kunne forårsage helt store katastrofer - som i 1347, hvor de bragte pestbacillen til Europa, om end indirekte gennem en loppe, de var værtsdyr for. I to forskellige skikkelser, som byldepest og som lungepest, fejede »den sorte død« hen over Vesteuropa i flere tilbagevendende epidemier, der på det nærmeste halverede befolkningen.

Den sorte rotte, som dominerede i middelalderen, var ellers - bortset fra pesttransporten - ikke nær så slem som vor tids rotter; den var mindre i størrelse og også mindre frugtbar. Afløseren, den brune rotte, kom til Europa fra Asien i begyndelsen af 1700-årene og fortrængte efterhånden helt sin sorte slægtning fra dens territorium. Også middelalderens husmus var formentlig mindre end nutidens, den blev i hvert fald, ligesom den sorte rotte, fortrængt af en anden mere yngledygtig art. Til gengæld havde skadedyrene dengang langt bedre livsbetingelser på grund af den dårlige renovation og fødevarernes lettere tilgængelighed.

Bekæmpelse af rotter og mus har været en del af dagligdagen. En anonym borger i Paris, som omkring 1400 skrev en bog med gode råd til sin unge kone, kommer også ind på dette emne og har en hel række forslag til dets håndtering (Fig. 2). For det første skal der holdes et passende antal katte, og tør vi tro 1400-årenes hjemmelivsbilleder, så er det råd blevet fulgt i de fleste familier. Dernæst skal man tilkalde rottefængeren, der altså ikke var forbeholdt det fjerne Norden, men også kendt hernede. For det tredje kan man opstille fælder: klodser med faldmekanismer af små pinde, som fingernemme tjenestefolk forstår sig på. Endelig er der den mulighed at udlægge gift, og her har han tre forskellige opskrifter, hvor planten stormhat er en vigtig ingrediens. Den hører til ranunkelfamilien og dyrkes i haver. Navnlig den blåblomstrede er meget giftig.

Skønt musefælder må have indgået med adskillige eksemplarer i hver eneste middelalderlig husholdning, omtales de sjældent i skriftlige kilder (pariserbogen er et af de få tilfælde), og der er endnu ikke fundet spor af dem ved arkæologiske udgravninger. De eksemplarer, som findes på museerne, er højst 150 år gamle. Vor viden om dette lidt specielle stykke middelaldermekanik ville derfor være meget ringe, hvis det ikke var på grund af billeder - som også er i begrænset antal, men som dog optræder nu og da, for eksempel i fabelsamlinger, hvor man ser den grådige mus komme galt af sted, mens den kloge væsel klarer sig. Selv om historierne er de samme, kan fælderne variere meget. Groft taget er der tre typer: faldfælden, smækfælden og burfælden - de to første var åbenbart især populære i Mellemeuropa, mens burfælden blev foretrukket af sydeuropæerne (Fig. 3, Fig. 4). Alle tre har i deres mere udviklede former eksisteret langt op i tiden, så langt, at man kan finde dem mellem museumseksemplarerne (Fig. 5, Fig. 6).

Faldfælden består i sin simpleste form, den som borgeren i Paris beskriver, af en tung klods, som er hævet fra sit underlag med nogle små, kunstfærdigt sammenstillede pinde. På en af disse er anbragt lokkemad, som musen fristes af med det resultat, at hele opstillingen ramler sammen og ender dyrets liv. Der er ikke bevaret middelalderlige afbildninger af denne fældetype, men vi kender den udmærket, da den har været i brug helt op til vor tid med en mursten som klods; ved omtale af murstensfælden i Skalk 1961 oplystes det, at den på det tidspunkt endnu var i brug på Fejø. I de lidt mere kunstfærdige faldfælder glider klodsen ned langs to styrestænger, når musen træder på et løst bundbræt og derved udløser faldmekanismen; denne type, som er nemmere at opsætte og mere træfsikker end murstensfælden, kan ses på billeder fra 1400-årene, men kendes også fra nyere tid og er repræsenteret i museerne.

Smækfælden virker ikke ved fald, men ved fjederkraft - i al enkelhed for eksempel ved at to sammenlagte og i den ene ende sammennaglede brædder, der er spændt fra hinanden, frigøres og slår sammen. Som ved faldfælden er der lokkemad anbragt på passende sted, hvor dyret let kommer til at udløse mekanismen. Også her kan træfsikkerheden være øget ved anbringelse af styrepinde i et galgeformet arrangement. Smækfælden optræder (med eller uden galge) i fabelillustrationer og ses på et Skt Gertrudsbillede i en hollandsk bønnebog fra ca 1435; det viser helgeninden stående på et flisegulv dekoreret med - skiftevis - mus og smækfælder. En mere avanceret udgave af fælden med fjederkraft er kendt fra et maleri på det såkaldte Merodealter (det vil blive nærmere omtalt nedenfor), men andre spor synes den ikke at have sat sig i middelalderen. Typen har imidlertid levet videre, for næsten 300 år senere, i 1708, dukker den op i et dansk manuskript. Der er tale om en slags lav æske med en smækkeanordning, som musen sætter i funktion, når den betræder bundbrættet. I den galgeformede overdel sidder en snoet streng, som via et indsat træstykke leverer fjederkraften. Den avancerede smækfældes effektivitet og anvendelighed til sit formål er efterprøvet med held på et engelsk museum (Fig. 7, Fig. 8, Fig. 9, Fig. 10).

I den tredje fældetype, burfælden, udløses en falddør, når musen søger lokkemaden, som er anbragt inde i buret. Igen er det dyrefablerne, som forsyner os med illustrationer, men også fælden på Olaus Magnus’ ovenfor viste rottefængerbillede hører sikkert til gruppen; den klokkeformede indretning må være opklodset med henblik på rottefangst. En moderne variant af burfælden virker ved, at musen løber op af et skråbræt, som på et tidspunkt vipper over, så at indgangen spærres. »Den humane musefælde« har fabrikanten kaldt sit produkt, men humaniteten afhænger vel egentlig af, hvad der senere sker med musen.

At mus og musefælder optræder i de middelalderlige dyrefabler, er naturligt nok, mere overraskende er det også at møde dem i den religiøse kunst, men det har naturligvis sin forklaring. Når, som tidligere nævnt, Skt Gertrud, den flanderske kongedatter, der omkring 650 valgte nonnedragten frem for fyrsteligt ægteskab, afbildes stående på et flisegulv med muse- og musefældemotiver, skyldes det, at en af hendes helgenfunktioner var at beskytte mod den slags utøj (Fig. 11). Selv de himmelske magter blev taget til hjælp ved skadedyrsbekæmpelsen. Sammenhængen er her klar og gennemskuelig, men sådan er det ikke altid. Vi skal se et eksempel med en yderst dybsindig symbolik.

Det før omtalte Merodealter, sådan kaldet efter en familie, der har ejet det i århundreder, er fremstillet omkring 1420 til en kirke i Flandern, men befinder sig nu på Metropolitan Museet i New York. Udsmykningen, af kunstneren Robert Campin, repræsenterer den første naturalisme i europæisk maleri. Datidens flamske malere nød at gengive deres egen verden med alle de dagligdags brugsting, og til denne blev også de bibelske scener henlagt, blot tilsat en rigdom af religiøs symbolik. Adskillige kunsthistoriske analyser har haft Merodealteret som emne.

Der er tale om en trefløjet altertavle. I midterfeltet ses Maria bebudelse, men rummet, hvor den foregår, er en velhavende flamlænders stue, og møbler og genstande er sådanne, som i dag kan findes på museer. Bortset fra selve bebuderen, ærkeenglen Gabriel, ser det hele meget dagligdags ud, men går man scenen efter, opdager man et væld af symbolik i detaljerne. Løverne på foldebænken, liljen i fajancevasen og det slukkede lys i stagen - alt har sin særlige betydning. Det gælder naturligvis også billedscenerne i de to sidefløje, til venstre et par knælende personer, åbenbart mæcenerne, der har bekostet tavlen, og til højre tømmermanden Josef, Marias trolovede, ved en lidt overraskende beskæftigelse. Han laver musefælder.

Mens Maria er fremstillet ganske ung, er Josef en værdig ældre borger. Han er ved at bore huller i en plade, og på bordet ligger forskelligt værktøj omkring et større apparat, formodentlig det han arbejder på. Det er en smækfælde af den avancerede type med fjederkraften i en snoet streng. En anden fælde, af faldtypen med styrestænger som den ovenfor afbildede fra Fåborg, står på den udslåede vinduesskodde. Vinduet vender ud mod en torveplads, så der må være tale om en slags udstilling for købelystne (Fig. 12, Fig. 13, Fig. 14, Fig. 15). I danske bylove nævnes en særlig afgift, vinduesgæld, for dem, der ikke sælger på torvet, men fra vindue.

At lave musefælder var, som den gode pariserborger fortalte os, et arbejde for tjenestefolkene. Hvordan kan den hellige Josef, Jesu plejefar, befatte sig med sligt? Forklaringen finder vi hos Skt Augustinus, der døde 430. Han skriver om djævelen, at han blev narret ved den ubesmittede undfangelse og gjort magtesløs ved troen på Kristi korsdød. »Herrens kors var djævelens musefælde, og lokkemaden, han blev fanget af, var Herrens død«.

Augustinus’ sindbillede vandt genklang hos senere teologer. En af de tidlige 1400- års berømte flamske prædikanter brugte lignelsen og var blandt de ivrigste til at fremhæve Josefs værdighed. Det er i denne sammenhæng, vi skal se Merodealterets billede.

De senere års milde vintre har fremmet muse/rotte-bestanden og sat øget gang i dens bekæmpelse. Blandt de forsøgte midler er et moderne sidestykke til rottefængeren, en lydgiver, der efter fabrikantens sigende skulle få de plagsomme dyr til at forsvinde - om ikke ud i en våge, så dog ind til naboen. Desværre har det vist sig, at de små gnavere meget hurtigt vænner sig til lyden.