Røgelse
Vore gamle landsbykirker var fra begyndelsen romersk-katolske. Man tænker vel sjældent over det, men det er dog en kendsgerning, at kirkerne har været katolske omtrent lige så længe, som de har været evangelisk-lutherske. Der er nu heller ikke bevaret ret mange ting, som direkte minder os om tiden før reformationen. Naturligvis er der de kalkmalerier, som fortæller helgenlegender eller lignende, nogle steder også det store lægmandskrucifiks fra korbuen, som nu gerne er hængt op på skibets langvæg, og hist og her et monstranshus; sjældent mere. Og dog, endnu én lille ægte katolsk ting finder vi i mange kirker, nemlig et røgelseskar, ofte endda meget gammelt, måske jævnbyrdigt med kirken i alder. Det er en lille beholder af malm bestående af underskål og låg, kunstfærdigt støbt med forsiringer og mange trækhuller og hængt op i en slags stang- eller kædesystem. Man brugte røgelseskarret - og bruger det stadig i katolske kirker - under gudstjenesten eller ved de kirkelige processioner, som katolikkerne ynder. Der blev så lagt små stykker glødende trækul i skålen og røgelseskorn oven på, og det blev svunget frem og tilbage for at gløde og ryge des bedre. Røgelsen opfattede man som et symbol på bønnen, der stiger mod himlen.
Af Paul G. Ørberg
Men røgelsen forsvandt med reformationen i begyndelsen af 1500-årene, og hvordan går det da til, at sådan en lille tingest som røgelseskarret er blevet bevaret i så påfaldende mange kirker? Museumsfolk har svaret på rede hånd: karrene fik en ny funktion; de blev brugt som ildpotter. Det var nemt og praktisk for degnen, som skulle tænde alterlysene, at hente gløder i et røgelseskar fremfor i en gammel træsko! På den måde nyttiggjordes de små metalbeholdere helt frem til midten af forrige århundrede, da tændstikker kom i almindelig brug. Det lyder altsammen rimeligt nok, men det er nu ikke hele forklaringen.
Tapdrup kirke nogle få kilometer øst for Viborg er én af de forholdsvis mange jyske kirker, som stadig har sit røgelseskar i behold. Det er et smukt eksemplar, som vistnok stammer helt tilbage fra 1200-årene. I dag hænger det i korets sydøstlige hjørne. Højst sandsynligt har det også været anvendt som ildpotte, når man fra den nærmeste gård bragte gløder til kirken; skole og bosiddende degn kom der først sent i den lille landsby. Men røgelseskarret blev også brugt på anden vis. (Fig. 1)
Fig. 1: Tapdrup kirke ligger seks kilometer øst for Viborg ved landevejen, der fra denne by går over Vejrumbro og Løvskal til Randers. Det er en typisk jysk landsbykirke, hvis oprindelige romanske dele er bygget af granitkvadre. Den interessante sydportal, som ses på billedet, er sikkert inspireret af domkirken i Viborg. (Fot. Ejvind Rasmussen)
I Nationalmuseets arkiv findes en beretning nedskrevet 1927 af den gamle kirkemaler Chr. Bang og omhandlende vort røgelseskar. Her fortælles, at museumsmanden A. Strunk i 1840'erne som ung student har været i Tapdrup og dér set karret i brug fastelavnssøndag; det var en gammel skik, at der denne ene dag blev brændt røgelse i kirken. Bang har ikke beretningen på første hånd, men gennem en mellemmand, en lærer Nielsen i Tapdrup. Åbenbart har han selv været lidt beklemt derved, for han tilføjer, at meddeleren er en intelligent og anset mand, så fortællingen sikkert har sin rigtighed. (Fig. 2)
Fig. 2: Røgelseskarret er støbt i bronze og har muligvis været forgyldt. Låget er formet som en borg, der knejser med tårn og tinde, et billede på det himmelske Jerusalem. Oprindelig har karret sikkert hængt i kæder, men nu er det monteret med stænger af jern, de går gennem øskenpar på skål og låg og er foroven fæstnet til et fliget samleled, en såkaldt »lilje«. Fra den tomme øsken, som ses på liljens underside, har en kæde ført ned til det lille øje på toppen af lågets tårn (»lanternen«); ved hjælp af den kunne man løfte låget og lægge mere røgelse på, selv om karret var ophedet under brug. (Fot. Ejvind Rasmussen)
Det er unægtelig en interessant oplysning, og det, der har fundet sted i Tapdrup, må man også have kendt til i andre kirker. Det er et godt eksempel på, hvor stædigt befolkningen kunne holde fast ved gammel sæd og skik. Man kan så spørge, hvorfor vi dog ikke har underretning om denne fastelavnsskik fra anden side. Det er sikkert præsternes skyld! Den rationalistiske eller pietistiske gejstlighed har utvivlsomt betragtet den gamle sædvane som noget tøjeri, almuen i sin uvidenhed ikke ville slippe. De lærde har været rent ud sagt flove over disse »fastelavnsløjer« og derfor ladet, som om de slet ikke eksisterede. Og ved midten af forrige århundrede har man ikke blot fået den »katolske« skik afskaffet, men også fået den - så godt som! - tiet ihjel.
Lit: Troels-Lund: Dagligt liv i Norden, 6. udg. bd. 1. - Tage E. Christiansen: Røgelseskar fra Viborg, i: Fra Viborg Amt 1969.
