Rige til salg
Det danske kongehus var i middelalderen en eftertragtet alliancepartner for europæiske fyrsteslægter, det kom til udtryk i en lang række giftermål, som dog ikke altid gav de forventede fordele på den magtpolitiske arena. Men de implicerede familier kunne i hvert fald glæde sig over den anseelse, et fyrsteligt ægteskab bragte dem, og brudgommen - mere håndgribeligt - over medgiften, det gods og guld, der fulgte med den udkårne, og det var ikke altid småting. Først når medgiften var bestemt, blev aftalen om ægteskab endelig beseglet. Tilbage stod imidlertid at få den udbetalt, og det kunne holde hårdt i normale tider for slet ikke at tale om de trange. 1300-årene hørte så udpræget til de sidstnævnte, og det skete, at der blev grebet til utraditionelle midler. (Fig. 1)
Af Troels Balslev Wingender
Fig. 1. Ingen billedtekst.
1320 var Christoffer 2. kommet til magten, men som konge havde han ikke nogen heldig hånd. Et lyspunkt var der dog, for i 1324 lykkedes det ham at få sin datter Margrete gift med markgreve Ludvig af Brandenburg - ikke noget dårligt parti, for ganske vist var ægtemanden kun ti år, men hans far var ingen ringere end den tyske kejser. Denne, der var i strid med paven, kunne bruge Christoffer som mægler (hvilket for resten ikke lykkedes særlig godt). Christoffer på sin side har vel håbet gennem den fine forbindelse at kunne styrke sin egen magtposition, og det kunne nok tiltrænges: han regerede på stormændenes nåde og over et rige i fuld opløsning; store dele var pantsat til holstenske grever. Det var et skråplan, man var kommet ind på under forgængeren Erik Menved, og Christoffer var ikke af format til at rette op på skaden. Han prøvede febrilsk at redde stumperne, men kunne ikke forhindre, at Danmark styrede lige lukt mod afgrunden.
At komme i forbund med det brandenburgske fyrstehus og gennem det med den tyske kejser, var ikke gratis, Christoffer måtte love markgreven (eller altså rettere hans far) en medgift på ikke mindre end 12.000 mark sølv. Brylluppet fandt sted, men pengene udeblev; kongen var forarmet og endnu ved hans død 1332 stod regningen ubetalt. Her sluttede sagen dog ikke, den tyske kejserfamilie var ivrig efter at få tronen besat med afdødes nærmeste arving, så at han kunne vedstå gælden. Dengang var det ikke en selvfølge, at kongeværdigheden gik i arv. En ny regent skulle vælges, så intet var givet på forhånd.
To af Christoffers sønner, Otto og den noget yngre Valdemar, søgte efter tur kejserfamiliens støtte til at efterfølge faderen. Hver for sig - og i næsten enslydende breve - lovede de, hvis de »måtte blive salvet og kronet til Danmarks konge«, at indfri den gamle gæld ved at afstå hertugdømmet Estland »som medgift eller i stedet for medgift« i det ægteskab, der var indgået mellem markgreve Ludvig og deres søster. Estland havde siden Valdemar Sejrs tid, altså i mere end hundrede år, været i de danske kongers besiddelse og et fast punkt i deres Østersøpolitik. Markgreven og hans kejserlige ophav var interesseret, men de ville nu foretrække kontanter frem for det fjerne landområde. På den anden side kunne de jo sælge Estland, når det først var i deres besiddelse, og faktisk havde de en køber på hånden, nemlig en tysk ridderorden kaldet Skt Marias hospitalsbrødre - et smukt og næstekærligt navn, som man ikke umiddelbart ville tro dækkede over Østersøegnens stærkeste militærmagt med basis i området syd for Estland. Bevarede dokumenter viser, at kejserfamilien syslede med planer i den retning, men her stødte man på hindringer: som gejstlig orden var ridderne underlagt pavemagten, og netop paven stod, som vi har hørt, på en særdeles dårlig fod med den tyske kejser og tillod ikke sine undergivne at lave aftaler med ham og hans. Planen løb således i første omgang ud i sandet. Altså stadig ingen medgift. Det brandenburgske grevepar måtte væbne sig med tålmodighed. (Fig. 2)
Fig. 2. I Næstved Skt Peders kirke findes et samtidigt billede af Valdemar Atterdag. En vedføjet latinsk indskrift lyder i oversættelse: I året et tusinde tre hundrede og femoghalvfjerds, på dagen før Crispini fest, da - husk det - døde kong Valdemar. - Fot: Nationalmuseet.
Den uafklarede situation holdt sig en årrække. Ingen ny konge blev valgt, og den ældste af kandidaterne, Otto, der med svogerens støtte havde forsøgt en revolte mod de holstenske grever, var endt i fangenskab og dermed ude af billedet. Først efter otte kongeløse år skete der noget: 1340 mødte Gerhard, den mest magtfulde af greverne, sin skæbne i Niels Ebbesens skikkelse, og det gav Valdemar, Ottos bror, der senere fik tilnavnet Atterdag, mulighed for at bestige den ledige trone - som »de danske og venders konge, hertug af Estland«. Han synes ikke at have haft særlig travlt med at udrede søsterens seksten år gamle medgift, men begivenhederne fremskyndede sagen. I Estland var et bondeoprør brudt ud, og for at slå det ned var den tyske orden, hvis hære jo befandt sig i nærheden, bedt om at rykke ind i landet. Efterfølgende viste ridderne sig meget uvillige til at rømme området igen, de ønskede at blive, officielt af hensyn til fredens opretholdelse. Det er næppe kommet Valdemar på tværs, han var jo indstillet på at ofre Estland for at fremme sine danske interesser. Det har sikkert også haft betydning, at Otto efter sin løsladelse fra fangenskabet var indtrådt i ridderordenen.
En handel kom da i stand august 1346. Af kvitteringerne fremgår, at den tyske Mariaorden for købet af Estland betalte markgreve Ludvig 6000 mark sølv og kong Valdemar 13.000. Paven havde ikke skiftet Standpunkt, han så stadig med alt andet end milde øjne på forretningsforbindelser mellem de fromme ordensbrødre og kejserfamilien, så der blev gået stille med dørene. Antagelig har detaljer i handelen, især markgrevens andel, ligefrem været hemmeligholdt. Den officielle version fremgår af et brev fra Valdemar til pave Clemens, dateret juni 1347. Han fortæller her, at han »af visse grunde, der angår os og vort rige, under navn af salg og køb fuldt ud har modtaget 19.000 mark lødigt sølv af samme højmester, brødre og orden«. Altså ikke et ord om markgreven, men der kunne jo være sivet noget ud, så Valdemar tilføjer: »For at sandheden ikke skal være skjult, og for at de onde skal afskæres fra mulighed for bagvaskelse, skriver vi dette, dersom nogle af vore eller førnævnte brødres fjender skulle antyde noget andet over for Eder, hellige fader«. Valdemar var en dreven politiker, han spillede sit spil, og for at fremme det stak han gerne en hvid løgn. (Fig. 3)
Fig. 3. Riddere af den tyske orden bar en hvid kappe med et sort kors. Grunden til broderskabet var lagt 1189 under et korstog.
Hvordan markgreven stillede sig til handelen, ved vi ikke, men han kan næppe have følt sig helt tilfreds. Hvor han tidligere havde fået lovning på hele hertugdømmet Estland med fuld ret til at sælge det, måtte han nu nøjes med et forholdsvis beskedent beløb, mens svogeren stak resten i egen lomme. Her faldt den på et tørt sted: for at indløse sit pantsatte rige havde Valdemar brug for alt, hvad der kunne skrabes sammen, og han skrabede med stor dygtighed. De 6000 mark sølv, som blev markgrevens part, var for resten kun halvdelen af den oprindelig aftalte medgift, men måske har det spillet ind, at betalingen først faldt på et tidspunkt, hvor markgrevinden, som det hele drejede sig om, havde ligget under mulde i seks år.
Estlands indslag i Danmarkshistorien blev kun et kort mellemspil, men det satte sig varige minder. Til erobringen 1219 knytter sig sagnet om Dannebrog, der faldt ned fra himlen, og salget 1346 var i hvert fald med til at holde Danmark på danske hænder. Uden det kunne meget have set anderledes ud i dag.
