Ribes tårn

Det er ikke et øjenvidne, der taler, men beretninger - ikke helt enslydende - fra en senere tid. Kirken selv bekræfter imidlertid, at der er sket et tårnstyrt før 1300.

Det er typisk for beretninger som ovennævnte, at vi får noget at vide, men aldrig det hele. Bispekrøniken, nedskrevet omkring 1230, fortæller, at bisp Thure, der faldt i slaget ved Fotevig 1134, som den første grundlagde Ribe kirke, og en anden kilde siger, at kirken og det tilhørende kloster hærgedes af en »dobbelt brand« 1176. Men hvad er det for en bygning, der tales om? Er det den nuværende kirke eller en forgænger? Der har jo stået adskillige, siden bispesædet oprettedes 948.

Det skal straks slås fast: Den kirke, vi kender i dag, er det ikke. Thures kirke stod på pladsen, da man påbegyndte den nuværende fra øst, og det var den, ilden hærgede 1176. Tænker vi os byggepladsen umiddelbart før katastrofen, har den nye kirkes korparti hævet sine mure højt over den ældre bygning. Efter branden blev tomten ryddet - det skulle jo være sket alligevel - og byggeriet fortsat. Omkring 1225 stod kirken færdig med to ens tårne mod vest, ganske som søsterkirkerne i Lund og Viborg. Hvordan partiet mellem tårnene har været udformet, er ikke helt klart. Her synes at have været planlagt et tredje tårn i kæmpestørrelse, men det blev i hvert fald aldrig virkeliggjort.

Et domkirkebyggeri varede længe, så det er måske ikke så mærkeligt, at nye tanker opstod undervejs - nye ideer, som man ønskede at realisere. Således også her - næppe var bygningen fuldført, før man begyndte at udskifte højkirkens oprindelig flade trælofter med hvælvinger, og det blev roden til meget ondt. Allerede 1266 truedes kirken af sammenstyrtning, fordi de tunge hvælv pressede murene fra hinanden, ja de trykkede så hårdt, at de hvælv, der allerede fandtes i sideskibene, deformeredes, som det endnu ses i kirken. Det er nok baggrunden for tårnets fald 1283 (fig. 1).

Moderne udgravninger har afsløret betydelige rester af det styrtede nordvesttårn, og i kirkens murværk ses endnu spor af det omfattende genopbygningsarbejde, som snart efter iværksattes. Det faldne tårn blev ikke genskabt i sin oprindelige skikkelse, på dets plads rejstes et nyt og meget større, det som i dag er ikke blot kirkens, men hele byens vartegn. Ved byggeriet benyttedes det gamle fundament, men udvidet, hvilket viste sig at være en dårlig ide - nyt og gammelt kom nemlig aldrig til at hænge sammen, der skete forskydninger, som fik de nye mure til at slå revner. Det førte til en ny sammenstyrtningskatastrofe. Natten til 13. august 1594 rev tårnets nordvestre hjørne sig løs helt fra toppen og tog byens stormklokke med sig i faldet. Den havde da hængt der i 261 år (fig. 2).

1610 stod tårnet genrejst, nu med flad top, ikke som oprindeligt med spir og blændingsgavle. Også stormklokken blev genophængt. Efter at være nystøbt i bispens have førtes den til kirken på en slæde trukket »af lutter små peblinge«.