Ribes ruder

Umiddelbart skulle man vente, at tiden efter middelalderen var lige så rigt repræsenteret i jorden under byen, men det er ikke tilfældet. I Ribe synes renovationen at være kommet nogenlunde samtidig med reformationen. Graver man for eksempel i området mellem domkirken og åen, er det første, man støder på, et svært brandlag fra byens sidste storbrand i 1580.

En sådan undersøgelse fik Den Antikvariske Samling i Ribe lejlighed til at foretage sidste sommer, da hotel Dagmar skulle grave kælder under sit nybyggeri ud til Peder Dovns Slippe. På trods af gravemaskinens hårde fremfærd mod jordlagene lykkedes det at bjærge mange gode ting herfra, men det bedste var dog en samling glasskår, som fremkom lige under overfladen tæt ved nabohusets gavl. I første omgang troede udgraverne, at der var tale om glas, som var lagt ned i sylden for at holde rotterne ude, men en nærmere undersøgelse afslørede en grube på 40 centimeters dybde, een meters bredde og over een meters længde; den ene ende var fjernet af gravkoen. Gruben gennembrød lige netop det omtalte brandlag fra 1580. Den må altså være yngre end branden -men næppe ret meget yngre, efter hvad de arkæologiske forhold synes at vise.

Gruben var så tæt stoppet med glas, at der knap nok var plads til jord imellem. Skårene blev taget op og kunne efter endt rensning opdeles i følgende grupper: 1. affaldsglas fra rudetilskæring, 2. glasruder og 3. drikkeglas. Af de sidstnævnte blev der kun fundet få stumper; de stammer fra de i 15- og 1600-tallet velkendte »pasglas« og »stangenglas«.

Langt den største part af skårene hører til gruppe 1 og 2: affaldsglas og rudeglas. De optræder i flere farver. Det almindeligste er klart glas af mere eller mindre grønlig tone; desuden findes gulligt og brunligt glas og forskellige nuancer af blåt og rødt. Affaldsstykkerne viser med sine fortykkede, afsmeltede kanter, at rudeglasset er kommet til byen i store »tavler«. Det vil sige, at man på glasværket har blæst en aflang ballon, dernæst klippet enderne af og endelig bredt den fremkomne cylinder ud efter at have klippet den op på langs. Det anvendte glas har »musebidte« kanter, som var almindeligt i ældre tid, hvor glasset blev grovskåret med glødende jern og derefter afnippet med »krøsel«; det var før glarmesterdiamantens tid. Det klare grønlige og blålige glas har åbenbart hørt til rhombeformede eller rektangulære ruder, og størsteparten bærer spor af at have siddet i blysprosser. I gruben fandtes iøvrigt meget lidt rudebly, men det var jo også materiale, som kunne bruges igen.

Det mest spændende ved det hele er utvivlsomt, at en stor del af glasset er bemalet - til og med i de forskelligste mønstre. Det mest almindelige motiv er bladornamenter, og de optræder i så rige variationer, at ikke to stykker kan siges at være ens, selvom de måske har været beregnet til at sidde i samme rude som del af samme mønster. Desuden forekommer bogstaver og bomærker, dyr og djævle og ikke mindst mennesker. Det hele er en egen lilleverden af brudstykker, som får fantasien til at yngle med rekonstruktions forsøg.

Menneskefigurerne gør en nærmere datering mulig, og det viser sig, at ikke alle stykkerne er lige gamle, men at der er nogen spredning i tid. Ældst må være to runde ruder, som i udførelsen minder stærkt om hinanden. Den ene forestiller Maria med Barnet i en strålekrans, og den anden tandlægernes skytshelgen, den hellige Apollonia, med sin tandudtrækningstang. Det katolske indhold gør det muligt, at disse stammer fra før 1536, men de må i hvert fald høre 1500-tallet til. De øvrige figurer - borgerkoner, kavallérer og krigsmænd - er iført dragter, der henviser dem til den senere del af 1500-tallet. (Fig. 1)

Efter det foreliggende er det rimeligst at tolke fundet som en affaldskule - en »brokkasse« - fra en glarmester, der i slutningen af 1500-tallet har boet i Peder Dovns Slippe. Man kan gennem kulens indhold næsten se denne glarmester komme hjem med ødelagte ruder, pille rudeblyet af til omsmeltning eller direkte genanvendelse og smide resten til brok sammen med affaldet fra tilskæringen af nye ruder.

Netop på den tid - slutningen af 1500-tallet - har glarmestrene haft gode dage i Ribe. Vi ved, at der i 1549 fandtes tre mænd af denne profession i byen, mens der i 1591 var seks og i det følgende århundrede igen tre. Når antallet således stiger til det dobbelte for derefter igen at falde, skyldes det utvivlsomt den omtalte storbrand i 1580, som ødelagde så mange og velhavende kvarterer i byen. Bygningshåndværkere af alle slags må være strømmet til for at tjene penge på genopbygningen.

Glarmesteren er på det tidspunkt en relativt ny type bygningshåndværker; han er en 1500-tals opfindelse så at sige. I middelalderen havde glas været så kostbart at fremstille, at næsten kun kirkerne havde råd til det, fyrsterne knap nok. Man klarede sig med trælemme, og, når det kom højt, med ruder af horn, skind, papir og svineblærer. (Fig 2)

De undersøgelser, som arkitekt H.H.Engqvist i de senere år har foretaget af de ripensiske »ildebrandshuse«, har vist, at disse var veludstyrede med ruder. Ved slutningen af 1500-tallet var glarmestrene åbenbart blevet helt uundværlige, selv for en borgerlig bygherre. Det bindingsværk-byggede gavlhus, som kom til at præge Ribe efter branden, var - næsten moderne forstand - et »typehus«, hvori der indgik helt faste rumelementer, således den karakteristiske stue, som billedet viser et eksempel på. Det fremgik af undersøgelserne, at den side af stuen, som vendte mod gavlhusets lyse side - gård eller gade, modsat den smalle, mørke »tagdrypsslippe« - har været en næsten fuld vinduesvæg. Dette vakte stor overraskelse, da iagttagelsen første gang blev gjort.

Nu skal man ikke forestille sig, at en sådan vinduesvæg har været helt udfyldt med glasmalerier, således som man kan se det i kirkerne. Hvor man i verdslige huse træffer dem på plads endnu, sidder de som festlige enkeltheder i den store flade. Det siges at have været en almindelig skik i datiden, at man som gaver ved for eksempel bryllupper og rejsegilder medbragte malede ruder, og noget må der være om det, for på endnu eksisterende ruder kan man finde giverens navn, våben eller bomærke samt årstallet for gavegivningen ved siden af anden pynt. Det fornemste, bevarede danske eksempel herpå er en rude fra skomagernes lavshus i Odense (se bladets midtersider).

Størsteparten af de bemalede glasstykker i vor glarmesters kasse er sikkert dele af sådan vinduespynt. Hvorvidt ruderne er malede og farverne påbrændt her på værkstedet i Peder Dovns Slippe, kan vi endnu ikke sige. Fremstilling af glasmaleri var kunsthåndværk, som næppe alle giarmestre befattede sig med.

Glasruderne, disse glimtende flader i facaderne, gav husene præg af velstand, og de var genstand for stor opmærksomhed i datiden - undertiden på en noget anden måde end egentlig tilsigtet. Retssager om rudeknusning optræder ofte i datidens tingprotokoller - og ikke mindst i Ribe. Det galleri af de sorteste tømmermænd, af vidnesbyrd om ravende drukkenskab og meningsløse fuldemandsdrab, som er trukket igennem Riber Ret, kan nok tage pusten fra enhver nutidslæser.

Klyne-sønnernes historie er et eksempel herpå. Der var tre: Jens, Søren og Hans. Deres far var den rige købmand og rådmand Anders Sørensen, som 1598, i sin alders 46. år, blev dræbt i drukkent slagsmål i sin svigersøn, biskop Hegelunds gård. Den ældste søn, Jens Klyne, var ved faderens død 24 år og havde allerede været for retten for gadeuorden, men han skulle inden sin tidlige død blive en god kunde for glarmestrene. 1598 anklagedes han og byskriverens søn Peder for at have hugget i vinduer og døre hos Kristoffer Bartskær, og samme år havde han slået nogle vinduer ind hos en kone i Peder Dovns Slippe. I året 1600 gjorde broderen Søren sig bemærket ved at såre en udenbys mand i ansigtet under værtshusslagsmål, og lidt senere blev Jens to gange samme nat af vægterne forhindret i at bruge sit »værge« mod drikkebrødre. I april samme år blev Jens fængslet for at have såret en borgmestersøn i natligt slagsmål, og i samme hæsblæsende tempo blev det ved året ud. Knap havde retten klaret skærene for rådmandssønnerne i een sag, før de stod der igen under ny anklage; man spekulerer på, hvor mange sager, der er blevet forligt uden rettens mellemkomst! Sidst på året kom Jens endog til at såre Søren, men det var helt af vanvare, forsikrede de i retten; det var en anden, han ville have haft ram på, og så kunne tovsmændene endnu engang dømme Jens »kvit« for en sag. (Fig. 3)

Søren døde 1602 efter et værtshusslagsmål i Hamborg og efterlod sig ikke meget andet end en retssag i Ribe, som drejede sig om, at han før sin afrejse havde slået vinduerne ind hos en skrædder og banket hans kone blå. Den tredje Klynesøn, Hans, hvis karriere ganske svarede til brødrenes, blev i 1604 henrettet af bøddelen for drabet på sin svogers far, den berømmelige rådmand Hans Jessen Søhane. Jens selv klarede sig igennem de følgende år med noget færre retssager, men i 1610 fik han en kårde jaget igennem sig en aften, da han stod på Skibbroen som forholdsvis uskyldig tilskuer til et slagsmål mellem et par bekendte. Således døde Jens en »naturlig« død - og hans drabsmand blev halshugget for forbrydelsen.

Sommetider får man indtryk af, at rudeknusning var andet og mere end tilfældig ondskab og ødelæggelsestrang. Den kan få karakter af noget personligt - nærmest en slags rækken-næse i forstørret målestok.

Sager af den art kan man finde blandt hekseprocesserne. I den lange række af vidnesbyrd mod heksen Karen Roeds, som tilhørte det gode borgerskab, og som trods det blev brændt på bålet i 1620, findes følgende: »For tings dom stod Hans Christensen Skræder, borger i Ribe, som vidnede og kundgjorde med hans oprakte fingre og ed efter recessen, at noget før Apollone Roedsdatters bryllup gik hans salig fader Christen Pedersen om ved Jep Roeds dør, og da stod Apollone Roedsdatter inden for vinduet og kæmte hendes hår. Hans salig fader stak da med et spyd en rude i sønder, og for det samme lovede Karen Roeds, at hans salig fader skulle fare ilde, og siden den tid var hans salig fader aldrig ret ved hans sind til hans dødedag. Derefter gik hans salig fader Christen Pedersen og hans moder Mette Christens ind til Karen Roeds, og de bade hende, at hun skulle lade hans salig fader bekomme hans førlighed igen. Da svarede Karen Roeds: Det kan ej ske«.

Den mest kendte af Ribes mange hekse var Maren Spliids. Også i den retssag forekommer en sådan meningsløs og dog meningsfyldt rudeknuser-historie. Korporal Erdmann Møllendorph bekender og bekræfter ved sin højeste ed, »at han var kommet i disput med Laurids Spliid i dennes hus, og at han havde kastet Laurids sit krus i hovedet, hvorfor Maren Spliids havde sagt til ham: Du skalst få veel«

»Tre uger herefter« - fortsætter hans vidnesbyrd - »var jeg i Asmus Gassens hus, og ungefehr kl 12 var jeg på vej hjem til mit kvarter med min knægt. Da jeg kom forbi Maren Spliids dør, kom en stor sort so efter mig så tæt, at den gik ved siden af min knægt, som blev ræd for den. Jeg troede ikke andet, end at den var en naturlig so, men da vi kom til mit kvarter, gav jeg min knægt mit værge, fordi jeg ville løse mine bukser for min nødtørfts skyld. Soen blev stående for mig, og så så jeg, at den var større end en naturlig so«.

Korporalen trak sin kårde og ville støde soen, men den syntes at undgå ham og forvandle sig til et ildsprudende udyr. Resultatet af dette natlige møde var, at korporalen, hans barn og hest siden ikke var raske. Korporalen skyldte Maren Spliids for denne sygdom, og han skød et par kugler igennem hendes vinduer, idet han råbte, at hvis hun ikke var nogen heks, så skulle hun anklage ham for skyderiet.

Det er således ikke så lidt af renaissancens hverdagsliv, som fundet i Peder Dovns Slippe bringer i erindringen, og mere kan utvivlsomt føjes til. Det er for eksempel endnu ikke lykkedes os at finde frem til navnet på den glarmester, som havde hus i slippen, men det skal nok komme. Videre arkæologiske undersøgelser af husene i Ribe vil bringe yderligere oplysninger om glasruders opkomst og udbredelse, og arkivstoffet om dette emne er på ingen måde udtømt. Allerede af det her fremlagte stof kan man se, at det omkring 1600 ikke kun var storborgerne, som havde glasruder i deres vinduer. Klyne-brødrene knuste jo ruder både hos en kone i Peder Dovns Slippe og hos en skrædder i byen.