Ribersalt
Salt var en af middelalderens vigtige handelsvarer. Anselige mængder medgik til konservering af smør, kød og ikke mindst fisk - alene Øresundssilden skabte et overvældende behov. Fra historiske kilder ved vi, at der i den nordfrisiske marsk foregik saltudvinding, og at produktet solgtes på markeder i Ribe og flere byer i Slesvig. Saxo omtaler omkring 1180 saltindustrien, og et halvt hundrede år senere nævnes den i Kong Valdemars jordebog. Man får indtryk af en omfattende virksomhed, der har sat et betydeligt apparat igang, og som må have efterladt sig spor.
Af Werner Prange
I det inddigede marskland mellem Husum og Nibøl er foretaget grundige jordbundsundersøgelser i bestræbelserne på at forbedre dræningen og øge landbrugets effektivitet. Tusinder af boringer og et tæt net af nygravede grøfter har givet et godt indblik i dannelsen af landskabet og menneskenes påvirkning af det fra stenalder til nutid. Den middelalderlige overflade, som i de fleste andre egne er ødelagt gennem senere dyrkning eller erosion, ligger her bevaret med sine kulturspor under sen-middelalderlige klæglag, så vi får et udmærket billede af situationen på den tid.
Mens der i nutiden findes klægdannelser overalt i området fra geesten (det højereliggende bagland) ud til kysten, lå der i middelalderen et bælte af store moser foran geesten, og først længere ude fulgte klægdannelser, der - som pollenanalytiske undersøgelser har vist - må være aflejret i tiden kort før Kristi fødsel. Omkring år 500 efter Kristus begyndte der at trænge saltvand vestfra ind i moserne, hvilket standsede deres vækst, men samtidig lagde grunden til en ny industri, den havvandsmættede tørvejord egner sig nemlig fortrinligt til saltudvinding. Frisere, som vandrede ind i området, havde teknikken med sig. Tørven skæres, tørres og brændes, hvorefter asken udludes under tilsætning af havvand. Ved påfølgende kogning af det nu meget saltholdige vand udkrystalliseres saltet. Man kan, som vi straks skal se, følge sporene af denne virksomhed i jordlagene, og dateringen gives af potteskår, de ældste fra 1100-, de yngste fra 1300-årene. Derefter begynder den nyere klægaflejring, antagelig startet af den store stormflod 1362, som historiske kilder beretter om. Befolkningen måtte flytte højere op på geestranden og saltudvindingen gik på det nærmeste i stå. Klæglaget øgedes. Først da inddæmningen i slutningen af 1400-årene tog sin begyndelse, standsede væksten. (Fig. 1), (Fig. 2).
Fig. 1: Det undersøgte marskområde syd for Nibøl. Mosedraget ligger mellem geesten og det gamle klægområde, der skyder sig ind fra vest og langs åerne sender udløbere ind i landet. Signaturerne læses: • Middelalderlige tørvegrave, u Middelalderlige grøfter. o Brændings- eller forarbejdningsplads, x Omskyllet aske. ▲ Keramikfund. + Ødelagt kirke.
Fig. 2: Skematiseret snit gennem mosedraget mellem det gamle klægområde i vest og geesten i øst. Under det senmiddelalderlige klægtag, som nu dækker det hele, ses gamle tørvegrave og grøfter samt saltindustriens brændings- og forarbejdningspladser.
Den mundtlige overlevering om saltindustrien er ringe, hvad man ikke kan undre sig over, men ved at studere gamle stednavne, kan man få vigtige fingerpeg om, hvad der skjuler sig under overfladen. Det er først og fremmest tusindvis af tørvegrave, uregelmæssigt anbragt og stærkt varierende i størrelse, men alle omkring én meter dybe og alle forseglede under klægen, som garanterer, at de tilhører middelalderen og ikke skyldes senere tiders brændselstrang. Også brændingspladserne er der fundet spor af. De kunne ligge nær ved gravene (en tørvegrav var ligefrem fyldt med rød aske og små stykker halvbrændt tørv, som må være skyllet ned fra det nærliggende bålsted, formodentlig under stormfloden 1362), men ikke ualmindeligt var de anbragt uden for den egentlige mose, i randen af geesten, på små geestøer eller i det daværende klægområde. Aske herfra er føget over mosen og kan påvises pletvis under de sen-middelalderlige klæglag.
Sidste led i processen, udludningen og inddampningen, foregik på højereliggende steder, det vil sige på geestranden, og herhen blev asken transporteret. På grund af senere tiders dyrkning og bosættelse er sporene nu vanskelige at påvise, men i et enkelt tilfælde har pladsen dog ligget så lavt, at sen-middelalderklægen er vokset ind over den. (Fig. 3). Den geologiske datering bekræftes smukt af skårfund fra 12- og 1300-årene. At dømme efter de store askebunker er det en betydelig mængde salt, der her er udvundet.
Fig. 3: Brændingsplads og forarbejdningsplads, begge i lodret gennemskæring. Brændingspladsen til venstre er anlagt på den gamle klæg (det mørke lag i bunden) og senere dækket af ung klæg (det lyse lag øverst). Brandlaget indeholdt aske med halvforbrændte tørv; den rene aske manglede, den har man samlet sammen og bragt ti! forarbejdningspladsen. En sådan ses på billedet til højre. Fra en grube, som er gravet ned i den hvidlige geest, breder rød aske, som er blevet tilbage efter selve saltudvindingen, sig ud til begge sider. Pladsen, der ligger lavt på geesten, er senere blevet dækket med klæg.
Alle fundne spor af saltindustrien er blevet indtegnet på kort, tørvegravene med udstrækning og dybde. Herudfra kan man beregne, at der i dette område er gravet ca 800.000 kubikmeter tørv, hvilket - efter saltkoncentrationen i nuværende vadehavstørv - skulle give en produktion på omkring 20.000 tons salt i de godt 200 år, industrien udøvedes.
Saltudvindingen i marskegnene har dog naturligvis ikke været begrænset til dette lokalområde, den har haft en langt videre udbredelse. Omkring de nordlige af småøerne i det nuværende vadehav, de såkaldte Halliger, er der fundet udstrakte spor af tørvegravning, men moserne her har allerede dengang været overlejret med klæg, som har måttet fjernes af tørvearbejderne, før de kunne komme til. Man er gået systematisk til værks: klægen er skrællet af i lange, brede flager, som er kastet ned i ældre tørvegrave, før man gik igang med de nye - og så fremdeles. Det er groft anslået, at der her er udvundet ca 40.000 tons salt i løbet af et par hundrede år, men produktionen har uden tvivl været langt større i denne af naturen så hjemsøgte egn, hvor meget unddrager sig vore undersøgelser. Af det, som var land i middelalderen, er store dele borteroderet, mens andet ligger gemt under vadehavsaflejringer eller under de nuværende Halliger.
Nogle steder i marsken fortsatte saltudvindingen helt op i 1700-årene om end efter en beskednere målestok; storproduktionen foregik så afgjort i middelalderen.
Det ser altså ikke ud til, at kilderne har uret, når de nævner, at frisersalt i middelalderen var en vigtig vare for Norden. Andre områder, således Lüneburg, producerede salt, men det var undergivet Hanseaternes monopol og så dyrt, at man nødig greb til den udvej. Salt kan udvindes af tang, som det er sket på Læsø, men salttørven gav et større udbytte. Den havde man til overmål i Nordfrisland, og et udmærket centrum for fordelingen: Ribe. Her findes endnu Saltgaden som minde om den fordums storhandel. Til gengæld gav byen navn til produktet, der solgtes videre som ribersalt.
Lit: W. Prange i tidsskriftet Meyniana 17, Kiel 1967.
