Rette ægtefolk at være

Vi vil gå et årtusinde tilbage og se, hvordan man levede sammen i den sidste hedenske og den første kristne tid. Det lyder måske ikke så vanskeligt, men navnlig opgavens ældre del er langtfra let at gå til - der er nemlig, bortset fra runestenene, ikke bevaret et eneste skriftligt aktstykke af nordisk oprindelse fra tiden før år 1000. Først i den tidlige middelalder dukker kilderne op, og her kan meget hentes, for selv om love, digte, sagaer, og hvad der ellers oplyser om emnet, klart er farvet af kristendommen, indeholder de alligevel adskilligt, som utvivlsomt er levn fra hedensk tid. Det er således tilfældet med den norske Gulatingslov, der var gældende for retsområdet omkring Bergen. En del af dens paragraffer må være blevet til under Olav den Helliges regering (1015-1028), og man mærker tydeligt brydningerne omkring religionsskiftet. De islandske familiesagaer kan også bidrage væsentligt, for nok er man i dag blevet forsigtig med at bruge dem som historiske kildeskrifter, men ud over det rent fortællende indeholder de meget, som sikkert afspejler gamle forhold. Samlivstraditioner opbygget gennem århundreder glemmes ikke så let.

Ordet ægteskab forekommer slet ikke i oldnordisk sprog, det er et senere - middelalderligt - lån fra plattysk, men vi vil alligevel for nemheds skyld bruge betegnelsen som udtryk for et samliv indgået på lovformelig vis. For at være »rigtigt« gift skulle, i hvert fald i Norge og på Island, tre ting være bragt i orden: Fæstemål (forlovelse), brudepris og bryllup. Det forudsattes naturligvis, at man derefter levede sammen, som det sømmer sig rette ægtefolk.

I vore dage indgås ægteskab som regel af følelsesmæssige årsager, men sådan har det ikke altid været. I vikingetiden var der snarest tale om en retskontrakt oprettet af to slægter til gensidig hjælp og støtte. Det var ikke de implicerede parter selv, der på egen hånd traf valget, dertil var det for betydningsfuldt, der var mange hensyn at tage, ikke mindst af social og økonomisk art. Fæsteaftalen blev indgået mellem brudgommen og hans familie på den ene side og pigens »giftemand« - oftest hendes far eller bror - på den anden. Her bestemtes brudeprisens, tilgavens og medgiftens størrelse, i Brudepris og tilgave skulle udredes af den mandlige part, medgiften af pigens familie; de to ting måtte stå i et vist forhold til hinanden. Der var i alle tilfælde tale om udstyr, penge, jord, trælle, kvæg eller lignende. Andre praktiske aftaler blev truffet ved samme lejlighed, for eksempel hvornår brylluppet skulle stå. Et fæstemål indebar altså en række økonomiske forpligtelser, hvis størrelse selvsagt afhang af familiernes velstand. Betegnelsen brudekøb benyttedes, men man kan ikke sige, at den var særligt dækkende, der var ikke tale om køb i moderne forstand, men om gensidige ydelser - som i øvrigt tilfaldt hende. Frie kvinder var ikke nogen handelsvare. Man kan undre sig lidt over, at aftalen tilsyneladende blev truffet hen over hovedet på den vordende brud - end ikke hendes samtykke fordredes - mens brudgommen dog spillede en aktiv rolle. Nu har man vel nok i familien gjort sig bekendt med pigens holdning. skønt det formelt ikke var nødvendigt; det var nemlig ikke særlig hensigtsmæssigt at gifte sin datter bort mod hendes vilje. Skete det, risikerede man, at hun lod sig skille fra manden - skilsmisse var, som vi skal se, ikke noget ukendt fænomen i det gammelnordiske samfund. Følgen kunne blive en lang og blodig fejde mellem de to slægter, altså det stik modsatte af, hvad man havde tilsigtet med fæstemålet.

Lovgyldigt blev ægteskabet ved, at fæstemanden betalte brudeprisen, den såkaldte »mund«, som altså indgik i brudens ejendom. I det vestnorske retsområde omkring Bergen var den på mindst 12 øre. Det lyder ikke af alverden, men for 12 øre kunne man i 1000-tallets Norge købe fire-seks køer, og det var som sagt minimum, fattigmands brudepris. Det var med andre ord også dyrt at blive gift dengang. Brylluppet kunne finde sted straks ved fæstemålets indgåelse eller senere, hvis man aftalte det - dog havde fæstemanden retsligt krav på at få sin fæstekone senest et år efter forlovelsen. Selve bryllupsakten bestod i, at parret begav sig til samme seng (fig. 1). Givetvis har man også festet, og måske har der været forskellige religiøse ceremonier knyttet til lejligheden, men - desværre - her lader kilderne os i stikken. Ved brylluppet trådte kvinden ind i mandens slægt, hvilket ikke forhindrede, at hun bevarede stærke bånd til sin egen. Hun beholdt også sit eget slægtsnavn, en tradition, der på Island stadig er ved magt (fig. 2).

Skilsmisse var, så vidt det lader sig efterspore, ikke usædvanlig i den førkristne periode, og den kunne kræves af begge parter. Nu er, som nævnt, alle vore nordiske love nedskrevet, efter at kristendommen havde vundet indpas, de bærer derfor præg af kirkens krav om monogami og ægteskabets uopløselighed, men gammel og indgroet sædvane lader sig ikke sådan udrydde med et pennestrøg, så kompromiser slår stærkt igennem. Hør blot, hvad norske kongen Olav den Hellige i Gulatingsloven lod føre til bogs om skilsmisse: »Ingen mand skal styre sin kone med hug i gildelag eller gæstebud. Men om han slår hende i folkeforsamling, skal han betale hende samme retsbod, som han kan tage for sig selv, og det samme anden og tredje gang, han gør noget sådant. Så har hun ret til at gå fra ham med brudepris og tilgave. Men vil nogen skilles fra sin kone, skal han sige det så tydeligt, at de begge kan høre hinanden, og han skal have vidner på det«. Altså: en kvinde havde ret til skilsmisse, hvis manden slog hende offentligt flere gange, mens manden blot skulle sige sig skilt i vidners nærvær, han behøvede tilsyneladende ikke at give nogen grund. Det var således i første omgang kvindens skilsmisseret, der blev underlagt begrænsning.

Antagelig har mand og kvinde i hedensk tid haft lige ret til skilsmisse, det indtryk får man i hvert fald af de islandske sagaer, hvis man ellers tør tro dem. Som gyldige grunde nævnes fornærmelse, overskridelse af kønsgrænserne (hvis en mand gik i kvindetøj eller en kvinde i mandstøj), seksuelle problemer og andet mere - derimod ikke utroskab, som man åbenbart dengang havde et andet syn på. I den berømte Njals saga hører vi, at seksuelle vanskeligheder var årsag til Hruts og Unns skilsmisse. Læsning af N. M. Petersens oversættelse giver nærmest det indtryk, at der er tale om impotens hos ægtemanden, Hrut, men går man originalteksten efter, viser det stik modsatte sig at være tilfældet: Hrut er simpelthen så overpotent, at det er utilfredsstillende for begge parter, ægteskabet fuldbyrdes ikke. Som et sidespring skal nævnes, at problemet, ifølge sagaen, skyldes en forbandelse lagt på Hrut af den norske dronning Gunhild, der selv var forelsket i ham; hun havde lovet ham, at han ikke skulle få noget ud af sit ægteskab med den kvinde, han havde fæstet på Island. Senere i beretningen gifter Hrut sig igen og opnår et lykkeligt ægteskab med mange børn.

Fortællingen om Hrut og Unns skilsmisse er interessant af flere grunde, således ved at vise, hvordan man lovformeligt ophævede et ægteskab. Unn spørger sin far, hvordan hun skal gribe sagen an, og han råder hende således: »Men når nu folk rider til tings og alle de, som agter at ride, er redne, da skal du stå op af din seng og kalde mænd til at rejse med dig, og når du er helt færdig, skal du gå hen til din seng tilligemed dine ledsagere, nævne vidner ved din husbonds seng og erklære dig skilt fra ham ved lovlig skilsmisse så fuldstændig, som du kan ifølge Altingets forskrift og lands lov. Samme vidneførsel skal du have ved karledøren«. - Ved en skilsmisse var det kvindens ret at tage de værdier med, som var tilfaldet hende ved giftermålet. Hun var altså ikke af økonomiske årsager tvunget til at blive i et ægteskab, der af en eller anden grund var hende imod.

Anstødssten kunne der være nok af i et vikingeægteskab, det kommer tydeligt til udtryk gennem Adam af Bremens skildring af nordiske tilstande i 1000-årene: »Hver mand har i forhold til sin formåen to, tre eller flere koner på samme tid. De rige og fornemme har utallige. De sønner, de får i sådanne forhold, regner de for ægte«. Regulært flerkoneri altså, hvis vi tør tro Adam, men helt så galt, som denne kirkens mand prædikede, var det nu næppe. Den nye religion forkyndte monogami og ægteskabets ukrænkelighed, så dens tjenere har vendt sig voldsomt mod det, de anså for skørlevned. Noget har der dog været om snakken - det fremgår af flere kilder, at flerkoneri under forskellige former var kendt og blev praktiseret i hvert fald i dele af befolkningen.

Nu ville begrebet flerkoneri nok have forekommet en viking lidt fremmed, men han vidste, hvad det var at holde friller; ingen af de to betegnelser dækker i øvrigt fuldt ud de faktiske forhold, der er tale om et både- og, som endda ikke helt slår til. En frille var en fri kvinde, der levede åbenlyst sammen med en mand uden at være lovformeligt gift med ham. Gjaldt forholdet en trælkvinde, hvilket var det enkleste - hende ejede man jo - var hun som ufri ikke nogen frille; lad os kalde hende en elskerinde.

Flerkoneri i egentlig forstand forekom imidlertid også, en mand kunne, ser det ud til, være retsgyldigt gift med flere koner på én gang - hvis han ellers havde råd. Men hvem skulle i så fald være husfrue, hende hvis lovfæstede ret det var at bære husets nøgler? Det var en stilling forbundet med stor anseelse, og man kan let forestille sig, hvilke skærmydsler, det kunne føre til, hvis der var flere muligheder. Der kunne vel også - på trods af hvad Adam af Bremen siger - opstå problemer i forbindelse med arv (fig. 3).

Frillevæsen har formentlig været mere udbredt end decideret flerkoneri, fordi det var billigere og mindre bindende. Helt uforpligtende skal man dog ikke forestille sig det; frie kvinder var ikke retsløse, så der må have været en eller anden form for overenskomst, ellers havde familien i princippet ret til hævn. Egil Skallagrimsons saga omtaler et såkaldt »løsebryllup«, hvor en mand betaler en mindre sum for at få en kvinde til frille; den tilfalder pigens far. En norsk kilde oplyser, at der ved indgåelse af et frilleforhold skulle være to vidner til stede, og kvindens forældre havde krav på en godtgørelse. Frillen selv tilkom ingen pris eller medgift, og hendes stilling, hvis manden døde, eller forholdet opløstes, var dermed langt dårligere end den gifte kvindes.

Man kan undre sig over, at en fri kvinde og hendes familie med så liden sikkerhed i sigte gik med til et sådant forhold. En forklaring kan være, at det var vanskeligt for et fattigt eller socialt ringe stillet forældrepar at afslå tilbuddet, hvis en velhavende og anset mand havde kastet sine øjne på deres datter. Det har heller ikke været så ligetil for en ubemidlet familie med flere, måske mange, døtre at skaffe disse en medgift, der kunne sikre et egentligt giftermål. Og selv om frilleforholdet var ringere end lovgyldigt ægteskab, kunne det betyde flere trin opad på den sociale rangstige. Man så nemlig ikke med senere tiders foragt på disse kvinder, frilleforhold var altid åbenlyse.

Et forhold til en trælkvinde var både det billigste og det mest enkle, her skulle ingen spørges om forlov, forudsat pigen var ens egen. Tilhørte hun en anden, stillede sagen sig anderledes, så var der nemlig tale om en krænkelse af ejendomsretten, som også dengang var hellig. Den forurettede ejer havde da krav på en bøde for lejermål.

På handel og hærfærd i det fremmede har vikingerne haft rig lejlighed til at købe eller røve kvinder, og mange af dem er givet blevet udnyttet seksuelt. Den arabiske rejsende ibn Fadlan, som i 900-årene traf på en flok nordboer langt fra deres hjemland, fortæller herom: »Hos sig har han smukke unge piger beregnet for handel. Han har samleje med en slavinde, mens hans venner ser derpå. Ofte samles de på denne måde med hinanden, og hvis en købmand kommer for at købe en slavinde af en af dem, så forlyster han sig med hende og ophører ikke, før han er tilfredsstillet«.
Også den islandske Laksdøla-saga, der ganske vist er fra 1200-årene, fortæller om salg af kvinder med helt entydige seksuelle formål.

At trælkvindens vilkår var barske, vil ingen benægte, og mange vil sikkert mene, at også den frie frilles stilling var nedværdigende - kristendommens sædelighedsbegreber har gennem et årtusinde sat sine spor. Men vikingetidens moral var en anden, og det er langtfra givet, man dengang så sådan på sagen. Tilstedeværelsen af friller og elskerinder anfægtede på ingen måde husfruens autoritet, det var stadig hende, der førte husets nøgler med alt, hvad det indebar af symbolik. Ægteskabet var jo - som fremhævet - ikke nogen kærlighedspagt, men et slægtsanliggende, og det kan udmærket have præget synet på frillevæsenet.

Med kristendommen skiftede ægteskabet karakter, men der forestod kirken en hård kamp, før ændringen var slået endeligt igennem. I den førnævnte Gulatingslov siges blandt andet: »Det er nu således, at hver af os bare skal have én kone, som han har købt med gifteord og giftegave. Men hvis han køber to koner med giftegave, da skal han forlade den kone, han sidst tog, og bøde tre mark til biskoppen og gå til skrifte og gøre kirkebod«. Talen synes at være om det egentlige flerkoneri, som altså må have haft en vis udbredelse, ellers havde man jo ikke behøvet at modarbejde det med denne og lignende bestemmelser. Nogen virkning har de vel haft, men helt undgå kompromiser kunne man ikke. I den islandske lov med det besynderlige navn »Grågås« tillades det en mand at have to koner, dog under forudsætning af, at de opholder sig hver sit sted - en på Island og en i Norge. Så kunne de i hvert fald ikke genere hinanden, men det er vel et spørgsmål, om ordningen har stillet kirken tilfreds.

I 1020'erne indskærpede Knud den Store i sine engelske love, at en mand kun måtte have én kone, som han skulle beholde til døden, og ingen form for medkoner; hermed sigtes ganske klart til de i England boende skandinaver, der havde bragt deres hjemlands skikke med sig over Nordsøen (fig. 4). De fleste kender vist begrebet at leve på polsk - i vikingetiden talte man ude i Europa om at leve på dansk: »more Danico« (efter dansk skik), hvorved sigtes til flerkoneri og uægteskabelige forbindelser. Kong Knud levede, beklageligvis, selv i en periode more Danico med en vis Ælfgifu af Northampton, som fødte ham to sønner; den ene, Svend, blev af sin far udnævnt til norsk konge, en stilling han dog kun beklædte i få år. Også senere danske konger har haft svært ved at give afkald på frillevæsenet, ja endda på flerkoneriet. Frederik 4. var i en periode gift til både højre og venstre hånd, men det regnedes ganske vist også for overordentlig syndigt. Overgangstiden var forbi (fig. 5).

I den første kristne tid var indgåelse af ægteskab fortsat en ren verdslig aftale mellem to slægter med brudeprisen som det beseglende element, men dette ændredes, efterhånden som den kirkelige magt tiltog i 11- 1200-årene. Kirkens myndighed i ægteskabssager var egentlig ikke af særlig gammel dato, den var først opstået i 900-tallet, men udviklingen fortsatte og resulterede i den kanoniske ægteskabsret. I henhold til denne var ægteskabet et sakramente indstiftet af Gud. Retsgyldigt blev det gennem begge parters jaord; samtykket trådte altså i stedet for brudeprisen. Man taler om konsensusægteskab i modsætning til kontraktægteskab.

Det var ønskeligt, men dog ikke strengt nødvendigt, at giftermål fandt sted under gejstlig medvirken. Hvis manden og kvinden aftalte at ville være ægtefæller og fuldbyrdede overenskomsten gennem samleje, var den i princippet uopløselig. Skønt parrets enighed nu var det afgørende, havde familien stadig et stort ord at skulle have sagt - en pige kunne ganske vist godt gifte sig mod faderens vilje, men så fortabte hun sin arv. Det almindelige har sikkert været, at man rettede sig efter forældrene, som man havde gjort tidligere og i øvrigt fortsatte med at gøre langt op i tiden. Først i vort århundrede har individets frie bestemmelses- og udfoldelsesret fået gennemslagskraft. Vi fungerer ikke længere i kraft af familie og slægt, men den vundne selvstændighed er af påfaldende ny dato. I løbet af 11-1200-årene blev det mere og mere almindeligt at lade sig vie af en præst. Kirkebryllup, som vi kender det, var der dog ikke tale om, vielsen foretoges foran kirkedøren, og først derefter begav parret med følge sig ind i kirken for at overvære brudemessen (fig. 6).

For de kristne langt mere end for hedningerne var skilsmisse en vanskelig sag - deres samliv skulle jo principielt vare til døden. Helt uden undtagelse var reglen dog ikke, der kunne ved pavelig mellemkomst bevilges skilsmisse til ægtefæller, som ikke havde fuldbyrdet samlivet, og ægteskab mellem kristen og hedning kunne på den førstes begæring omstødes. En annullering af pagten kunne ligeledes komme på tale i tilfælde, hvor en af parterne var bortgiftet mod sin vilje, eller hvis det opdagedes, at de to var for nært beslægtede efter kanonisk ret, for eksempel havde fælles tipoldefar. Endelig kunne separation - ikke skilsmisse - indrømmes efter ægteskabsbrud. Kravet om troskab gjaldt både manden og kvinden, ethvert fejltrin i denne retning medførte bodsstraf og kunne altså føre til samlivets lovformelige ophør, skønt det ikke huede kirken, og den efter bedste evne satte sig imod. Noget egentligt forbud kom det aldrig til, al den stund det i realiteten var umuligt at forhindre et samlivs ophør. Men indgåelse af nyt ægteskab kunne i det mindste afværges. Forlod man sin lovformelige mage, var der ingen mulighed for at gifte sig igen, før den forsmåede var død.

Monogami var kirkens uomgængelige krav, men man behøvede ikke nødvendigvis at være gift med den kvinde, man levede sammen med. Var der indgået ægteskab, hed hun adelkone, i modsat fald kaldtes hun slegfred, men hendes stilling mindede i mangt og meget om adelkonens, eftersom hun jo ikke var nummer to i huset. Det var almindeligt anerkendt at leve sammen »papirløst«, forudsat forholdet var monogamt. Når samlivet havde varet en årrække (Gulatingsloven siger mindst tyve år, Jyske Lov nøjes med tre) regnedes forholdet som ægteskab, og børnene fik arveret, det kaldtes et hævdægteskab. At opfatte årene indtil det trådte i kraft som en prøvetid for at se, om man kunne få børn, har næppe noget for sig. Sandsynligvis har mange mindrebemidlede levet sammen på denne måde og derved sparet de udgifter, der var forbundet med giftermål.

Overgangen til kristendommen ændrede mangt og meget, også på samlivsområdet, men den betød ingen væsentlig forbedring af kvindens stilling i forhold til mandens. Monogamiets indførelse kan ses som et fremskridt, men det er nok mere med vore øjne end med datidens. På ét område synes der dog at være svage tilløb til en ligestilling, nemlig med hensyn til utroskab. Om den gifte kvindes eskapader i førkristen tid er kilderne påfaldende fåmælte, men hovedindtrykket af de spredte oplysninger må blive, at hor var en forbrydelse, kun hun kunne begå. Straffen derfor var hård, lige fra tvangsarbejde til fortabelse af ejendom og afskæring af næse og ører, men vi er ikke i stand til at afgøre, hvor strengt man har fulgt bestemmelserne. At der sås med ublide øjne på kvindens uægteskabelige affærer, kan ikke overraske, det var jo til syvende og sidst et spørgsmål om børnenes legitimitet og dermed adgang til arv efter kvindens ægtefælle.

Kristendommen stillede manden og kvinden lige med hensyn til utroskab - begge straffedes med bod. Dog kun efter kirkelig ret, den verdslige (de to holdes i middelalderen adskilt) foreskrev ingen straf og gav ikke kvinden nogen som helst beføjelser i tilfælde af mandens utroskab. Han på sin side havde hjemmel til at dræbe konens elsker, og efter nogle love konen med, når han greb dem på fersk gerning. Hvis han da ikke foretrak at skåne horkarlens liv og i stedet forlange en bøde af ham. Konen kunne han jage fra hus og hjem i den bare særk.

Religionsskiftet betød altså ingen revolution i forholdet mellem kønnene, men meget blev i hvert fald anderledes; der er flere forskelle end lighedspunkter mellem ægteskab i vikingetid og middelalder. Overgangstiden blev lang og kompromiserne mange, de gamle vaner var svære at udrydde, men kristendommen fik sit syn igennem omend i tillempet form (fig. 7).