Retfærdighedens vogter

En dommer skal være retfærdig og snild og altid dømme foruden vild (partiskhed), han skal ikke gunst for retten tage, thi Gud vil det hårdeligen på hannem plage,
som Kambyses, der lod en uretfærdig dommer krænge (flå)
og hans hud på domstolen hænge,
derpå hans søn skulle tænke
og aldrig lov eller ret forkrænke.

Den persiske konge Kambyses var af eftertiden kendt som en slem tyran, men på et punkt havde han været et forbillede; han havde engang straffet en dommer ved navn Sisamnes, der havde ladet sig bestikke til at afsige en uretfærdig dom. Straffen var hård, dommeren blev simpelthen flået og den aftrukne hud anbragt på dommersædet, hvor siden Sisamnes’ søn kom til at sidde, han blev nemlig faderens efterfølger. Historien var kendt af mange, også af den unge Christian 4.; det ser vi af en endnu bevaret latinsk stil, som han 21. maj 1593 afleverede til sin lærer Hans Mikkelsen, og som netop handler om straffen for uretfærdige dommere. Faderens ulykke kunne, skriver Christian, belære sønnen om, at han »skulle blive visere og ikke lade sig bestikke med gaver eller penge, men dømme retfærdigt, så at han kunne undgå en lige så frygtelig straf, som hans fader havde lidt for sine uretfærdige domme«. Det var en opbyggelig historie for en ung konge at skrive om i en tid, hvor det persiske var lidt af en modesag, og den 16-årige Christian havde allerede selv flere gange prøvet, hvad det vil sige at være dommer.

Den uhæderlige dommer Sisamnes og hans skæbne var i 1500-årenes Europa et yndlingsmotiv for retfærdighedens våbendragere, og da selve huden jo ikke kunne fremskaffes, blev der rundt om i retssalene opsat billeder, der viste den grusomme scene til opbyggelse for Sisamnes’ efterfølgere. Alene i ordene ret og retsvæsen ligger jo kravet om retfærdighed, og det blev eftertrykkeligt indprentet 15-1600-årenes dommere. I fortalen til sin Danmarkshistorie belærer rigsråden Arild Huitfeldt den unge Christian om de vigtigste egenskaber for en monark, og her fremhæver han netop, foruden religionen og krigsmagten, retten som den grundvold, staten bygger på. Det var ikke spildt. Retfærdigheden og dens udøvelse kom virkelig til at spille en vigtig rolle for Christian 4.

Der var mange slags domstole i Danmark. Langt de fleste tvister mellem bønder og borgere blev afgjort på herreds- eller byting; her var det lokale folk eller en af kongen blandt borgerne udpeget foged, der dømte. I større byer kunne også byrådet med borgmester og rådmænd fungere som domstol. Et trin højere stod landstinget, hvor særlig betydningsfulde sager eller klager over de lokale dommeres afgørelser behandledes af en adelig dommer, men landstingene var få og derfor i reglen fjerne, de vigtigste lå i Viborg, Odense og Ringsted. Landets øverste domstol, kaldet rettertinget eller herredagen, beklædtes af kongen og rigsrådet, og her førte majestæten forsædet. Rettertinget samledes hvert år på Trinitatis søndag (søndagen efter pinse) og behandlede sager fra hele landet i nogle uger sommeren igennem, så længe der var nogen. Det foregik altid mundtligt, ved at parterne mødte op og fremlagde deres synspunkter, og der var fart på; afgørelsen forelå som regel samme dag eller dagen efter, og retten kunne nå at behandle flere store sager samme dag. I de fleste processer var adelige indblandet, men nogle af sagerne var klager over afgørelser truffet på landstinget. I sådanne tilfælde mødte landsdommeren selv frem for kongen og rigsrådet for at forsvare sit standpunkt. (Fig. 2, fig. 3, fig. 4)

Efter traditionen var Christian 4. glad for at dømme på rettertinget. Det skriver blandt andre Niels Slange i et værk fra 1749; det hedder her, at kongen »var født med et særdeles talent til at dømme og med en særdeles lyst til retfærdighed at øve —«, og at han aldrig fandt det kedeligt »selv at præsidere udi alle herredage i Danmark, så ofte han kunne have lejlighed«. (Fig. 5)

Det er altid sjovt at efterprøve hævdvundne opfattelser. Nogle gange viser de sig at holde stik, i andre tilfælde kan vi aflive myter. Hvordan forholder nu den traditionelle opfattelse af Christian 4.s dommervirksomhed sig til virkeligheden? Det kan vi sige en hel del om i dag; alle rettertingets sager fra 1537 (først fra det år er retsbøgerne bevaret) og indtil enevælden 1660 er nemlig nu lagt på EDB. Ved at trykke på en knap kan vi således få at vide, hvor ofte kongen deltog i retsmøderne, og sammenligne med andre danske kongers holden rettergang inden for det nævnte tidsrum. Det viser sig, at Christian 4. virkelig var en ivrig dommer. I årene fra han blev myndig og til han døde - fra 1596 til 1648 - var han med til at afsige ca 2500 domme, det vil sige, at han har været til stede i rettertinget ved knap to tredjedele af de i denne periode behandlede sager. Christian måtte i øvrigt præsidere i retten allerede fra 1589, året efter faderens død, hvor han kun var tolv år gammel, og han nåede, inden han blev myndig, at overvære 249 domsafsigelser eller 90% af alle domme, som faldt. Det var i de år, han skrev sin stil om perserkongen og den uretfærdige dommer, så han vidste, hvad han talte om. Også i Norge var kongen og rigsrådet øverste dommermyndighed, og Christian var flere gange deroppe for at holde ret. Med sine næsten 60 års regering er Christian 4. en af Danmarkshistoriens mest erfarne dommere. (Fig. 6)

Det er altså rigtigt, at Christian 4. var særlig interesseret i retsudøvelsen, og vi kan se, at han ikke havde denne lyst fra fremmede. Hans far, Frederik 2., var således med til at afsige domme i godt to tredjedele af rettertingssagerne i hans tid; han var altså ikke bare den jagtglade selskabsmand, han ofte fremstilles som. Christian 4.s søn og efterfølger, Frederik 3., var derimod mindre ivrig, han sad kun ret i en tredjedel af sagerne. I øvrigt var det jo ham, der ved enevældens indførelse i 1660 afskaffede rettertinget i den gamle form.

At Christian 4. har kunnet lide at fælde domme, er der vist ingen tvivl om, men der kan også være en anden grund til hans iver i den retning, nemlig at hans myndighed her strakte sig videre end i hans almindelige kongegerning. Ellers skulle han ifølge sin håndfæstning regere sammen med rigsrådet, hvilket vil sige, at han skriftligt måtte indhente dettes samtykke forud for vigtige beslutninger. Anderledes ved kongens domstol, her blev der som nævnt altid forhandlet mundtligt, og det var majestæten, der havde det sidste ord. Efter samtidens opfattelse af kongemagten, som den kom til udtryk i blandt andet et berømt værk af en fransk statsretstænker, Jean Bodin, var kongen Guds stedfortræder her på jorden, når det gjaldt at øve retfærdighed; rigsråderne var kun hans hjælpere. Vi kan da også se af danske domme, at når der var uenighed blandt rigsråderne, var det kongens ord, der var loddet på vægtskålen. Christian må her have følt et særligt ansvar. Måske også en del af forklaringen på hans ivrige deltagelse i retsforhandlingerne!

I langt de fleste af de sager, som kom for kongens retterting, var adelen indblandet. Denne stand, som også rigsråderne tilhørte, bestod kun af et par tusinde mennesker, men de førte mange processer - især om gæld, arv og ejendomsret, dog også om anliggender, hvor der blev tale om at idømme straf. Særlig interessant er en dom, som rettertinget afsagde i august 1590 over adelsmanden Peder Gagge, der havde slået en bonde ihjel. Sagen var rejst af den myrdedes bror, Peder Madsen: Han krævede drabsmanden straffet, og det fik han medhold i. Retten fastslog, at der ikke forelå formildende omstændigheder, og »da bør han derfor at straffes på sin hals og miste sit liv«. Det bestemtes, at henrettelsen skulle finde sted på Bornholm, hvor drabet var sket. Sagen er lidt af en milepæl i retshistorien, eftersom det var første gang, det lykkedes en bonde at få en adelsmand dødsdømt for drab, hvilket til dels hænger sammen med lovens særlige udformning. I en bestemmelse fra 1537 fastslås det ganske vist, at personer, der har gjort sig skyldig i drab, skal betale med livet, men det gjaldt kun for borgere og bønder, ikke for adelige. Først nu, mere end en menneskealder senere, blev det altså præciseret, at også adelige måtte bøde »liv for liv«, som det hed med en vending fra Biblen. For kongemagten var det en fordel, at også adelsmænd nu kunne dødsdømmes. De kunne ikke ustraffet sætte sig ud over de love, der gjaldt for almindelige mennesker.

Christian 4. udviklede sig hurtigt til en streng dommer. I 1599 krævede Laurids Brockenhuus straf over den unge adelsmand Frederik Rosenkrantz, som havde haft et forhold til hans datter Rigborg, skønt de var ugifte. Der fødtes et barn, og familierne var nu skandaliseret. Også kongen følte sig krænket, da det usømmelige var foregået på hans eget slot. Sagen endte med, at den unge Rosenkrantz måtte drage i landflygtighed; kongen afviste enhver bøn om benådning. Rigborg blev dømt til livsvarig indespærring på faderens gods Egeskov. Hun kom dog senere på fri fod.

En anden adelsmand af samme familie, Christoffer Rosenkrantz, kom til at mærke kongens vrede, idet han 1610 blev dømt til døden for falskneri rettet mod en adelig enke. En tradition vil vide, at det var kongen, der ved at betragte vandmærket på det falske gældsbrev afslørede bedrageriet, og sagen er derfor taget som udtryk for Christian 4.s skarpsindighed - ja så berømt er den blevet, at situationen er afbildet i kongens gravkapel i Roskilde. Men gældsbrevet er bevaret, og allerede Troels-Lund kunne for hundrede år siden henvise historien til myternes verden. Det betyder dog ikke, at Christoffer Rosenkrantz var uskyldig, han blev som sagt dømt og senere henrettet for sine forbrydelser, hvoraf den alvorligste nok var, at han havde udfærdiget et falsk dokument i kongens navn, dog uden at gøre brug af det.

Straf over andre end adelige var noget, konge og rigsråd meget sjældent befattede sig med, men i særlige situationer kunne det blive nødvendigt, således i opgøret efter Grevens Fejde 1534-36, hvor borgere og bønder i stort tal måtte bøde for deres oprørskhed i de urolige år. Vi har også eksempler på, at der blev idømt dødsstraf for ægteskabsbrud, men normalt var det herreds- og bytingene eller, når det kom højt, landstingene, som behandlede den slags sager. Her kunne parterne ikke sjældent tale sig til rette, og selv hvor loven krævede strenghed, blev der ofte afsagt mildere domme, fordi der var nogle, der gik i forbøn for synderne. Det gjaldt især i tyverisager, hvor dødsstraf ellers var almindelig. De sattes altså lige med drabssager, hvilket kunne forekomme uretfærdigt. (Fig. 7)

De fleste trolddomssager fandt også deres endelige afgørelse ved landstingene; rettertinget behandlede kun 44 sådanne sager i det registrerede tidsrum. Vi kender ikke det nøjagtige tal på danske hekseprocesser, men der har i hvert fald været flere hundrede - alene i Jylland er der oplysninger om mere end 600 troldfolk i 1600-årene. De sager, der kom for kongen og rigsrådet i Christian 4.s tid, førte i de fleste tilfælde til frifindelse eller nedsat straf. Man var meget tilbageholdende med at dømme hekse og så meget strengt på, at alle formaliteter i sagsbehandlingen var opfyldt.

Kun ved én lejlighed synes denne regel at være blevet fraveget, nemlig i den bekendte sag mod borgerkonen Maren Splids fra Ribe; den indledtes 1637 og endte med, at hun blev brændt på bålet. En Didrik Skrædder beskyldte Maren for at have påført ham sygdom; han havde kastet noget op, der efter vidners udsagn løb rundt i bækkenet, som var det levende, og han kom da i tanke om, at Maren Splids for mange år siden havde lovet ham en ulykke. I første omgang førte hans anklage ikke til noget, men i 1639 befalede Christian 4., som Didrik Skrædder personligt havde henvendt sig til, lensmanden på Riberhus at forfølge sagen. Der blev, som foreskrevet i Jyske Lov, nedsat et nævn; det afhørte vidner og svor hende derefter »fuld trolddomssag over«, hvilket var det samme som at sige, hun var skyldig. Denne afgørelse skulle imidlertid efterprøves af Ribes borgmester og råd, men de følte sig ikke overbevist og kendte nævningenes ed magtesløs. (Fig.8)

Det var de femten nævninge, som havde svoret Maren imod, naturligvis ikke tilfreds med, og de indbragte sagen for kongens retterting. Maren Splids blev ført til København, hvor hendes sag ifølge dombogen blev behandlet og dom afsagt 9. oktober. Den gik hende imod, og dagen efter blev hun underkastet tortur. Det var alt sammen efter reglerne: tortur måtte først anvendes efter at dommen var afsagt. Meget tyder imidlertid på, at der har været uregelmæssigheder.

Voteringsprotokollen, hvor forhandlingerne er optegnet, viser, at de medvirkende dommere delte sig i to grupper. Et flertal på seks voterede for, »at hun skulle torqueris til sagens bedre oplysning«, altså torteres med henblik på at skabe et bedre grundlag for afgørelsen, men tre dommere, alle nyudnævnte rigsråder, ville stadfæste den afgørelse, som var truffet af Ribes borgmester og råd. Der er ingen yderligere votering i sagen. Forklaringen må være, at der, som flertallet ønskede, er anvendt tortur inden afsigelsen af dommen, selv om det var i strid med recessen fra 1558.

I selve dommen står, at Maren Splids blev »tilbørligt examineret og forhørt«, og at hun herunder tilstod både at være trolddomskyndig og at have medvidere. Dommen, som altså lægger afgørende vægt på tilståelsen, lyder på opretholdelse af Ribe- nævningenes fældende ed. Det udtrykkes på den måde, at borgmester og råds dom ikke »bør komme hende til befrielse, men de femten mands tov at blive ved magt«.

I dombogen er som nævnt både sagens behandling og domsafsigelsen indført under 9. oktober, men det kan ikke være rigtigt, der må være fusket med dateringen. Hvorfor fraveg dommerne loven? Var det kongen, der ønskede sagen fremmet eller ville have et klarere grundlag at dømme på? Følte han sig overbevist om hendes skyld? Vi ved det ikke, men Christian 4. var i hvert fald selv med ved sagens behandling og må have godkendt, at loven blev fraveget. (Fig. 9)

Det blev pålagt Ribelensmanden at sørge for, at Maren Splids blev henrettet, når hun kom tilbage til hjembyen, men først skulle sagen på ny for retten, for hun var endnu ikke endeligt dømt. Rettertinget havde alene taget stilling til, om nævningenes ed kunne lægges til grund ved domfældelsen. Det kunne den altså, og efter at den anklagede nu oven i købet havde tilstået, var der kun et for rådstueretten at gøre, nemlig at dømme hende til bålet. Det skete den 9. november 1641, og dagen efter blev hun brændt.

Tyve år tidligere var en lignende, men dog knap så barbarisk skæbne overgået den adelige heks Christenze Kruchow. Hun slap på grund af sin stand for brændingen og blev i stedet halshugget (se Skalk 1987:2).

I 1622 var Christian 4. i Norge for at dømme. Rettertinget blev holdt i Bergen, og blandt dem, der skulle stå til regnskab, var en meget celeber person, nemlig biskoppen i Trondhjem, Anders Arrebo. Han havde gjort lynkarriere i kirkens tjeneste. Efter nogle få år som slotspræst og derefter som almindelig præst i København havde han i en alder af kun 31 år opnået den omtalte høje stilling i Norge. Hans bramfri stil og ikke mindst hans tvangfri omgangstone ved bryllupsfester vakte imidlertid opsigt. Der blev talt om hans helt åbenlyse glæde ved dameselskab og om hans deltagelse i de mere løsslupne danse ved festerne. Sommeren 1619 havde han været til en bryllupsfest, og det var begivenhederne her, der dannede udgangspunktet for sagen mod ham. Festen strakte sig over flere dage, som det var tidens skik. Bispen havde deltaget i »jægerdansen«, en slags tagfatdans, hvor parterne skiltes og, når de mødtes igen, omfavnede og kyssede hinanden. Det værste var dog, at biskoppen en morgen, inden alle var stået op, i det for mænd og kvinder fælles soverum var blevet antruffet, mens han halvt påklædt sad på sengekanten med den ene fod på sengen og talte med to kvinder. Byfogeden fra Trondhjem, Peder Lauridsen, var kommet ind i det samme, og ifølge hans og et andet vidnes udlægning var bispen fundet i seng med en kvindelig bryllupsgæst.

I begyndelsen af 1621 var Arrebo igen til bryllup. Også her blev der danset jægerdans, og da trommeslageren ikke kunne holde takten, aflagde bispen sin bispedragt og greb selv stikkerne. Under dansen sang han med på den populære vise:

Tag fat på den
du fik hende ikke end!
Hun løber ned af bakken
med særken på nakken.
Hun løber i lunden
med flæsket i munden.

Han var også med i »langdansen« og deltog i en skål til Skt Benedikts minde, hvad en protestantisk biskop naturligvis ikke kunne tillade sig. Arrebo var en impulsiv mand, og forsigtighed hørte ikke til hans dyder. Ved et barselsgilde senere på året hos Norges kansler Jens Bjelke i Østråt traf han igen sammen med byfogeden Peder Lauridsen, og det har vist ikke bedret forholdet mellem de to, at bispen ved den lejlighed improviserede et par mindre flatterende rim om sin fjende. Blandt andet:

Han haver den tøndetap i sin hat
det øl monne i hans hals slugne.
De ædelig drankere og de rige.

Det kunne naturligvis ikke undgås, at den megen snakken også kom Arrebo for øre. Han skrev til kongens kansler Christen Friis for at afkræfte de mange rygter, som byfogeden havde »bragt ham på halsen«, og han udtrykte selv ønske om at få sagen for retten: »Kan mig da noget letfærdigt enten med ord eller gerning overbevises, vil og bør jeg med allerstørste straf at revses derfor, andre til spejl og eksempel; er jeg uskyldig, hvilket Gud kender, at han da må efter Norges lov derfor stande tilrette«. Arrebo har forestillet sig en domstol af bispekolleger, men sagen udviklede sig noget anderledes. Kongen gav nemlig ordre til at indstævne Peder Lauridsen og flere andre vidner til et retsforhør, som fandt sted på Trondhjems rådstue i november 1621. Arrebo var utilfreds med proceduren, mistede selvbeherskelsen og forlod retssalen i vrede.

Selve sagen mod ham fandt sted i juli 1622 på rettertinget i Bergen under Christian 4.s forsæde. Dommere var de øvrige norske biskopper og fem medlemmer af rigsrådet, som ledsagede kongen. Endvidere Norges kansler Jens Bjelke, værten fra Østråt. Dommen faldt 31. juli. Retten mente ikke, biskoppen opfyldte kravet i den norske kirkeordinans af 1607 om ulastelig vandel. Han blev dømt for »letfærdig sang at synge, unodelig dans at danse, Skt Bents minde at drikke udi aftenlag og værtsskab, tromme at slå på til dans og sådanne rim at digte, som stor turbation medfulgte — og det, som mere er, med at holde sig i enrum og på fordægtige steder til fremmede kvindespersoner og på sengen hos dennem, endogså ikke udi alle sine klæder — hvilke fagter og gebærder allesammen ere imod den høviskhed og ærbarhed, som en superintendent og biskop bør at følge —«. Arrebo blev dømt til at have sit embede forbrudt.

Det var en streng dom, men den var i overensstemmelse med Christian 4.s linje over for dem, der afveg fra normen. Det måtte gælde gejstlige såvel som troldfolk, voldsmænd, løsagtige personer og andre outsidere. Fejltrinnene kostede Arrebo dyrt. Det varede flere år, før kongen forbarmede sig over ham og tillod ham at søge et embede som sognepræst i Vordingborg. Her levede han resten af sin tid og ikke helt i ubemærkethed. Han blev en af 1600-årenes betydeligste danske digtere, dog nu næsten glemt.

Jo Christian 4. var en streng dommer, vel at mærke når det gjaldt andres adfærd. Der var forskel på, hvad kongen kunne tillade sig, og hvad en almindelig adelsmand eller en biskop kom godt fra. Det har næppe forekommet Christian inkonsekvent. Vel var han ikke hævet over landets love, men som konge indtog han en særstilling; det var efter samtidens og hans egen opfattelse en guddommelig opgave, han udførte, når han beklædte dommersædet. Hvad han havde skrevet som ung i sin stil om den persiske konge, var sikkert ærligt ment, han nærede et alvorligt ønske om at være retfærdig. Det samme kom til udtryk mange år senere i den berømte rebus, han lod sætte på det nyopførte Rundetårn i København; den skal læses som en bøn til Gud om at lede fromhed og retfærd ind i hans hjerte. Fromheden viste han i sin omsorg for protestantismens sag under Trediveårskrigen, og retfærdigheden udøvede han på kongens retterting. På Rundetårn er retfærdigheden meget rammende symboliseret ved et sværd. (Fig. 12)