Renjægere

Det, som vakte opmærksomheden, var en 30 år gammel oplysning om en boplads beliggende på nordbredden af søen Male Liny og tilhørende den såkaldte Hamborgkultur. Det lød ret usandsynligt. De nærmeste pladser af denne art ligger 400 km vestpå i omegnen af Hamborg, fra hvilken bykulturen har fået sit navn. Dertil kom, at Hamborgkulturen må henføres til en tid 1000 år før de hidtil ældste spor af menneskers tilstedeværelse i det polske lavland.

Alligevel iværksattes en undersøgelse. Det var slet ikke så enkelt. Dengang, da notitsen blev skrevet, lå der dyrkede marker på søens nordlige bred; i dag er der fyrreskov. Heldigvis forelå en skitse, hvor pladsen var markeret, men nogle snese meter kan man jo let regne galt. Terrænet var ret ufremkommeligt: Tæt skov og på selve skråningerne ned mod søen birkekrat og sivbevoksninger. En overfladeundersøgelse var udelukket. Man påbegyndte derfor en række mindre sonderinger, og efter nogen tids forløb kronedes anstrengelserne med held. Pladsen blev fundet.

(Fig. 1).

Undersøgelsens resultat blev ca. 1000 forarbejdede flintstykker. Det var uden tvivl efterladenskaber fra en jægerlejr, som måtte tilskrives Hamborgkulturen. Det bevidnes af de særdeles typiske pilespidser med skafttunge, de lige så karakteristiske krumbor samt også af de andre flintredskabers former. Hamborgkulturens flintsager er let kendelige, og vore fund svarede nøje til de tidligere udgravede.

Renen har været vigtigste jagtdyr, og de fundne redskaber har været brugt i forbindelse med den: til udskæring af dens kød og bearbejdning af dens horn og skind. Flintbehandlingen var højt udviklet. Disse menneskers dygtighed kan sammenlignes med dygtigheden hos mestrene på dette felt: Magdalenienkulturens folk. Sandsynligvis er der da også tale om to beslægtede kulturer.

Hamborgkulturen hører til de mest interessante kulturer fra den sene istid. Man lærte den at kende i 1930'erne, hvor man begyndte de store undersøgelser af pladserne i omegnen af Hamborg. På dette felt har forskeren Alfred Rust gjort sig særlig fortjent. Det var ham, der forestod de nu klassiske undersøgelser af pladserne i Meiendorf og Stellmoor og senere, efter krigen, på andre store pladser. På nærværende tidspunkt kender vi nogle snese Hamborgpladser fra Nordvesttyskland og Holland. Udenfor disse områder intet. Netop derfor var Liny-fundet så stor en overraskelse. Og dog. Disse jægere var nomader i ordets fulde betydning. Deres eksistensgrundlag var som sagt renjagt, og renen er et dyr, der foretager lange vandringer.

I istiden var billedet dette: Renjægerne var så at sige forbundet med renflokkene og var nødt til at følge efter dem på samme måde, som eskimoerne har gjort det indtil for nylig. Vi kan danne os en forestilling om, hvordan istidens mennesker opfattede en sådan renflok, når vi betragter den glimrende tegning, som en af datidens kunstnere har indridset på en ørneknogle. Den er simpelthen uendelig.

Hvor meget renjagten betød, får man et indtryk af, når man betragter de rige fund af renhorn og -knogler udgravet i tørvelag omkring Hamborgkulturens kendte lejrpladser. Således har man på pladsen i Meiendorf ca. 20 km nordøst for Hamborg fundet rester af 72 rensdyr, men kun af én grævling, én ræv og én jærv, to eller tre harer samt nogle fugleknogler stammende fra gås, vildand, svane, trane, måge og rype. Af renens knogler har man fremstillet skrabere og af dens horn syle, harpuner med mere. I tre tilfælde møder vi renen anvendt som offerdyr: Hunrener er sænket i vandet med maven fuld af sten så store som menneskehoveder - dette sandsynligvis for at de ikke skulle flyde op til overfladen. Man har ikke, som man ellers plejede, slået dyrenes kranier i stykker for at spise hjernen, og man har heller ikke fjernet andre legemsdele. Offerdyret skulle øjensynlig være helt.

Ligesom hos andre nomadestammer var det flytbare telt den mest anvendte boligform. Konstruktionsrester efter det er fundet på en af Hamborgpladserne.

(Fig. 2).

Hvorfra kom Hamborgkulturens renjægere til det europæiske lavland? Hvornår kom disse folk, som i deres levemåde minder så meget om folkeslag, der indtil for nylig har levet omkring polarcirklen? Hvad skete der med dem senere? Det første spørgsmål er endnu ikke med sikkerhed besvaret. Meningerne er delte. Nogle ser Hamborgkulturens vugge i Sydøsteuropa, andre i det sydlige Midtfrankrig og Midttyskland. Det andet spørgsmål er relativt lettere. (fig. 3). Tidsbestemmelser, som man har fundet frem til gennem analyser af blomsterstøv fra nærliggende moselag, samt andre dateringer vundet gennem C-14 metoden viser, at lejrpladser fra denne kultur stammer fra ca. år 11.000 før vor tidsregning, nogle lidt ældre, andre lidt yngre. Man formoder, at kulturen varede ca. 1000 år. Om dens senere skæbne vides intet. Måske levede dens bærere videre i yngre kulturer, måske vandrede de væk. Den sene istids menneskesamfund er stadigvæk alt for lidt kendte. Med tiden bliver disse mørke pletter i vor ældste historie sikkert også belyst.

(Fig. 4).

At kunne se renjægernes lejrplads fra Liny for sig kræver ikke så lidt fantasi.

Vi må tænke os de kæmpestore susende fyrretræer, som omkranser udgravningen, borte. Det samme gælder de mørke skove, der står som en væg i horisonten så langt øjet rækker. Den harpiksduftende, varmedirrende juliluft må vi også mane væk. Tilbage bliver en træløs tundra med kraftigt voksende græs og urter samt sparsomt krat af dværgbirk og med horisontens linje som det eneste holdepunkt for øjet. Skønt solen står højt på himlen, er det koldt som i april måned. På pladsen, hvor vi befinder os, ligger et rundt telt, som minder om en indiansk wigwam, dækket med rensdyrskind. Foran det brænder et bål. Nogle skikkelser er samlede tæt omkring det, da der trækker kulde fra søens kompakte ismasse. (Fig. 5). I det lave overfladevand ligger druknede offerrener. Hele renflokken ses på den anden søbred. Der hvor der nu ligger et busstoppested.

Vi er tilbage ved nutiden og Liny-fundet. Hvordan skal vi bedømme det? Det flytter begyndelsen af det polske lavlands forhistorie 1000 år tilbage i tiden, og det flytter den hidtil kendte grænse for Hamborgkulturen 400 km længere mod øst. Hvad der mere skal siges, må vente, til en analyse af fundets genstande foreligger.

(Fig. 6).