Rejsende i flint

Det er anden gang en sådan flintspids dukker op her nogle hundrede kilometer nord for polarkredsen. De to pile, begge fra Sørøy, er vidnesbyrd om dansk arbejde og dansk initiativ for meget længe siden. Men lad os betragte sagen under en lidt større synsvinkel. (Fig. 1)

Længe efter, at agerbruget og husdyrholdet havde holdt sit indtog i Danmark og Sydsverige, færdedes der i Nordskandinavien folkeslag, der opretholdt livet ved ganske andre midler. Heroppe, hvor de sidste rester af istidens bræer endnu idag holder stand på de højeste fjeldtoppe, og hvor klima og landskabsforhold i forening gjorde det umuligt for korn og kvæg at trives, levede det erhverv videre, som tidligere, i ældre stenalder, havde været enerådende, ikke blot i Skandinavien, men i hele Europa, nemlig jagt og fiskeri. Denne arktiske kultur, som man nylig har fået stærkt forøget kendskab til gennem Tromsø Museums omfattende undersøgelser, kaldes »skiferkulturen« efter det råstof, hvoraf dens mest karakteristiske redskaber var gjort. (Fig. 2)

Som mange andre folkeslag på tilsvarende kulturtrin var skiferkulturens folk ikke fastboende. I hvert fald en del af dem synes, efter alt hvad vi hidtil ved, at have tilbragt vinterens lange mørketid i lune fjordbunde og vige ved Norges kyster, hvor Golfstrømmen har gjort kulden tålelig og tilladt et vist udkomme i form af fiskeri, mens de om sommeren har strejfet ind over de umådelige vidder til langt ind i Nordsverige og Finland. Vi kender både vinter- og sommerbopladser, men det mest nuancerede billede af kulturen har vi fra de førstnævnte, der er påvist en mængde steder i Nordnorge: små klynger af græstørvshuse, som ploven ikke har udslettet af den simple grund, at den aldrig vandt indpas så højt mod nord; de sammensunkne græstørvsvægges lave jordvold kan i reglen skelnes direkte på den urørte jordoverflade. Skræller man vegetationen af en sådan hustomt og graver ned i det tynde kulturlag, finder man på det gamle husgulv foruden et eller flere ildsteder i reglen et udvalg af beboernes kasserede eller glemte redskaber: spyd- og pilespidser, små økser og knive af skifer, hvortil kommer en op til tusindtallig mængde affaldsstykker af skifer, kvarts, grønsten og flint. Den nordnorske flint optræder sparsomt i naturen, og som redskabsmateriale er den af temmelig ringe kvalitet men den var nærmest for hånden, så den er blevet udnyttet alligevel. Ind imellem finder man dog også små stumper af bedre flintarter; de kan, takket være deres karakteristiske udseende, bestemmes helt sikkert som hidrørende fra skrivekridtlag i Danmark og Skåne.

Den fremmede flint er et overraskende vidnesbyrd om oldtidens mellemfolkelige kontakt, og det er mod den, vi vil vende opmærksomheden. Men først endnu et par ord om den kultur, blandt hvis efterladenskaber den så uventet dukker op. Fra sin opståen årtusinde før vor tidsregning gennemløber den en rolig udvikling helt frem til tiden lige efter Kristi fødsel, hvor vor bronzealder forlængst er forbi og jernalderen begyndt; sin blomstringstid, hvor skifersagerne er talrigest og smukkest, synes den at have haft på et tidspunkt omkring vor bronzealders begyndelse. Man kunne fristes til at sige, at det er den ældre stenalder, der lever videre her oppe norden for lands lov og ret, men det er kun delvis rigtigt.

Ganske vist ernærede man sig på gammeldags vis ved jagt og fiskeri, for det var den eneste mulighed, man havde i det barske fjeldland, men på andre områder fulgte man ganske godt med tiden Kornet og kvæget lod man de sydskandinaviske bønder beholde, men man tilegnede sig andre af deres færdigheder, for eksempel kunsten at slibe stenredskaber; den teknik mestrede »skiferfolket« i fuldt mål.

Men lad os vende tilbage til de små stykker flint og de særlige problemer, som knytter sig til dem. Hvordan kan dansk flint være kommet så langt mod nord, har nogen haft den med sig på rejse hele vejen herop, eller har de enkelte flintstykker som en slags kulturelle stafetter vandret fra hånd til hånd for via mange skiftende ejermænd at ende ved Ishavets kyster? Var flinten måske ligefrem genstand for handel, og hvem var i så fald handelens formidlere? Forlod flinten sit udgangspunkt i råform eller som bearbejdede produkter? Og så videre.

Et er sikkert: den sydlige flint må have været værdsat af de polare jægerfolk, det viser selve dens tilstedeværelse; i det fremmede materiale må de have fundet egenskaber, som hverken skiferen eller den lokale flint besad. Selv om den indførte flint ikke på nogen boplads optræder i ligefrem overvældende mængde, er den dog fundet så ofte, at man må gå ud fra, at den har været almindelig kendt. At den har været kostbar, og at man godt kunne have brugt mere af den, fremgår af, at affaldsflinten på de nordligste bopladser praktisk taget kun viser sig i form af bittesmå stykker, det dyrebare materiale har skullet udnyttes til det yderste og er blevet ophugget, indtil bare de rene gryn var igen.

Spørgsmålet, om flinten fandt vej til Nordskandinavien i form af færdige redskaber, er vi i stand til at besvare: ja, i hvert fald af og til. Der foreligger fra skiferkulturens område et ikke helt lille antal redskaber, som ikke blot er af sydskandinavisk flint, men som efter deres form og udførelse med sikkerhed kan siges at være forarbejdet i Sydskandinavien; de må være bragt herop i færdig, eller næsten færdig tilstand, og transportens vanskelighed afspejler sig smukt deri, at mængden er størst mod syd og jævnt aftagende nordefter. Hyppigst er flintøkser og mejsler af de typer, som anvendtes i mellemste del af vor yngre stenalder; de optræder spredt over området, hvor de tilfældigt er tabt, men kan også findes mange sammen og må da opfattes som lagre, der er blevet gemt og af en eller anden grund aldrig hentet igen. Ved bunden af den Bottniske Bugt, nær stenalderhavets gamle kystlinje, er der over en strækning på kun godt 300 kilometer fundet ikke mindre end syv sådanne øksedepoter, det største med op mod 200 stykker. De allerfleste af disse økser er ikke helt færdigtildannede, den afsluttende slibning mangler, og man må gå ud fra, at de aldrig har været i brug.

Øksedepoterne besvarer endnu et af vore spørgsmål. En sending på mange snese fuldstændig ensartede, ubrugte økser - halvfabrikata ville vi kalde dem - kan ikke have vandret over tusind kilometer som genstand i en kæde af byttehandeler. Det er klart, at den må være transporteret samlet. Depoterne må være handelsmænds varelagre. De viser, at regulær flinthandel fandt sted, og at den - i hvert fald en tid - blev drevet i et vist omfang, derimod fortæller de ikke umiddelbart noget om, hvem de handlende var. Er opkøbere fra skiferfolket rejst ned efter økserne, eller har folk sydfra bragt dem op? Noget bevis for det ene eller det andet kan ikke siges at foreligge, men det ligger i selve skiferkulturens væsen, at det næppe var dens folk, der foretog den månedlange odyssé. Et fangstfolk, for hvem eksistensen fra dag til dag afhænger af lunefuld jagtlykke, vil dårligt kunne undvære ret mange mænd i længere tid uden smertelige resultater i kostplanen. Bondesamfundet, hvem agre og husdyr sikrede udkommet, har snarere haft råd til at sende nogle flintøksekolporterende medlemmer afsted i sommertiden. Vi må tro, at initiativet udgik fra syd. (Fig. 3)

Depotfundenes beliggenhed ved den gamle kystlinje giver måske et fingerpeg om, hvordan disse vore første handelsrejsende er kommet til Norrland. Det er sandsynligt, at de har foretrukket at sejle fremfor at bære og har taget søvejen opover gennem den Bottniske Bugt.

Nu er den yngre stenalder herhjemme en urolig periode med mange indvandringer og stærk udvikling. Formerne skifter, de gamle økser går af brug, men et nyt vidunder dukker op: den elegante flintdolk. At sådanne mesterværker har været eftertragtede statussymboler hos et folk, der ikke ejede flint, kan ingen tvivle om, og vi finder da også flintdolkene spredt over Nordskandinavien, dog aldrig i depoter som økserne. Her kommer iøvrigt de to pilespidser fra Sørøy ind i billedet. Typen er samtidig med dolkene og yderst almindelig i Danmark, men kendes ellers ikke fra Nordskandinavien, hvor man havde udmærkede pile af hjemligt fabrikat. Mærkeligt at disse to enlige fugle er fløjet så langt mod nord! I denne tid synes flinthandelens udøvere at have forladt den gamle, bottniske handelsvej til fordel for en anden velkendt rute: nordpå langs Norges vestkyst. (Fig. 4)

Da stenalderen herhjemme klinger ud, og bronzen for alvor holder sit indtog, kunne man forestille sig, at den hjemlige interesse for flinten visnede hen -og med den eksporten. Det ser ikke ud til at have været tilfældet. Stenalderen lever videre i nord, og ganske vist forsvinder de færdigsyede sydskandinaviske varer fra fundene, men flinten er der fremdeles og hyppigere end nogensinde. De seneste års undersøgelser har vist, at på nordnorske bopladser fra den sidste periode af skiferfolkets lange stenaldertilværelse kan den fremmede flint ligefrem myldre frem - men kun som hugspåner; daterbare redskaber - eller redskaber overhovedet - af dette materiale mangler helt i fundene. (Fig. 5)

Forklaringen herpå er ligetil. I Sydskandinavien lavede man nu sine redskaber af bronze; flintsager var så godt som gået af brug, og hvad man ikke har, kan man ikke eksportere. Handelen nordpå må imidlertid have været af væsentlig økonomisk betydning, og for at holde den igang gik man - efter alt at dømme - over til at eksportere flintbarrer, råt tilhugne flintknolde, som skiferfolkene så kunne behandle efter deres eget hoved. De små flintafslag, som er fundet på de nordvestnorske bopladser fra denne tid, kan netop ofte fremvise rester af den oprindelige flintknolds naturlige skorpe. Men hvad man egentlig har lavet af de dyrebare klumper, ved vi intet om, for der er hidtil ikke fundet een eneste oldsag af sydskandinavisk flint, om hvilken vi kan sige - eller blot tør formode - at den er gjort af skiferfolket. Måske har flinten blot været særlig velegnet til at slå ild med. Måske har den været så kostbar, at alt er hugget op. Vi ved det ikke -endnu.

Til slut skal endnu et nærliggende spørgsmål berøres: hvad fik vi i bytte for flinten, hvad var lønnen for de møjsommelige padleture, der næppe har været rene turistrejser?

Fundene er i denne sag ikke meget meddelsomme og overlader os som så ofte før til tankespindets tvivlsomme resultater. Men vi har lov at formode, at de varer, som var de hjemvendende handelsfolks gevinst, har kunnet indbringe en god pris på hjemmemarkedet, derved at de har opfyldt et temmelig væsentligt behov. Det ligger nær at gætte på den eneste artikel, som de nordskandinaviske fjeldegne dengang har været virkelig rige på: skind. Tanken harmonerer pænt med, hvad vi ved om datidens dyreliv herhjemme: vildtet er i den yngre stenalder på retur, og stadig flere af de store jagtdyr uddør, jo nærmere vi kommer bronzealderen. Det er ingen urimelig tanke, at man har tyet til Nordskandinavien, hvor vildrenen i umådelige mængder kunne fanges i faldgrave af fjeldvante skiferfolk.

Det var fristende at give fantasien frit spil og prøve at forestille sig, hvorledes et møde mellem handelsmændene og jægerne kan være gået for sig, men det skal ikke gøres her. Dog har de næppe nærmet sig hverandre som jævnbyrdige, dertil har det kulturelle svælg mellem dem - det svælg, som var en del af forudsætningen for, at de kunne mødes i gensidig handel - været for stort. Og det er næppe urealistisk at antage, at det har været en flok lettede sydskandinaver, som, efter at have byttet den tunge flintlast ud med en langt behageligere ladning af rensdyrhuder, har vendt stævnen mod de egne, hvor solen ikke er troldsk, og hvor dejligt, velkendt natmørke ventede dem.