Rejse rundt jorden

For nylig er en dagbog dukket op af en kommode fra Børsløkkegård i landsbyen Ågerup på Røsnæs, men ingen herfra aner, hvordan den er kommet der, eller har nogensinde hørt om dens forfatter. Denne navngiver sig Cornelius Schmidt, og i bogen fortæller han om sin »rejse rundt jorden med korvetten Galathea«. Det fremgår - dels af dagbogen, dels af enkelte andre kilder, som har kunnet opstøves - at han er lærersøn, født i Døstrup, Sønderjylland, at han har gjort tjeneste i søværnet, og at han foråret 1845 opholder sig hos sine forældre i Give mellem Vejle og Herning; han er da 22 år gammel. I maj rejser han til København, hvor han frimodigt henvender sig til kongen med anmodning om at måtte deltage i ekspeditionen som matros (ansøgningen findes i Rigsarkivet). Det bevilges, afrejsen finder sted 24. juni, men forinden har Cornelius Schmidt hos bogbinder F. Milo, Børs-Bazaren 15, formedelst 2 mark 8 skilling anskaffet en indbundet notesbog, den som nu er fundet, og som vi i det følgende skal lytte til. Det er interessant at sammenligne unge Schmidts uslebne notater med de tilsvarende afsnit i kaptajn Billes mammutværk, hvor ubehagelighederne behændigt er glattet ud og alt fremstillet rosenrødt. Steen Bille, der senere blev marineminister, er af eftertiden karakteriseret som en myndig og streng officer, dygtig og kundskabsrig, men »ikke afholdt af sine underordnede«.

Cornelius Schmidt 19. august 1845 (skibet har netop passeret ækvator ud for Vestafrika): »Om formiddagen fået et barkskib i sigte, som ikke ville vise sit flag før et løst og siden et skarpt skud var affyret (Fig. 2). Skibet var »Den gode frue« fra Hamborg«. - Og Steen Bille: »Den 19. august om morgenen fik vi sigte på en modgående sejler, som kom os temmelig nær (Fig. 3). Det var et hamborger-barkskib, Cæsar Godofroy kaldet, bestemt til sit hjem. Jeg sendte fartøj der om bord og fik således lejlighed til at lade høre lidt fra os i det stedse sig bortfjernende og stedse kære fædreland«. - Det må være det samme skib, de to taler om; »Godofroy« er i Cornelius’ oversættelse blevet til »Den gode frue«. Steen Bille nævner ikke beskydningen, som vel egentlig også må siges at være ilde anbragt over for et fredeligt forbisejlende skib.

Halvanden måned senere har man rundet Afrikas sydspids og nærmer sig nu Indien. Cornelius Schmidt skriver 4. oktober: »I nat skete den ulykke, at lærlingen Andreas Knudsen faldt ned af fokkevantet, hvorhen han var kommanderet at skulle stå en time, fordi han havde sat og sovet på dækket, og druknede. Der mentes rigtignok, at han var sprunget over bord med fri forsæt, da han så at sige var skompelskud på skibet, og han fik så mange prygl«.

Herom Steen Bille: »Natten mellem den 3. og 4. oktober havde vi det sørgelige uheld, at en lærling blev savnet ved vagtens ende og var ikke til at finde i skibet; han var sidst set i fokkevantet og røstet, hvorfra han uden al tvivl er faldet over bord«.

I Trankebar, som anløbes 12. oktober, udføres vigtige forretninger, og derefter følger et månedlangt ophold i Calcutta. Så går rejsen videre til øgruppen Nicobarerne. som formelt - men absolut kun formelt - var i dansk besiddelse. Her forefaldt, fortæller Cornelius Schmidt 5; februar 1846, et pinligt opgør, »en duel imellem botaniker Kamphøvener og naturhistorisk tegner Thornam, men ingen af dem blev blesseret, idet Thornam, der skød først, fejlede, og Kamphøveners pistol klikkede«. - Denne episode omtales slet ikke af Steen Bille, vel sagtens af hensyn til ekspeditionens omdømme. Dueller var i miskredit.

Helt uden forbindelse med Danmark var ekspeditionen ikke, den havde modtaget breve sendt over land ved Suez, der hvor senere kanalen blev anlagt. Den 14. marts dør præparatør Gjøtz fra Kiel. »Han havde«, fortæller Cornelius i dagbogen, »giftet sig med en ganske ung, smuk pige en 14 dage før, han rejste hjemmefra, og da han begyndte at blive syg, modtog hans herre, professor Behn, et brev fra hjemmet, hvor blev ham meldt, at Gjøtz’ unge kone var død, men da Gjøtz var syg, ville professor Behn ikke sige ham det, da det måske kunne få indflydelse på hans helbred, og på denne måde er han vist blevet behageligt overrasket ved hisset at træffe sin kone«.

Et andet tilfælde, hvor vor hovedpersons særprægede lune kommer til udtryk, berører også religionen, om end ikke hans egen (det er nu april, og man er nået til Singapore): »Der er en del kinesiske afgudstempler, og i et så jeg en afgud ride på en meget stor, om just ikke meget velskabt, hest. Da det formodentlig skulle synes som om hesten var levende, var der i en firkant under den spredt en del gødning, men det var rigtignok af hornkvæg, men det gør vel ikke noget skår i den hellige hests hellige rytters hellighed«.

Havneknejper og villige damer nævnes ikke i Cornelius Schmidts dagbog, hvad der optager ham er folks levevis, hvordan de går klædt, hvordan deres huse ser ud, hvad de dyrker og hvilke husdyr, de holder. Fra en landgang på Kinakysten beretter han: »Bygningerne er ret nette og hyggelige. Murene består af rør, meget net flettede i hinanden. Overdelen, der er som vore overtag, er tækket med ristag. Beboerne er meget godmodige og flittige folk, og enhver fremmed er velkommen, endskønt fruentimmerne går af vejen for fremmede mandfolk, når forsamlingen bliver for stor, og de bliver for nøje betragtede. Hvad der mest falder i øjne hos kinesiske fruentimmer, er deres overordentlig små fødder, thi de er ikke større end et europæisk etårs barns fødder, hvilket hidrører fra, at fødderne, imedens børnene er små, omgives med snævre bandager, som forhindrer, at fødderne kan blive større, så at det, som skulle vokse og forstørre fødderne, vokser ud ved anklerne og gør, at anklerne bliver tykke og ganske vanskabte (Fig. 3, Fig. 4, Fig. 5). At se et kinesisk fruentimmer gå, er heller intet smukt syn, thi det ser akkurat ud, som at se en gå på træben«.

Mens Galathea lå ved Canton, opstod der uroligheder, og fra de europæiske handelsstationer, som følte sig truet, bad man Steen Bille om hjælp. Han sendte 60 bevæbnede mænd, men sagen udviklede sig ikke videre. »For resten«, skriver Cornelius 30. juni, »var englænderne selv skyld i dette opløb, for en havde ved at gå forbi en butik af uagtsomhed væltet et bord, hvorpå stod en del sager til salgs, herover kommer kineseren ud og knurrer, hvorpå englænderen tager sin stok og trækker ham nogle over nakken. Derefter stimler en del Kinamænd sammen, men englænderen var så lykkelig at undslippe«. Steen Bille har en lidt anden fremstilling af begivenheden, men også han føler sig dog stødt over den hidsige englænders optræden. For en gangs skyld en slags enighed.

I august løb korvetten ind i bugten ved Jeddo (nu Tokyo). Det var egentlig mod planerne, Japan var et lukket land, men der var fra europæisk side ønske om at oprette handelsforbindelser, og Steen Bille mente at burde gribe chancen, da den bød sig (Fig. 6). En dags forhandling med en japansk officer førte imidlertid ikke til noget, og en mindre skudepisode (Bille holdt åbenbart af at spille med musklerne) kan umuligt have forbedret stemningen. Galathea måtte sejle videre med uforrettet sag. Rejsen gik nu over Stillehavet, Hawaii besøgtes, og hen mod jul var man nået til Tahiti.

Cornelius Schmidt 18. december 1846: »Fredag morgen kl 6 lettet, straks uden for øen (Bora Bora) kom en stormbyge med en sådan hast og voldsomhed, at skibet krængede så stærkt, at alle læ-batteriporte, som stod åbne, ganske kom under vand, og det var vanskeligt at få dem lukkede. - Proviantforvalteren tørnede ganske forskrækket ud af sin køje og stod ganske nøgen, undtagen skjorten, på batteritrappen og råbte af fuld hals »lad løbe mærssejl«, hvilken ordre naturligvis længe i forvejen var givet af vagtofficeren. Det var ellers vanskeligt nok at få bramsejlene og mærssejlene ned, da ræerne ikke ville løbe, fordi skibet krængede så voldsomt, at jeg ikke ved, at krængningen nogensinde har været så stærk. - Mange blev ved denne lejlighed ganske blege om næsen, og adskillige begyndte at græde, men broderparten lo, bandede og arbejdede«.

Herom Steen Bille: »Just tværs for sydspidsen af Borraborra kom den (stormen) med lynfart ned fra fjeldet og kastede sig over Galathea, som gik stille og rolig for fulde sejl sin kurs —. Stødet var så voldsomt, at vi i et nu krængede over til midt på batteriportene, som lykkeligvis var lukkede, og det kostede naturligvis så meget mere anstrengelse at få sejlene ned«. - De lukkede batteriporte må være en efterrationalisering fra Steen Billes side. Cornelius Schmidts øjebliksbillede er sikkert korrekt.

Den dramatiske krængning fandt som nævnt sted 18. december. Om julen og nytåret, der fulgte efter, siger Cornelius, at de »gik hen som sædvanlig og var ellers mærkelige ved den mængde prygl, som til denne højtid blev uddelt«. - Steen Bille ser anderledes på det: »Juledagene stod for døren —. Vi gjorde os til gode mellem os selv, så godt vi kunne; folkene fik punch og holdt dans og sang til helt ud på aftenen; jeg spiste til middag hos officererne, og de spiste igen til aften hos mig, og dermed gik julen over, og alle vemodige tanker blev tvungne ned igen i hjertets dybeste lønkammer. Nytårsaften havde vi en formelig lille aftenunderholdning —«.

De følgende måneder er helliget Sydamerika, men derefter går turen hjemover. 23. august 1847, kl 10 aften, ankrer Galathea op på Københavns red. 8. september skriver Cornelius Schmidt i sin dagbog: »Rejste fra Rårup over Holtum til Give, hvor jeg fortøjede kroppen for den tilkommende vinter«.

I folketællingslisten 1850 finder vi Cornelius Schmidt nævnt som hjempermitteret fra Treårskrigen; den brød som bekendt ud marts 1848, så der har ikke været megen tid til at puste ud. Hvad der senere blev af ham, ved vi desværre ikke. Var hans trang til eventyr tilfredsstillet? Bevarede han sin friske slagfærdighed? Hvordan endte dagbogen i kommodeskuffen på Røsnæs?

Bogen befinder sig nu - efter finderen Karen Rasmussens bestemmelse - i Handels- og Søfartsmuseet på Kronborg (Fig. 7).