Rehabilitering

I 1345 gik det voldsomt til. Der står at læse: »Ærkebispen og bisperne holdt provinssynode i Helsingborg Kristi Himmelfartsdag. Holstenerne afbrændte flere landsbyer på Sjælland, og de hærger Ringsted by. Danskerne tog befæstningen ved Næstved, og de ødelagde Gunderslevholm, efter at marsken, Erik Nielsen, havde ladet besætningen dér hugge ned. På tredjedagen døde Jens Mogensen, som havde grundlagt dette sted«.

Her har vi ikke bare et vidnesbyrd om middelalderlig krigsførelses grusomhed, men også - hvad der er meget sjældent - en forholdsvis snæver bestemmelse af anlæggelsestidspunktet for en borg, nemlig Gunderslevholm ved Susåen, lidt syd for Tystrup sø; den eksisterer stadig, men det oprindelige anlæg er nu kun kendeligt som et voldsted lidt fra den senere herregårds bygninger. Ved at se nøjere på det samtidige brevstof kan vi komme tidspunktet for borgens tilblivelse endnu nærmere, den må være anlagt mellem 1333, da omtalte Jens Mogensen af slægten Grubbe, landsdommer på Sjælland, overtog stedet, og 1339, da han pantsatte det til en holstener. Hele forløbet falder fint i tråd med den opfattelse, man i dag har af de private borges rolle i Danmarks middelalder.

Det fremgår ikke klart af Sjællandske Krønikes tekst, på hvilken side Jens Mogensen stod, og man har uden videre antaget, at han døde under forsvaret af sit hjem mod kongens tropper. Derved blev han placeret mellem de adelige, der søgte egen vinding i forbindelse med rigets opløsning; alle kongelige besiddelser var jo blevet pantsat af Valdemar Atterdags forgængere gennem første tredjedel af 1300-tallet. Jens Mogensen er blevet kaldt landssviger. Det er stærke ord. I middelalderen tænkte man mindre på landssvig end på mandssvig, forræderi mod den, man havde svoret troskab. Nationalfølelse i vor forstand var et ukendt begreb.

Som nævnt var det en holstener, Jens Mogensen pantsatte sit gods til i slutningen af 1330’erne. Han var altså i samme båd som kongen, og det er rimeligt at antage, han har kæmpet på dennes side og sammen med dennes mænd i 1345. Hvorfor skulle han ellers blive omtalt i krøniken, som han gør? Hans sønner nød da også kongelig gunst i rigt mål, de fik således lov at tilbagekøbe eller indløse Gunderslevholm, som kongen jo havde erobret fra holsteneren. Sønnen Bent sad på fædrenegodset til sin død, og om en anden søn, Mogens, der gik kirkens vej, fortæller krøniken, at kongen havde ham i sin gård og sørgede godt for ham i alle måder, blandt andet ved at hjælpe ham til bispedømmet i Børglum og siden til det i Ribe (fig. 1). Efter Bents død optræder ganske vist dronning Margrethe på en måde, der kan forekomme mærkelig over for en kongetro slægt, hun kræver nemlig i sin egenskab af værge for enken stedets fæstningsværker nedrevet. Det passer nu meget godt med dronningens almindelige politik over for de private borge, såvel venners som fjenders: hun forlangte deres tænder trukket ud, så at de fra fæstninger blev til fredelige gårde, hvilket på længere sigt var det sikreste. Måske var nedbrydningen heller ingen dårlig forretning. Materialerne repræsenterede en betydelig værdi, som kom arvingerne til gode - og det kan tænkes, at der også blev lidt til dronningen. To fluer med ét smæk! Om Gunderslevholm virkelig blev ødelagt i 1345, som krøniken hævder, er for resten et ubesvaret spørgsmål. Det kan måske engang afsløres ad arkæologisk vej.

Om sønnen Mogens, ham der blev bisp i Jylland, er endnu lidt at sige. Med sin tilknytning til Gunderslevholm må han have haft indgående kendskab til Sjælland, især Næstvedegnen, og et sådant lokalkendskab røbes netop af Sjællandske Krønikes ukendte forfatter. Dels dette, men også hans nære forhold til Valdemar Atterdag har medvirket til, at han er blevet foreslået som ophavsmand til krøniken - eller rettere: til dens hovedstykke, der går til hen mod 1360. Bevises kan det aldrig, og er det ham, må man undre sig over undladelser og manglende præcision med hensyn til vigtige begivenheder i slutningen af 1350'erne, som han har kendt til, fordi han selv tog del i dem. Imidlertid er det vanskeligt at se tilbage og forstå, hvad der var vigtigst for et menneske dengang at erindre og bringe videre til verdens kundskab, og måske var Mogens Jensen i virkeligheden alt for betydelig en mand til selv at befatte sig med historieskriveri; efter at han blev bisp, har han i hvert fald haft nok at gøre. En af hans husstand kan have ført pennen for ham. Det ville i så fald ikke være første gang, en klerk skrev Danmarkshistorie for en bisp.

Det er lidt stærkt at sammenligne Mogens Jensen med Absalon, og Yngre sjællandske Krønike kan på ingen måde måle sig med Saxos Danesaga, men den er det bedste, vi har fra den tid, og fortjener at blive læst.

For nogle år siden udgav Wormianum Sjællandske Krønike i oversættelse ved ovenstående artikels forfatter. Den er nu - let revideret - udsendt i nyt oplag. Pris 125 kr. i boghandelen, 108 kr. for abonnenter.