Regning og runesten
I året 1652 udgik fra kongen, Frederik 3., et cirkulære til landets lensmænd: det befaledes dem at indbringe til København »monumenter og sten med runebogstaver — hvilke vi bedre og nytteligere eragter på ét sted at vorde samlede«. Manden bag dette initiativ var dog ikke kongen, men lægen og oldforskeren Ole Worm, der ikke ubetinget fortjener ros i den anledning. Heldigvis, må man sige, tog ikke alle lensmændene lige tungt på opgaven, der jo i øvrigt var forbundet med store praktiske vanskeligheder, men der indkom da 13 sten, hvoraf dog kun 12 med runer; den trettende var en romansk ligsten, der må være smuttet med i skyndingen. Stenene blev efter kongens ordre afleveret på den nye »Regenskirkegård« ved Rundetårn og den endnu ikke helt fuldførte Trinitatis kirke. Der lå de! Worm døde et par år senere, og dermed gik hele planen i opløsning. Da der 1682 skulle opføres en ny mur om kirkegården, var der tale om at indsætte stenene i den, men det skete ikke. De blev liggende »henslængt« på kirkegården.
Af Harald Andersen
1728 brændte en stor del af København, Rundetårn blev reddet, men kirken gik op i luer. Også for stenene blev det en katastrofe, men før vi går videre, skal vi stifte bekendtskab med en mærkelig mand: Søren Matthisen, klokker ved Trinitatis kirke.
Han var født 1653 - netop på den tid, hvor runestenene blev indsamlet - og arvede 1697 klokkerembedet efter sin far. Denne forholdsvis beskedne stilling var ham imidlertid ikke nok, han drev privat forretningsvirksomhed, handlede med huse og blev efterhånden en holden mand - men næppe særlig afholdt, dertil var hans metoder for barske, hvad man blandt andet ser af de processer, han førte. At han åbnede Rundetårn for besøgende og selv indkasserede entréindtægten, synes ikke at være faldet myndighederne for brystet, først da der blev pillet ved de astronomiske instrumenter, som var anbragt øverst oppe, modtog han en reprimande. Under pesten 1711 klagedes der over, at han ikke sørgede for at få ligene gravet dybt nok ned. Det er dog ikke den slags småting, der har holdt mindet om ham i live, men hans udgivelse af en regnebog; handelsmanden Søren Matthisen var jo vant til at arbejde med tal. Compendium Arithmeticum, som den hedder, kom i en række udgaver, sidste gang i 1763, og vandt udbredelse både i Danmark og Norge. Den er stor, over 300 sider, men ikke udpræget menneskevenlig. En af opgaverne går således ud på at dividere et 25-cifret tal med et 20-cifret. (Fig. 1, fig. 2)
Fig. 1. Ingen billedtekst. Fig. 2. Udsnit af Geddes kort over København (1757) med Rundetårn og Trinitatis kirke. De to pile viser beliggenheden af henholdsvis den gamle og den nye klokkerbolig.
Storbranden 1728 ramte også Søren Matthisens embedsbolig, der lå klos op ad kirke og tårn, og den blev ikke genopført; man gav ham en ny grund, nr 95 i gaden Landemærket. »Til det hus, han opbygde på denne plads, anvendte han da hine mange århundreder gamle, nationale mindesmærker«, fortæller sprogforskeren Rasmus Rask 1820, og han opgør tallet på runesten, som forsvandt ved den lejlighed, til ni. »Huset skal være lige ud for det næstsidste fag vinduer af Runde-kirke (Trinitatiskirken) imod gavlen. Denne nøjagtige efterretning skylder jeg en ven, hvis farbroder har ejet bemeldte hus efter Søren Matthisen og kunne erindre, at sten med indskrift på fra kirkegården blev anvendt til dets bygning«. Meget er sket siden da, også på grunden i Landemærket, men der må stadig være mulighed for, at i hvert fald stumper af det tabte kan dukke op.
Ni sten fra tretten giver en rest på fire - efter Søren Matthisens regnebog. De forblev ved Rundetårn, »og det ventelig til en nærig klokker skal til at bygge igen«, som ugebladet »Dagen« spydigt bemærkede i 1807. Så galt gik det nu ikke. De fire sten, heriblandt den omtalte ligsten, befinder sig i dag på Nationalmuseet.
