Ravfund ved vestkysten

Men man kan også finde rav på anden måde ved Vestkysten. Som nu museumsassistent Hans Damgaard fra Esbjerg Museum, der gravede i en overpløjet bronzealderhøj ved Andrup tæt uden for Esbjerg. I højens noget forrodede midterparti fandt han to grave, som begge var fra ældre bronzealder uden dog at være anlagt samtidig. Den bedst bevarede af dem indeholdt formuldede rester af en trækiste og to flintdolke af sen type, som først kom i brug, efter at stenalderen i egentlig forstand var afsluttet. Den ene dolk lå nede i trækisten, den anden oppe i fylden. Det er muligt, at denne sidstnævnte dolk i virkeligheden stammer fra den anden grav, som øjensynlig er blevet berørt af graverens spade, da dolkgraven anlagdes.

I den forstyrrede grav fandt Damgaard højens vigtigste oldsager: tre ravperler. Små og uanselige er de, men med en mærkelig historie. (Fig. 1)

Den største af perlerne er et såkaldt samlestykke. Det vil sige, at den er forsynet med en række parallelle gennemboringer, således at man har kunnet skyde den ind som samlende led i et halssmykke med flere parallelle rækker af perler; på den måde undgik man, at rækkerne snoede sig om hinanden. Men Andrup-samlestykket adskiller sig fra de almindelige danske stenalder-samlestykker, som vi kender fra de store ravdepoter og fra dysser og jættestuer. Det er spinklere, og i kanten af gennemboringerne er der lavet skrå huller, der mødes i V-form. Stykket er, hvad man i det arkæologiske fagsprog kalder et samlestykke med kompliceret gennemboring. Denne særprægede type er ikke af dansk oprindelse; Andrupstykket må være kommet udenlands fra, men tilblivelsesstedet er ikke så let at udpege. Sådanne stykker har nemlig - mærkelig nok - været brugt tre vidt forskellige steder i nøjagtig samme form.

Fra Englands tidlige bronzealder, der falder lidt før den tilsvarende periode i Danmark, kendes halskæder med sådanne samlestykker. I den anden ende af Europa, i Grækenland, møder vi også typen, men noget kunne tyde på, at de græske eksemplarer er indført fra England. Det er i øvrigt ikke den eneste oldsagsform, som viser, at der har været kontakt mellem de to lande på den tid.

Det tredje sted, hvor samlestykkerne findes, er Sydtyskland og Østrig. Tidspunktet for deres optræden her ligger lidt senere end de to andre steder, nemlig omkring midten af vor ældre bronzealder, og disse samlestykker har ikke som de engelske været båret i halskraver, men har hørt til hals- og brystsmykker af en helt anden art. Der har ikke kunnet påvises nogen forbindelse mellem de mellemeuropæiske samlestykker og de andre forekomster, skønt formen som sagt er ganske den samme.

Men nu de to andre perler i Andrupgraven. De er cylindriske, skarpkantede og med en ganske fin gennemboring, der synes frembragt med et metalredskab; men til trods for at formen er yderst enkel, er den uden sidestykke i Danmark, og der kendes heller ikke noget tilsvarende fra England, hvor de perler, der kommer nærmest, enten er af mere afrundede former, svarende til de danske, eller helt flade skiver. I Sydtyskland derimod finder man perler af Andruptypen i kvindegrave - og netop sammen med de omtalte samlestykker. Det kunne altså se ud til, at de tre Andrupperler er dele af et sydtysk brystsmykke, ikke af en engelsk halskæde.

Men hvad enten Andrupperlerne stammer fra Sydtyskland eller fra England, er det lige mærkeligt. Gennem det meste af yngre stenalder er fundene rige på rav, men i sidste del af perioden tager mængden af, og gennem hele bronzealderen optræder ravet langt sjældnere end før i grave og depoter. Dette voldsomme omsving har man - som omtalt i foregående artikel - forklaret som resultat af udenrigshandel, idet man har ment, at ravet var det byttemiddel, der skaffede metallet til Norden. Mod denne forklaring kan der, som vi har hørt, rejses tvivl, og den er sikkert for ensidig. Spørgsmålet er dog endnu uafklaret, og undertegnede vil fremdeles mene, at der er vægtige grunde, som taler for, at ravhandelen har spillet en rolle i hvert fald i ældre bronzealder. Givet er det, at de danske ravlagre ikke har været udtømt, og det stiller unægtelig Andrupperlerne i et noget ejendommeligt lys. Hvorfor har man importeret ravperler til Danmark - perler, som måske oven i købet er fremstillet af rav oprindelig eksporteret herfra? Og, af alle steder, hvorfor importeret dem til den ravrige jyske vestkyst? Det minder jo i nogen grad om at gå over åen efter vand, men det kan man ganske vist heller ikke helt sige sig fri for i moderne udenrigshandel for slet ikke at tale om handel med turistsouvenirs.

Er det en dansker, som er faldet for disse perler under en rejse sydpå, eller har en tysker bragt dem herop? Det er håbløst at spekulere på. Eet er sikkert: I det vedtagne billede af bronzealderens ravhandel lader Andrupperlerne sig vanskeligt passe ind.