Rangstigen

Det var i tidens ånd, at kønnene holdtes adskilt i kirken; kvinderne havde staderne mod nord, mændene dem mod syd. Ikke nok med det! Eftersom kirkegang dengang var en selvfølge, faldt det naturligt, at hver havde sin faste plads, og ingen kunne være i tvivl om, at de bedste var dem nærmest alteret. Det førte til en sindrig fordeling efter rang og stand: fra de forreste bænke, som var forbeholdt de allerfineste såsom lensmand eller herremand, og nedad gennem alle trin til de bageste rækker, hvor tjenestefolk og daglejere havde deres pladser. Også rækkefølgen inden for det enkelte stolestade var nøje bestemt, her var reglen: finest ind mod midtergangen, ringest ud mod væggen - men selv denne sidstnævnte, lidet eftertragtede plads var at foretrække for yderpladsen i stadet bagved. Gifte havde forrang for ugifte, og hvis alt andet stod lige, besattes pladserne efter alder. - Det var i øvrigt almindeligt, at der betaltes en vis årlig afgift - stolestadepenge - til kirken. 

Al denne standsbevidsthed under kirkens hvælvinger måtte nødvendigvis føre til splid, højrøstet tale eller endog håndgemæng, hvad enhver kunne se, var upassende på et helligt sted. Det skete, at et sådant klammeri endte for retten. Navnlig i 1700- årenes første halvdel var der mange af den slags sager - lad os se på en af dem. 

En søndag i foråret 1730, da madam Worm, en af Århus’ respekterede damer, havde indtaget sin plads i domkirken for at overvære højmessen, blev hun antastet af en anden kvinde, der overfusede hende, så at folk forsamledes ved stolen »til at se og høre derpå og få latter deraf«. Fredsforstyrreren, hvis navn var madam Wechman, gik så vidt, at hun i selve kirken fremsatte følgende barske udtalelse: »Djævelen skulle føre dig af stolen, som ingen rettighed havde dertil«. Senere, ved tolvprædikenen samme dag, gentog skandalen sig. Madam Worm var denne gang i følge med jomfru Cappel, og for i det mindste ikke at skulle sidde neden for hende satte madam Wechman sig simpelthen på hendes skød, »indtil hun græd for den tunge byrde, og fordi hun ikke kunne røre hendes ben«. Om episodens alvor vidnede senere to huller i jomfruens forklæde. Madam Worm med ledsagerske lod sig dog ikke slå ud. De blev standhaftigt siddende i kirken fra tolvprædiken til aftensangen var ovre for ikke at miste deres pladser. 

Optrinnet var for groft til at gå upåtalt hen. Biskoppen blev involveret og bestemte, at der fra domkirkens prædikestol skulle oplæses en erklæring, hvor madam Wechman gjorde »en tilbørlig afbigt for den af hende begangne exces og forargelse - «. Tillige blev hun idømt en bøde, der dog af hensyn til familiens dårlige økonomi blev gjort forholdsvis beskeden: 20 rigsdaler. 

Tilsvarende sager kendes fra alle dele af landet, men efterhånden vandt dog lighedstanken indpas, om ikke i almindelighed så dog på kirkens grund. Stolerettighederne blev i løbet af 1800-årene næsten opgivet, og man kan vel heller ikke sige, de var i kristen ånd (Fig. 1).