Radke Bolkens Ildpande

Ildpanden var skænket til domkirken 1474 af ribeborgeren Radke Bolken, der ydermere gennem en fundats tilvejebragte trækul, for at der til evig tid om vinteren kunne fyres til »præsters og fattige peblinges og menige fattigfolks behov og nytte«. Radke Bolkens bestemmelser for ildpandens brug og hans omhu for stiftelsens sikring fremgår af de to bevarede fundatsbreve; det er bevægende læsning. Rent praktisk skaffedes det evige brændsel ved at Radke Bolken for 30 mark lybsk købte en »evig rente« af en grund i byen tilhørende væbneren Mads Pedersen Skriver. I dag ville vi vel sige, at han købte en prioritet, der aldrig skulle indløses. Til gengæld udstedte Mads Skriver 4. august samme år et åbent brev, hvori han på vegne af sig selv, sin hustru Anne, deres arvinger og alle fremtidige ejere og brugere af grunden lovede at give trækul til ildpandens fyring. Det drejede sig om en årlig ydelse af 7 tønder »milkul« og 7 tønder »småkul« leveret på Skt Mikkels dag (29. september) - altså lige op til fyringssæsonen. De to af tønderne skulle klokkeren have for at »tage panden til ware med ild at gøre og forware«. Det egentlige opsyn med den og forpligtelsen til årligt at indkræve kullene blev overdraget vikarkapitlet, domkirkens broderskab af vikarpræster, som straks fik det af Mads Skriver udstedte såkaldte »hovedbrev« i forvaring. Ydermere indsatte Radke Bolken bystyret og domkapitlet som tilsynsførende med vikarpræsternes administration af ildpanden. Til vidnesbyrd herom lod han hovedbrevets tekst indføre »udi bysens bog på rådhuset« og udstedte 14. september selv et følgebrev til domkapitlet.

Det har ikke været tilfældigt, at Radke Bolken blandt domkirkens »evige« institutioner valgte netop vikarkapitlet til at tage vare på ildpanden. Ifølge fundatsen skulle fyringen jo blandt andet ske til tarv og nytte for præsterne, der bar de endeløse gudstjenesteforpligtelser ved altrene i det store kirkerum. Vikarpræsterne har således - til forskel fra de velbjærgede domkanniker - haft en klar fælles interesse i, at ildpanden var varm, når vintertågerne lå over byen. (Fig. 1) Hermed være ikke sagt, at domkirkens præster hidtil havde været henvist til kuskeslag på de dage, hvor der var is på vievandet. (Fig. 2) Man kunne vel selv have et lille fyrfad med, og for den præst, der skulle celebrere messen og ikke måtte spilde vinen, har der ved altret været ophængt et hedt varmeæble, hvor de stive fingre kunne kaldes til live. Fortegnelserne over domkirkens engang så overdådige skatte rummer nemlig adskillige af denne raffinerede type håndvarmere. Et varmeæble kan være udført i kobber eller sølv og består af en gennembrudt kugleskal, der kan åbnes, og hvori der findes en lille skål. Denne skål, der forsynes med glødende trækul eller jern, er så sindrigt ophængt, at den - hvorledes æblet end vendes - forbliver horisontal, således at ild og aske ikke slipper ud. I Ribe domkirke fandtes allerede 1313 en »sølvglobus til ild«, og mere beskedne eksemplarer opbevaredes endnu længe efter reformationen i domkapitlets store kiste: »4 løve hoveder, hvor af der ved silche hænger 4 runde kloder. Både hovederne og kloderne ere af kåber, men sterk og dejlig forgylt«. Kuglerne var med andre ord ophængt i løvehoveder, der har været fæstnet ved kirkens sidealtre; man ser for sig vikarpræsten, der i Radke Bolkens ildpande udsøger sig et rigtig godt stykke gloende trækul til at putte i sit alters varmeæble.

Udover kirkens præster skulle ildpanden efter Radke Bolkens ønske komme fattige peblinge og menige fattigfolk til gode. Det har været af hensyn til tilstrømningen ude fra, at ildpanden skulle stå »innen den nør- re kirke dør«, det vil sige ved kirkens hovedindgang i nordre korsarm. Denne dør vendte ud mod byens torv og gav således byens nødlidende bekvem adgang. Usle mennesker har trængt sig i en stor våd pyt for at få varme ved gløderne og for at tørre deres ellers altid klamme pjalter. Man har holdt sig til i domkirken, når der blev fyret i ildpanden ligesom ved almisseuddelingerne, der især fandt sted ved store folks bryllupper, begravelser og sjælefester. Samme år, som ildpanden blev opstillet, gav en kannik til uddeling blandt de fattige 200 brød, 3 flæskesider, en tønde øl og 20 par støvler - ved andre lejligheder kunne der vanke et varmt bad.

De fattige peblinge har givetvis haft særlig nytte af de varme gløder. Deres nødtørftige udkomme hentede de nemlig hovedsagelig - udover ved almisser og organiseret tiggeri - gennem forskelligt »erhvervsarbejde« i domkirken. De virkede som kor- og messedrenge, trådte orglet og var gerne henvist til det mest ubehagelige arbejde som at »holde blus«, det vil sige våge over afdødes sjæle i det store kolde kirkerum. Den hovedrige godssamler Eggert Frille bestemte 1460 om de fremtidige gudstjenester for hans og familiens sjæle, at to skoledrenge iført »rykkelin« (korskjorter) under lørdagsmessen skulle holde to tændte lys for højaltret og det både sommer og vinter, skønt det ikke var sædvane »pebling i rykkelin at stande om vinteren!« En sekvens skulle peblingene synge alene og »i knæen«, hvorpå de skulle blive liggende, mens hele koret sang det samme igen. Herefter skulle de to forkomne drenge have udbetalt hver to penninge. - Gad vidst, om det er overværelsen af dette skuespil i kirken, der har inspireret Radke Bolken til hans stiftelse?

Ildpander som Radke Bolkens har ikke været almindelige i vore kirker, men i hvert fald Lunds domkirke, den gamle danske hovedkirke, og Vor Frue kirke i København har i middelalderen modtaget tilsvarende stiftelser. Malmørådmanden Jesper Henriksen skænkede mellem 1496 og 1499 en »fyrpande af kober« til domkirken i Lund. Ifølge et brev 14. november 1499 lagde han dette år kul til panden i form af en årlig rente på et af kirkens altre. (Fig. 3) Altrets vikarpræst forpligtede sig til årligt at købe hele »60 tønner kul at holle daglige ild udi den pandhe om winthren«, hvilket skulle tjene »fattige klerke og fattige usle menniske, som have af klæderne føje, til tarv og gode«. Disse skulle til gengæld, når de varmede sig, huske at bede for alle kristne sjæle - og specielt for Jesper Henriksens forældres! Ildpanden er stadig bevaret og bærer på randen en indskrift med årstallet 1496. Domkirkens organist benyttede den helt op i begyndelsen af forrige århundrede.

Ildpanden i Vor Frue kirke i København var skænket engang mellem 1481 og ca 1510 af kirkens dekan, den lærde Erik Nielsen Rosenkrantz. (Fig. 4) Som Ribe-panden er den nu borte, men indtil den store brand 1728 stod den ved kirkens hoveddør. Kulrenten, der midt i 1500'rne beløb sig til 12 mark om året, hvilede på Skt Dionysii alters præstebolig i Studiestræde. Vikarpræsten hér skulle tage vare på pandens fyring »fattige folk til nytte, varme og bedste«. Da det katolske altergods efter reformationen skulle inddrages, var der 1551 fare for, at kulrenten til ildpanden kunne gå med i købet. Bisp Peder Palladius skrev da resolut til kongen for at sikre stiftelsens fortsættelse, og enden blev, at den gode bisp selv påtog sig at holde panden ved magt. Kanske en grund til denne omsorg ligger i Peder Palladius' egen skoletid i Ribe henved fyrre år forinden. Som lille skolepurk må han ofte have varmet sine fingre ved Radke Bolkens ildpande! Da panden i København 1607 blev taget ud af brug, var begrundelsen den uro og forstyrrelse, der opstod, når almuen under gudstjenesten trængte sig frem om de varme gløder.

Man gad nok vide, hvem der først har fået den mageløse ide at skænke en monumental ildpande, for at hulkindede peblinge og fattigfolk i kirken kunne nyde en luksus, der ellers kun var overklassen og de bedre borgere beskåret? Senmiddelalderens store, bronzestøbte ildpander hørte ellers til i tidens bedre boliger, hvor trækulsglødernes behagelige varmeudstråling og begrænsede røgudvikling var et højt værdsat gode. Selvom der i flere nordtyske domkirker og større kirker er bevaret sådanne pander, er det langtfra givet, at de altid er anskaffet af hensyn til forfrosne fattigfolk. Mange store fyrfade kan have været benyttet af kanni- kerne i højkoret eller af prominente kirkegængere, der har forlangt varme gløder ved deres sæder i kirken. Når Mölln kirkes prægtige ildpande ifølge sin indskrift er skænket 1472 af en »Hans Wrowde« og hans kone, må der dog utvivlsomt være tale om en social stiftelse som de danske; nogen kulfundats har næppe heller manglet i Mölln. Det samme kan siges om ildpanden i Landkirchen på Femern, der ifølge indskrift er fra 1491 og en gave fra øens provst Jones Kule. Den næsten tilsvarende fra Petersdorf, ligeledes på Femern, bærer en lang indskrift, der oplyser, at den er skænket til kirken 1493 af en vis Herman Kronert. Stifteren gav både rede penge og en årlig rente hos kirkeværgen til at holde panden med kul. Noget kunne således tyde på, at de tre danske stiftelser hænger sammen med en hel bølge af tilsvarende fundatser i det tilgrænsende tyske område. (Fig. 5) Eksemplerne synes at samle sig i de tre sidste årtier af 1400'rne, men kun omfattende arkivstudier vil kunne kaste lys over fænomenets oprindelse og udbredelse.

Det giver en fornemmelse af bronzearbejdets mægtighed, at Ribe-ildpanden fejlagtigt opførtes som »en gammel kasseret malm døbefont«, da den 4. juli 1798 afhændedes på auktion. Malmen, der erhvervedes af Jens Gørtler, androg ikke mindre end 202 pund, hvilket betyder, at Radke Bolkens fyrpande har været henved tre gange så stor som Jesper Henriksens i Lund. Den synes ikke at have hørt til typen med tre korte ben støbt i ét med selve kummen. Ribehistorikeren Matthias Galthen kunne nemlig 1792 fortælle, at den stod på »trende høje fødder«, det vil sige en trefod, der ved auktionen opgaves som værende af jern, 56 pund. (Fig. 6) Denne fod behøver naturligvis ikke at have været oprindelig sammenhørende med ildpanden, men det må være rimeligt at slutte, at Radke Bolkens varmepande har været af den type, der var beregnet til at stå på en separat fod. (Fig. 7) Herved slutter den sig naturligt til de tre netop nævnte pander fra Mölln, Landkirchen og Petersdorf, der også ved deres store vægt (ca 100 kg) kommer Radke Bolkens nærmest. Når disse tre pander måler ca 70 cm i diameter, giver dette sikkert også et godt fingerpeg om den jyske pandes tværmål. Måske kan vi komme endnu lidt nærmere dens udseende, selvom det må bygge på negative vidnesbyrd. I sin udførlige omtale af ildpanden, 1736, ville ribehistorikeren Peder Terpager givet have nævnt det, såfremt der havde været iøjnespringende træk som de grumme løvehoveder på de to femerske ildpander; ligeledes havde han utvivlsomt citeret indskriften, hvis ildpanden havde båret en sådan. Radke Bolkens fyrpande synes altså at have været enkel og funktionel, i udformning og format nærmest svarende til den fra Mölln.

De 14 tønder trækul skulle, som vi erfarede gennem stiftelsesbrevene, ydes af en jord, der tilhørte Mads Pedersen Skriver. Selve den årlige ydelse hvilede imidlertid på lejeren, der 1474 hed Kjeld Remsnider. Grunden var beliggende på nordsiden af Sønderportsgade i tilslutning til det store stenhus »Stenset« på hjørnet af Stenboga- de. Denne prægtige gotiske bygning - siden 1709 byens rådhus - tilhørte iøvrigt også Mads Skriver, der har været en af byens solideste mænd.

Der var til stadighed problemer med at få inddrevet kullene. Eksempelvis måtte grundens ejer 1542 gå rettens vej for at få lejeren Lambert Knudsen til at yde en restance og fremtidig levere de 14 tønder efter fundatsen. Skyldneren forsvarede sig med de store prisstigninger på trækul: »fordum tid da gjaldt en tønde kul ikke uden 4 hvid og nu gjælder 24 hvider«. (Fig. 8) I 1600'rne lå der på grunden et kandestøberi, hvilket vel var ganske praktisk, da kandegyderen jo alligevel til sit håndværk skulle hjemtage trækul. Vi ved ikke, hvornår leveringen af trækul fra huset i Sønderportsgade indstilledes, men endnu i 1700-årene skal der om vinteren være blevet tændt op i den store »kobber ildpande«, når aftenbønnen holdtes.

Der er overleveret mange vidnesbyrd om fyringens betydning specielt for skolepeblingene. Sommer og vinter skulle drengene deltage i de mange gudstjenester. Der var ikke blot tale om de endeløse søn- og helligdage (engang prædikede bisp Brorson på grund af »halskatarr« i kun tre timer), også på hverdage måtte skoledrengene give »sangopvartning«, når der var prædikener, bryllupper og begravelser. Mest upopulær var dog vist den daglige korsang, der fandt sted morgen og aften i begge byens kirker som en fortsættelse af de katolske tidebønner. Peblingenes rastløshed fremgår til fulde af de talløse navne, årstal, tegninger - ja endog brætspil, der er indridset i de middelalderlige korstole, hvor drengene havde deres plads. Mads Pedersen Rostoch, der blev student 1672, indfletter i sit store digt om fødebyens herligheder flere små livsnære erindringer fra sin barndom og ungdom i Ribe. (Fig. 9) Som han træder ind i domkirken ad døren i nordre korsarm, falder øjnene først på den kæmpestore, henved syv meter høje træfigur af Skt Kristoffer, der stod »ræt inden dørren«. Han undrer på de gamles mening om denne lange kæmpe, og vender sig så til Radke Bolkens ildpande:

»Som jeg så tænkendis her står, en malme-pande / Jeg bliver var ret ved Christophers food at stande, / Hvor i om vinter-tid en kul-ild tændis op / For arme peblingers forfrosne hånd og krop. / Gud fryde dennem, som slig miskundhed beteede / Mod Herrens planter små, som sig her ved kand glæde / De fingre dette skrev, har sig i unge år / Her ofte varmet, det mig ej af minde går«

Også om kniven har Mads Pedersens fingre fattet i skoleårene, for vi finder hans navn indskåret i Skt Katharinæ kirkes gamle korstole.

Den gamle ildpande var blandt de skatte og »mærkværdigheder«, der i 1700'rne blev vist frem for domkirkens besøgende. Rundvisningen besørgedes gerne af klokkerens karl, der mod en lille betaling iklædte sig en gammel katolsk bispedragt, som opbevaredes i kapitelhuset. Intet under, at fremmede kunne tabe »contenancen« når han således »af kortvillig skjæmt pludselig viste sig« - især da han for ansigtet bar en kæmpestor træmaske med glorie, som havde været brugt ved de middelalderlige kirkespil i domkirken, og bag denne en allongeparyk. I kapitelhuset kunne endvidere ses gamle varmeæbler, mørnede katolske helgenfaner og meget andet godt. Det er nu borte altsammen ligesom »Lange Christopher« og den store malm-pande.

Lit: Hikuin 7, 1981. - Danmarks Kirker, Ribe Domkirke, inventarafsnittet (under udarbejdelse).