Rå og ny i troen

Sådan fortælles der i »Ansgars levned«, et mindeskrift forfattet kort efter den store forkynders salige bortgang i året 865. Den omtalte Harald (Klak) var et af de kongsemner, som stod parat med krav på den danske trone, da arven efter den mægtige Godfred skulle løftes. Som vi har hørt, måtte han søge hjælp hos arvefjenden, den frankiske kejser, og opholdet hos ham (i Ingelheim) førte til omvendelse og dåb. Om styrken af Haralds tro kan man kun gisne.

(Fig. 1).

Til at virke for kristendommens sag i Haralds fædreland valgte kejseren Ansgar og Autbert, unge og nidkære munke fra det nyanlagte Korvey-kloster i de tvangskristnede sakseres egne. Fra den ene missionsmark blev de to mænd altså nu (i 826) flyttet til den anden. Om afskedsaudiensen hos kejseren melder krøniken;

»Han glædede sig over deres vilje og lyst og gav dem kirketøj, kister, telte og hvad de ellers kunne trænge til, eller hvad der syntes nødvendigt på så lang en rejse. (Fig. 2). Han bød dem at drage med ovennævnte Harald og pålagde dem at anvende den største omhu på hans tro og ved gudelig formaning stadig styrke ham og hans mænd, som var døbt med ham, at de ikke ved djævelens tilskyndelse skulle falde tilbage til deres forrige vildfarelser -. Harald var endnu rå og ny i troen og forstod ikke, hvorledes man burde behandle Guds tjenere. - Så begyndte da denne rejse med møje og besvær, og de kom til Køln. Der havde den gang hans højærværdighed ærkebiskop Hadebold sit sæde. Han mærkede nok, hvad de trængte til, og gav dem et ypperligt fartøj - hvori der var to ruf, meget hyggeligt indrettede.

Da ovennævnte Harald så det, fik han lyst til at være hos dem på samme fartøj, så at han tog ophold i det ene ruf og de i det andet. Således begyndte fortrolighed og velvilje at vokse mellem dem -. Ved Dorestad steg de i land, og gennem frisernes egne kom de til Danmark.

Men fordi kong Harald undertiden ikke kunne blive med fred i sit rige, så gav ovennævnte kejser ham et len hinsides Elben, for at han kunne ty derhen, dersom det måske blev nødvendigt for ham«.

Autbert må på grund af sygdom snart trække sig ud af arbejdet, men heller ikke for Ansgar bliver opholdet i Danmark langt. Harald fordrives varigt og må søge tilflugt i sit nordtyske len, hvor befolkningen allerede er kristnet. Da den danske missionsvirksomhed således er gået i baglås, forsøger man sig med Sverige. Ansgar tiltræder rejsen, men overfaldes af sørøvere, som plyndrer ham for alt, hvad han ejer. Til fods når han frem til Birka, den vigtige by i Mälaren, hvor han i halvandet år forkynder Kristi lære og opnår gode resultater. Efter hjemkomsten udnævnes han for sine fortjenesters skyld til ærkebiskop af Hamborg med de nordiske lande under sig.

For missionen i Danmark er dette i første omgang uden betydning; kong Harald lever stadig i sit eksil, og hans besejrer, Godfreds-sønnen Hårik, er ikke de kristnes ven. (Fig. 3). Samme Hårik kommer i øvrigt Ansgar meget på tværs, da han med sine vikinger angriber og afbrænder Hamborg, som derefter for en tid er uegnet til bispesæde. Som tiden går, opstår dog en vis forståelse mellem danske og tyske, og her kommer Ansgar til at spille rollen som en slags gesandt, hvilket bringer ham i kontakt med Hårik. Efter tyve års stilstand kan det danske missionsarbejde genoptages.

»Da han således havde vundet Håriks fortrolighed, søgte han også at overtale ham til at blive kristen. Kongen hørte villigt på alt, hvad han fortalte ham af den hellige skrift - og sagde, at han glædede sig meget derved og gerne ville vinde Kristi yndest. Ifølge dette ønske begyndte vor hellige fader rent ud at råde ham at vise den Herre Kristus den villighed, der ville være ham allerkærest, nemlig at tillade, at en kirke blev bygget - . Det indrømmede han med største velvilje, og i Slesvig, en søstad i hans rige, som var meget skikket dertil og ligger nær ved vor egn, et sted, hvor købmænd kom sammen fra alle kanter, tillod han ham at bygge en kirke og gav ham en grund, hvor præsten kunne bo. Ligeledes gav han den tilladelse, at hvem i hans rige, der ville, måtte blive kristen«.

På baggrund af dette gunstige resultat foretager Ansgar endnu en rejse til Birka. Igen har han heldet med sig, men lykken svigter, da han vender tilbage til arbejdet i Danmark. Hårik falder i kamp, og hans efterfølger, som også hedder Hårik, er en ung dreng, som af sine rådgivere lader sig overtale til modstand mod de kristne. Så vidt kommer det, at jarlen i Slesvig lader den derværende kirke lukke.

Hvordan den videre udvikling forløber, står ikke ganske klart, men snart efter er stemningen vendt, og Ansgar får bud, at han igen vil være velset ved det danske hof. Han blev »modtaget med så stor nåde af den unge Hårik, at denne straks tilstod ham alt, hvad hans formand havde tilladt i sit rige til kristendommens tarv. Ja, han gav endog sit samtykke til - hvad der hidtil tyktes hedningerne en skændsel - at der måtte være en klokke i kirken. Ligeledes skænkede han i en anden by i sit rige, som hed Ribe, en grund, hvorpå en kirke kunne bygges, og gav af sin kongelige magt tilladelse til, at en præst der måtte have stadigt ophold«.

Tilladelsen til kirken i Ribe og retten til at ringe med klokker er de sidste større resultater, Ansgar opnår på den danske missionsmark. Han er nu næsten 60 og har ikke kræfter til mere end at holde den skabte virksomhed i gang. 3. februar 865 dør han i Bremen, hvor han begraves i Skt. Petri kirke. Helgenglorien - som paven nægter ham - får han tildelt af folket.

(Fig. 4).