Professorens kirke

Alt dette er velkendt og har tidligere været behandlet i Skalk (1969:6), herunder også den tvivl, der senere er opstået om rekonstruktionens korrekthed. For tiden er der udgravninger igang omkring bygningen, og i den forbindelse er der foretaget indgående arkivstudier, specielt af de breve og papirer, som omhandler den gamle kirkes nedbrydning. Væsentligt nyt er på denne måde kommet frem. Det er baggrunden for, at emnet nu tages op igen.

Den mand, der har hovedansvaret for rekonstruktionen, er kunsthistorikeren Niels Laurits Høyen, der allerede som ungt menneske, i 1830, havde undersøgt og beskrevet domkirken - et besøg, der blev afgørende for dens skæbne. Rapporten, han ved den lejlighed udfærdigede, beskæftiger sig indgående med bygningens tilstand. De pudsede vægge har tydeligvis generet ham, men ved at bore gennem lagene fandt han efterhånden frem til, hvad der skjulte sig af den oprindelige romanske basilika under sminken. Af samtidige breve kan vi se, at han allerede dengang syslede med tanken om en genskabelse - men næppe en fuldstændig fornyelse. Hans undersøgelse af domkirken er iøvrigt al ære værd. Den er gennemført med en for datiden usædvanlig grundighed.

Samtidig med, at Høyen steg i anseelse - han blev professor og regnedes for landets førende kunsthistoriker - synes hans forestillinger om, hvordan gamle bygninger burde restaureres, at være modnet, nærmest til en slags fiks ide. Alle ombygninger og senere tilføjelser var af det onde, kun den rene vare kunne accepteres. Den var der efter hans mening ikke meget af i Viborgkirken, som fra grunden af var opført af granitkvadre, men hvor teglsten i betydelig mængde indgik i de øvre regioner. Dette røde murværk passede ikke ind i Høyens billede af middelalderkirken, det måtte være resultatet af ombygninger efter brandene, altså skulle det væk, og det vil i virkeligheden sige det meste af bygningen, således hele vestdelen inklusive de to tårne. Sagen gav, da den omsider blev aktuel, anledning til megen diskussion. Høyen og hans tilhængere ønskede en fuldstændig fornyelse af bygningen, mens andre, således arkæologen Worsaae, ville bevare mest muligt af det gamle. Vi har allerede røbet, hvem der gik af med sejren.

Til at forestå arbejdet valgtes – sikkert på anbefaling af Høyen - arkitekten N.S.Nebelong. Sammen gennemgik de bygningen, og 1859 forelå et detaljeret restaureringsforslag ledsaget af en blikkapsel med fjorten tegninger, der bedre end ord illustrerer arbejdets konsekvenser. Materialet er opdelt således, at der til én tegning »før« svarer én »efter«, hvorved de implicerede hurtigt kunne danne sig et overblik. Projektet blev vedtaget, og 1863 begyndte nedbrydningen, som stod på gennem adskillige år. Sideløbende med denne skrev Høyen på en beretning om kirkens bygningshistorie, som udkom i det statelige værk Danske Mindesmærker. Resultatet af det løbende arbejde blev her fremlagt i litograferede tavler, udsendt i hæfter; med det sidste, fra 1868, fulgte forklaring til tavlerne samt en 19 sider lang samlende redegørelse. Høyens arbejde bygger dels på selvsyn dels på breve, som han modtog fra arbejdets daglige leder, Nebelongs assistent, arkitekten Julius Tholle. Ikke mindst disse er vigtige for vurderingen; de indeholder detaljer, som kun flygtigt eller slet ikke nåede med i Høyens beskrivelse. 1870 døde Høyen, året efter Nebelong og Tholle, men arbejdet var da så vidt fremskredet, at der snart efter kunne holdes rejsegilde på den nye bygning. Værkets færdiggørelse - og dermed indretningen af kirken - blev overdraget den dygtige arkitekt H. B. Storck.

Høyens bygningshistoriske redegørelse former sig som et brillant forsvar for rekonstruktionen, og selv om en og anden har fundet den noget spekulativ, er der aldrig for alvor taget til genmæle mod den. Men tvivlen er vokset i takt med vor øgede viden om middelalderens bygninger. Det var kendt allerede på Høyens tid, at teglbrænding kom i brug herhjemme i slutningen af 1100-årene, men han fremfører som sin opfattelse, at domkirken »har stået under bygning fra henved 1130 til henved 1170, og at en så betydelig del har været fuldendt ved 1150, at gudstjenesten alt dengang kunne holdes i den - «. Dateringen levner ingen, eller i hvert fald kun meget begrænset, plads for teglstenen. (Fig. 1) Spørgsmålet er nu, om den er rigtig. Lad os som eksempel tage sideskibenes hvælvinger.

Nogle af disse - muligvis dem alle - var efter de foreliggende oplysninger muret i tegl med krydsribber, en type, der opstod omkring år 1200 og fremstilledes middelalderen igennem. For Høyen var der ingen tvivl om, at de måtte være indbygget senere, de kunne umuligt høre den ældste kirke til. I rekonstruktionen blev ribbehvælvene derfor erstattet med grathvælv, som er en ældre type, hvor teglsten ikke indgår. Det fremgår imidlertid af notaterne, at slutstenen i de nedtagne ribbehvælv, den sten, der lukker konstruktionen øverst oppe, var af granit, og det er et træk, som daterer hvælvene tidligt - til første halvdel af 1200- årene; i Århus domkirke for eksempel finder man tilsvarende slutsten i hvælvinger netop fra denne tid. (Fig. 2) Det er vanskeligt at forestille sig Viborgkirken ombygget så hurtigt efter færdiggørelsen. (Fig. 3) Forklaringen må være, at byggeriet har varet længere end antaget af Høyen - et godt stykke ind i teglstensperioden.

Erkendelsen af dette ændrer unægtelig billedet. Da byggeriet startede, var teglstenen ukendt, men snart dukkede den op med sine fortrin, som meget hurtigt gjorde den populær; der kan nævnes adskillige eksempler på materialeskifte i tidlig middelalderligt byggeri. Studerer vi kirkens vestfront på de gamle billeder, finder vi teglstenen stærkt repræsenteret, således i de to tårne, hvor kun foden er af granit og endda kun delvis. At der har fundet ombygninger sted, er givet, men næppe så vidtgående som antaget af restauratorerne.

På sydtårnets granitfundament sås seks bueslag, tre i sydmuren og tre i vestmuren; de vidner om høj alder, og murværket her var efter Høyens mening alt, hvad der var tilbage af det oprindelige tårn. I nordtårnet manglede buerne, så det måtte være sat om helt fra grunden. I det sidste har han nok ret; det er usandsynligt, at de to ellers ens- dannede tårne skulle have haft forskellig udsmykning. Ved restaureringen blev der naturligvis kun anvendt granit. Buerne genskabtes, og tårnene, der i den gamle kirke var rektangulære i tværsnit, blev gjort kvadratiske, som man - netop under hensyn til buerne - mente, de havde været. Derved blev afstanden mellem tårnene større, og der blev åbnet mulighed for et bredere fremskudt midtparti, hvor kirkens hovedindgang kunne få en passende placering.

Et brev fra arkitekt Tholle til »Højstærede Herr Professor Høyen« må tillægges betydning. Det er dateret 11. februar 1868 og lyder: »Ved nedbrydningen af det søndre tårn har jeg i en højde af 34 alen over sokkelen fundet meget tydelige spor af seks vinduer, alle med en søjle i midten. På medfølgende lille grundtegning er anordningen angivet. (Fig. 4) - Den i planen antydede form af vinduer stod muret et lille stykke op fra bunden, og udvendig var af kanterne udtaget stykker af mursten for at få den senere mur indbundet, således var altså disse vinduer ikke til at opdage udvendig fra. - Højere oppe var muren ens helt igennem, mest bestående af brokker. Alt murværk, vi endnu er truffet på, er alene af brændte sten, aldeles uden granit, på disse søjle- brudstykker nær. I det nordre tårn er ikke spor af sådanne vinduer i samme højde«. (Fig. 5)

Oplysningen om de seks vinduer nåede at komme med i Høyens store værk om kirken, men kun i en kort bemærkning, og han skriver, at fundet blev gjort i det nordre tårn, hvilket altså bevisligt er forkert, løvrigt mener han, at det fundne »efter al sandsynlighed hidrører fra restaurationen efter branden 1501«. Så sene kan vinduerne nu ikke være; de af Tholle omtalte søjlebrudstykker er endnu bevaret og kan dateres til ældre middelalder, så hvis Høyen har ret, må der være tale om en form for genanvendelse. Det er naturligvis muligt, men vel ikke særlig sandsynligt. Hvis et oprindeligt kvaderbygget tårn virkelig var genopført efter en brand (1501?), ville der nok have været mere granit i det end buepartiet nederst og de omtalte vinduesdetaljer i højderne. (Fig. 6) Sikkerhed får vi vel aldrig, men efter den viden, vi har idag, skulle der intet være i vejen for, at det foragtede sydtårn, som blev nedrevet til grunden 1868, var det oprindelige, og at begge tårne altså fra først af har været bygget i røde teglsten over rektangulære grundplaner.

Samtidig med domkirkebyggeriet i Viborg pågik et lignende i Ribe, også det påbegyndtes i 1100-årene, og bl.a. den omstændighed, at der indgår tegl i vestpartiets murværk, tyder på, at afslutningen - som i Viborg - må sættes til Valdemar Sejrs tid. Ribekatedralen har, som Viborgkirken, to vesttårne (ganske vist af forskellig størrelse), men enden af skibet, der ligger indeklemt mellem dem, er betydeligt bredere, end det efter vor opfattelse kan have været tilfældet i Viborg. Om indretningen af de to kirkers vestpartier vides ikke meget. Men det er rimeligt at tænke sig, at der begge steder mellem tårnene var indskudt gallerier i første stokværk, som tilfældet har været i adskillige af de tyske storkirker, der var forbilleder for de danske. Disse gallerier, der åbnede sig ind mod kirkerummet, var i første omgang forbeholdt bygherren og blev efter ham overtaget af andre betydningsfulde personer. (Fig. 7) I Ribe opholdt kongen sig ofte på sin borg - det senere Riberhus - tæt ved kirken, så man kan tænke sig, galleriet her var beregnet til ham og hans følge. Viborg havde ingen kongeborg, og selv om regenterne ofte kom på besøg, således i forbindelse med kroninger på det derværende landsting, kan de næppe have været pulpiturets ejere. Bisperne derimod, som førte det store ord i byen, og som kan have grebet aktivt ind i kirkebyggeriet, er en nærliggende mulighed. Den omtalte størrelsesforskel mellem de to domkirkers gallerier skal måske ses i denne sammenhæng. Der var trods alt en standsforskel.

I Viborg sad fra 1221 og tredive år frem den kendte bisp Gunner, kong Valdemars medhjælper ved udformningen af Jyske lov - det synes rimeligt, at han kan have været ansvarlig for byggeriets slutfase. (Fig. 8) Med kirken, han efterlod, har den nuværende domkirke ikke meget at gøre. Denne nu mere end hundredårige bygning er noget helt for sig selv, et produkt af en ikke længere gangbar arkitekturopfattelse. Lad os kalde den professor Høyens kirke.

Lit: Hikuin 7, 1981.