Problematisk pølsepind

Et eksempel kan hentes fra den historiske arkæologi: I de vanddrukne, middelalderlige bylag, hvor træ ikke forrådner, findes ofte nogle slanke, tilspidsede pinde. De kan være fra fem til tyve centimeter lange og er tit omhyggeligt tilskårne. Man har kaldt dem »pølsepinde«.

Betegnelsen er fristende og nærliggende, for ganske vist er pølsepinden vel nu gået af brug i Danmark, men den er dog kendt af alle - om ikke på anden måde så gennem det ordsprog, H.C. Andersen kogte suppe på i sit eventyr fra 1858. Pølsepinde - lavet af udkløvet træ eller af tjørnens lange torne - blev anvendt helt op i nyere tid til at lukke for de tarme, man havde stoppet til pølser. Om oprindelsen til dette udmærkede fødemiddel ved vi ikke så meget, men det er sikkert, at det også stod på middelalderens spisekort. Navngivningen af de arkæologiske pølsepinde synes altså rimelig nok.

Min første mistanke til pølsepinden som arkæologisk begreb fik jeg under en udgravning i Ribe 1956 (se Skalk 1962:3), hvor fænomenet forekom under særligt påfaldende omstændigheder. Her afdækkedes på flere steder hårdt sammenpressede flader bestående af tynde, lysebrune lerlag vekslende med mørke lag af snavs, som var trådt ned i leret. En af disse flader, der må tolkes som gulve eller i hvert fald som områder, hvor der er gået meget, lå tæt uden for en hustomt og synes anlagt i fri luft. Den var af areal op mod et par kvadratmeter, men kan have været større. I laget fandtes store mængder af »pølsepinde«.

Pindene stod lodret i jorden, hvilket unægtelig gjorde det svært at tolke dem i henhold til den sædvanlige forklaring. Fundet gav anledning til en del spekulation, men fantasien rakte ikke længere end til at forestille sig, at et barn en dag havde bemægtiget sig husets lager af pølsepinde og moret sig med at hamre dem i jorden. Tolkningen haltede dog på to punkter: dels forekom mængden af pinde lovlig stor, dels kunne man se, at pindene ikke var slået i jorden på samme tidspunkt; idet deres øvre ender stod i forskellig højde, svarende - stort set - til forskellige sorte »trampelag«. Problemet måtte lægges til side som en uopklaret detalje, hvilket måske ikke er så mærkeligt, når man tager arbejdet som helhed i betragtning. Det var den første arkæologiske udgravning i en dansk middelalderkøbstad, og den bød på adskillige nye iagttagelser, hvoraf nogle kunne forstås, mens flere måtte afvente tilvejebringelsen af et større erfaringsmateriale.

En mulig forklaring dukkede op nogle år senere med venlig bistand fra et af arkæologiens nabofag. Det viser sig jo ofte i vor specialiserede verden, at hvad der for den ene videnskabsgren er en gåde, for den anden er en selvfølgelighed. Hjælperen var etnografen Lennart Edelberg, som ved synet af vores ripensiske »pølsepinde« bemærkede, at det var morsomt at se »spilepinde« i et dansk middelalderligt miljø. Spilepinde? Jo sådanne bruges mange steder i verden af buntmagere og garvere, når huder og skind spændes ud - ofte på jorden - for at tørre. De sættes i kanterne for at forhindre skindene i at skrumpe.

Det forekommer herefter indlysende, at det i virkeligheden var en »spileplads«, vi dengang traf på. I hvert fald passer fundets detaljer udmærket ind i det nye billede. Den tiltrampede lerflade, som sikkert var beliggende udendørs, og som er blevet holdt fin og plan ved talrige reparationer, synes ideel for en buntmager og er vel sagtens anlagt til formålet; middelalderbyens af gødning tilsølede gade egnede sig jo ikke til spiling af skind. Når han fjernede skindene, skete det sikkert ofte, at pinde blev siddende i jorden; de blev så dækket ved førstkommende reparation, hvorefter processen kunne gentages. Af det hypotetiske, legende barn fik vi med andre ord en arbejdsom håndværker, og af pølsepindene spilepinde.

Nu er det ikke min mening, at vi herefter skal kalde samtlige tilspidsede pinde, som findes ved middelalderudgravninger, for spilepinde; nogle af dem har sikkert været pølsepinde, og andre kan have tjent formål, som måske kan opklares ved tilsvarende tilfældigheder. Historiens morale er, at man skal vogte sig for - bevidst eller ubevidst - at lade sig narre af de »mærkater«, man selv har klæbet på sine fund.