Pottemagere
I årtusinder er der fremstillet keramik i Danmark, til tider primitiv, ofte dog af meget høj kvalitet. I den tidlige middelalder udvikledes teknikken kraftigt, nye hjælpemidler blev taget i brug, f.eks. pottemagerhjulet, der muliggjorde massefremstillingen af varerne, og ovne, der kunne opvarmes til meget høje varmegrader. Nye former dukkede op, først og fremmest kanden, og vi træffer glasur for første gang. Glaseret middelalderkeramik i Danmark blev tidligere anset for at være importeret, men fund af pottemagerværksteder som Farum Lillevang og senest Faurholm ved Hillerød (se Skalk 1975:4) viser, at det ingenlunde behøver at være tilfældet. Middelalderens danske pottemagere kunne udmærket klare sig selv. (Fig. 1)
Af Lone Schmidt
Fig. 1: Kopi af Faurholmkande. Af det store skårmateriale, som dette fund omfatter, har kun en ringe del kunnet samles til hele kar.
I 1975 indledtes på Forhistorisk Museum, Moesgård, de første danske forsøg med fremstilling af »middelalderkander«. Til brændingen benyttedes en forhåndenværende ovn efter model fra keltisk jernalder, men sommeren 1976 tog man skridtet fuldt ud ved at opføre en kopi af Faurholmovnen og brænde lertøjet heri.
Ovnen opmuredes på grundlag af opmålinger og udgravningsrapporter, idet man tilstræbte at gøre kopien så nøjagtig som mulig. Den hvælvede overbygning blev dannet af en stærk vidjekonstruktion, beklasket med grusblandet ler. En lille fejl var dog på dette tidspunkt allerede begået; det nedgravede fyrrum under lerkappen havde fået for skrå sidevægge, hvilket viste sig at være uheldigt, de skulle have været næsten lodrette. Desværre var der ikke tid til at bygge ovnen om inden brændingen, i stedet indlagde man i bunden af den en fyrkanal kopieret efter en middelalderlig fliseovn fra Bistrup ved Roskilde. Over denne opbyggedes en jævn flade af molersten til anbringelse af lerkarrene.
(Fig. 2)
Fig. 2: Den rekonstruerede Faurholmovn i tvær- og længdesnit (jævnfør billedserien på næste side). Indledningsvis blev gravet et ottetalsformet hul; de to afsnit repræsenterer henholdsvis ovnens underdel og den foran liggende askegrav, hvorfra indfyringen foregik. Derefter byggedes ovnkuplen: et skelet af kraftige pilegrene, anbragt over ovngraven og fastholdt af barduner, blev først udfyldt med vidjefletværk, derefter klinet med ler i et tykt lag. Også siderne i ovn- og askegrav blev dækket med ler, og nu indbyggedes fyrkanalen - som altså egentlig ikke hører til i denne ovn. Karakteristisk for Faurholmovnen er, at den ikke har aftræk; lerkuplen er derfor meget udsat for at revne under ophedningen. Det gav særlige problemer, som blev løst på forskellig vis.
Kanderne - efter modeller fra danske museer - blev drejet op af fintkornet rødler med minimal tilsætning af magringsmiddel. Godset i en middelalderkande er ofte meget tyndt, kun 3-4 mm, så leret blev ikke anbragt direkte på drejeskiven, men på en løs underlagsplade, som gjorde senere flytning lettere. Efter opdrejningen blev tuden dannet, og mens leret endnu var forholdsvis blødt, udførtes en række dekorative fingerindtryk langs bunden; de findes på originalerne og bevirker, at kanden ikke hviler direkte på bundfladen, men på en bølget vulst. Herefter blev hanken udtrukket og kanderne dekoreret. Et yndet motiv i middelalderen er de såkaldte hindbærknopper, bittesmå lerkugler fæstnet på lerkarret i et bestemt mønster med et stempel. Skældekorationer, udført i pibeler (som ikke findes i Danmark, og derfor måtte indføres fra Rhinegnene eller Kanalområdet) var også populære, og af og til ses dekorationer, udført med et rullestempel. Faurholmkanderne karakteriseres ved skråhak, præget øverst på kanden med en træpind, mens den langsomt roterede på drejeskiven.
Fra middelalderkilder ved man, hvordan keramikken blev glaseret. Det skete ved, at man dryssede eller smurte et pulver, fremstillet af bly og ler på karrene. Ønskedes en grøn glasur, blandede man pulveret med bronze eller kobber, og forskellige jernforbindelser kunne gøre farven mere gylden. Glasuren, der blev brugt ved forsøget, bestod af halvt bly og halvt knust, fintsigtet rødler; det giver en jernholdig glasur, som fremhæver lerets farver. Af ialt 60 kander blev 56 tørglaseret, det vil sige overhældt med en melvælling, hvorefter glasurpulveret dryssedes på. Pulveret fordelte sig ikke helt jævnt, men lagde sig tættest på de opadvendende eller udadskrånende flader, som på de originale kar.
(Fig. 3-5)
Fig. 3: Nedgravningen med ribbeskelet.
Fig. 4: Ovnkuplens fletværk.
Fig. 5: Den færdige ovn.
Til de sidste fire kander blev anvendt en anden metode, vådglasering, hvor den overhældte glasur er opløst i vand. I middelalderen glaserede man kun potter og kander udvendigt, og glasuren har tilsyneladende kun haft til formål at pynte. At tætne lerkarrene var ikke noget problem, man overfladebehandlede krukkerne enten med en lervælling - slikker - eller ved glitning, der lukker lerets porer og gør det uigennemtrængeligt. Desuden tætnedes lerkarrene efterhånden ved at blive brugt.
Forsøgsbrændingen på Moesgård indledtes en lørdag eftermiddag ved 14-tiden, og man fyrede kontinuerligt til søndag morgen klokken halv-fem. Ved hjælp af specielle følere kunne temperaturen måles 16 forskellige steder i ovnen, og der viste sig ret hurtigt store temperaturforskelle; der var varmest i ovnens bageste del, temperaturen i den forreste del var ca 100° lavere. Den før omtalte konstruktionsfejl fik nu uheldige virkninger: fyrkanalen var for snæver, hvilket hindrede fyringen så meget, at man besluttede at standse, da temperaturen var nået op på 850° i den forreste og 900-950° i den bageste del af ovnen.
(Fig. 6)
Fig. 6: Til venstre ses de mange kander opmarcheret ved ovnen, parat til brændingen, som forventedes at give dem en smuk rødlig glasur. Og øverst resultatet: I den åbnede ovn står karrene, brændt, men for størstedelen uden glasuren, som er faldet af under processen. En kande i nederste række danner dog undtagelsen; den er en af de fire, som blev vådglaserede.
»Gulvet«, kanderne står på, er dækket over fyrkanalen, hvis uheldige udformning blev årsag til miseren.
Spændingen var stor, da ovnen blev åbnet. Desværre viste det sig, at brændingen kun var lykkedes delvis: på de tørglaserede kander sad glasuren ikke fast, men var drysset ned på underlaget. Derimod var de fire vådglaserede kander fine. De mislykkede produkter blev omglaseret og derefter brændt i den keltiske ovn. Den nåede i løbet af otte timer op på en temperatur omkring 1000°, og nu blev kanderne meget vellykkede.
(Fig. 7)
Fig. 7: Original (til venstre) og kopi af kande fundet i Kattegat ud for Endelave. Dekorationen består af lodrette og vandrette linier, hvorimellem »hindbærknopper« er påsat.
Skønt den første brænding i Faurholmovnen ikke blev helt vellykket, har det ikke taget modet fra deltagerne i eksperimentet. Til sommer bliver en ny ovn opført på Moesgård, og med de indvundne erfaringer som ballast, vil der sikkert blive fremstillet mange smukke kander. Kulturhistorisk har denne genoplivning af middelalderlig pottemagerteknik sin store betydning, den viser os fif og finesser, som umuligt kan gennemskues ved skrivebordet. Samtidig får vi mulighed for at hente impulser til nytte for nutidens keramiske kunst, og det er måske næsten det vigtigste.
Artiklens fotografier er taget af: Lars Bibby, Egon Hansen og Lone Schmidt.
(Fig. 8-9)
Fig. 8: Kopi af kande fundet i Århus. Den er godt 30 cm høj og dekoreret i et mønster af hvide pibelersskæl, omgivet af tynde, grønne lister. Bemærk fingermærkerne langs bunden.
Fig. 9: Ingen billedtekst.
